TILLYKKE TIL DRONNING MARGRETHE

I anledningen af dronning Margrethe 2.s 75 års fødselsdag vil vi på danmarkshistorien.dk gerne fortælle om vores tema danske dronninger.

Afbilledet del af Margrete 1.s gravmæle i Roskilde Domkirke, fra Wikimedia Commons og fotografi af Margrethe 2. Fotograf Johannes Jansson - norden.org

Igennem tiderne har kongemagten været mændenes domæne – i danmarkshistorien har vi kun haft få regerende dronninger. Dronningerollen har dog været af stor betydning for kongehusets magt, anseelse og dynasti. Ægteskaber har beseglet europæiske alliancer, og fødsel af en tronfølger var en meget vigtig begivenhed, der gav dronningen status og betydning.

I temaet danske dronninger kan du ud over artiklen om Margrethe 2. læse om otte andre fremtrædende danske dronninger, som alle har været med til at præge kongehuset og danmarkshistorien. Læs om vikingetidens dronning Thyra Danebod, Dorthea den klassiske renæssance dronning eller Louise der via sine børn ægteskaber fik opbygget et tæt netværk til Europas regenter og fyrster.