Tiggeri forbudt – især i hovedstaden

Fattiglovene fra 1708 var et omfattende lovkompleks, der bestod af to lovtekster med i alt 89 paragraffer. Den ene lov angik København, mens den anden omhandlede købstæderne og landet. Lovgiverne skelnede mellem hovedstaden, købstæderne og landsognene på grund af datidens store økonomiske, sociale og rettighedsmæssige forskelle mellem land og by. Lovens centrale punkt om betleriets afskaffelse var således forskelligt, hvad angik hovedstaden, provinsbyerne og landet.

I københavnerloven gjorde man det helt fra begyndelsen tydeligt, at det fremover var forbudt at tigge, uanset om man var ”mand eller kvinde, ung eller gammel, indfødt eller fremmed, syg, lam, krum, krøbling, blind, dum [eller] døv”. De, der overtrådte forbuddet, skulle straffes med tvangsarbejde. Samtidig blev det også forbudt at give betlerne almisse samt huse eller skjule dem. Betleriforbuddet var mindre eksplicit i loven om landet og købstæderne. Godt nok blev problemet med de fremmede tiggere adresseret allerførst i loven. De skulle findes, sendes bort eller tvinges til arbejde, mens de, der gav dem tag over hovedet, kunne forvente en klækkelig bøde. Dog kunne folk, der havde mistet deres ejendom på havet eller ved ildebrand, som noget helt særligt få tilladelse til at tigge i et år.

 Ønsket om helt at afskaffe tiggeriet uden for hovedstaden var altså mere at læse mellem linjerne og var i øvrigt mere klart i forarbejderne til loven. Man var mere ambitiøs omkring København, der som hovedstad generelt nød kongens særlige bevågenhed. Københavnerloven var tydelig og kompromisløs i sin kriminalisering af alle tiggere og almissegivere, mens provinslovens forbud snarere lignede en hensigtserklæring.

Her ses forsiden fra den ene af det to nye fattiglove, der blev gældende uden for hovedstaden: Forordning om Betleri i Danmark saa vel paa Landet som i Kiøbstæderne, København undtagen fra 24. september 1708. Kort efter at kongen havde sat sit navn på fattigloven blev lovteksten sendt i trykken. Styret havde brug for at mangfoldiggøre de mange bestemmelser, så de kunne blev kendt rundt omkring i landet. Her skulle de lokale præster og andre kongelige embedsmænd kundgøre loven for befolkningen, så de blev bekendt med forbuddet mod at tigge og de øvrige bestemmelser i forordningen. Foto: Rigsarkivet

En borgerret for de dydige kristne

Et andet centralt punkt i den nye lovgivning var, at alle værdigt trængende fremover skulle forsørges af det offentlige frem for selv at tigge sig til understøttelse, hvilket hidtil havde været almindeligt. I københavnerloven blev fattighjælpen ligefrem omtalt som en ”borgerret”, som alle civile københavnere samt dele af militærets og flådens personel havde adgang til. De værdige fattige var først og fremmest folk, der ikke kunne tjene deres eget brød, nemlig hittebørn, forældreløse, gamle, syge og sengeliggende, blinde, husarme og meget børnerige familier. Også arbejdsdygtige fattige kunne få hjælp, men alle, der kunne, skulle arbejde det, de evnede. Det var en kristen pligt. Delvist arbejdsdygtige kunne altså godt få fattighjælp – men kun som et supplement. Endelig skulle fattige børn opdrages og uddannes, så de kunne arbejde sig ud af fattigdommen.

For at blive anerkendt som værdig fattig skulle man kunne bevise sin trang, manglende arbejdsevne, samt at fattigdommen ikke var selvforskyldt ved ”drukkenskab eller andre laster”. I det hele taget blev det understreget, at almisselemmerne skulle opføre sig som anstændige kristne mennesker og søge kirke. Kun værdige og dydige kristne fattige kunne få hjælp.

Frivillige gaver og religiøs tvang

Forbuddet mod tiggeri kunne kun gennemføres, hvis alle værdigt trængende fik hjælp fra det offentlige. For ellers ville de fattige jo fortsætte med at tigge. Planen krævede kort sagt penge i kassen. Fattighjælpen skulle finansieres gennem frivillige gaver. I praksis skulle det foregå på den måde, at alle skulle binde sig til årligt at give fattigvæsenet et passende beløb efter eget valg. I byerne skulle almisserne gives i rede penge, mens bønderne, der sjældent havde klingende mønt mellem hænderne, kunne give de fattige brød, mel, ærter og andre ”ædende varer”.

De, der undlod at give det, de havde lovet, ville få en advarsel fra fattigmyndighederne. Var det ikke nok – det havde lovgiverne også forudset kunne ske – skulle præsterne bekendtgøre de skyldiges navne fra prædikestolen. Og hvis ikke denne offentlige udskamning gjorde indtryk, skulle de nærige opkræves almisse på samme måde som andre skyldnere, dvs. ved udpantning. På den måde bevægede bestemmelserne om almissegivning sig fra en form for frivillig tvang over social tvang for at ende med hård, juridisk tvang.

1708-lovene byggede på den kristne lære. Grundstenen var forbindelsen mellem kristne almissemodtagere og kristne almissegivere, der skulle vise ”kærlighed og gavmildhed imod deres fattige jævnkristne, som de såvel efter Guds som naturens lov er dem skyldige”. Godgørenheden var en slags afdrag på en gæld til Gud. Samtidig var det et vigtigt princip, at almisserne blev givet frivilligt. Ellers virkede de ikke som forbindelsesled mellem Gud og menneske. Men det var ikke et reelt valg – man skulle give frivilligt. Denne dobbelthed – den frivillige tvang – kan synes mærkelig i dag, men omkring 1700 var der en vis logik i det. Statsreligionen, den lutherske kristendom, var nemlig obligatorisk for langt størsteparten af kongens undersåtter. Der var ikke religionsfrihed, og derfor var det helt naturligt, at religion var forbundet med tvang og pligt, herunder også den frivillige godgørenhed, der var en del af den officielle kristne tro.

Skatter og afgifter til de fattige

Civile og gejstlige embedsmænd var fritaget fra at forpligte sig til årlige almisser. De skulle i stedet betale 1 % af deres løn til fattigkassen som en form for fattigskat. Det var ganske kontroversielt med denne skat, da den var i modstrid med det kristne frivillighedsprincip. Men det var nødvendigt for at få regnskabet til at gå op. Man måtte fravige principperne for at sikre, at der kom penge nok i fattigkassen. Loven indførte også en række afgifter, der skulle tilfalde de fattige, fx indholdet af de fattigbøsser, der skulle sendes rundt ved bryllupper og barnedåb samt stå fremme i værtshuse, vinstuer, kaffehuse, kroer, brændevinstapperier og herberger. I København blev der også indført regler om, at man skulle give almisse i forbindelse med større handler og transaktioner. På den måde blev forbindelsen mellem Guds velsignelser og taknemmelige almisser til de fattige gjort til påbud og sat i system.

Knælende tigger med hund, der stilfærdigt tiggede på gaden. Hunden holder pengeskålen for sin blinde ejer. Nederst står: ”vær barmhjertig over for en stakkels blind mand”. Radering af C.W. Eckersberg, 1831. Fra: Statens Museum for Kunst

En upopulær lov

Frederik 4. ville løse tiggerproblemet med sin fattiglov fra september 1708. Det blev dog vanskeligt, for loven mødte stor modstand. Det var langtfra alle, der ville give til de offentlige kasser. Der blev ved med at være mange tiggere, og dem ville folk ofte hellere give til, selvom det var ulovligt. Folk ville gerne have kontakt med – og tak fra – dem, de gav. De fleste troede nemlig, at almisserne samt tiggernes tak og velsignelser var en særlig genvej til Guds nåde, gav lykke i livet og kunne sikre, at man i den sidste ende kom i himlen. Andre havde blot medlidenhed med tiggerne og ville derfor gerne hjælpe.

De lokale fattigmyndighederne var samtidig ikke særligt flittige til at iværksætte den nye fattigordning. Mange steder fortsatte den gamle skik med, at de fattige selv gik omkring og tiggede i stedet for at få fattighjælp. Alt dette indebar, at der ikke kom penge nok i den offentlige fattigkasse til at forsørge alle trængende. Og det betød igen, at de fattige blev ved med at tigge, selvom det var forbudt. Det var skruen uden ende, og derfor blev loven mod tiggeri i første omgang en kæmpe fiasko. I løbet af 1700-tallet gentog man forbuddet mod tiggeri mange gange, men uden den ønskede virkning. Det var umuligt at afskaffe tiggeriet, så længe fattigdommen var stor og fattighjælpen utilstrækkelig.

Forbuddet i dag

Det forsorgssystem, som fattiglovene fra 1708 skulle iværksætte, er for længst fortrængt af de velfærdsordninger, der betragtes som en hjørnesten i det moderne Danmark. Derimod består forbuddet mod tiggeri, selvom antallet af tiggere i dag ikke tåler sammenligning med det problem, man stod over for ved 1700-tallets begyndelse. 1900-tallets velfærdsordninger har gjort det unødvendigt for de fleste fattige at gå på gaden og tigge. Ikke desto mindre findes der stadig et fåtal af mennesker på kanten af samfundet, som vi kan møde, når de beder om et par håndører, når vi kommer ud af supermarkedet med fyldte indkøbsposer. Men bliver de taget i at tigge på offentlige steder som gågader, stationer eller supermarkeder er straffen mindst to ugers fængsel. Loven mod tiggerne blev senest skærpet i 2017. Ifølge politikerne fordi tiggeri generer og skaber utryghed for borgerne. På den måde går der en lige linje mellem fattiglovene fra 1708 og vore dages straffelov. 

Lyt til podcasten Tiggerjagt fra Københavnerhistorier produceret i samarbejde med Københavns Stadsarkiv 

Tiggerne var en plage i 1700-tallets København. Ingen steder kunne man gå i fred for deres evindelige bønner og fremstrakte hænder. Derfor havde kongen forbudt betleri. Myndighederne kæmpede indædt for at få has på de uønskede elementer. Tiggerjagter, fængsling og tvangsarbejde hørte til dagens orden. Men mange københavnere var mere på tiggernes end myndighedernes side. For de fattige var med til at skabe balance i samfundet og den enkeltes forhold til Gud. Afsnittet er en del af podcastserien "Københavnerhistorier", som er produceret af historiejournalisterne Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen i tæt samarbejde med Københavns Stadsarkiv og Københavns Museum. 

Medvirkende: Arkivar ved Københavns Stadsarkiv Peter Wessel Hansen. 

Hør podcasten Tiggerjagt i 1700-tallet. Fra: Podbean, Københavnerhistorier

Artiklen er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.