Kilder
Tingsvidne om Århus bymark og markeskel 1465
En af 1400-tallets mange konflikter mellem på den ene side borgerskabet i Århus og på den anden side skiftende biskopper af Århus handlede om grænserne for Århus bymark. Bymarken tilhørte købstaden Århus og dens borgerskab, mens biskoppen ejede mange gårde lige udenfor bymarkens grænser. Striden blussede op i 1465, efter at biskop Jens Iversen (Lange) ifølge borgerskabet ulovligt havde forsøgt at lægge noget af bymarkens jord under bispegodset i Hasle Herred. Det havde biskoppen gjort ved at lade sandemændene (dvs. nævningene) i Hasle Herred ændre grænsen, det såkaldte markeskel, mellem herredet og Århus bymark. Borgernes modtræk var at lade byens to borgmestre træde op på Århus byting 1. august 1465 og bede om to tingsvidner, der skulle modbevise biskoppens ret til de omstridte jorder. Det ene af disse to tingsvider handlede om, hvordan dronning Margrethe (1387-1412) i sin tid havde fastlagt grænserne for Århus bymark. Den bagvedliggende påstand var, at Hasle Herreds sandemænd ulovligt havde ændret dronningens markeskel, så bymarken blev formindsket. Dette tingsvidne gengives her, oversat fra 1400-talsdansk til nutidsdansk.
For alle mænd, der ser eller hører dette brev, kundgør vi, Per Nielsen byfoged i Århus, Mikkel Gødsen, Per Jonsen, Christian Laurensen, Thomas Værkmester, Ove Nielsen Suder, Jep Sture og Jes Madsen, borgere, at år efter Guds byrd mcdlxv[1] dagen for skt. Peder i lænker[2] var skikket for os og for andre gode mænd, som da var til stede på Århus byting[3], Christian Mandrup[4], borgmester i Århus, som der lovligt æskede[5] og fik et fuldt tingsvidne[6] af otte gode mænd, som er Nicles, Nis Kigling, Per Brun, Per Jensen, Jes Nielsen Skrædder, Las Persen, Mikkel Skrædder og Mikkel Nielsen Kræmmer[7], disse nævnte gode mænd vidnede enigt på deres gode tro og sandhed, at de samme dag på førnævnte ting hørte og så otte dannemænd af de ældste og de, der vidste mest om Århus Mark, som [er] Per Widisen, Nis Tink, Jes Persen Skyt, Per Engel, Jes Horn, Nis Ulf, Oluf Høg og Jes Påske, hvilke nævnte gode mænd vidnede enigt på deres gode tro og rette sandhed, og det er dem selv fuldt vitterligt, og nogle af dem var selv til stede, dengang da dronning Margrethe[8] og rigets råd, som da var sammen med hende, overdrog Århus Mark på kronens vegne til borgmestrene, rådmændene og den menige almue i Århus skulle være til førnævnte almues behov, til deres fæ og svin, og viste hvor bred og hvor lang hun[9] var: Først lige øst fra den sten, der ligger ved Roghbjerget, og så til en eg, som kaldes Griims eg, og øster fra Griims eg og i Riisgårds bæk, og så følger skellet forskrevne bæk ned i havet, og vest fra den førnævnte sten, der ligger ved Roghbjerget, og op ad det lagfald til de to små høje og til Kræmmersten og stik syd fra Kræmmersten og til Dronningestenen og syd fra Dronningestenen og ned ad det lagfald ved Hasle Haves ende, og frem ad Medelbjerg og så ned i søen[10], og har den førnævnte mark og ejendom ligget til Århus’ almues behov, nytte og gavn i halvtreds år og mere, ulastet og ukæret af alle til nu[11]. Til vidnesbyrd herom er vore segl hængt under dette brev. Givet år, dag og sted som skrevet ovenfor.
[1] År 1465.
[2] 1. august.
[3] Som retskreds havde Århus sin egen domstol, bytinget.
[4] Århus havde to borgmestre. Borgmester Christian Mandrup optræder her på hele borgerskabets vegne.
[5] Krævede.
[6] Et tingsvidne var et vidnesbyrd om, hvad der havde fundet sted på tinget. Var tingsvidnet skriftligt, udformedes det som et åbent brev, der blev beseglet af tingets foged og øvrige udstedere. I dette brev er udstederne af tingsvidnet byfogeden og de syv personer, der nævnes efter ham, i begyndelsen af brevet. Seglene fra syv af de i alt otte udstedere er endnu bevaret i dag. Udstederne af tingsvidnet vidnede ikke om selve sagsforholdet, men om hvad andre vidner havde vidnet om sagsforholdet.
[7] Heller ikke disse otte mænd vidner om selve sagsforholdet, men blot om de nedenfor nævnte mænds vidneudsagn.
[8] Ifølge Jyske Lov kunne uenighed om skel mellem to bymarker eller mellem to herreder afgøres ved, at kongen red markeskel, dvs. til hest anviste, hvor grænsen gik. I dette tilfælde havde dronning Margrethe, der som regent i lovens øjne var ”konge”, efter Århusborgernes vidnesbyrd redet markeskel mellem Århus Bymark og det tilgrænsende Hasle Herred.
[9] Dvs. Århus bymark.
[10] Havet.
[11] Dvs. uden at nogen indtil nu har betvivlet eller rejst retlig anklage vedrørende markeskellet.


