"Redegørelse fra Jacob Holms Sønner", Social-Demokraten, 23. september 1896

Kilder

Kildeintroduktion:

I september 1896 opstod en konflikt mellem reb- og spindefabrikken Jacob Holm & Sønners Reberbane og de kvindelige ansatte. Konflikten udsprang af, at Danmarks første fagforening for kvinder, det københavnske Kvindeligt Arbejderforbund (KAF), kæmpede for overenskomster for kvindelige arbejdere. Efter flere anmodninger fra KAF om at få hævet lønnen fra 12 øre til 15 øre i timen svarede fabrikant etatsråd Holm, at han ikke forhandlede med ”alle og enhver fra gaden”. Det medførte at KAF opfordrede kvinderne til at nedlægge arbejdet. Strejken vakte stor opsigt, da det ikke var almindeligt på den tid, at kvindelige fabriksarbejdere strejkede.

KAF beskrev i flere artikler i avisen Social-Demokraten de umenneskelige forhold, kvinderne arbejdede under. Udover en elendig løn blev kvinderne skældt ud, idømt bøder for at komme for sent, for at være for længe på wc, og en blev idømt en bøde for at beundre en kollegas gave. Etatsråd Holm brød sig ikke om, at arbejdsforholdene på hans fabrik blev kendt i offentligheden, så han indstævnede Olivia Nielsen, formanden for KAF, for ærekrænkelse. Retssagen endte i forlig.

Efter forhandlinger mellem KAF og fabrikkens ledelse blev strejken afsluttet efter syv uger. De kvindelige arbejdere fik lønforhøjelse, og arbejdsforholdene på fabrikken blev forbedret. Strejken fik stor betydning for Kvindeligt Arbejderforbunds succes med at organisere kvinderne.

Denne artikel, fra Social-Demokraten den 23. september 1896, er en redegørelse fra Jacob Holms Sønner som svar til Kvindeligt Arbejderforbunds artikel fra den 8. september. De svarer her på den kritik, som fagforbundet (KAF) har rettet mod kvindernes arbejdsforhold på fabrikken.  

Redegørelse fra Jacob Holms Sønner.

Til Redaktionen af "Social-Demokraten" Brolæggerstrædet. K.

I Anledning af nogle i Deres ærede Blad fra Bestyrelsen for det kvindelige Arbejderforbund optagne Skrivelser, som indeholder en meget forvansket Gengivelse af Forholdene paa vort Spinderi, turde vi anmode Dem om i "Social-Demokraten" for i Morgen at optage følgende:

Den paaklagede Ordning med Tegn til Retiraderne[1] blev i Følge vor Fabriksbestyrers Udsagn kun indført, fordi Kvinderne i højeste Grad drog Misbrug af den naturlige Ret til Afbenyttelse af disse, f.Eks. ved Ophold i indtil halve Timer – ja, i enkelte Tilfælde endog længere – ad Gangen, ved at indtil seks Kvinder paa en Gang har opholdt sig i samme Aflukke, samt ved at adskillige har tilbragt Tiden sammesteds spisende, læsende eller sovende, men for øvrigt har jo Bestyreren paa Kvindernes Anmodning ophævet denne Foranstaltning.

Angaaende Mulktsystemet skal vi bemærke at de fire Repræsentanter for samtlige kvindelige Arbejdere, med hvilke Bestyreren og Spinderimesteren afvigte[2] Tirsdag Middag underhandlede, for deres eget Vedkommende erklærede, at der ingen Anledning var til at forlade dette, eftersom kun de Forsømmelige kom til at lide derunder. Paa Bestyrerens Spørgsmaal til den ene af fornævnte fire Kvinder, om hvor meget Mulkterne for hendes Vedkommende havde andraget i de to Aar, hvori Systemet havde været benyttet, maatte hun indrømme, at hun i alt havde bødet i dette Tidsrum 10 Øre.

Den fremsatte Sigtelse, at Mulkternes Beløb indgaar til velgørende Øjemed i Firmaets Navn, er selvfølgelig fuldstændig opdigtet, hvilket fremgaar af Samaritanens Regnskab, der udviser, at Pengene er betalt under Mærket: "Fra Spinderiernes Mulktkasse"

Med Hensyn til Løn-Spørgsmaalet skal vi oplyse, at Akkorderne, som siges at være for lave, er blevne beregnede paa at sætte Kvinderne i Stand til at fortjene indtil 2 Kroner pr. Dag, hvilket ogsaa har vist sig rigeligt at kunne opnaas. Udtalelsen om, at en Akkord er bleven nedsat til det halve, er fuldstændig urigtig, idet ikke nogen som helst Akkord er bleven nedsat! Den samme Akkord, hvorved er fortjent indtil 206 Øre paa en Dag, er Fremdeles gældende. Forøvrigt har det vist sig, at de fleste, som har arbejdet i Akkord har været i Stand til at fortjene betydeligt over Daglønnen, endog med kun 4-6 Ugers Øvelse. At der ved en saa sammensat Fabrikation som denne i Begyndelsen muligt kan sættes en enkelt Akkord, der senere viser sig at være for lav, er indlysende, men Arbejderskerne er udtrykkeligt blevne gjorte opmærksomme paa, at hvor dette maatte vise sig at være Tilfældet, vilde det snarest blive rettet, og de vilde i saa Fald ikke blive betalte efter Akkorden, men efter deres sædvanlige Dagsløn. Naar Arbejderne i forrige Uge har havt under Daglønnen, da er Grunden dertil ikke Mangel paa Evne, men ene Mangel paa Vilje, og som ret betegnende Eksempler paa, med hvilke Midler Kvinderne har søgt at umuliggøre Akkordarbejdet, skal vi oplyse, at en af disse som i sidste Uge kun opnaaede ca. to Tredjedele af den foregaaende Uges Fortjeneste, selv har indrømmet, at hun af en Kollega havde ladet sig forlede til at være forsømmelig med Arbejdet for at opnaa højere Akkord, og samtidig erklærede hun, at hun godt kunde være tjent med Akkorden, som den var. En anden tjente paa to Timer 6 Øre i en Akkord, ved hvilken er tjent indtil 170 Øre i ti Timer, og mange lignende Eksempler kunde nævnes.

Da Kvinderne ved deres Henvendelse til os viste sig uvillige til at gaa over til Akkordarbejde, blev der svaret dem, at Fabriken – som for nylig er bleven fuldført, og som staar overfor en overordentlig skarp Konkurrence fra Udlandets Side uden ved Told at være beskyttet i tilsvarende Grad som dets Nabolande – hidtil var dreven med betydelige Tab, og at Firmaet saae den eneste Udvej til fortsat Drift af Fabrikken i Overgang til Akkordarbejde, hvad ogsaa vilde være i Arbejdernes Interesse, og at det heldige Udfald af Firmaets Kamp for at indføre et nyt dansk Fabrikat for en væsenlig Del vilde afhænge af, at de danske Arbejdersker kunde arbejde i Lighed med de udenlandske.

Enhver vil kunne indse, at hvis dette ikke er Tilfældet, maa vi selvfølgelig enten nedlægge Fabriken eller søge vor Arbejdskraft andet Sted.

De øvrige talrige Urigtigheder og Forvrængninger skal vi ikke nærmere komme ind paa, da det ikke er vor Agt at indblande os i nogen som helst Diskussion med nævnte Forbund; dog kan vi ikke tilbageholde den Bemærkning, at en af de væsentligste Grunde til, at den omtalte tyske Spindemester blev afskediget, var den, at han ikke behandlede Kvinderne saa humant, som vi ønskede det.

Sluttelig tillader vi os at indbyde den ærede Redaktion til personlig paa Fabrikken at tage paagældende Arbejdsbøger i Selvsyn.

Med megen Agtelse

Jacob Holm og Sønner.     


[1] Retirader: små skure med latrintønder, som stod i baggårde.

[2] Afvigte: sidste.