J.A. Hansens syn på den provisoriske finanslov 1877

Kilder

Kildeintroduktion:

Nedenfor gengives venstrepolitikeren Jens Andersen Hansens (1806-77) artikel i Morgenbladet 18. april 1877, hvor han fremlægger sit syn på den provisoriske finanslov fra 1877. J.A. Hansen var en af de ledende skikkelser bag dannelsen af Det Forenede Venstre og kravet om indførelsen af folkeparlamentarismen. Kravet var det centrale stridspunkt mellem venstregrupperingerne og Højre i forfatningskampen.


Det Forenede Venstres krav tog til i 1873, efter partiet havde opnået flertal i Folketinget ved valget året forinden. Partiet nægtede her at lade finansloven gå videre til anden behandling for derigennem at fremtvinge et folketingsvalg om spørgsmålet. Dette lykkedes, men Venstre gik et mandat tilbage. Det Forenede Venstre måtte nu finde en anden vej, da man ved folketingsvalget ikke havde fået den opbakning, som var en forudsætning for fortsættelsen af den politiske linje. I stedet for at nedstemme finansloven gjorde man i de følgende år forhandlingerne overordentlig vanskelige.
J.B.S Estrup (1825-1913) blev konseilspræsident i 1875, og han ville under ingen omstændigheder lade et folketingsflertal blokere regeringsførelsen. Løsningen blev de provisoriske eller foreløbige finanslove, som ifølge Estrup og juraprofessor og partifælle Henning Matzen fandt hjemmel i 1866-grundlovens § 25. Denne gav kongen og dermed regeringen mulighed for i "særdeles paatrængende Tilfælde" at udstede foreløbige love "naar Rigsdagen ikke er samlet."


Det Forenede Venstre var bestemt ikke enig i denne udlægning, og i denne artikel på datoen for den provisoriske finanslovs ikrafttræden, og i øvrigt Estrups fødselsdag, anklages Estrup for at sætte sin magtposition over forfatningen. J.A Hansen var af det synspunkt, at Estrups regering overskred dens beføjelser ved udstedelsen af den provisoriske finanslov. Hovedanken var, at § 25 kundgjorde, at provisoriske love ikke måtte stride mod Grundloven. Ifølge J.A. Hansen overskred den netop grundlovens § 49, som foreskrev, at skatter kun måtte udskrives på baggrund af en vedtaget finanslov. En provisorisk lov var i sagens natur kun foreløbig, hvorfor Hansen mente, at der var tale om et regulært grundlovsbrud. Han ville derfor indstille al forhandling med grundlovsbryderne og dermed regeringen.


Efter i artiklen at have givet et længere eksempel på Højres utilstedelige optræden i forbindelse med et venstremøde opfordrede han alle andre venstremænd til at gøre det samme. Venstregrupperingerne skulle stå sammen om at sætte en stopper for regeringens forfatningsstridige politik og derfor ikke forsøge sig med samarbejde. Man kendte i forvejen hinandens positioner, så det havde alligevel ingen nytte.

Til politiske Meningsfæller!

 

Det er i Dag, Estrups Fødselsdag, at hans foreløbige Finanslov træder i Kraft. Han har under hele Sagens Gang gjort sit til at udvide Kløften imellem Rigsdagens tvende Afdelinger, og han nægtede til det sidste sin Bistand til Stridens løsning, idet han ikke vilde forhandle med Fællesudvalget[1]. Desuagtet beraaber han sig nu paa Tingenes Uenighed for at begrunde det ulovlige Skridt, han har gjort. Grundlovens § 25, som han har paaberaabt sig, giver kun Kongen Ret til at udstede foreløbige Love, der ikke stride mod Grundloven. § 49 i Grundloven bestemmer, at forinden Finansloven er vedtagen, maa Skatterne ikke opkræves, og ingen Udgifter maa afholdes, som ikke have Hjemmel i Finansloven eller i en Tillægsbevillingslov. Den af Estrup tilraabede og medunderskrevne foreløbige Finanslov bemyndiger Regeringen til at afholde de løbende Udgifter og opkræve de bestaaende Skatter, uagtet Finansloven ikke er vedtaget; og hermed ligger dens Uoverensstemmelse med Grundloven klart for Dagen. Estrup har sat sin Magtstilling over Hensynet til Bevarelsen af ordnede forfatningsmæssige Tilstande.
Vore politiske Modstandere tiljuble Estrup deres Bifald og sende ham Taleadresser for dennes Daad. Jeg kan under disse Omstændigheder ikke anse det for sømmeligt eller forsvarligt at indlade mig i nogen politisk Forhandling med dem, der staa udenfor den fælles forfatningsmæssige Grund, hvorfra enhver saadan Forhandling maa gaa ud, naar den overhovedet skal kunne føres med Nytte. Med enhver den, der stiller sig paa Estrups Side, har jeg ikke noget at forhandle udenfor Folketingets Sal. Forhandlingernes Tid maa efter min Mening være forbi mellem os og dem, saalænge vi ikke ere komne tilbage under regelmæssige og lovlige Tilstande. Dette vil i hvert Fald være den Fremgangsmaade, jeg vil følge herefter, ligesom jeg allerede ved et enkel Tilfælde har fulgt den, og da dette har givet Anledning til mærkværdige Optrin og overordenlig Omtale, skal jeg her nærmere omtale den.
I Februar Maaned blev jeg anmodet om at ville komme til et politisk Møde i Kalundborg, som paatænktes afholdt hen i Marts Maaned, og dette gav jeg Løfte om, naar der ikke skulde indtræffe uventede Forhindringer. Da dette bestemtes til den 25de Marts, og flere Venstremænd havde udtalt et Ønske til mig om at faa et Møde ved Mørkøv Station [2], ansaa jeg det bekvemmest at ansætte et saadant til den næste Dag, nemlig den 26de. Da slige Møder maa bekjendtgjøres en Tid forud for at komme til alle Vedkommendes Kundskab, saa var det umuligt at forudse, da bekjendtgjørelsen udsendtes, at der netop den Dag skulde være et Møde i Rigsdagens Fællesudvalg, og at jeg som Medlem af dette Udvalg vilde være forhindret fra at komme til Mødet i Mørkøv. Her viste det sig imidlertid, at en Del Højremænd optraadte paa en stormende og brutal Maade, tilsidesættende den nødvendige Betingelse for en rolig Forhandling. Samme Aften modtog jeg et Telegram fra flere ved Mørkøv Station tilstedeværende politiske Venner, som takkede mig for min politiske Virksomhed og beklagede, at jeg paa Grund af højere Pligter ikke havde kunnet være i deres Midte den Dag. I min Tak for dette Telegram udtalte jeg, at jeg følte Trang til at samles personlig med dem, og vilde derfor indbyde dem til et nyt Møde med mig, saasnart den politiske Situation tillod det. Efter den 4de April var Situationen klar, og jeg besluttede da at opfylde mit givne Løfte og ansatte et Møde ved Mørkøv Station til den 15de April. For at gjøre det klart, at det kun var med politiske Venner, jeg ønskede at samles, indbød jeg dertil i min Egenskab af Femtejuni.Folkeforenings Formand [3] og indbød kun Femtejuni-Folkeforenings Medlemmer og Venner. Da jeg dog ikke fandt det nødvendigt absolut at udelukke alle andre fra Mødet, tilføjede jeg, at ogsaa andre kunne være til Stede, naar de iagttoge god Orden og afholdt sig fra alle Pøbeloptøjer. At stille en saadan Betingelse kunde ingen dannet og anstændig Mand anse fornærmeligt, medens den seneste Tid havde leveret flere Beviser for, at Betingelsen var nødvendig. To unge Højremænd kom nogle Dage efter den skete Bekjendgjørelse til mig for at udbede sig nærmere Oplysning om dens Mening. Jeg svarede, at Mødet var et udelukkende Partimøde, hvor politiske Modstandere vel havde Lov til at være til Stede og eventuelt kunne faa Ordet for en kort Bemærkning, Sagen vedrørende, men kunde ikke optræde som ligeberettigede Talere, idet jeg gik ud fra, at fra nu af maatte al Diskussion mellem Partierne være ophørt, da Forholdet er Krig. Tidligere havde jeg gjerne set politiske Modstandere ved mine Møder, men nu var Situationen væsentlig forandret.
Efter denne Udtalelse, der skete paa en fuldstændig høflig og hensynsfuld Maade, havde jeg ventet, at de tvende Herrer vilde have fundet det sømmeligt og værdigt at lade mit Møde afholdes uforstyrret, hvad enten de vilde komme der til Stede eller ikke. Men det viste sig snart, at dette ikke var deres Mening. De bekjendtgjorde et særligt Møde paa samme Sted og til samme Dag og samme Klokkeslæt, som det af mig berammede Møde skulde afholdes, og Hensigten hermed var tydelig nok. Men den kom efterhaanden endnu klarere frem. En Vælger der i Kredsen skrev til mig den 12te: ”Egnens Højremænd have tilsvoret hinanden at møde i Mørkøv paa Søndag alle, som kan nære oven Senge.” En anden skrev: ”Holbækkerne ville have Extratog for deres egen Mund.” Dinesens Avis fortalte, at Kalundborg vilde have et Extratog til Mørkøv, og en Venstremand der fra Kredsen tog til Kjøbenhavn og meldte, at Højremændene der vare i en stærkt ophidset Sindsstemning og vilde talrigt indfinde sig ved Mødet. Lørdag Aften kom en Mand kjørende ud til mig paa min Bolig for at sige mig, at der i Kjøbenhavn var en storartet Demonstration i Gang fra Højres Side for at skaffe Deltagerne herfra til Mørkøv, og at der maatte antages at vilde komme en 200 a 300 Mennesker herfra. Næppe var denne Mand taget bort, før jeg modtog et Brev fra en anden Mand, hvis Omgangskreds er helt forskjellig fra den førstes, hvori det hed: Højre gjør store Anstrængelser for fuldstændig at knuse Venstre i Morgen i Mørkøv. Da jeg vidste, at en stor Mængde Venstremænd i en vid Egn omkring Mørløv agtede at komme der til Stede, og at der herskede en stor Forbitrelse hos dem over den Opførsel, Højre havde lagt for Dagen ved det sidste Mørløv-Møde, saa fandt jeg, at voldsomme Scener næppe vilde være til at undgaa, naar to saa fjendtlige og hvert for sig stærkt bevægende Forsamlinger skulde holde særskilte Møder Side om Side med hinanden til samme Tid. Om det nu kunne synes hensigtssvarende for dem, der sætte Magten over Retten, at det kom til Kamp med Næverne og maaske med andre Vaaben, saa vilde det aabenbart ikke tjene vor Sag, om det gik til slige Yderligheder, thi det er en rolig og besindig Optræden fra vor Side, der skal skaffe Retten den endelige Sejr; men vore Venner kunde aabenbart blive tirrede saa længe, at de gave efter for Udfordringen. Jeg fandt derfor efter en meget alvorlig Overvejelse, at det vilde være det klogeste at give efter overfor Højres hensynsløse Udfordring ved at lade Partiet staa ene med sine udkaarede Kæmper. Jeg saa heri den værdigste og klogeste Fremgangsmaade, og min mere end 30-aarige politiske Færd har tilstrækkelig godtgjort, at jeg ikke kjender til nogen personlig Frygt overfor slige Forhold. Jeg skrev derfor til Kredsformanden for Femtejuni-Folkeforening i Holbæk Amts 2den Valgkreds, og til samme Kredses Folketingsmand: ”Efter alt, hvad man nu veed om Modstandernes Planer i Dag, vil det være det rette at overlade dem Pladsen alene, for at undgaa ethvert voldsomt Sammenstød; jeg bliver derfor borte, og raader alle Venstremænd til at tage bort strax.” - Havde jeg haft nogen Tvivl om, hvorvidt denne Beslutning var velbegrundet, saa blev den fuldstændig fjærnet, da jeg paa Roskilde Banegaaard fandt et Opslag, hvori det tilkjendegaves, at der paa Grund af Mørkøv-Mødet vilde afgaa et Extratog fra Roskilde Kl.3, om vilde holde paa alle Mellemstationer. Møderne skulde begynde Kl.12½, Extratoget vilde komme til Mørløv omtrent kl. 4½. Det var altsaa ikke beregnet, at de, der toge med dette Extratog, skulde til Mørkøv for at overvære Forhandlingerne; men hvad skulde de da udrette der!? Et Fingerpeg til Besvarelsen heraf er det, at henimod Kl.3 kom Forespørgsel fra Roskilde Banestation til mig og flere om, hvor vi toge hen derfra. Svaret var selvfølgelig afvisende.
Jeg føler mig personlig vis paa, at min Udeblivelse og det Brev, jeg sendte, virkelig har forebygget adskilligt, som ellers vilde være indtruffet, og jeg er derhos ogsaa fremdeles af den Mening, at mine Venner vilde have bibragt Højremændene et større Nederlag ved at tage bort end ved at blive. Højre kunde ikke ønske noget bedre, end at Venstremændene sluttede sig til deres Møde. At forstyrre vort Møde, det var jo det højeste, de kunde have haabet, men at vi tillige forherligede deres Møde, det har aabenbart maattet være dem en glædelig overraskelse. Ingen af Partierne kan sige hinanden noget Nyt. Højre veed forud alle vore Grunde, og vi kjende ligeledes forud alle Højres Stikord og Talemaader, alle dets Fordrejelser og Personligheder, men dette Parti har med sædvanlig Snuhed benyttet Venstres Deltagelse i Mødet til at tage dem paa Slæbetog med ved dets Adresse. Mange af disse Estupske Tillidsmænd have jo allerede været med at vedtage Adresser i Kalundborg og Holbæk, men ”man kan ikke gjøre en god Gjerning for tidt”, og de lavede da her en Adresse, som kunne siges at være indsendt af ”en Forsamling paa 2000 Mennesker”.
Belært af denne Erfaring vil jeg raade mine politiske Meningsfælder til, under de nuværende politiske Forhold, at afholde sig fra alle Forhandlinger med politiske Modstandere. Nu gjælder det at klare Situationen for os selv og for hverandre og enes om at handle fælles og sluttet, lad os anvende vor Tid og vore Evner Hertil, og ikke spilde noget deraf paa haabløse Debatter med dem, der sætte Estrup højere end Grundloven.
Folkegave, den 16de April 1877.
J. A. Hansen
Alle venstresindede Redaktører anmodes om godhedsfuldt at optage ovenstaaende i deres ærede Blade.

 


[1] Fællesudvalget: Et udvalg som blev nedsat?ved uoverensstemmelser mellem Folketing og Landsting. Ved uoverensstemmelser nedsattes et fællesudvalg, hvor hvert ting valgte femten medlemmer. Dette fællesudvalg aflagde efter endt arbejde en betænkning, som tingene dog ikke var Forpligtet til at tage stilling til
[2] Mørkøv: Stationby ca. 19 km?sydvest for Holbæk.
[3]

Om kilden

Forfatter(e)
J.A. Hansen
Dateret
18.04.1877
Oprindelse
Morgenbladet, den 18. april 1877, s.1
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk