Indhold:

Danmark og Norgis Kirke-Ritual.

Første Capitel Om Guds Tieneste i Kirken.

VI. Capitel Hvorledis med Anfægtede, Besatte, Fangne og Misdædere skal omgaais.

Register Over Ritualets Capitler og hvert Capitels Artikler Ritualets Capitler ere XI.

Danmarks Og Norgis Kirke-Ritual.

Vi Christian den Femte, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst

Giøre hermed for alle vitterligt, at, eftersom Vi for nogen Tiid siden allernaadigst have anbefalet nogle af de Fornemste af Geistligheden her udi vort Rige Danmark, at de et Ritual, efter den Formældning og Anledning, som udi Voris forhen allernaadigst udgange Danske Lov dertil givis, allerunderdanigst skulle forfatte og derudi indføre alt hvis, som til Guds Tienestis Forretning og Kirke-Ceremonierne udi Vore Riger Danmark og Norge henhører og Loven, enten ikke egentlig vedkommer, eller ej omstændeligen derudi ommældis; Og samme saaledis forfattede Verk, som siden efter Voris allernaadigste Befalning af en deel Voris Raad ydermere er vorden igiennemseet, og af Os allernaadigst samtykt, nu endelig haver naaet den Fuldkommenhed, at det ved offentlig Tryk er forfærdiget; Da byde og befale Vi hermed alle vore kiere og tro Undersaatter udi vore Riger Danmark og Norge, Geistlige og Verdslige, baade i de Danske saavel som Tydske Menigheder, at de sig efter dette Ritual udi alle Maader allerunderdanigst og hørsommeligst rette forholde under Straf, som vedbør.

Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den Fem og Tyvende Julij Aar efter Christi Fødsel Et Tusind Sex Hundrede Firesindstyve og Fem, voris Regærings Sextende.

[til top]

Første Capitel
Om Guds Tieniste
i Kirken
med
Læsning, Bøn, Sang, Messen
for Alteret og Prædiken

Først, Paa alle Søndage. For det andet, Paa efterfølgende hellige Dage:
Tre Christi Hoved-Højtider, hver i tre samfælde Dage, Juel, Paaske og Pinse. Nyt-Aars, eller Christi Omskærelsis Dag. Hellig tre Kongers, eller Christi Aabenbarelsis Dag. Mariæ Renselsis Dag. Mariæ Bebudelsis Dag, hvilken skal holdis paa Palme-Løverdag, dersom den indfalder paa Palme-Søndag, eller derefter. Christi Himmelfarts Dag. St. Hans Baptistæ Dag. Mariæ Besøgelsis Dag. St, Mikkels Dag. Alle Helgens Dag. Item Skærtorsdag og Langfredag, saa og udi Danmark den 11. Dag i Februarii Maanet.

For det tredje, Paa ordinarie Bed-Dage og andre Dage, som Loven om formælder, og hid indtil sædvanligt været haver.

I. Artikel
Om Søndagen og
Hellige Dage.

Naar Prædiken skal holdis, ringis altid trende sinde til Prædiken, førend den begyndis; de tvende første ikkun med een Klokke, men den sidste gang med tvende, eller fleere, ligesom Kirken formaar, og hidindtil maneerligt haver været.

DE største Klokker ringis altid paa Højtids Dagene, saavel som Dagen tilforn til Aften Sang, eller naar Folket gaar til Skrifte, og da kimis tre gange, efter første og anden gang, naar det ringer, hvilket og skeer paa andre hellige Dage (undertagen de som falde i Fasten) saavel som paa alle Søndage imellem Paaske og Pinzdag.

Guds Tieniste begyndis paa alle Prædike-Tider i Kiøbstæderne, saavel som paa Landet, med denne liden Bøn og paafølgende Fader vor, etc. Hvilket Degnen staaendis i Chorsdøren, eller mit paa Kirkegulvet, med høj og langsom Røst læser, saaledis:

Herre! jeg er indkommen i dette dit hellige Huus, at høre hvad du GUd Fader min Skabere, du HErre JEsu min Frelsere, du værdige Hellig Aand i Liv og Død min Trøstermand vil tale til mig. HErre! oplad nu saaledis ved din Hellig Aand for Jesu Christi skyld mit Hierte, at jeg kand af Prædiken lære at sørge for mine Synder, og at tro i Liv og Død paa Jesum, og hver Dag i et helligt Liv og Levnet mig forbædre: Det høre og bønhøre Gud ved Jesom Christum Amen!

Fader vor du som etc.

Bemælte Guds Tieniste sluttis i lige maade med denne liden Bøn og Fader Vor, etc.

HErre! jeg takker dig af mit gandske Hierte, at du nu haver lært mig hvad du vil, at jeg skal giøre: Hielp mig nu, min Gud, ved din hellig Aand for JEsu Christi skyld, at jeg maa bevare dit Ord i et reent Hierte, og der af i Troen styrkis, og i et helligt Levnet forbedris, og mig derved i Liv og Død trøste, Amen.

Fader vor, etc.

Til Froprædiken [1] om Søndagen ringis paa den ordinarie Tid. Den, som Sangen i Kiøbstæderne forrestaar, skal strax det ringer anden gang til Froprædiken med tilforordnede Discipler skikkeligen søge Kirken, Sangen til rette Tid betiene, og sig, som den Punkt om Skole-Børns Kirkegang til Højmesse herefter formælder, forsvarligen forholde.

For Prædiken synges allerførst: O Gud vi love dig etc.

Paa Lang-Fredag: Og Gud vor Fader i ævighed etc. eller en anden beqvem Psalme om Christi Lidelse, som findis i den forordnede Psalme-Bog; Derefter: Nu bede vi den H. Aand etc.

Saa gaar Præsten i Prædike-Stolen og forretter Prædiken over det Evangelium, som hører til Søndagen, eller den hellige Dag i alle maader, ligesom i Højmessen.

Efter Prædiken syngis en kort Psalme, som skikker sig paa den Dags Evangelium.

Er der Brude-Folk at viis, da betienis de strax efter al den anden Tieniste er ude.

Til Froprædiken messis intet for Alteret, ej heller forrettis Communionen [2], uden paa den første Dag af de tre store Højtider, da bliver Messen af den øverste Capellan forfult, ligesom til Højmessen, og det paa Dansk.

Paa samme Højtider syngis efter Prædiken til Froprædiken saa vel som til Højmesse de sædvanlige forordnede Vers, hvor paa Folket siden gaar op at ofre, og imidlertid legis der paa Orgelverket og musiceris, hvor det skee kand; Men ellers syngis ikkun een der til beqvem Dansk Psalme.

Den gandske Tieniste med hvis der forrefalder, skal i det længste være endet, naar det begynder at ringe første gang til Højmesse.

TIl Højmesse ringis første gang, anden gang og sammen paa de sædvanlige Tider; Men ere der Bisper at ordinere, da ringis første gang, naar Klokken er halv-gaaen syv, og sammen, naar den er syv.

Skole-Børnene i Kiøbstæderne skulle forsamlis i Skolen strax det ringer første gang, og udi Rectoris, Conrectoris og samtlige Collegarum Nærværelse holde deris sædvanlige Bønner, siden, naar det er ringet anden gang, skulle de samtligen forføje sig af Skolen til Kirken og sømmeligen gaa par og par sammen med Rectore, Conrectore, og samtlige Collegis, hvilke og skal blive i Kirken hos Børnene indtil al Tienisten er ude, og have tilbørlig Tilsyn med dem, at de andægtigen og skikkeligen sig imidlertid anstille, som de agte selv at svare til: Efter Tienisten skulle de iligemaade gaa og følgis af Kirken i Skolen, hvor de, førend de skillis ad synge et Vers, eller flere af en beqvem Psalme.

Ere der fleere Kirker i Byen, end een, da beskikkes visse Hørere med nogle Discipler til hver af dem, som da i lige Orden og Skik gaa til og fra Kirken, naar Tid er, og forholde sig, som forskrevet staar; Men Rector tillige med Conrectore og andre Collegis, om fleere ere ved Skolen, søger Hoved-Kirken.

Paa Søndagen og Hellige Dage holdis fuld Messe til Høj-Prædiken, undtagen paa Langfredag, da ingen Messe holdis for Prædiken, men syngis allene: O Gud vor Fader i ævighed etc.

eller en anden beqvem Psalme om Christi Lidelse af den anordnede Psalmebog.

Og der paa: Nu bede vi den Hellig Aand etc. hvorpaa Prædiken strax begyndis.

Saa snart, som det er ringet sammen, da udi de Kirker hvor ingen Orgelverk er, kommer Præsten, som skal messe, for Alteret og der ifører sig de rette Messe-Klæder, som er en hvid linnet Messe-Skiorte og en Messe-Hagel.

Men hvor Orgelverk i Kirken er, der begynder Organisten strax der paa at lege (undtagen udi Faste, paa hvilke Tider ingen Orgelverk eller Music i Kirkerne brugis) dog ikkun gandske kort, at Tienisten ikke derover opholdes.

Imidlertid Organisten leger, forføjer Præsten sig for Alteret og der ifører sig ovenbemælte Messe-Klæder.

Naar Orgelverket holder op, eller naar det er udringet, hvor ingen Orgelverker, eller paa de Tider, naar det ikke brugis, begyndis Guds Tieniste med den tilforn indførte liden Bøn og paafølgende Fader Vor etc. Imidlertid sidder Præsten iført forbemælte Messe-Klæder paa sine Knæ for Alteret og med den gandske Menighed, som iligemaade, hver i sin stæd, falder paa Knæ, beder sagte for sig selv.

Derpaa begynder Degnen strax: Kyrie [3] Gud Fader alsomhøjeste Trøst etc.

Fra Juel til Mariæ Renselsis Dag: Kyrie Gud Fader af Himmerig etc.

Fra Paaske til Pinzdag: Kyrie Gud Fader forbarme dig over os etc.

Naar Kyrie er udsynget, begynder Præsten for Alteret med højlydelig Røst disse første Ord af denne Psalme: Alleniste Gud i Himmerig være Lov og Priis for al sin Naade etc.

Hvilken siden af Menigheden forfølgis indtil Enden;

Saa vender Præsten sig til Folket og siger med sædvanlig Tone: HErren være med eder!

hvor til Choret svarer: Og med din Aand!

Saa vender hand sig til Alteret igien, og synger den Collect[4], som hører til Dagen, hvortil Choret og Folket svarer: Amen.

Derefter vender hand sig atter om til Folket og med sædvanlig Tone lydeligen synger Epistelen (Lectien) sigendis allerførst saaledis: Epistelen skriver St. N. N

Apostel til de N. N. eller, Denne Hellige Lectie skrivis i, eller hos N. N. og forfølger saa den gandske Epistel (Lectie) indtil Enden.

Naar Epistelen (Lectien) er udlæst, vender Præsten sig til Alteret igien og da i stæden for Haleluja, syngis en kort Psalme, som kommer over eens med Epistelen (Lectien) og findis i den forbemælte Psalmebog, hvilken tillige spillis af Orgelverket, hvor og naar det brugis.

Og der paa: Nu bede vi den H. Aand etc. Undtagen paa efterskrevne Tider, da der allene syngis:

Fra Juel til Kyndelmisse [5]: Nu lader os alle takke Gud vor HErre etc. Siden trende gange det Vers: Lovet være du JEsu Christ etc. Og der paa Slutningen: Hannem bør altid etc.

Fra Paaske til vore HErris Himmelfartsdag: Christus JEsus for os ofret, etc. Og der udi trende gange. Christ stod op af Døde, etc. Og saa fort indtil Enden.

Paa vor HErris Himmelfartsdag: Christ til Himmels Monne fare etc. trende gange, og Søndagen derefter den samme een gang.

Der paa vender Præsten sig atter om til Folket og med høj Røst og lydelig Stemme efter sædvane synger Evangelium med denne Begyndelse: Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten N. N.

Choret svarer: Gud være lovet for sit gladelige Budskab. Eller og: Priis og ære være dig HERRE!

Der paa synger hand det gandske Evangelium, som hører til Dagen, og naar det er Ende, vender hand sig til Alteret igien og begynder: Vi tro allesammen paa een Gud etc. Hvilken siden af Menigheden og paa Orgelverket forfølgis indtil Enden.

Efter Evangelium er udsunget for Alteret, ringis udi Prædike-stolen med de smaa Klokker, ligesom sædvanligt er.

Mens Alleniste Gud etc. og Troen etc. syngis, staar Degnen paa Landet altid nedre i Kirken, paa det Menigheden disbedre kand synge efter hannem.

Saa gaar Præsten paa Prædike-Stolen og forretter den sædvanlige Prædiken over Dagens Evangelium;

Dog syngis tilforn i Kiøbstæderne og paa Landet, hvor det skee kand, et eller to Vers af den forbemælte Psalmebog over Søndagens Evangelium under Orgelverkets Klang og Direction.

Præsten, eller hvo, som Prædiker skal allerførst formane Folket til Bøn og Paakaldelse om Guds Hielp i denne hellige Forretning og derpaa læse, som sædvanligt, HErrens Bøn: Fader vor du som est i Himelen etc.

Dernest skal hand tydeligen oplæse Texten, som skal forklaris, og siden klarligen udlegge den, dog ikke over en Time.

Er det imellem Juel og Kyndelmisse, da syngis efter Fader vor etc. før end Evangelium læsis af Prædike-Stolen, det vers: Et lidet Barn saa lysteligt etc.

Imellem Paaske og Christi Himmelfartsdag: Christ stod op af Døde etc.

Imellem Christi Himmelfarts Dag og Pinzdag: Christ til Himmels monne fare, etc.

I Pinze Helligdage: Nu bede vi den Hellig Aand etc.

Paa de tre store Højtids Dage syngis alle tre Dagene til hver Prædiken forskrevne Vers trende gange, saavel som paa Christi Himmelfarts Dag, men siden ikkun engang, hvor til Præsten altid opmuntrer Menigheden med en gandske kort Tale om en hver Højtids Glæde og Salighed.

Imidlertid dette syngis falder Præsten paa Knæ i Prædike-Stolen og beder Gud ydermere om Hielp og Bistand til dette hans Forretagende, siden staar hand op igien, og naar Sangen er til Ende, beder Gud om en naadig Bønhøring, og derpaa begiver sig til Textens Oplæsning of Forklaring.

Søndags Texten er til Froprædiken og Højmesse det sædvanlige Evangelium, og til Aftensang Epistelen; hvorpaa følger uforbigængeligen Catechismi Forklaring, efter Loven, som vel skal i Agt tagis.

Præsterne skulle blive ved Texten i deris Prædikener, den samme efter Guds Ord og den sande Kirkis Lærdom forklare saaledis retteligen, at de Eenfoldige vel kand forstaa dennem, og deraf uddrage Lærdom, Undervisning, Trøst, Formaning, Straf og Refselse, ligesom der givis best Anledning til, og deris anbetroede Menighed fornemlig udtræder, hvor efter de endelig bør at lempe sig:

Og skal de i sær entholde sig fra at føre noget frem, som deris Tilhørere ikke vedkommer, eller noget, som angaar Kongens Regering, Stats-Sager, Kongl: Ordinancer og Befalninger, eller dislige, videre end til at formane Tilhørerne til allerunderdanigste Lydighed mod deris Konge og hans Bud og Befalninger. De iligemaade skulle vel see til, at de ikke beskæmme nogen med deres elencho [6], saa og, at de ingen røre ved Navn, naar de straffe Synden, og skulle de vogte sig, at de ikke noget paa de hellige Stæder, Prædike- eller Skriftestolen, handler og fremfører af privat Affecter, Had, eller Hevngierighed; Men, at de med Sagtmodighed og retsindig Nidkierhed for Guds Ære giøre alle Ting til Christi Menigheds Opbygelse og Synderis Salighed. Hvad de ikke tilfulde vide, det maa de ingenlunde der udraabe.

Alleniste skulle de straffe Synden i Almindelighed, og om de ere blevne kyndige om noget i sær, da skulle de efter Christ i Befalning Matth. 18. v. 15. til forn i eenrom paaminde dem, som lide Bryst, at de omvende sig i Tiden og giøre en sand Poenitenze [7], som kand tekkis Gud.

De skulle ikke skielde paa dem, som ere af en fremmet Religion og Lærdom, men hvor det giøris fornøden, der skulle de med Beskedenhed, som tro Vogtere paa Zions Mure, advare Menigheden derom, og vise dennem deris Vildfarelse af Guds Ord, paa det de ikke skulle forargis derover, eller lade sig forføre af saadanne og i saa Maade lide Skibbrud paa Troen.

Paa de trende store Højtider messer Sogne-Præsten altid selv til Høj-messe paa Dansk, og gaar Menigheden til Offers strax efter, at det Vers er udsyngit af Prædikestolen, som før er ommælt: Imidlertid syngis paa Landet en beqvem Dansk Psalme; Men i Kiøbstæderne musiceris, hvor det havis kand.

Paa efterfølgende Søndage og Festdage skal dette efterskrevne vel i Agt tagis.

Paa St. Stephans Dag, som indfalder den anden Jule-Dag, skal der prædikes om Omsorrig for de Fattige, at Folket maa lære at giøre got mod dennem efter St. Stephans Exempel; Men dette kand best skee til Aftensang i Kiøbstæderne, hvor Epistelen forklaris om St. Stephan.

Paa St. Hansis Dag, som indfalder tredie Juledag, om adskillige Kald, at en hver bliver i det Kald, som Gud har sat hannem udi, og tager vare der paa.

Taksigelsens Dag, som er den 11. Februarii, prædikes den 124 Davids Psalme til Højmesse og Froprædiken, og til Aftensang Matth. 7. v. 24. 25. Den gandske Talis fornemmelige Indhold er om Guds sønderlige Beskærmelse over sine, og allermest om den hand saa underlig beviste dette Land, særdelis i den Storm Fienden giorde paa Hovedstaden, Kiøbenhavn Aar 1659, Natten for samme Dag [8].

Den Søndag Esto mihi [9], som ellers er Fastelavns Søndag, skal talis om vor HErris JEsu Christi Daab, og den Artikel om Daaben, og dens Nytte fornemmelig visis og forklaris.

Skærtorsdag handlis til Højmesse om Christi Legems og Blods Sacramente og dets rette og salige Brug, efter Textens Anledning, som tagis af I. Corinth. XI. Cap. Til Aftensang talis noget om den Fode-tvet [10], hvorledis Christus toede Disciplernis Føder, saa vel som om den Banghed hand følte i Urte-Gaarden, førend hand gik til sin Død.

Langfredag oplæsis baade til Froprædiken og Højmesse Christi Pinis og Død Historie fra de Ord: Og der de havde holdet Lov-Sangen etc. indtil de Ord: Og hand opgav sin Aand.

Siden tager Præsten en liden deel der af kortelig at udlegge, og der af fornemmelig at vise Christi Døds og Lidelsers store nytte til Salighed for det gandske fortabte Menniskelige Kiøn.

Til Aftensang forklaris iligemaade et, eller flere Stykker af Passionen [11].

Den Søndag Qvasi modò geniti [12], som er den første Søndag efter Paaske, skal Prædikis om Kirkens og det Hellige Embedis Magt og Myndighed.

St. Hans Baptistæ Dag skal fornemmeligen handlis om det hellige Prædike-Embede, samt dets Kraft og Værdighed, og efter Tidens Leylighed, noget i Særdelished om St. Hansis Prædiken og hans Marter.

St. Michels Dag om Englerne, og det store Gavn og Beskærmelse, vi have af dennem, hvorfore vi med al Billighed maa love og takke Gud.

Alle Helgens Dag om de Helliges Tro og Christelig Omgængelse her paa Jorden, hvorudi mand dennem billigen skulle efterfølge; Men ikke paakalde, eller dyrke dennem.

Under Prædiken besøgis Guds Børn med de Fattiges Tavler [13] .

Ligesom Præsten begynder sin Prædiken, saa skal hand og altid slutte den med en almindelig Bøn paa den maade, som Loven om formælder.

I Særdelished skal hand bede for dennem, som ville begive sig i Egteskabstand, saa vel som for de Syge, Svage og Sengeliggende der i Menigheden, som ere Guds Kirkis Forbøn begærende, hvilke hand ved Navn opregner, og med et kort Ønske befaler dem i Guds Barmhiertighed til Bestandighed i Troen og en Christen Taalmodighed under Korset, indtil Gud efter sin behagelige Villie giør en god Forandring der paa, som kand være hans Navn til Ære og dennem til Salighed.

Paa Michels Dag brugis der til den forordnede Taksigelsis Bøn for det Aars Grøde, og særdelis for den Fred, som Gud gav os saa underlig Aar paa alle Helgens Dag den sædvanlige Jubel-Bøn om Reformationen ved Doctor Morten Luther.

Paa Nyt Aars Dag den ordinarie Nyt-Aars Bøn.

Paa Taksigelsens Fest den almindelige Bøn for Stormen Aar 1659.

Derpaa læser Præsten lydelig Herrens Bøn aldelis ud til Enden: Fader vor du som est i Himmelen etc.

Der som noget andet er da at forkynde for Menigheden, enten Kongl. Mandater, som skal oplæsis, eller Aarsens Tider, som paa Landet brugeligt er, saa vel som Tienistens Begyndelse paa efterfølgende Prædike-Dag, eller og noget andet at lyse efter, som Præsten tilforn er givet tilkiende og bør at lysis efter, det skal da forredragis og forkyndis.

Saa slutter Præsten allersidst med et lidet Ønske og lyser Velsignelsen over Menigheden saaledis: HErren velsigne dig og bevare dig! HErren lade lyse sit Ansigt over dig! og være dig naadig! HErren lette sit Aasyn paa dig, og give dig Fred!

Efter Prædiken syngis allerførst fra Juel til Kyndelmisse det Vers: Lovet være du JEsu Christ etc.

Undtagen paa Nyt-Aars Dag, da efterfølgendis Psalme syngis gandske: Guds Godhed ville vi prise etc.

Hvor udi den halve Deel af det sidste Vers igientagis trende gange.

Fra Paaske til Christi Himmelfarts Dag: Christ stod op af Døde etc.

Fra Christi Himmelfarts Dag til Pinz Dag: Christi til Himmels monne fare etc.

I Pinze-Helligdage: Christ den Hellig Aand sende etc.

Alle Helgens Dag: Lover Gud i fromme Christne etc.

Michels Dag og Taksigelsens Fest til alle tre Prædikener denne Psalme gandske: O Gud vi love dig etc.

Langfredag til alle tre Prædikener: JEsus op paa Korset stod etc. eller en anden af bemælte Psalmebog.

Men paa alle andre Søndage dette sidste Vers af den Psalme: Nu er os Gud miskundelig etc.  Ære være Gud Fader i Himmerig etc.

Saa gaar Præsten ned at døbe Børn, om nogle ere, som da skulle døbis, paa den Maade, som herefter følger.

Efter Daaben syngis det sidste Vers af denne Psalme: Paa Sinai Bierg etc. Hvo, som troer og bliver døbt etc. eller en anden, som sig der paa kand skikke af meerbemælte Psalmebog.

Paa Landet og, hvor det ellers hid indtil har været brugeligt, gaar Qvinden med Barnet strax der paa op at ofre, disligeste Fadderne og andre, som der til ere budne, og synger Degnen imidlertid en Psalme, som sig der paa kand best skikke.

Derefter forretis Communionen, dersom nogle ere at berettis, (hvilket og kand skee paa Langfredag) ligesom herefter forklaris.

Men, er ingen at berette, vender Præsten sig uden Messehagel til Folket, og siger: HErren være med Eder! Choret svarer: Og med din Aand!

Derpaa vender hand sig til Alteret og synger efterfølgende Collect, (som brugis naar ingen Communion holdis.)

Lader og alle bede! O HErre Gud himmelske Fader! Vi takke dig for denne din Fadelige Velgierning, at du af din store Naade og Barmhiertighed haver givet os dit hellige og salige Ord, ved hvilket du ogsaa her hos os forsamler din Christen Kirke: Vi bede dig ydmygeligen, giv os din Hellig Aand, at vi med taknemmelige Hierter maatte det annamme, og skikke os derefter, og stedse og altid voxe og forfremmis udi den Christelige Tro, Haab og Kierlighed, og saa endelig blive salige ved din elskelige Søn, JEsum Christum, vor HErre, som med dig lever og regierer udi Hellig Aands Eenighed, een sand Gud fra ævighed og til ævighed!

Choret svarer: Amen.

Paa Langfredag syngis den Collect, som brugis i Fasten, nemlig: Vi takke dig Gud Fader etc.

Efter at Collecten er siungen, vender hand sig til Folket igien og lyser den sædvanlige Velsignelse over dennem:

HErren være med Eder!

Choret svarer: Og med din Aand!

Præsten siger ydermere: HErren velsigne dig og bevare dig! HErren lade lyse sit Ansigt over dig! og være dig naadig! HErren lette sit Aasyn paa dig, og give dig Fred!

Folket svarer: Amen!

Naar Epistelen, saa vel som Evangelium og Velsignelsen læsis, enten for Alteret, eller af Prædike-Stolen, da staar Folket op at høre der paa.

Pro exitu [14] syngis en Psalme, som kommer over eens med Dagens Evangelio, og findis hos hver Fest og Søndag, Aaret igiennem, i den ofte bemælte Psalmebog, da Præsten imidlertid føris af Messe-Klæderne; Men bliver dog staaendis for Alteret indtil alting er til Ende.

Naar Psalmen er ude falder Præsten atter paa Knæ og beder kortelig for Ordets fremgang, og Kongens og Landets Velstand.

Og saa sluttis den ganske Guds Tieniste paa den Maade, som før er mælt.

Til Aftensang ringis paa de Tider, som hidindtil sædvanligt været haver.

Der messis intet; men syngis for Prædiken, først en Psalme som kommer over eens med Epistelen, eller Evangelio, saasom paa Taksigelsens Fest: Vare Gud ikke med os denne Tid etc.

Skærtorsdag: O vi arme Synder etc. eller en anden af meerbemælte Psalmebog.

Derefter: Nu bede vi den Hellig Aand etc. eller det, som paa visse Tider i deris Stæd syngis til Højmessen.

Efter Prædiken det sidste Vers af: Vare Gud ikke med os denne Tid etc. Ære være dig Gud i ævighed etc. Eller og det, som paa visse Tider om Aaret syngis til Højmessen:

Saa gaar Præsten for Alteret og læser Collecten med Velsignelsen, ligesom til Højmesse, naar ingen Communion holdis.

Pro exitu syngis en kort Catechismi Psalme, og somme Tider en Aften-Psalme.

Paa Taksigelsens Fest: Din Siel nu lover HErren etc.

Til tolv Prædiken, hvor den holdis, ringis ikkun en gang, naar det slaar tolv, med en stor Klokke.

For Prædiken syngis det, som blev synget loco Haleluja til Højmesse.

Efter Prædiken en anden kort Psalme, som kand svare til Dagens Text.

Til alle Tolv-Prædikener hvor de brugis, skal prædikis Catechismus, undtagen paa de store Højtider, eller naar nogle visse Texter paa særdelis Tider ere forordnede.

(…)

[til top]

VI. Capitel
Hvorledis med Anfægtede,
Besatte, Fangne og Misdæde-
re skal omgaais.

(…)

III. Art.
Om de Besatte og
dennem, som i en eller anden
Maade plagis af Dievelen eller
hans onde Redskab.

Bliver Præsten kaldet til nogen, som holdis for at være besat, eller i anden Maade plagis af Dievelen, da maa hand ingenlunde afslaa det; men bør, efter sit Embedis Pligt, i HErrens Navn, efter forregaaende alvorlig Bøn og Paakaldelse til Gud, strax at forføje sig til den Syge og fornemme hans Tilstand.

End bliver hand ikke kaldet, og det er vitterligt, at saadan en er i hans Menighed, bør hand dog komme af sig selv, og, om hand saa tykkis [15], kand hand tage sine Medhielpere eller nogle andre Guds Børn der af Sognet med sig.

Hand maa ikke være for hastig til at dømme der om, at hand enten giør for lidet der af, eller og for meget. Ti om endskiøndt slige Exempler, derfor Gud være æret! ere nu omstunder rare [16] i Christenheden, siden den Sterkere er kommen over den Sterke, siden Løven af Juda [17] har vundet Sejer, og siden Engelen af Himmelen, den store Slange-knuser, Christus JEsus, har bevist sin Magt over Sathan, og bundet hannem med sin ævige Almagts Lænke, at hand ikke kand regere nu som tilforn, Apoc. 20. v. I. Saa bør mand dog ikke holde det for Fabel, Drømme, Melankoliske Griller, eller anden SindsensUrolighed, naar saadant høris iblant os, og ikke tænke, at vi nu ere aldelis fri for slige Sathans Anfægtninger, ligesom der var ingen Plads nu mere for hannem i Christenheden, efterdi hand er ikke saa bunden til Afgrunden, at hand jo endnu dagligen løber om i Verden, som en brølendis Løve, at gribe, slide og opsluge hvem hand finder, I. Pet. 5. v. 8. Og hvi skulle hand ikke nu lige saavel lade sig finde iblant de Christne, som tilforn hos de Epheser og Philippenser, hvor Christus lærtis og prædikedis lige saa vel som hos os? Act. 16. v. 16. og 19. v. 15. Var hand dog i Paradis og skaanede ikke de uskyldige Indbyggere, Gen. 3. v. 1. 13. Var hand dog paa det hellige Tempel og skaanede ikke Guds egen eenbaarne Søn, Matth. 4. v. 5. Hvad Fred kand vi da vente for hannem, mens vi leve her i denne stridende Kirke paa Jorden? Og vi har, disverre! seet al formange Exempler her og der i Christenheden, baade paa hans List og store Magt, saavel som paa hans Grumhed, Vold og Tyranni, som hand øver paa Menniskene indvortis og udvortis, end og sommetid paa de allergudfrygtigste og Uskyldigste af dennem.

Ikke heller skal en Guds Tiener være for hastig til at tro den gemeene Tale om saadanne Syge; Men hand bør at være betænksom i sine Domme, og i saadan Fald vel vide at giøre Forskel paa slige Sathans Gierninger, saa at hand ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten ikkun udvortis plagis af Dievelen, eller og ved Forgift eller anden Troldom er bragt i den Tilstand, eller og maa skee af en naturlig Svaghed saaledis kand anstille sig, efterdi der ere adskillige Sygdomme, som udi et og andet ligner dem som ere besatte, saasom Maaned-syge [18], Raseri, den faldende Syge [19] og andre deslige.

Derfor naar Præsten kommer til nogen, som er saaledis anfægted, skal hand først og for Alting vel give Agt paa hvorledis den Sygis Tilstand monne være, og derhos nøje udforske paa hvad Maade denne Anfægtning er overfalden hannem. Hvilken hand strax skal give Superintendenten [20] tilkiende, efter alle Omstændigheder, og imidlertid med Bøn, Trøst og Formaning flittig opvarte den Syge, saavelsom dagligen antegne hvis der forrefalder, for disbedre Underretning om Sygdommens Beskaffenhed.

Siden skal Superintendenten beskikke nogle visse Præster der omkring, som tillige med Sogne-Præsten der paa Stæden, skulle skiftis til at opvarte den Anfægtede med Bøn og Læsning.

Disse skulle allerførst i nogle Medicorum[21] Overværelse nogle gange komme tilsammen hos den Anfægtede, og vel med hinanden overveje, om den Svaghed kand være naturlig eller ej, hvis ikke, om det da, maa skee, maatte være et empaizo [22] og Sathans Gøgelspil, Sap. 17. v. 17. Hvor ved hand saa tit forblinder Menniskene, og saaledis forvender deris Sind og Sandser, at det de tænkte de see for deris Øjne, er dog slet intet; Eller og om saadan en vel kand eragtis at være legemlig besat af Dievelen, saa at hand enten hersker og regerer i det gandske Legeme og alle dets Lemmer, sampt Sind, Fornuft og alle Siælens Egenskaber, eller og, at hand ikkun har bemægtiget sig en eller anden særdelis Lem paa Legemet, som hand selv boer udi, og lader sin Magt fornemmelig see udi, saa som hand giorde ved den Stumme i Evangelio, Luc. 11. v. 14.

Ti om endskiøndt det for mange og store Aarsagers Skyld, er meget vanskeligt nu i disse siste Tider at giøre Forskel paa Aanderne, og ret til Grunde at kiende og udforske saadan Sathans legemlige og personlige Besettelse i Menniskene, saa kand dog en Guds Tiener, ikke letteligen fare vild derudi, naar hand spørger Gud til Raads derom, og indretter sin Prøve efter Guds hellige og salige Ord, hvorudi alle Sathans Anslag imod os arme Mennisker af Gud selv ere os forud aabenbarede tillige med en kraftig Recept og Lægedom imod en hver af dennem.

Og efterdi Christus selv siger, at saadanne Dievle fare ikke ud, uden ved Bøn og Faste Matth. 17. v. 21. Hvilket Paulus og har fornummet paa sig selv, da den Sathans Engel slog hannem med knytte Næver, og hand bad til HErren trende Gange, det er, ofte og mange Gange, at hand ville borttage den Plage fra hannem. 2. Cor. 12. v. 8. Da skal en Guds Tiener fornemmelig tilholde saadanne Anfægtede, at de af al Magt imodstaa Sathan, og med en Hiertens andægtig og ivrig Bøn holde Gud deris Himmelske Fader deris store Nød og Elendighed for, at hand dog for sin Søns JEsu Christi Skyld naadelig vil forbarme sig over dennem.

Og skal Bispen til den Ende forfatte en særdelis Bøn i slig Tilfald for den Anfægtedis naadige Befrielse, efter Guds behagelige Villie, hvilken Præsten tillige med andre hosværende Guds Børn, til det mindste tvende Gange hver Uge, med tilbørlig Iver og Andagt paa sine Knæ skal bede inde hos den Anfægtede, og altid slutte med HErrens Bøn, og Velsignelsen over den Lidende.

Ellers skulle de nærmeste Venner, og de, som ere i Huset, tvende Gange hver Dag læse samme Bøn for hannem: Iligemaade skal og i alle Bedestunde, saavelsom og til hver Prædiken, giøres Bøn for samme Menniske baade for og efter Prædiken, ikke alleneste i den Sogne-Kirke, som Personen er udi, men end og i alle andre kirker der i Byen saavelsom i alle Herrets-Kirkerne der omkring, om det er paa Landet; Dog skal den Syge og Anfægtede ikke personlig opføris til Kirken, mens samme Bøn holdis, som andenstæds brugeligt haver været, med mindre det for sær Aarsags Skyld saaledis maatte vorde befalet, paa det Menigheden med dis større Iver og Andagt maatte giøre deris Bøn for hannem.

Dersom den Anfægtede med sin Ugudelighed selv har voldet sig denne store Fristelse, at hand enten har indgaaet en særdelis Pagt med Sathan og i saa Maade forbundet sig godvilligen til hans Tieneste, eller og hand med anden Ugudelighed har givet Sathan Rum til sit Tyranni at forøve imod hannem, da skal Præsten altid af Guds Ord holde hannem for, hvor grovelig hand har syndet derudi imod sin HErre og Gud, vise hannem hvad Magt Sathan haver over dennem, som foragte Gud, Job. 1. v. 8. Tob. 6. v. 17. Eph. 2. v. 2. Hvor ilde hand handler med sine Tienere, og hvad for en forskrekkelig Løn de faa omsider for al deris Tieneste.  Hand skal og alvorligen formane hannem at kiende sin Synd, for hvilken hand saa hart plagis, og paa Guds vegne endnu tilbyde hannem Guds Naade og Salighed, om hand af Hiertet fortryder sit onde Væsen, afsiger Sathan al sin Tieneste, staar hannem imod med en ivrig og andægtig Bøn, sukker til Gud i sit Hierte, naar hand ikke kand bede med Munden, og endelig i en fast Tillid henskyder sig til JEsu Christi hans kiereste Frelseris og Saliggiøreris dyreste Værdskyld og Fortieneste, for hvis Skyld hand forlader sig til Guds Barmhiertighed og haaber stadelig efter Guds Faderlige Villie at udfriis af denne Dievelens Snare, paa det hand der efter maatte love og prise Gud altid og ævindelig. Men har hand været gudfrygtig og af et Christeligt Liv og Levnet, saa at ingen kand sige, at hand enten i een eller anden Maade, selv har foraarsaget sig denne store Jammer og Elendighed, som et Vredis Tegn fra Gud, og en retfærdig Straf for nogen grov dievelske Gierning, da skal Præsten flittig trøste hannem af Guds Ord, og vise hannem, at Gud end og for Særdelis Aarsager ofte saaledis tilstæder de Fromme og Gudfrygtige til en tid at plagis af Sathan, som hand gjorde ved Paulum, 2. Cor. 12. v. 7. og ved den gode Job i fordum Dage, Job 1. v. 12. og 2. v. 6. alligevel at Gud selv gav hannem det Vidnisbyrd, at hans Lige var ikke i Landet, en from og oprigtig Mand, som frygtede Gud, og flyede det onde, og i alt dette skal et Guds Barn sige med David: HErren er retfærdig, og alle hans Domme ere retfærdige, Psalm. 119. v. 137. Ti vi vide, at alle ting skal dog tiene dem til gode, som frygte HErren, Rom. 8. v. 28. Derfor skal hand formane hannem, at hand ikke seer paa Sathan eller hans onde Redskab herudi, og giver dennem den Ære, ligesom de havde saadan Magt af sig selv, og kunde handle med Guds Børn som de selv vilde. Ingenlunde: Men hand skal see paa Gud allene, fra hvilken alle ting kommer, det Onde, saa velsom det Gode, Job. 2. v. 10. Deut. 28. v. 59. Ikke et Haar kand falde fra vore Hoveder uden hans Villie Matth. 10. v. 30. Og indtil hand vil sige til Sathan: Hand være i din Haand: Aldrig tør Sathan før legge sin Haand paa noget Guds Barn, kand ej heller længer plage eller pine dennem, end Gud selv vil det tillade, som af Jobs Histori videre kand fornemmis. Saa skal saadan en anfægtet Synder ikke strax tænke, at Gud har slet forlat hannem, eller overgivet hannem aldelis i Sathans Magt og Tyranni, fordi hand tilstæder, at hand udvortis maa plage og martere [23] hannem; Men hand skal tage det op, som en faderlig Refselse af Gud, og gaa tilbage i sig selv at betragte sit syndige Væsen og sige med Guds Folk hos Propheten: Jeg vil bære HERrens Vrede; Ti jeg haver syndet imod hannem, Mich. 7. v. 9. Hand skal og tænke at Gud maa skee derved vil prøve hans Bestandighed i Troen, Haabet og en Christen Taalmodighed, om hand end og agter Gud og JEsum saa højt, at hand for hans Æris Skyld gierne vil lide her i Verden, og ikke deriver forsage; Men i alle Ting være af den Frimodighed med Job: Dersom HErren end slaar mig ihiel, saa vil jeg dog haabe paa hannem, Job 13. v. 15. efterdi hand veed, at Gud er hannem dog en naadig Gud, end og, mit udi hans største Angest, og hand skal ikke friste hannem over Formue, 1. Cor. 10. v. 13. Ej heller give Sathan  Magt til at røre hans Siæl; Men at den maa bevaris uskad paa vore HERris JEsu Christi Dag; Ti der er ingen Fordømmelse mere i dem, som ere i Christo JEsu, Rom. 8. v. 1. Og det skal aldrig gaa Sathan an, i hvor meget hand end arbejder derpaa, at hand enten med Vold eller List skal være mægtig til at skille noget Guds Barn Fra den Kierlighed, som er i Christi JEsu, Rom. 8. v. 39.

Og dersom Præsten da finder den Anfægtede saaledis beskikket fuld af Tro og Kierlighed til Gud, taalmodig under Korsens Byrde, frimodig og nidker imod sin Fiende og særdelis begærlig efter sin Frelseris JEsu Christi helligste Legems og Blods Deelagtighed, da kand hand i samme JEsu Navn undertiden betiene hannem dermed, naar hand er fri for den Ondis Anfægtninger og kand agtis best beqvem dertil, hvorpaa hand kortelig paaminder hannem om det Løfte, som hand tilforn har giort Gud i Daaben, hvilket hand nu her har igientaget, at hand afsiger Dievelen og alle hans Væsen, og med Troens Skiold i det fuldkommen Guds Harnisk og Udrysting strider mandelig imod sin og Guds store afsagte Fiende, som en god JEsu Christi Strids-Mand, paa det hand maa beholde Troen og en god Samvittighed indtil Enden, og med Glæde see og fornemme JEsu Døds Magt, hvormed hand har giort Dievelen til intet, og betaget hannem al Magt over dem, som elske og frygte HErren.

Slutter saa med HErrens Bøn og Velsignelsen over den Anfægtede, hvilket Præsten altid giør, saa tit hand forlader hannem.

(…)

[til top]

Register Over Ritualets Capitler og hvert Capitels Artikler Ritualets Capitler ere XI.

I. Capitel Om Guds Tieneste i Kirken med Læsning, Bøn, Sang,Messen for Alteret og Prædiken holder II. Artikler: