Danelagen

Artikler

Danelagen (oldengelsk Dena lagu) betegner et område i det nordlige og østlige England. Begrebet, der betyder ’dansk lov’, optræder første gang i de skriftlige kilder i begyndelsen af 1000-tallet. Betegnelsen bruges dog ofte til at beskrive de områder, der kom under dansk herredømme fra sidste halvdel af 800-tallet og mere bredt om de områder, hvor skandinavisk indflydelse gjorde sig gældende i løbet af vikingetiden.

Danelagens grænser

Grænsen mellem Danelagen og de engelske områder tegnes ofte på baggrund af en fredsslutning fra 880’erne mellem Alfred den Store og vikingelederen Guthrum, der havde erobret East Anglia. Denne aftale specificerer dog kun grænserne mellem Alfred den Stores Wessex og Guthrums East Anglia, og ikke grænsen for områderne længere mod nordvest. Derfor kan aftalen ikke betragtes som en fastlæggelse af et samlet territorium under dansk lov. Danelagen var ikke en samlet enhed, med bestod af kongerigerne East Anglia og York eller Northumbria samt et område imellem de to, kaldet Five Boroughs. Grænserne mellem de skandinaviske og engelske områder ændrede sig gennem hele 900-tallet, efterhånden som angelsaksiske konger erobrede dele af de skandinaviske områder.

England med Danelagen efter Guthrum og Alfred den Stores fredsslutning. Fra: S.R. Gardiner, Atlas of English History, (London, 1914)  

Dansk lov

Traditionelt er Danelagen blevet betragtet som et område med en særlig dansk eller skandinavisk karakter og en egen identitet især hvad angik ret. Dette syn er dog ikke længere herskende, da direkte skandinavisk indflydelse på juridisk praksis har vist sig vanskeligt at vise. Lovbestemmelserne i Danelagen adskilte sig dog fra resten af England, for eksempel var bødestraffen for lovovertrædelser højere. Det samme gjorde sig gældende for det juridiske sprog, hvor ord som for eksempel landcop (køb af land) var stærkt påvirket af oldnordisk. Dog var mange af de bestemmelser, disse ord dækker over ikke særligt skandinaviske, men genfindes også i engelsk lov. Efter samlingen af England under én konge var der også dele af loven, der kom til at gælde for hele landet.

Anglo-skandinavisk rembeslag i Borrestil. Fra: York Museums Trust (Yorkshire Museum)

Skandinaviske træk

Også tanken om en særlig dansk etnisk identitet er forladt til fordel for ideen om en angloskandinavisk blandingskultur med både skandinaviske og angelsaksiske træk. Tilbage står dog det faktum, at Danelagen trods alt afveg fra det øvrige England på en lang række punkter i tiden både før og efter år 1000, og at disse afvigelser kan tilskrives en skandinavisk indflydelse i samme periode. Blandt andet er forekomsten af stednavne af skandinavisk oprindelse højere end i resten af England, og dele af det arkæologiske materiale som eksempelvis stenskulpturer og metalarbejder viser tydelige tegn på påvirkning fra skandinaviske stilarter.

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
850 - 954
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
850 - 954
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk