Artikler
Peder Nielsen var en fremtrædende dansk stormand i slutningen af 1200-tallet. Han havde det vigtige embede som drost for kongerne Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) og Erik Menved (født 1274, regent 1286-1319).
Peders herkomst er uklar. Han kan evt. have været søn og sønnesøn af to kongelige kammermestre, som tilhørte en gren af Hvide-slægten. Hans våbenskjold viser en falk med udspredte vinger, hvorfor han også nogle gange henføres til Skovaard-slægten. I al fald ejede han gods på Sjælland og Lolland og havde svenden Claus Skirmen fra Femern i sin tjeneste. Tilnavnet ’Hoseøl’ betyder ’strømpebånd’.
Peder Nielsen Hoseøls segl fra 1293 er afbildet som nr. 71 i "Danske adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede" af Henry Petersen (1897). I skjoldet ses en siddende fugl med halvt udspilede vinger, og i feltet om skjoldet er der tre stjerner. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Erik Klippings tid
Peder nævnes første gang i 1279, hvor han var drost for kong Erik Klipping, dvs. kongens øverste embedsmand og stedfortræder. På dette tidspunkt regerede Erik Klipping med et snævert råd af kongetro stormænd. Med håndfæstningen af 1282 gav kongen adskillige indrømmelser til det bredere lag af stormænd uden for rådet, som ønskede at indskrænke kongemagten. Peder Nielsen fratrådte omkring dette tidspunkt drostembedet, hvilket måske betyder, at han har støttet en stærk kongemagt og måtte vige for de oppositionelle stormænd.
Erik Klipping blev myrdet i november 1286 under uopklarede omstændigheder. Peder Nielsen er en af de mange foreslåede bagmænd, i hans tilfælde, fordi han angiveligt mente, at kongen gav for store indrømmelser til stormændene.
Erik Menveds tid
Erik Klippings søn og efterfølger Erik Menved var umyndig ved farens død, så enkedronningen Agnes af Brandenburg (1257-1304) dannede en formynderregering umiddelbart efter mordet. Peder Nielsen var allerede drost igen i 1287, så Agnes kan have betragtet ham som en pålidelig støtte for kongemagten. Peder deltog ved danehoffet i 1287, hvor en række stormænd, såsom den tidligere marsk Stig Andersen (ca. 1230-1293) og grev Jakob af Nørrehalland (død 1309), blev dømt for kongemordet, og hertug Valdemar af Slesvig (1262-1312) blev optaget i formynderregeringen. De dømte stormænd gik i den norske konges tjeneste og ledede sammen med ham adskillige angreb på Danmarks kyster de følgende år.
Samarbejdet med hertug Valdemar blev kortvarigt, og resten af formynderregeringen frygtede måske, at han ønskede at blive konge. Ved et rigsmøde i Skælskør i 1289 forsøgte Peder i hvert fald at fængsle Valdemar, men endte med selv at ryge i hertugens fangenskab på Sønderborg Slot. Peder blev senest løsladt i 1291 og fortsatte herefter med at indgå i formynderregeringen, skønt han i mellemtiden var blevet efterfulgt som drost af Skjalm Stigsen (død 1292). Denne blev dog myrdet af hertug Valdemars bror i 1292, og Peder blev senest drost igen i 1293, hvor han også fik krongods i pant. Peder fratrådte som drost omkring 1295 og døde i 1298, hvorefter han blev begravet i Sorø Kloster.
Eftertid
Peder Nielsen er måske mest berømt pga. B.S. Ingemann (1789-1862). I Ingemanns nationalromantiske roman Erik Menveds barndom fra 1828 optræder han som ”Peder Hessel” og er fortællingens store helt. Peder Hessel er Erik Klippings drost på mordets tidspunkt og er kongens trofaste støtte, skønt han som dansk patriot primært er loyal over for fædrelandet.