På et hængende hår

Omkring 1208 færdiggjorde Saxo (ca. 1160-1208) sin kæmpemæssige krønike Gesta Danorum eller på dansk: Danernes Bedrifter. Det var en kraftpræstation, som han havde arbejdet på i mere end 20 år. Hans beskrivelse af danernes og det danske riges historie er et højdepunkt i højmiddelalderens litteratur - også i europæisk sammenhæng.

Saxos store og meget vanskelige værk blev ikke den succes, han nok havde drømt om – i hvert fald ikke i de første tre hundrede år efter han havde sat punktum. Indtil trykkekunstens opfindelse omkring 1450 måtte alle bøger møjsommeligt kopieres i hånden. De var derfor ekstremt kostbare.  Og selv når en læser fik fat i et eksemplar af Saxos værk, krævede det, at han beherskede latin på det allerhøjeste niveau.

At det var et problem, kan vi se hos en anonym forfatter fra omkring 1340, som var så storsindet, at han lavede en læs-let-version af Saxo. Han var nemlig sikker på, at ingen, åbenbart undtagen ham selv, var i stand til at forstå den originale tekst. I Saxokompendiet blev den mere end 700 sider lange krønike kogt ned til ca. en fjerdedel og omsat til et meget mere læsevenligt latin. Denne forkortelse blev så udgangspunkt for nogle oversættelser til nedertysk og videre til dansk i løbet af 1300- og 1400-tallet.

Billedhugger Vilhelm Bissens (1836-1913) rytterstatue af Absalon på Højbro Plads blev bestilt i anledning af 700-året for hans død i 1901. Bemærk Absalons kampøkse, som Saxo beskrev i sin bog. Absalon var jo biskop og måtte ikke bruge rigtige våben. Saxo gemmer sig også i indskriften, hvor der står, at Absalon var "ynder af lærdom". Foto: Colourbox.dk

I kongens tjeneste

Det var ikke langt fra, at senere læsere måtte nøjes med denne forsimplede og forkortede Saxo. Saxos oprindelige tekst fandtes omkring 1500 kun i højst 15-20 eksemplarer i Danmark og måske et par stykker uden for Danmarks grænser. Da renæssancehumanisten og litteraten Christiern Pedersen (ca. 1480-1554) besluttede sig for at få værket trykt, havde han store vanskeligheder med at opdrive en kopi. Udgivelsen blev støttet af selveste Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559), som nok kunne se en stor PR-fordel i at udgive et værk om den danske konges stolte aner tilbage til Valdemarerne og videre endnu tilbage til oldtiden. Pragtudgaven udkom i Paris i 1514, og derefter gik der næppe lang tid, før det sidste håndskrevne eksemplar var bortkommet eller direkte ødelagt. Det kan vi tilskrive reformationen, som så på 'katolske' bøger på nogenlunde samme måde, som Taliban ser på buddhistiske statuer.

Parisertrykket i 1514 reddede Saxoteksten for efterverdenen. På titelbladet udtrykkes på latin datidens opfattelse af, at Saxo havde været provst i Roskilde. I dag eksisterer der flere hundrede eksempler af førsteudgaven, som også kan erhverves på markedet for omkring 100.000 kr. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Christiern Pedersen havde reddet Saxo-teksten for eftertiden. Med den trykte udgave nåede Saxo ud til en rigtig læserskare, både nationalt og internationalt. Og da Anders Sørensen Vedel (1542-1616) oversatte værket til dansk i 1575, kunne endnu flere være med. Saxos danmarkshistorie blev nu etableret som det litterære og historiske monument fra dansk middelalder. Den danske kongemagt brugte Saxos lange kongerække og glorificering af danske bedrifter alt, hvad den kunne, især i den ideologiske krig mod den svenske arvefjende i 1500- og 1600-tallet. En række af danske patriotiske historikere hjalp godt til.

I 1600- og 1700-tallet begyndte en grundigere udforskning af Danmarks oldtid og middelalder. Saxos beretning stod naturligvis meget centralt i disse bestræbelser, selv om man begyndte at tage afstand fra den første del af værket. Den var jo fuld af beretninger om konger og begivenheder, som man ikke kunne læse om andre steder, ikke engang i den norrøne saga- og sagnlitteratur. Ovenikøbet var fortællingerne godt udstyret med overnaturlige træk som kæmper, trolddom og levende døde.  I oplysningstiden så man selvfølgelig ned på denne 'overtroiske' del af værket.

Romantikkens Saxo

Men i tiden lige efter 1800 fik hele Saxos værk – også den for os så fantasifulde første del – helt ny vind i sejlene. Det skyldtes den nye brændende interesse for den nationale oldtid og middelalder, som brusede frem med romantikken. Fascinationen af hedenskab og kristne riddere løb sammen med den nye opfattelse af folket som fundamentet for en glorværdig national fortid og gjorde Saxo til en magnet for romantikerne i Danmark. Sammen med den oldnordiske mytologi i Eddaen og sagaerne kunne Saxo nære drømmen om det frie, vilde Norden – hvor Danmark ovenikøbet havde en særlig plads. Det var måske særligt tiltrængt, da riget var sunket i knæ ved Napoleonskrigenes afslutning med statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814.

Men Saxo svigtede romantikerne slemt på ét punkt: Han havde af uforståelige årsager skrevet på latin. Det var den forhadte katolske kirkes sprog. Og Saxos meget indviklede latinske stil var endda det mest elitære og ufolkelige, man overhovedet kunne forestille sig. For at Saxos ellers vidunderlige glorificering af det gamle Danmark kunne bruges, måtte han oversættes til et folkeligt dansk - og det var lige præcis, hvad N.F.S. Grundtvig (1783-1872) gjorde fra 1818 til 1822.

Teaterstykket Svend, Knud og Valdemar - eller Kongemordet i Roskilde eller Slaget på Grathe Hede, som det også kaldes - har gået sin sejrsgang på danske scener, siden Peter Fristrup (1854-1931) skrev det i 1887. I stykket går alt galt - blandt andet fordi skuespillerne ikke kan finde ud af at arbejde sammen. Danmarks Radio lavede en tv-version i 1970. Foto: NørregadeTeatret / Brita Fogsgaard

Populariseringen af Saxo og af hele Valdemarstiden (1157-1241) blev yderligere forstærket af B.S. Ingemanns (1789-1862) historiske romaner. Det var en genre, som var ideel for den nationalromantiske dagsorden, for her kunne fantasien og følelserne blive indrammet af historiske fortællinger om folk og fædreland i et opdragende og underholdende øjemed. Ingemann hentede inspiration fra Walter Scotts romaner, særligt Ivanhoe (1819) og Talismanen (1825) er stadig kendte, som foregår i slutningen af 1100-tallet, samtidig med at Saxo påbegyndte sit værk.

Hos Ingemann møder vi selvfølgelig Absalon, Valdemar den Store og Valdemar Sejr, men også Saxo selv. Han har en særlig stor rolle i det første historiske fiktionsværk, versromanen Valdemar den Store og hans Mænd (1824). Her tegnes der et meget sympatisk portræt af den kloge klerk, men i tidens ånd skal vi også trække på smilebåndet af hans evindelige latin, som udstilles som en form for lærd naivitet.

I den globale tidsalder

I dag har vi ændret syn på Saxos latin. Ikke fordi vi er blevet bedre til sproget; Saxos originale tekst er stadig forbeholdt specialister. Men forskningen lægger nu større vægt på, at Saxo helt bevidst skrev sit værk i en lang og rig latinsk litteratur, selv om værket dermed blev vanskeligt og mindre tilgængeligt. Den nyeste danske oversættelse af Saxo er foretaget af Peter Zeeberg (f. 1957) med fuld respekt for den latinske tradition, som Saxo udtrykte sig inden for. Desuden er latin i særlig grad langtidsholdbar, og det giver i en globaliseret kontekst nye muligheder for studier og udveksling med internationale forskningsmiljøer. I 2015 udkom Saxo så i komplet engelsk oversættelse, og med denne udgivelse på nutidens globale fællessprog - vores dages latin - blev Saxo for alvor tilgængelig for et bredere udenlandsk publikum.

Så hvem ved, måske står Saxo på tærsklen til en nyvunden (eller genfunden) international berømmelse, hvor værket ikke blot er et redskab for kongemagten eller det danske folks nationale skat, men hvor det også bliver en del af verdens litterære arv, som i større og større grad bliver tilgængelig på en global scene. Og efter 800 år på bagen indledes måske en helt ny Saxoepoke.    

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.