Nyt tema om historiske Gallup-målinger

danmarkshistorien.dk publicerer i den kommende tid en række historiske gallupmålinger. Målingerne giver et unikt indblik i danskernes holdninger til de små og store spørgsmål, der har præget samfundsdebatten.

I danmarkshistorien.dk's nye tema kan du finde en række historiske gallupmålinger fra 1945 og frem. Det er målinger af danskernes holdninger til aktuelle spørgsmål og deres politiske ståsteder. Men det er også et indblik i forbrugsmønstre, moralske værdier, livsvilkår og verdensanskuelser. Spørgsmålene er ofte lige så interessante som svarene, idet de også viser meget om tiden, og hvordan man så på tingene. I en måling fra 1956, om hvor tit husmoderen gjorde hovedrent, blev der ikke engang spurgt til, om der var nogle steder, hvor manden hjalp til. Så dybt forankret var forestillingen om rengøring som et kvindearbejde.

Temaet vil blive udbygget løbende med nye målinger og kan findes her:

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/gallup-meningsmaalinger/

Målingerne bringes med tilladelse fra TNS Gallup