Proklamationen af visnepolitikken 13. august 1881

Kilder

Kildeintroduktion:

Venstrepolitikeren Christen Berg proklamerede 13. august 1881 visnepolitikken fra Folketingets talerstol, da han sagde: "at det [Folketinget] lader Alting visne i Hænderne paa et Ministerium, der trodser den almindelige Valgret."

Visnepolitikken indebar, at Folketinget kun ville vedtage et absolut minimum af de love, som regeringen fremlagde. Det bagvedliggende motiv var venstregrupperne i Folketingets forsøg på at tvinge konseilspræsidenten og højrepolitikeren J.B.S. Estrups regering fra magten. Årsagen til visnepolitikken var, at Venstre, som havde flertal i Folketinget, var stærkt utilfreds med, at Estrups ministerium ikke trak sig tilbage som følge af de nederlag, som regeringen havde lidt ved to folketingsvalg i 1881. Dermed var visnepolitikken en del af forfatningskampen, fordi Venstre netop ønskede, at Estrups Højre-regering skulle træde tilbage, fordi den ikke hvilede på et folketingsparlamentarisk grundlag.

Estrup havde håbet, at nyvalg til Folketinget ville medføre et mere samarbejdsvilligt Folketing. Resultatet blev imidlertid ved begge valg, at Venstre blev styrket. Derved var det i praksis umuligt at forhandle finansloven igennem Rigsdagen, da Folketinget ikke ville godkende regeringens finanslovsforslag. Berg argumenterede derfor i sit indlæg for, at det eneste, regeringen kunne gøre, var at træde tilbage. Det nægtede regeringen, og derfor fortsatte den midlertidige finanslovsbevilling. Som følge heraf ville Venstre føre visnepolitik, indtil regeringen stoppede sit misbrug af opløsningsretten og anerkendte Folketingets forrang.

Visnepolitikken blev opretholdt, indtil provisorieårene begyndte i 1885.

Berg: Det interesserede mig at høre det ærede Medlem fra Kjerteminde (N. Andersen). Jeg var glad ved atter at kunne høre hans Røst her i Thinget. Det var saadan en halv Gravrøst, det ærede Medlem talte med. Jeg tænker, at den høitærede Conseilspræsident og det ærede Medlem begge ville forsvinde fra Skuepladsen, og at ingen af dem har ret langt tilbage. Den ihærdige Hengivenhed og Trofasthed, hvormed det ærede Medlem fra Kjerteminde klyngede sig til Conseilspræsidenten og hans Skjæbne, er virkelig rørende; Troskaben er ikke saa almindelig eller saa paaskjønnet i vore Dage, som den burde være, og derfor vilde jeg gjerne aflægge Vidnesbyrd om det høitærede Medlems Troskab. Een Mand har dog den høitærede Minister endnu her i Salen, skjøndt hans Stilling burde nærmest betegnes paa samme Maade, som Tordenskjold anvendte om sin eneste Mand. Et undrede mig imidlertid med Hensyn til det ærede Medlem fra Kjerteminde, og det var det, at han var saa yderlig angst for det, han kaldte Storpolitiken, det vil sige den almindelige politiske Stilling til et Ministerium, at han ikke engang turde tillade mig at spørge Ministeren, hvilke for os Udenforstaaende hemmelige Grunde der bevægede ham til endnu at staa for den ansvarlige Styrelse af Landet. Jeg maa minde om, at dette Medlem har været ganske anderledes stillet før. I 1870 var han iblandt de 57, som stemte Ministeriet Frijs bort, og i 1875 var han iblandt dem, som stemte Ministeriet Klein bort (Brix: Fonnesbech!). Ja, jeg tager hellere Betegnelsen efter de Levende end fra de Døde [1]. Dette Medlem, som saaledes har havt saadanne Anfald ligesom visse andre af Conseilspræsidentens Venner, er nu kommet saa vidt, at han tror, at blot det at tale om sin Stilling til et Ministerium er at gjøre sig skyldig i et Slags Høiforræderi. Jeg tror, at det ærede Medlem, vil erkjende, at efter den Udvikling, han saaledes er gjennemgaaet, kunde han have godt af nu at hvile ud paa sine Gjerninger eller finde Plads paa den anden Side af Gangen; der tror jeg, at han vil være rigtig vel set. Jeg er ikke enig med det ærede Medlem fra Nibe (V. Holm) i Et. Han sagde: Lad os faae mere Opløsningspolitik [2]. Jeg er ikke enig med det ærede Medlem i, at vi selv for Spøg skulle udtale dette; jeg betragter nemlig den sidste Opløsning som værende en Misbrug af Opløsningsretten efter Grundloven, og endnu en Opløsning vilde være en forstærket Misbrug af Grundloven. Det kan jo ikke vare tvivl underkastet, at Opløsningsretten er sat ind i Grundloven i samme Øiemed, som den er sat ind i alle andre Landes Grundlove, som et Middel for en Regjering til at sikkre sig Vidnesbyrd for, hvorvidt den er i Overensstemmelse med det Folk, den styrer, og at enhver Brug af Opløsningsretten, der gaar ud derover bliver en Misbrug. Men den høitærede Minister kunde jo ikke være i Tvivl om — hans allerunderdanigste Forestilling saavelsom hans Ord idag tyde ogsaa derpaa — at Svaret vilde blive ikke mindre stærkt den 26de Juli, end det var den 24de Mai [3]. (Folketingsvalg i 1881) Desuagtet kom Opløsningen. Under disse Forhold at sige: Lad os faae mere Opløsningspolitik, vil jeg advare imod. Det er meget muligt forøvrigt, at det meget ærede Medlem har Ret i, at Følgen af denne Politik vilde ganske simpelt blive den, at Ministeriet offrede endnu flere af sine Venner paa det Uhyre af Politiks Alter, som det fører. Men det er ikke Sagen. Det har konstitutionelt overmaade lidt at sige, om vi her i Salen have nogle flere eller færre af de elskværdige Medlemmer, som nu mene at skulle tie stille til, ikke modsige, de Doktriner, Conseilspræsidenlen fremsætter. At noget af de ærede Medlemmer udenfor det ærede Medlem for Kjerteminde (N. Andersen) skulle staa op og lovprise og forsvare Ministeriets Politik og Doktriner, betvivler jeg. Jeg betvivler, at de ærede Medlemmer, som tro at skulle tie stille, have Mod dertil. Man kan have, hvilke politiske Anskuelser man vil, og man kan have en mere eller mindre pletfri Fortid og en mere eller mindre stærk Kærlighed til vort konstitutionelle Liv i det Hele taget og til den almindelige Valgret, men Et er dog sikkert: Vi have alle hver især en politisk Ære at varetage, og den vil man ikke saa let vove at sætte overstyr ved at vove sig ind paa den høitærede Ministers konstitutionelle Skude.

Den ærede Minister har Ret i, at han kunde have ønsket en Slutning paa mit Foredrag før, som skulde have angaaet selve Finanslovforslaget, uagtet jeg ikke udtrykkelig lovede det. Jeg skal da sige, at i et Land som vort, der har saa bagvendte parlamentariske Forhold som dem dette Ministerium har bragt tilveie [4], kunde man have tænkt sig, at den høitærede Minister var mødt her i Folkethinget, men da med den af Folkethinget vedtagne Finantslov i Haanden, og havde forelagt den for os med en Bøn til det nye Folkething om, at det vilde gjøre ham den ganske vist store Indrømmelse atter at bevilge ham denne Finantslov efter det sidste Valg. Det kunde man have tænkt sig! Og naturligt, naar man saa var gaaet ind paa denne ganske vist efter Valgenes Udfald meget store Indrømmelse fra det nye Folkethings Side, saa vilde Ministeriet Estrup være gaaet til Landsthinget, og der ogsaa have faaet sin endelige Finantslov, som den høitærede Conseilspræsident siger, han sukker saa inderlig efter. Det har Ministeriet imidlertid ikke gjort, det har Conseilspræsidenten ikke gjort, men han har forelagt os et Finantslovforslag, som indeholder for det Første de Kampspørgsmaal, som han reiste og for anden Gang opløste Folkethinget paa, og som man har slaaet ned, sat sig imod paa 75 Valgtribuner i Landet. Dem møder den meget ærede Minister med i sit Forslag og siger: Vær saa god! Tag nu det! Lad mig nu feire her, efter at I have seiret over mig paa Valgtribunerne. Men den høitærede Minister bliver ikke derved, han tilbagetager endvidere i sit Forslag alle de saakaldte Indrømmelser; alle 13 Punkter har Ministeren optaget i sit Forslag; disse Indrømmelser, hvis Ry vi saa vidt og bredt have hørt om baade skriftlig og mundtlig, fra vi skiltes ad, indtil nu, disse Indrømmelser har den høitærede Minister ogsaa taget tilbage i sit Forslag. Endvidere har den meget ærede Minister meddelt os Forslag, som bære Spor af, at Tillægsbevillingsloven er bortfalden [5]. Jeg kan forklare dette saaledes, at den høitærede Minister har brugt uden Bevilling en hel Del Penge, der var forlangt paa en tidligere Tillægsbevillingslov, brugt dem, udgivet dem til 1ste Juli, altsaa med Udløbet af Restancekvartalet, og det gaar da over i Statsregnskabet som Materiale der. Som saadant vil det blive henvist til Undersøgelse af Statsrevisionen, og saa kan det bevilges ved "Passere" eller "Ikke passere" ved Statsrevisionens Indstilling. Jeg antager, at det er det, som den høitærede Minister mener med den Del af det tidligere Tillægsbevillingslovforslag, som han har brugt, uden at faae bevilget til 1ste Juli, og som han nu siger er bortfalden. Nu skal jeg dertil for det Første sige, at det er besynderligt, at den høitærede Minister ikke formaaede sit høie Landsthing til at vedtage Tillægsbevillingsloven i forrige Samling. Den var jo god, som den var kommen herfra, og kunde let være bleven færdig. Saameget mere skulde den høitærede Minister have gjort det, som det jo er oplyst i Betænkningen over Tillægsbevillingsloven, at Ministeriet har sin store Del af Skylden for, at dette Tillægsbevillingslovforslag ganske upaatvivlelig har henligget meget for længe i Rigsdagen, uden at blive færdigt, idet nemlig Ministeriet havde i Maaneder undladt at give sådanne Oplysninger om de væsenligste Forlangender paa Tillægsbevillingsloven, som Finantsudvalget troede fornødne for at kunne gjøre Indstilling. Nu lader jeg imidlertid Ministeriets tidligere Stilling til denne Sag fare for Øieblikket, men gjennem dette Finantslovforslag se vi en Opfattelse fra Ministeriets Side af et Tillægsbevillingsforslag — hvis det er rigtigt, at det er bortfaldet — som er i høieste Grad besynderlig. Ministeriet har brugt Pengene paa forventet Tillægsbevilling, men da de ere engang udgivne uden Bevilling. søger man ikke denne, men lader dem uden videre gaa ind i Statsregnskabet og til Statsrevisionen. Jeg antager, at det er saaledes, og ikke saaledes, at der ikke var Nødvendighed for at bruge dem, thi i saa Tilfælde var Stillingen en anden, men det kan for store Summers Vedkommende ikke være saa efter de Oplysninger, vi have faaet. Nu siger den Høitærede Minister, at det gjør Intet, om han faar Bevilling paa disse Udgifter, det kan staa hen et Aars Tid eller to. men den Form forekommer mig i og for sig besynderlig, skjøndt den er mindre mærkelig, naar vi se den i Belysning af Ministerits [sic] Stilling overhovedet, thi det er den mod Folkethinget mindst imødekommende Form for at faae ubevilgede Udgifter dækkede, som Ministeriet formentlig helst ønskede at bruge. Jeg kan ikke skjønne rettere, end at det, der her var at gjøre for Ministeren istedetfor at lade Tillægsbevillingsforslaget bortfalde, det var at komme med et Tillægsbevillingsforslag, der indeholdt Alt, hvad Ministeren havde udgivet ubevilget til 1ste Juli, og som indkommer paa Statsregnskabet for at faae Dækning mod enhver Antegnelse fra Statsrevisionens Side. Jeg har ingen Bemyndigelse til at opfordre Ministeren i saa Henseende, men jeg skal kun personlig udtale, at denne sidste Form at søge Efterbevilling under var langt mere hensynsfuld end den, at udgive uhyre store Summer, maaske endogsaa i Millioner, uden Bevilling, og saa lade det stryge hen uden Forlangende af Efterbevilling til Statsrevisionens Overveielse. Det Sidste er i mine Øine konstitutionelt aldeles uforsvarligt. Saa have vi jo adskillige Poster fra den tidligere Tillægsbevillingslov, som ikke hører ind under den, der ere Udgivne inden den 1ste Juli, af den ser jeg, at den høitærede Minister har optaget adskillige paa sit Forslag, men han har ogsaa udeladt adskillige. Han har f. Ex. fundet Fornøielse ved et eller andet personligt Tillæg, som han har optaget, et andet har han ingen personlig Fornøielse fundet ved, og det har han udeladt. Mig forekommer det, at naar Ministeren vilde have noget af den Slags Ting, der ikke vare udgivne inden den 1ste Juli, saa burde han have taget det op paa et sideordnet Tillægsbevillingsforslag til dette Aar, eller taget det op Altsammen her, men saaledes skjønsvis at tage enkelte af de Summer, som Folkethinget har stemt over og bevilget, op efter den 1ste Juli og udelade andre, er atter en Form for disse Tillægsbevillinger, som er mindst behagelig for dette Thing. Jeg indrømmer, at Ministeren har fra sit Standpunkt været overordentlig heldig i Affattelsen af det foreliggende Finanslovforslag baade med Hensyn til Indholdet og med Hensyn til Formen, naar man antager, at hans Standpunkt er det at være saa lidet behagelig som muligt mod det nye Folkething [6]. Derfor siger jeg, at Thinget burde have været fri for et saadant Forslag.

Den høitærede Minister fremsatte iøvrigt i Anledning af mine Udtalelser nogle Bemærkninger, af hvilke jeg skal imødegaa enkelte. Jeg skal foreløbig strax udtale en Beklagelse af, at den høitærede Minister ikke har været at formaa til med et eneste Ord at give os nogen Forklaring over, af hvilke Grunde han netop tror nu at burde sidde paa denne Plads. Jeg beder den høitærede Minister, om han ikke kunde oplyse os om, hvilke for os ubekjendte Grunde, der kunde være, hvilke Planer han nu havde til under saadanne Forhold at fortsætte Regjeringen, hvilke Forventninger han havde om at naae Nogetsomhelst, der kunde være til Gavn for Landet. Alt dette har den høittærede Minister ganske ladet ligge. Han har aldeles ingen acceptabel Grund, han kan fremsætte her i Folkethinget, som han kan være bekjendt for Offentligheden, for sin nuværende politiske Stilling; thi ellers maatte man formode, at den høitærede Minister havde benyttet Leiligheden her idag til at meddele Verden den, ikke blot for vort Lands Skyld, men ogsaa for de Studsende udenfor vort Land, som overhovedet skjænke vore Forhold nogen Opmærksomhed. Der er Ingen, der kan begribe, at Danmark har Raad til at eie en saadan Conseilspræsident. Jeg vil altsaa foreløbig sige dette, at det havde været mit Haab, og det var netop derfor, jeg søgte at fremlægge for den høitærede Minister disse Betragtninger med Hensyn til den allerunderdanigste Forestilling og Stillingen i sig selv, at jeg kunde formaa ham til paa Grund af den vigtige og ansvarsfulde Stilling, han indtager, at give os saadanne Oplysninger, men dette har han ikke imødekommet med en eneste Tøddel. Den høitærede Minister har taget enkelte Sætninger hist og her, men det er i Virkeligheden Smaating, med Hensyn til hvilke man kan tale for og imod, saalænge det skal være, uden at det nytter det Mindste, men disse enkelte Sætninger skal jeg for en Ordens Skyld nævne, det er af den Slags Smaating, som Smaafolk ofte hænge sig i. Den høitærede Minister bemærkede, at han nok kunde sige, at Folkethinget vilde diktere Finantsloven, siden det tilraadede Landsthinget at vedtage Finantsloven saaledes, som Mindretallet i Fællesudvalget foreslog. Den høitærede Minister tager atter der fuldstændig feil; han glemmer for det Første, at Finantsloven allerede ved 3die Behandling i Folkethinget før første Opløsning var meget rigelig voteret, og han glemmer dernæst, at der efter første Opløsning blev ydet ikke uvæsentlige Bidrag til Imødekommen imod Landsthingets Affattelse af Finantsloven, den Affattelse, som Regjeringen havde faaet Landsthinget til at gaa ind paa, inden den gik til Fællesudvalget. Naar den høitærede Minister tog dette med i Betragtning, maatte hans Argument falde bort. Dernæst kom den høitærede Minister til at omtale baade den Uoverensstemmelse og den Overensstemmelse, som der med Hensyn til det, han kalder Storpolitik, skulde findes mellem mine Udtalelser og de Udtalelser, der ere kommne fra det ærede Medlem fra Leire (Holstein-Ledreborg). Jeg vil sige, at, naar jeg har talt om det ønskelige i, at den høitærede Minister vilde gaa bort og det Forunderlige i, at han bliver siddende, og naar jeg har bedet om Forklaring i saa Henseende, saa forekommer det mig ikke, at det har Noget med Storpolitik at gjøre. Det har kun med det at gjøre: Hvorledes fange vi Betingelserne for et nyttigt Arbeide af Kræfterne her, hvorledes bliver man istand til at hævde vor Forfatnings rette Brug og Betydning under saadanne Forhold, som den høitærede Minister nu har skabt? Det er dertil, den høitærede Minister skulde give os Bidrag og veilede os. Maaske kunde han ved indtrængende at forestille os, at han har de og de Grunde til at blive siddende, faae adskillige af os til at indse, at det er muligt, at han endnu kunde have Betingelserne for at udrette Noget. Den Stilling, vi her have, er kun Nødværge, det er en Forsvarsstilling mod Angreb, man retter imod Thinget, og denne Forsvarsstilling tror jeg ikke, det vil lykkes den høitærede Minister, at faae os ud af. Naar den høitærede Minister giver en Beskrivelse af, hvorledes Thinget tidligere har handlet, at det har negtet mange Finantslove eller gjort dem ubrugelige, saa er denne Opfattelse heller ikke ganske rigtig. Vi have ikke negtet nogen Regjering Penge til at regjere Landet med, og jeg har i alt Fald ikke nogensinde været med til at gjøre nogen Finantslov ubrugelig, tvertimod har jeg arbeidet uhyre paa at gjøre mange Finantslove brugelige. Jeg kan altsaa rolig afvise disse Bebrejdelser. Men nu siger den høitærede Minister, at han glædede sig over, at jeg havde sagt, at Ministeriet ikke havde Andet for Øie end, hvad der tjente Landets Vel. Ja jeg yttrede, at det ikke maatte være en Fornærmelse imod den høitærede Minister, naar jeg gik ud fra den Forudsætning, at han vilde Landets Vel; det var væsentlig mine Ord. Den høitærede Minister anser det jo ogsaa for sin Pligt at forblive paa sin Plads, fordi det skulde tjene til Landets Vel. Men han glemmer ganske at føre Bevis derfor. Jeg spørger derfor atter: Hvorledes mener den høitærede Minister at kunne forklare os dette? Mon det dog ikke skulde være saaledes, at den høitærede Minister har en rent feilagtig Opfattelse af Landets Vel, at han f.Ex. her i sine Betragtninger forvexler visse Klassers Magtstilling i det politiske Liv med, hvad der er Landets Vel? Mon der ikke er noget Skjævt i hans Opfattelse? Maaske kunde den høitærede Minister, hvis han gav sine Anskuelser Ord, komme til at se, hvor urigtigt i Grunden det Hele hænger sammen. Er det Landets Vel i den Grad, som han nu ved sin Forbliven paa sin Plads og ved sit Finantslovforslag har gjort, at sætte sig imod det danske Folk efterat det stærkere end nogensinde siden 1849 har udtalt sig imod Ministeriet. Hvorledes mener den høitærede Minister at kunne forsvare dette? Er det derfor, vi have faaet den frie Forfatning, fordi det er stemmende med Landets Vel at modsætte sig Landets Villie? Jeg vil altsaa fremdeles sige, at den høitærede Minister kan mene, at det er hans Pligt mod Landet og stemmer med hans Opfattelse af Landets Vel, at han sidder der. Men en Forklaring deraf gav den høitærede Minister ikke. Alt, hvad der foreligger os almindelige Dødelige, maa tale for, at den høitærede Minister har en fuldstændig feil Opfattelse baade af sin Pligt og af Landets Vel, Under disse Omstændigheder synes jeg, at den høitærede Minister maa forsvare sig mod de Angreb som — jeg vil ikke sige jeg — men som hele Situationen retter mod ham, det Hundredtusinde Mand, som have stemt os herind, og som jo bære Landets offentlige Mening, bære væsentlig Landet baade i Fred og i Krig. Tage de da Feil eller har den høitærede Minister en feil Opfattelse af Landets Vel? Ligeoverfor denne Situation maatte den høitærede Minister ikke have indskrænket sig til blot at sige: Jeg anser det for min Pligt, saa bliver jeg, men hvis han virkelig har Grunde, som ere os ubekjendte — skulde det mulig være visse hemmelige Forbindelser med Udlandet, som særlig skulde tale for, at Ministeriet bliver tilstede, og som den høitærede Minister maaske kunde betro os i et hemmeligt Møde — saa vil jeg foreslaa den høitærede Minister at sige det, thi ellers tror jeg ikke, at Nogen i Høire eller Venstre kan forstaa det. Thi dette: Her sidder jeg, fordi det er min Pligt, det siger slet ingen Ting, det kan kun, efter hvad jeg kan skjønne, sige, at Ministeriet har en fuldstændig feil Opfattelse af, hvad der er Landets Vel, og hvad der er Regjeringens Pligt. Saaledes opfatter jeg det. Villien kan være god nok, men Evnen til at skjønne parlamentarisk her er virkelig for ringe.

Naar den høitærede Minister vil værge sig mod, at han skulde have angrebet Folkethingets Bevillingsmyndighed eller den almindelige Valgret, saa kan jeg ogsaa gjerne indrømme ham, at han maaske ikke har tænkt paa juridisk og formelt at angribe hverken vor Bevillingsret eller den almindelige Valgret. Jeg har ikke set noget Forslag fremme om Fordring i Grundloven med Hensyn til Folkethingets Stilling i disse Henseender, men jeg har heller ikke hørt Nogen sige det. Det er forresten ikke saa underligt, at man lader det være; selv om Nogen havde Lyst til det, det ere Tiderne ikke efter. Men Angrebet kan ske paa en anden Maade. Et er, at der ikke bogstavelig er kommet et saadant Forslag frem, men et Andet er den hele Maade, hvorpaa Ministeriet søger at bruge Grundloven. Naar Ministeren søger at trumfe sin Finantslov gjennem 3 Folkething paa eet Aar, er det i mine Øine et faktisk Angreb paa vor Skattebevillingsret. Det er, forekommer det mig, en saa topmaalt Mangel paa billig Hensyntagen til dette Things Villie i Skattebevillingssager, at det er et faktisk Angreb paa Skattebevillingsretten. Naar den høitærede Regjering nu i Løbet af 5 aar har ladet 4 a 5 Opløsninger eller Valg efter Opløsning med kort Varsel foretage, og nu i den sidste Tid to Opløsninger i Løbet af 2 Maaneder, uden i mindste Maade at lægge Vægt paa det Udfald, som disse Valg have faaet, men snarere har taget Indrømmelser tilbage og er kommen med forstærkede Fordringer, saa siger jeg, at det vel ikke er et Angreb paa den almindelige Valgret, som den efter Bogstaven existerer i Grundloven, men et faktisk Angreb paa den Betydning, som man her i Landet — ligesom ogsaa i alle andre Lande — har tillagt den almindelige Valgret, fra Grundloven blev given, indtil — ja jeg vil ikke sige til Dato — men til de nyere Tider da hidtil ukjendt Doktriner og Fortolkninger om Folkethingets Stilling kom op fra Reaktionens Side. Den høitærede Minister har sluttelig sagt, at han turde ikke forsvare at regjere med den midlertidige Finantslov, forinden han havde spurgt Vælgerne. Dertil maa jeg bemærke, at det har han aldeles ikke spurgt Vælgerne om, og han har aldeles ingen Adkomst til at spørge Vælgerne. Den høitærede Minister har ligesom enhver Tilstedeværende paa Valgdagen Lov til at spørge Kandidaten og Vælgerne, men der existerer ikke nogen Ret for Ministre til mere end Andre at spørge Vælgerne. Man kan møde paa Valgdagen og spørge, men hele denne Doktrin med Ministeriet, der spørger Vælgerne ved Opløsninger, er jo aldeles greben ud af Luften. Et Ministerium har Ret til at opløse Thinget eller begge Thing, naar det troer, at Thinget ikke er i Overensstemmelse med Vælgerne, og Ministeriet kan angive de og de Grunde til Opløsningen og fremhæve, at det og det ønske det klaret. Det er det Hele. Men det, at Regjeringen skal spørge Vælgerne som Skolebørn, at Ministeriet skal være Dommer, og Skolebørnene skulle svare, er en Doktrin, som Grundloven slet ikke kjender, og den høitærede Minister har derfor slet ikke havt Ret til at spørge, har aldeles ikke kunnet spørge, og Vælgerne havde aldeles ikke nogen Pligt til at svare og behøvede ikke at svare. Men have de svaret Noget i den Henseende, saa er det sikkert, det, at dette høie Ministerium ikke har politisk Ret til at fortsætte Landets Styrelse med en midlertidig Finantslov. Dertil have Vælgerne svaret med et bestemt Nei. og svaret, at det, som enhver Regjering burde søge at tilveiebringe, er en Finantslovs endelige Vedtagelse, selv om den maa give slip paa mange af sine Ønsker. Regjeringen bør i saa Henseende tage de Bevillinger, som den kan faae, og ikke regjere paa midlertidige Love. Befolkningens Svar paa Valgdagen bør utvivlsomt forstaas saaledes, at dette er Ministeriets Pligt og at det burde være et andet Ministerium, der søgte en saadan Bevilling. I ethvert Fald burde det Ministerium, der mødte i Folkethinget nu, være mødt her med Folkethingets tidligere Finantslov. Naar derimod Ministeriet møder med dette Finanslovforslag, kan det kun forstaaes af os som et forstærket Vidnesbyrd om, hvad den høitærede Minister overhovedet tror at kunne byde den almindelige Valgret og dens Repræsentanter. Endnu Et. Den høitærede Minister forlangte en Forklaring af mig om, hvorledes jeg kunde antage, at Uvillie mod Ministeriet skulde bringe Folkethinget til at negligere Universitetets, Embedsmændenes og Flaadens Interesser. Derom har jeg Intet sagt; det er en Fortolkning, den høitærede Minister giver mine Ord, som han aldeles ingen Ret har til at give dem. Den Forklaring maa jeg altsaa tilbagevise, men jeg har sagt, at Landets Vel — det var i alt Fald Tanken — efter min Opfattelse kræver af dette Folkething, at det lader Alting visne i Hænderne paa et Ministerium, der trodser den almindelige Valgret.


Ordforklaringer m.m.

[1] C.S. Klein var justitsminister i Ludvig Holstein (-Holsteinsborg)s og  C.A. Fonnesbechs regeringer i perioden 1872-1875. Den tidligere konseilspræsident Fonnesbech døde i 1880.

[2] Opløsningspolitik er betegnelsen for Estrups politik, hvor han udskrev nyvalg til Folketinget med henblik på at få sammensat et Ting, som var mere samarbejdsvilligt over for regeringen.

[3] 24. maj og 26. juli var de to dage, hvor der blev afholdt folketingsvalg i 1881.

[4] Berg henviser til, at Estrups regering hvilede på et landstingsflertal. Der var reelt tale om landstingsparlamentarisme frem til Systemskiftet i 1901.

[5] Tillægsbevillingsloven er den midlertidige finanslov, som Rigsdagen normalt vedtog, da forhandlingerne om den ordinære finanslov sjældent var færdige inden finansårets begyndelse 1. april. I 1881 havde Rigsdagen ikke, som det ellers var kutyme, sat en tidsfrist på den midlertidige finanslov

[6] Regeringen havde efter folketingsvalgene skærpet sit finanslovsforslag, så det nu var endnu mere sandsynligt, at Folketinget ikke ville acceptere forslaget.