"Solsangen" af Thøger Larsen, 1904

Kilder

Kildeintroduktion:

Forfatteren Thøger Larsen (1875-1928) er især kendt som lyriker. I sin digtning forener han en naturvidenskabelig opfattelse af verden med en religiøs og poetisk verdensopfattelse, hvilket var kendetegnende for tiden omkring overgangen fra det 19. til det 20. århundrede. Thøger Larsen boede hele livet i Lemvig, og vi befinder os da også ofte i det danske landskab, men hans digtning skuer også i høj grad ud i verdensrummet og kredser ikke mindst om den livgivende sol, hvilket blandt andet bliver tydeligt i hans digte om den danske sommer.

"Solsangen" udkom første dang i digtsamlingen Jord fra 1904, der var Thøger Larsens anden digtsamling, men nogle gange betraftes som hans egentlige debut, hvor han træder i karakter som digter.

 

Nu hælder Europa mod Sol igen,
og Syden blæser paa Norden.
Fugletræk over Landene gaa,
Mulden lugter saa mæt og raa,
Det kribler i Ryggen af Jorden

Og Engen bli’r grøn, og Urten faar Køn,
og Arret af Brynde lider.
Nu trækker det op over alle Sted
igen til den store Frugtbarhed,
Genfødelsens svangre Tider.

Det bløder af Glæde i mit Sind.
Saa klare Dagene rinder.
Paa Marken staar Koen veltilfreds
og æder af det salige Græs,
som Solen gennemskinner.

Se, Træerne løves af ungt Begær.
Paa Brinken de Følfod bære
en Blomst saa trodsig gul, som en Ed
mod Dagens solgrønne Herlighed,
at Ukrudt evigt skal være.

Se Fjordens dybe, svale Blaa!
Et Utal af faldne Brande
fra Baalet højt i Himlens Blaa
ligger og hopper lystigt derpaa.
Der leger Ild over Vande.

Der fløjter Fugl, der summer Insekt -
der ligger en Lykke forborgen.
Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv
besvangres skal med det evige Liv,
som vaktes i Tidernes Morgen.

Det bløder af Glæde i mit Sind:
O Rigdom, hvori jeg svømmer -
Sol-Søvn, hvori jeg drømmer!
Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.

Om kilden

Dateret
1904
Oprindelse
Larsen, Thøger: Jord (1916 2. udgave)
Kildetype
Digt
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. november 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1904
Oprindelse
Larsen, Thøger: Jord (1916 2. udgave)
Kildetype
Digt
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. november 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk