Lensafløsningen, 4. oktober 1919

Kilder

Kildeintroduktion:

Lov om Lens, Stamhuses og Fideikommisgodsers samt de herhen hørende Fideikommiskapitalers Overgang til fri Ejendom, der kendes som lensafløsningen af 4. oktober 1919, gennemførte en ophævelse af grevskaber, baronier (len), stamhuse og fideikommisgodser. Ophævelsen var en indfrielse af en løfteparagraf givet ved Grundloven i 1849. Grevskaber, baronier og stamhuse, samlet betegnet som ’majorater’, var en særlig slags godser, som var blevet indført i slutningen af 1600-tallet kort efter indførelsen af Enevælden. Godserne var undtaget fra de almindelige arveregler og skulle gå udelt i arv til nærmeste arving efter en fastlagt arvefølge. Var der ingen arving, ’hjemfaldt’ godserne til staten.

Med lensafløsningen i 1919 opgav staten sin hjemfaldsret mod en afgift på 25 % af ejendommenes værdi. Derudover skulle lens- og stamhusbesidderne mod erstatning afgive 1/3 af jordarealet til udstykning af husmandsbrug. Dette var et dybtgående indgreb og førte til stor bitterhed blandt de danske lensbesiddere, der senere forsøgte at få kendt loven ugyldig, hvilket Højesteret afviste. Majoraternes overgang til fri ejendom var endeligt afsluttet i 1930 og berørte omkring 1/10 af landets jord. Lensafløsningen betød, at de gamle slægtsgodser blev underlagt den almindelige lovgivning. Ikke mindst arveregler om beskatning og deling mellem flere arvinger kunne få svære konsekvenser. Kombineret med, at loven fjernede den sidste rest af privilegier knyttet til adel og stand, står lensafløsningen almindeligvis som afslutningen på herregårdenes epoke i Danmark.

Nr. 563

4de Oktober

Lov

om

Lens, Stamhuses[1] og Fideikommisgodsers[2] samt de herhen hørende Fideikommiskapitalers Overgang til fri Ejendom. I)

Vi Christian den Tiende,  af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,

Gøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

§ 1

Enhver Besidder af Len, Stamhus eller Fideikommisgods med det dertil knyttede Løsøre[3] og Kapitaler eller af Kapital, der er substitueret for tidligere med Majoratsbaand belagt Jordegods[4], alt forsaavidt det er belagt med fideikommissarisk Baand, gives der Ret til at overtage Besiddelsen til fri Ejendom mod for de Besiddelser, hvorpaa der hviler Hjemfaldsret[5], at indbetale 25 pCt. af Værdien til Statskassen og for de øvrige Besiddelser 20 pCt. samt mod at stille indtil en Trediedel af den af ham overtagne Jord til Raadighed for Staten mod Erstatning i Henhold til § 3, 4de Stykke. Denne Jord eller dens Værdi skal derefter anvendes til Oprettelse af mindre Jordbrug i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Lov om Vilkaar for Bortsalg af Jorder i offentligt Eje. 

§ 2

Besiddelsens Værdi ansættes for faste Ejendomme, der er vurderede til Ejendomsskyld, efter den Vurdering, der finder Sted i 1920, for Værdipapirer, der noteres paa Børsen, efter deres Kursværdi, og i øvrigt til almindelig Salgsværdi efter Vurdering af det i  § 9 omhandlende Nævn (Lensnævn).

Ved Værdiansættelsen medregnes ikke saadanne Kunstgenstande m. v., som falder ind under Bestemmelsen i § 6, 1ste Stykke. Endvidere fradrages Kapitalværdien af de Besiddelsen paahvilende Legater, Apanager, Enkepensioner, Pensioner til Godsets Funktionærer o. l. samt Laan, anvendt til Forbedring af den faste Ejendom og optaget forinden den sidst skete almindelige Vurdering, dog ikke udover den Værdiforøgelse, der derved er tilført denne og endnu paa Frigørelsestidspunktet forefindes.

Afgiften til Statskassen indbetales enten i rede Penge eller i Obligationer efter disses Værdi. De indgaaede Beløb henlægges under Finansministeriet til en særlig Fond (Jordfond), hvis Midler skal anvendes til Jorderhvervelse eller til Udlaan til mindre Jordbrugere.

§ 3

Ved Beregning af den i § 1 nævnte Del af den overtagne Jord, der skal stilles til Raadighed for Staten , skal der foruden fra Fæstegodset samt de tidligere Fæstegaarde, som Godsejeren i Henhold til Lov om Fæstevæsenet af 19. Februar 1861 § 2, jfr. Lov Nr. 36 af 9. Marts 1872 § 5, eller i Henhold til Bevilling paa Grund af Hoveriets Afskaffelse har inddraget, men vedblivende opretholdt som Gaardmandsbrug, bortses fra Skov, Park eller Have, fra den Del af Jorden, der maa anses for aldeles udyrkelig, samt fra saadanne selvstændige Huslodder paa 6 Tønder Land eller derunder, som Besidderen forpligter sig til ikke at nedlægge. Der tages ved Beregningen Hensyn til Arealets Værdi (Godhed, Beliggenhed m.v.), saaledes at et mindre Areal af større Værdi ligestilles med et større Areal af ringere Godhed.

Hvilken Jord der skal stilles til Raadighed, bestemmes af Lensnævnet, efter at det forud har indhentet Forslag herom fra Besidderen. Det skal ved Valget af den Jord, der skal afstaas, tilstræbes, at denne er velegnet til Udstykning. Afstaaelsen skal søges ordnet saaledes, at den øvrige Besiddelse ikke splittes, men saa vidt muligt kommer til at udgøre et samlet Hele og i øvrigt saaledes, at den mindst muligt skades. Besidderen er berettiget til, om Besiddelsen omfatter flere Hovedgaarde eller større Avlsgaarde, at stille Tilliggendet til en eller flere af disse som Helhed til Raadighed, ligesom han ogsaa kan fyldestgøre sin herhenhørende Forpligtelse ved at anvise Jord, der falder udenfor Majoratsbesiddelsen[6], og over hvilken han havde Raadighed ved denne Lovs Forelæggelse, forsaavidt Lensnævnet skønner, at Formaalet med Jorderhvervelsen lige saa godt naas paa denne Maade.

Den til Afstaaelse bestemte Jord skal udpeges straks ved Besiddelsens Overgang til fri Ejendom, men skal først afgives, efterhaanden som Landbrugsministeren forlanger det, med et halvt Aars Varsel til en 1ste April. Statens Ret til at erholde Jorden bortfalder, hvis Retten ikke er benyttet inden 20 Aar efter, at de udpegede Jordarealer er stillede til Statens Raadighed.

Erstatning for den afstaaede Jord fastsættes af Vurderingsraadet (jfr. Lov om Ejendomsskyld af 15. Maj 1903 § 9) til en Værdi, svarende til den Pris, som en forstandig Køber maatte antages at ville give for Jorden, saafremt den tilhørte en middelstor Bondegaard. Der skal ikke tages Hensyn til den Ulempe, som Jordens Bortskæring maatte have for den øvrige Besiddelse. Ej heller skal der, saafremt Jordafstaaelsen efter Besidderens Ønske ordnes saaledes, at der afgives en samlet Ejendom med paastaaende Bygninger, ydes Erstatning for disse udover den Værdi, de maatte have under Jordens Anvendelse til Oprettelse af mindre Jordbrug. Sidstnævnte Erstatning bestemmes af Lensnævnet. Erstatningsbeløbene udredes af den i § 2, sidste Stykke, omhandlede Fond.

Med Hensyn til Bestemmelsen om, at der skal stilles indtil en Trediedel af den overtagne Jord til Raadighed, kan Justitsministeren, hvor særlige Forhold gør dette rimeligt, tilstaa Lempelser. Hvis et Majorat bestaar af en enkelt Hovedejendom med Tilligende, maa Jordafstaaelsen til Staten ikke fordres i et saadan Omfang, at Jorden og Bygninger kommer til at staa i Misforhold til hinanden. Besidderen maa i paakommende Tilfælde skaffe andetsteds den til Afstaaelsen nødvendige Jord, som efter Lensnævnets Skøn skal være lige saa vel egnet til Formaalet.

Hvis de i denne Paragrafs 1ste Stykke omhandlende Huslodder paa 6 Tdr. Land eller derunder, som Besidderen forpligter sig til ikke at nedlægge, under en eventuel Lovgivning om Ekspropriation eller Tvangssalg vilde blive inddrage herunder, kan Ejeren, forsaavidt de ikke falder ind under Lov Nr. 373 om Fæstegodsets Nr. 563. Overgang til Selveje m. v. af 30. Juni 1919 § 1, fri dem derfor mod at stille anden Jord af tilsvarende Værdi som det unddragne Jordareal til Raadighed for Staten paa tilsvarende Betingelser som de i nærværende Paragraf ommeldte.

De til Frigørelsen Gennemførelse nødvendige Forarbejder skal fremmes, selv om Ejendomsskyldvurderingen endnu ikke maatte være foretaget eller tilendebragt.

§ 4.

Forinden Besiddelsen overgaar til fri Ejendom, skal Lensnævnet fastsætte den Erstatning, som det anses rimeligt at yde den successionsberettigede Slægt i Anledning af Successionsrettens Bortfald.

I Almindelighed skal denne Billighedserstatning bestaa deri, at to Femtedele af de Værdier, som overtages af Besidderen, efter Fradrag af den paa disse hvilende lovlige Gæld, sikres de 2 Personer med Halvdelen til hver, der i Tilfælde af, at Majoratet eller dets Substitution var vedblevet at bestaa som saadant, successivt vilde have tiltraadt Besiddelsen ved de 2 nærmest paafølgende Besidderskifter. I dette Øjemed skal ved Frigørelsen de nævnte to Femtedele i Form af Obligationer forblive under Lenskontrollen. Saa længe den frigørende Besidder lever, modtager han Renten af de henlagte Midler. Ved hans Død udbetales den første Halvdel til den Person, som da ifølge den for Majoratet gældende Successionorden vilde have været berettiget til at tiltræde Besiddelsen, hvis Majoratet ikke var overgaaet til fri Ejendom, samt, saa længe han lever, Renten af den anden Halvdel, og naar ogsaa denne Person er død, udbetales den sidste Halvdel til den, som da vilde have været nærmeste Successor.

Undtagelsesvis kan dog, hvor særlige Forhold gør det rimeligt, denne almindelige Norm fraviges ved Bestemmelse af Lensnævnet. Sker dette, kan Lensnævnets Afgørelse saavel af Besidderen og nærmeste Successor som ogsaa af en Repræsentant for den successionsberettigede Slægt i øvrigt, valgt af denne efter Regler, der fastsættes af Justitsministeren, indbringes for det i § 9 omtalte Overnævn.

§5

En samlet Skovstrækning, der hører til et af de nuværende Majorater, skal bevares som samlet Ejendom, medmindre et af Landbrugsministeren udmeldt skovkyndigt Skøn anbefaler Delingen.

Hvis Lensnævnet skønner, at en Skov, der hører til et af de nuværende Majorater, har en særlig forstlig[7] eller almen Interesse, kan det bestemme, at det offentlige skal have Forkøbsret til Skoven efter følgende Regler:

Senest 1 Maaned efter, at der er udnævnt et Lensnævn angaaende et Majorats Overgang til fri Ejendom, skal Nævnet offentlig indkalde Begæringer om Brug af Forkøbsret til Skove, der hører under Majoratet. Begæringerne skal, for at kunne faa Betydning, fremsættes senest 3 Maaneder efter, at de er indkaldte, og de skal ledsages af Oplysninger om Grunden til, at Skoven ønskes købt.

For de Skove, der saaledes er udpegede af Nævnet, bestemmes paa Statens Bekostning Værdien i Handel og Vandel[8], med passende Hensyn til den Værdiforringelse, som Fraskillelsen muligvis kan paaføre andre, nærliggende Dele af Majoratet.  Dettes Besidder afgør dernæst inden 6 Maaneder efter, at Begæringerne er indkaldte, om han vil sælge Skoven eller ikke. I sidste Tilfælde skal den fremtidig altid holdes forenet med den af Majoratets andre Skove, ved hvilken den ligger nærmest, til een samlet Ejendom. Vil Majoratsbesidderen sælge Skoven, da har det offentlige Ret til at overtage den til den fastsatte Værdi. Saafremt Staten ikke vil benytte sig af denne Forkøbsret, har den eller de Kommuner, hvori Skoven er beliggende, en tilsvarende Beføjelse, og derefter Nabokommunerne, saaledes at Skoven, hvor flere Kommuner melder sig som Købere, tilfalder den højestbydende. Denne Forkøbsret bortfalder dog fuldstændig, hvis det offentlige, Stat eller Kommune, ikke inden et Aar og en Maaned efter, at Værdiansættelsen er sket, benytter sig af den.

Omkostningerne ved Skovens Værdiansættelse samt øvrige Overdragelseomkostninger betales af det det offentlige, Stat eller Kommune, forsaavidt de overtager Skoven. Hvis Overtagelsen ikke kommer i Stand, betales Omkostningerne ved Skovens Værdiansættelse af Ejeren, dersom det er ham, der frafalder Salget, men ellers af Staten.

Saa længe Spørgsmaalet om Salg af Skoven henstaar uafgjort, fører Landbrugsministeren Tilsyn med, at de Værdier, for hvis Skyld det offentlige ønsker at købe Skoven, ikke forringes eller tilintetgøres.

Med den ovenfor nævnte Begrænsning er det frit tilladt at dele Majoratets Skovejendom, naar det skovbevoksede Areal er 300 Hektar eller derunder, og hvor mere end 300 Hektar er  bevokset med Skov, er det- med samme Begrænsning- frit tilladt at fraskille indtil 20 pCt. af det samlede Skovareal, medens Resten ikke maa deles i Ejendommme (Dele) paa under 600 Hektar, medmindre et af Landbrugsministeren udmeldt skovkyndigt Skøn anbefaler Delingen.

Landbrugsministeren foreskriver de nærmere Regler for Gennemførelse af det i Forordningen af 27. September 1805 § 18, sidste Stykke, ommeldte Tilsyn og paaser, at Skovenes Grænser er tydeligt mærkede saavel i Terrænet som paa de til Ejendommen hørende Kort.

Den Sædegaardsejerne ved Forordningen af 21. Maj 1845 § 27 tillagte særlige Testationsret skal fremtidig gælde for de af Majoraterne opstaaede Skovejendomme.

Strandbredder, Havbugter, Indsøer, Vandløb, Moser, Heder, Klitter, Udsigtshøje og andre Arealer, som paa Grund af deres naturlige Skønhed har almindelig Interesse, er med Hensyn til Salg og Forkøbsret stillede ligesom de her omhandlede Skove.

§ 6.

Genstande af kunstnerisk eller historisk Værdi, der har almindelig Interesse, skal, naar de overgaar, til fri Ejendom i Henhold til § 1, forblive her i Landet og kan, forsaavidt de udgør en Samling, gøres tilgængelige for Almenheden efter Regler, der fastsættes af Nævnet efter indhentet Forslag fra Besidderen.

Ved saadanne Genstandes Salg skal der ved den første Afhændelse erlægges en tilsvarende Afgift som den, der ved Frigørelsen blev erlagt for de i øvrigt til Besiddelsen hørende Værdier, samt gives det offentlige Forkøbsret til den Værdi, hvortil de ansættes af et af Ministeren for Undervisningsvæsenet udmeldt sagkyndigt Skøn. Fra Bestemmelsen om, at de heromhandlede Genstande skal forblive her i Landet, kan der, mod at Afgiften fordobles, dispenseres af Ministeren for Undervisningsvæsenet.

Hvilke Genstande der falder ind under nærværende Paragraf, afgøres af Lensnævnet.

§ 7

I de Tilfælde, hvor der er optaget Laan mod Pant i en af de i § 1 omhandlede Besiddelser, eller hvor der paahviler denne Legater, Apanager, Enkepensioner, Pensioner til Godsets Funktionærer og andre lignende Byrder, kan Besidderen ikke benytte sig af den ham ved § 1 aabnede Adgang, forinden han har tilvejebragt Attest fra Lenskontoret for, at Fordringshavernes Krav er sikret.  Ligeledes maa Lenskontorets Attest kræves for, at det ikke paahviler Besidderen at betale Arveafgiftsbeløb, for hvilke der ikke er stillet betryggende Sikkerhed, og at de Besidderne efter Lov af 2. Maj 1914 paahvilende Godtgørelser og eventuelt Pensionsbyrder er sikrede.

Naar Lensnævnet har meddelt Bevis for, at Overgangen til fri Ejendom er ordnet, skal det af Besidderen paa Besiddelsens Vegne til ham udstedte Skøde paa de af ham overtagne faste Ejendomme forsynes med Lenskontorets Godkendelsespaategning forinden dets Tinglæsning. Overdragelsen sker uden Udgifter til Stempling og Tinglæsning.

§ 8

Tvivlsspørgsmaal, der matte opstaa om, hvorvidt en Grundejendom, en Løsøregenstand eller en Kapital falder ind under nærværende Lovs Bestemmelser, afgøres af det i § 9 omhandlede Overnævn.

§ 9

Det Nævn, der skal træffe de i denne Lov omhandlede Afgørelser (Lensnævn), bestaar af 5 Medlemmer, hvoraf 3 udnævnes af Regeringen, 2 af vedkommende Besidder. Lensnævnets Afgørelse kan, naar mindst 2 af Lensnævnets Medlemmer forlanger det, indbringes for et Overnævn, bestaaende af 5 Medlemmer, af hvilke 1, der fungerer som Formand, vælges af Højesteret blandt Rettens egne Medlemmer, 2 udnævnes af Regeringen og 2 af samtlige Majoratsbesiddere efter Regler, der fastsættes af Justitsministeren, til Prøvelse af, om de trufne Afgørelser er i Overensstemmelse med nærværende Lovs Bestemmelser. Saafremt Overnævnet mener, at dette ikke er Tilfældet, kan det vise Sagen tilbage til Lensnævnet til fornyet Prøvelse og Afgørelse, idet dog ogsaa denne Afgørelse paa tilsvarende Vis kan indankes for Overnævnet, der da endeligt afgør Sagen (jfr. §§4 og 8).

Det paahviler Lensnævnet særlig at have Opmærksomheden henvendt paa, om der kan være Fare for, at de mod Pant i fast Ejendom udlaante Fideikommismidler efter deres Frigørelse skal blive opsagt i større Omfang, end det ellers kunde være ventet, for at, om saadant skønnes at være Tilfældet, der da til Forebyggelse heraf kan blive truffet Foranstaltninger, hvis Gyldighed dog ikke maa udstrækkes ud over 10 Aar efter Frigørelsen.

De nærmere Regler for Nævnenes Arbejde samt Vederlaget derfor fastsættes af Justitsministeren. Udgifterne ved Nævnene udredes af den i § 2 omhandlede Fond.

§ 10

Den enkelte Fideikommisbesidder kan forlange at blive gjort bekendt med, hvorledes de opstillede Betingelser i alle Enkeltheder vil forme sig for hans Vedkommende, forinden han endeligt bestemmer sig til at gøre Brug af den ham givne Adgang til at faa Besiddelsen som fri Ejendom. Saafremt han imidlertid  bestemmer sig til ikke at overtage Besiddelsen, skal han udrede Halvdelen af de med Planens Udarbejdelse forbundne Omkostninger.

§11

De Besiddere, der ønsker at benytte den dem i nærværende Lov givne Adgang til at overtage Besiddelsen til fri Ejendom, maa, om dette skal ske paa de i § 1 nævnte Betingelser, rette en Henvendelse til Justitsministeren derom senest inden Udgangen af Aaret 1920. I det følgende Aar skal en tilsvarende Adgang staa aaben med den Ændring i Betingelserne, at Afgiften til Statskassen forhøjes til 30 pCt. af de Besiddelsers Værdi, hvorpaa der hviler Hjemfaldsret,og 25 pCt. for de øvrige Besiddelser.

Derefter vil der af de Besiddelser, for hvilke Besidderne endnu ikke maatte have benyttet den dem i denne Lov givne Adgang til Overtagelse til fri Ejendom, være at svare en aarlig Afgift til Statskassen af 1 1/5 pCt. af deres Værdi, forsaavidt der paahviler dem Hjemfaldsret, og for andre Besiddelser af 1 pCt.  Afgiften fastsættes paa Grundlag af de i Lenskontoret i Henhold til Lov af 2. Maj 1914, § 6, indregistrerede Værdier og erlægges halvaarlig forud, henholdsvis 1. Januar og 1. Juli. Indbetalingen sker til Finansministeriet, der afgiver Midlerne til den i nærværende Lovs § 2 omhandlede Jordfond.

Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.

 

Givet paa Amalienborg, den 4de Oktober 1919.

 

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Christian R.

(L.S.)[9] 

  

(I) Udfærdiget gennem Justitsministeriet. Se Rigsdagtidenden for 1918-1919: Folket. Tid. Sp. 3472, 3732, 6119, 6159, 7897; Landst. Tid. Sp. 2366, 2923, 2972, 3019; Till. A. Sp. 4427; Till. B. Sp. 3977, 4483, 4529, 4747; Till. C. Sp. 1641, 2717, 2743, 2877


Ordforklaringer m.m.

[1] Stamhus: landejendom (på mindst 400 tdr. hartkorn), der udelelig skulle gå i arv efter en særlig arvefølge

[2] Fideikommis: formue (gods eller kapital) som ved testamentarisk bestemmelse båndlægges som varigt underhold for en familie eller til oprettelse af en stiftelse eller lignende., således at kun den årlige rente, ikke formuen selv, må bruges.

[3] Løsøre: ejendom der lader sig flytte, modsat fast ejendom.

[4] ” … for tidligere med Majoratsbaand belagt Jordegods”: dvs. tidligere grevskaber, baronier eller stamhuse.

[5] Hjemfaldsret: om len: Lensherrens (kongens; nu: statens) ret til at få et len tilbage pga. manglende lensarvinger eller lensmandens forseelser.

[6] Majorat: ejendom, særligt len eller stamhus, der arves efter en arvefølgeorden.

[7] Forstlig: som angår skovbrug.

[8] Handel og Vandel: vending der beskriver al slags handelsmæssig forbindelse 

[9] (L.S.): forkortelse for det latinske Loco Sigilli, der angiver lakseglets placering. Forkortelsen anvendes på afskrifter for at vise seglets placering på originaldokumentet.