Regeringen om Kryssings ledelse af Frikorps Danmark, 3. juli 1941

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 3. juli 1941 udsendte den danske regering gennem Ritzaus Bureau en billigelse af, at den danske oberstløjtnant C. P. Kryssing blev indsat som øverstkommanderende for "Frikorps Danmark". Korpset var blevet oprettet af det danske nazistparti (DNSAP) efter aftale med besættelsesmagten i de sidste dage af juni 1941 umiddelbart efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Korpset skulle være en dansk Waffen SS-enhed af frivillige og sættes ind mod Sovjetunionen på østfronten. DNSAP stod for hvervningen. Billigelsen betød, at Kryssing kunne få orlov fra den danske hær og ikke, som sædvanen ellers bød, var tvunget til at begære sin afsked. Skrivelsen var formuleret i bevidst kryptiske sætninger formentlig i forsøget på hverken at støde besættelsesmagten eller give for mange indrømmelser. Skrivelsen skal således ses som et udtryk for samarbejdspolitikken.

Regeringens billigelse og i særdeleshed udvidelsen af muligheden for orlov ved indtrædelse i Frikorps Danmark til hele hæren fra 8. juli 1941 blev centrale skrivelser i forbindelse med retsopgøret. Soldater, der havde meldt sig til korpset, forsøgte under retsopgøret at henvise til regeringens billigelse fra 1941, men det var forgæves, idet der efter krigen blev udstedt love med tilbagevirkende kraft, som korpsets soldater kunne dømmes efter. Både under og efter retsopgøret blev udstedelsen af love med tilbagevirkende kraft voldsomt kritiseret og inddraget i efterkrigstidens diskussioner om retssikkerhed, demokrati og menneskerettigheder.

Officiel Meddelelse om Frikorps ”Danmark".

R.B. [Ritzaus Bureau] meddelte i Gaar:

Hvervekontoret for Frikorps ”Danmark” og ”Nordland” meddeler: Oberstløjtnant C. P. Kryssing, Chef for 5. Artilleriafdeling, Holbæk, har med den kgl. danske Regerings Billigelse overtaget Kommandoen over Frikorps ”Danmark”. Stabschef i Frikorps ”Dan­mark” er Kaptajn af Fodfolket, Thor Jørgensen. Korpset staar under Kommando af danske Befalingsmænd. Til Frikorps ”Danmark” kan alle, der har aftjent deres Værnepligt efter 1931, melde sig.

Om kilden

Dateret
03.07.1941
Oprindelse
Alkil, Niels (red.): Besættelsestidens Fakta. Dokumentarisk Haandbog med Henblik paa Lovene af 1945 om landsskadelig Virksomhed m.v., bd.1(1945) s.687.
Kildetype
Erklæring
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk