Grundlovens 50-årsjubilæum ifølge Social-Demokraten, 6. juni 1899.

Kilder

Kildeintroduktion:

Grundlovens 50-årsjubilæum i 1899 blev grundigt dækket af aviserne dagen efter. Fejringen af grundlovsdag i København var skarpt adskilt mellem de politiske partier: Socialdemokratiet på Nørre Fælled, Venstre i Frederiksberg Have og partiet Højre i Kongens Have. Dagens forskellige arrangementer foregik i skyggerne fra forfatningskampen, der havde raset de foregående årtier, og den igangværende storlockout, der var brudt ud i foråret 1899, hvor arbejdsgiverne forsøgte at stække den voksende arbejderbevægelse. Grundlovens 50-årsjubilæum var derfor i lige så høj grad om en politisk kampplads om forskellige visioner for fremtiden, som det var en historisk fejring og fortolkning af Junigrundloven fra 1849, dens kvaliteter eller mangel på samme.

De københavnske avisers reportager fra grundlovsdag fulgte i overordnede træk de politiske skel fra dagens arrangementer. Social-Demokraten var blevet stiftet i 1872 og fungerede som en socialistisk orienteret nyhedsavis tilknyttet Socialdemokratiet. Avisens reportage fra grundlovsdag fokuserede især på socialdemokraternes arrangement på Nørre Fælled i København og lagde stor vægt på modstanden mod arbejdsgivernes storlockout. Venstres grundlovsfest i Frederiksberg Have blev omtalt i korte vendinger, men ikke Højres arrangement i Kongens Have.

Prøv at sammenligne med Berlingske Tidendes reportage fra grundlovens 50-årsjubilæum, som også kan findes her på hjemmesiden.  

Folkefesten.

Triumftoget.
I Gaar var Landets Øjne vendt mod Socialdemokratiet med mere end almindelig Interesse. Hvorledes vilde Arbejderstanden demonstrere mod den General-Forbrydelse[1], som en Haandfuld Kapitalister øver mod 40,000 af vore Familjer? Svaret blev det værdigst mulige. Saa mægtig, saa imponerende mægtig en Demonstration har aldrig før været set i Københavns Gader og paa en Festplads som Socialdemokratiets i Gaar. Det var, som om Legionerne stampedes op af Jorden. Vi tvivler ikke om, at vort Folketog under ganske almindelige Omstændigheder, som paa en sædvanlig Grundlovsdag, vilde have været større end nogensinde før, thi vore Organisationer er stærkere nu end i Fjor. Men det var dog Lock-out'en, der skabte denne Masseudfoldelse. De 40,000 Mænd og Kvinder, som gik i Procession, var den levende Folkeprotest mod Arbejdskøbernes[2] brutale Overfald. Her var Tiden og Stedet til at protestere. Under Fanerne! har Parolen været overalt. Ved en Kæmpedemonstration vilde man tilbagevise Angrebet paa Arbejderklassen, og dette Angreb blev virkelig Aarsagen til, at saa godt som alle Københavns Arbejdere i Aar resolut og klart markerede deres Tilslutning til Socialdemokratiet.

Paa Boulevarden.
Et ubeskriveligt Mylr. Den ene Forening efter den anden rykkede ind under de grønne Træer. Snart var al Plads optagen, men stadig kom der flere til. Sluttelig toges Gaden i Brug, saa al Færdsel næsten var umulig, og det kneb haardt for de senest ankomne Foreninger at finde deres Numer i Rækkerne.Hver nyankommen Organisation hilstes med Bifald, der især gjorde sig stærkt gældende, naar en eller anden ny Idé blev baaret frem i Faner eller Symboler.

Vi nævner her Arbejdsmændenes Forbund. Alle de Udelukkede i dette Fag demonstrerede ved en Plakat i Hattene, hvorpaa stod: ”Smidt paa Gaden trods underskevne Overenskomster og Voldgift[3]." Saa var der de store Kæmpebannere, der tidligere er omtalt heri Bladet, og som blev baaret i Spidsen fra forskellige store Afdelinger i Toget. Skibstømrerne med deres fuldtriggede[4] Skib, Telefonarbejderne med deres Isolatorstativ og andre Fag med originale Paafund vakte megen Opmærksomhed. Meget morsomt havde Kedelsmedene udtrykt deres Opfattelse af Arbejdskøbernes Optræden i følgende Vendinger:

"Et Ord et Ord
en Mand en Mand,
en Pjalt – en Pjalt."

Overordenlig nydelig var Vesterbroforeningernes Tog, i hvis Spidse blev baaret en Kæmpebaldakin[5] med Portrætter af Marx og Lassalle[6] og symbolske Figurer. Foran og bag denne Baldakin gik smaa, nydelige, hvidklædte Piger med frygiske Huer[7] og røde Flag. 10de Kreds havde en lignende Fortrop, der tog sig udmærket godt ud. Men vi vil dog ikke tage i Betragtning at tilkende Murerne Prisen for deres Opstilling: Et Miniaturhus, hvor Kransen var hejst, blev baaret af unge Svende. Disse og den nærmest følgende Trop af Murere var alle klædt Arbejdstøj, som vi kender det fra Stilladserne. Det var en vellykket Idé, som var sat smukt i Scene i alle Enkeltheder.

Kl. godt 2½ kom der Liv i Masserne paa Boulevarden. Socialisternes Marsch spilledes i Fortroppen ved Gotersgade. Kæmpelegemet begyndte at røre sig, men det varede endnu henved 2 Timer, før Togets Hale kom i Gang. Den lange Ventetid forkortedes paa bedste Maade med Musik i Sang. Kun faa forlod Rækkerne, og mere mønsterværdig Opstilling har i det Hele aldrig været set i vore Folketog. Færdslen paa Boulevarden var næsten umuliggjort, men kun ved Gotersgade samt videre ad Togets Rute holdt Politiet Banen fri.

Fra Rømersgade
Forsamlingsbygningen i Rømersgade er den gamle faste Borg, som Aar for Aar ser en bestandig voksende Armé drage jublende forbi med sænkede Faner. Midt i Gaden staar den traditionelle Æresport med Inskriptionen ”Arbejdet er Kilden til al Rigdom", og Bygningens Facade er fra øverst til nederst skjult under Granguirlander og Blomster og alle Nationers Flag, midt imellem hvilke der med Kæmpebogstaver staar skrevet ”Leve Socialdemokratiet!”

I de historiske Lokaler paa første og anden Sal samles Hovedstadspressens Repræsentanter, Provinskorrespondenter, Tegnere til illustrerede Blade osv. for at se Processionen drage forbi. Her træffer man ogsaa hvert Aar en eller anden udenlandsk Redaktør, som er lokket hid af det danske Arbejdertogs europæiske Berømmelse. I Gaar hilste vi saaledes i Rømersgade paa en italiensk Publicist[8], Giovanni Boglietti, som skriver til Tidsskriftet Nuova Antologia i Rom, og paa Grækeren Gabrieledi, som redigerer det store liberale Blad Akropolis i Athen. Rom og Athen skuede i Gaar ned paa de danske Socialdemokrater som Pyramiderne paa Napoleons Soldater!

Og vor Arbejderhær kunde være bekendt at lade sig se. Ingen Sinde har Grundlovstoget været større i Antal, festligere smykket, mere stemningsfuldt og mere begejstret end i Gaar. Arbejderne vilde vise, at de saa langt fra at være gjort modløse af det Overfald, Kapitalisterne har iværksat, tværtimod har optaget Kampen med fordoblet Kraft. Der var straalende Solskinshumør over hele Linien! Bataillon efter Bataillon drog frem med pragtfulde nye Bannere og med en Mangfoldighed af Paafund i Arrangementet, som gav Toget Karakter af en moderne Haandværkets Fest -  et Arbejdets Triumftog.

… Hør, nu lyder Socialisternes Marsch henne fra Hjørnet at Gotersgade, og man trænges ved Vinduerne for at komme til at se. Damerne binder febrilsk Buketter af de store Læs Blomster og Bøgegrene, som ligger ophobet paa Bordene… Saa, er nu alt i Orden? Der er Toget! Hurra!

Forrest kommer et mægtigt Banner, hvorpaa man ser Retfærdigheden siddende med en Fabrikant paa den ene Side og en Arbejder paa den anden Side. Fabrikanten staar med en Pengepose i den ene Haand og med et ”Magt for Ret” i den anden. Arbejderen har ”Organisation” i den ene Haand ”Kontrakt” i den anden. Derefter ”Social-Demokraten”s Reklamebillede i Kæmpeformat. Kvindeligt Forbund fører i Spidsen et hvidt med grønt smykket Banner med fire Guirlander, der bæres af 4 Kvinder. Paa Banneret læses:

"Lige ret for Mand og Kvinde,
høj og lav, men ingen Sinde
lige Ret for godt og ondt”.

Kvindelig Sangforening fører en grøntsmykket Lyre med fire Guirlander, baaret af fire hvidklædte Kvinder med røde Skærf[9] og frygiske Huer. Stor Beundring vækker Malernes Organisation. Her ser man et mægtigt Banner med et Billede af et Malerværksted under ”den ny Arbejdsparole”: Mesteren, stolt og bydende, med Kongekrone paa Hovedet og to Svende, der ærbødigt gør Honnør for ham. Dernæst et Banner: Kapitalen forsøger at splitte Arbejdsorganisationen. Man ser her et Hjul, hvis Eger betegner forskellige udelukkede Fag, medens selve Ringen staar som Symbol for Socialismen. En Stormester og en Fabrikant søger med Anspændelsen af alle deres Kræfter at bryde Hjulet itu, og i sin Iver slaar Fabrikanten sin Næse imod det, så Blodet sprøjter. Ligesom paa 1ste-Majdagen fører Malerne 100 smaa røde Flag med sig, men nu er de pyntede med Palletter, der angiver de 50 Aar, i hvilke vi har haft Grundloven, fra 49 til 99. Sangforeningen ”Morgenrøden” har ogsaa en Lyre med Guirlander baarne af fire hvidklædte Damer. Søfyrbøderne[10] fører i Spidsen et mægtigt Banner med en Arbejder i Bluse. På Banneret læser man: ”20de Aarhundrede. Friheden i Arbejdsbluse.” Endvidere ser man Walter Cranes Tegning til Socialdemokratens Festnumer udført i Kæmpestørrelse. Møllernes Optog er morsomt arrangeret. De bærer en lille Mølle i Spidsen, som snurrer livlig rundt, derefter et Banner med et Vers, hvis første Linier lyder saaledes:

Her kommer de Møllersvende,
Strejke i Faget, men ordnede Rækker.

Gartnerforbundet er som en hel vandrende Have af Guldregn. Møbelsnedkerne bærer et mægtigt Banner. Paa den ene Side ser man en Arbejdsgiver standse Arbejdet: ”I Arbejdsgivernes Navn: Stands!" Paa den anden Svende paa Gaden og Inskriptionen: ”Det ta'r vi Svende med en knusende Ro". Paa en Fane, garneret[11] med Høvlspaaner, staar der: ”Leve Organisationen! Ned med Brutaliteten!"

Saaledes bliver det ved, og hver Gang der kommer et særlig smukt og originalt arrangeret Optog, bryder Tilskuermængden paa Gaden og i Bygningen ud i Haandklap og Hurraraab, som besvares fra Toget, og der regner Blomster og grønne Grene ned, mens der svinges med Hatte og viftes med Lommetørklæder... indtil et nyt Musikkorps lyder, og en ny Afdeling rykker frem...

Stolemagernes Fagforening fører en gul Fane, hvorpaa der staar:

”I hjemmet skal vi bo,
Paa Værket skal vi virke”

Og der kommer Tømrerne - de tager sig prægtigt ud; næsten allesammen bærer de grønne Grene, som om de lige kom fra Skoven, og i Midten fører de et mægtigt Banner: ”Kundskab er Magt". Man ser en Arbejder, der læser i en Bog, medens en Kvindeskikkelse med Englevinger staar bagved ham. Endvidere et Banner med et Billede af det ny Raadhus. Paa Banneret stod der følgende Inskription: ”Gør din Pligt og kræv din Ret, Din Mesters Troskab Du har set” og ”Med Lov skal man Land bygge”.

I Arbejdsmændenes Forbund har alle de Udelukkede en Plakat paa Hatten, hvorpaa der staar: ”Smidt paa Gaden trods underskevne Overenskomster og Voldgifter." Samtidig fører de et Banner, hvorpaa man sér en Sammenligning af Arbejdstid og Arbejdsløn 1871 og 1896, og et andet, hvor man sér en Fabrikant sparke en Arbejder ud, og som har Inskriptionen: ”Jernfabrikanternes Overholdelse af Forliget.” Trævarearbejderne fører et Banner, hvor man ser tre Arbejdere. Den ene peger op mod et Uhr, der viser 5, og over hvilket læses: ”Kortere Arbejdstid, 8 Timers Arbejde.["] Murerne har sat det smukkeste Optog i Scene og vækker en Storm af Bifald. Forrest kommer en Skare arbejdsklædte Svende i skinnende hvide og blegrøde Bluser: de bærer paa deres Skuldre Modellen til en Bygning, hvorpaa man læser: ”Frie Arbejdsvilkaar, Ingen Slavereglement!" Før og efter den kommer atter en Mængde unge Svende med Værktøj og i Arbejdsdragt. Det sér nydeligt ud og gør med Rette uhyre Lykke. Stærkt Bifald vækker ogsaa Telefonarbejderne, som i Spidsen bærer et Telefonstativ en miniature, og Gørtlerne, hvis pragtfulde Banner foroven er besat med ringende Klokker. Bagerne møder med en Mængde Vimpler prydede med smaa Kringler. Blikkenslagerne fører et stort Banner, paa hvilket man paa den ene Side ser en Blikkenslager i Arbejde og Inskriptionen:

Løft dit Hoved, Du raske Gut
under denne General-Lock-out.

Paa den anden Side: En senet Arm, der rager op af den grønne Jord. I Vælgerforeningerne for 10. og 13. Kreds bæres Bannerne af hvidklædte unge Piger med røde frygiske Huer. Al denne lyse Ungdom kaster Poesiens Skær over Arbejdertoget. Almindelig Beundring vækker ogsaa Skibstømrerne, som i Spidsen for deres Organisation bærer en blomstersmykket Model af et Skib: Tremasteren Fremad. Bogbinderne bærer forrest i deres Rækker en mægtig Bog. Paa det smukke Bind læste man:

Arbejdernes Grundlov.
Frihed, Lighed og Broderskab.

Bladbudene bærer grønne Grene med Masser af Blade. Brolæggerne fører et Banner, hvor man ser fire Mænd om en Brolæggerjomfru og Ordene: Kammerater forener Eder! Og der kunde nævnes mange flere endnu: Der er Faner, som er saa gamle og møre, at de ikke mere kan foldes ud, og der er Faner, der gør deres første Friluftstur, flunkende[12] nye...

Ustandseligt glider Toget bølgende forbi. Tilsidst synes man, naar man staar der oppe i Forsamlingsbygningen og sér ned, at alt det faste ovre paa den anden Side af Gaden, Husene og Folkemængden, som staar stille, glider den modsatte Vej – Arbejdertoget er det eneste, der ustandseligt skrider frem og frem og aldrig synes at faa Ende...

Forbimarschen varede i Gaar efter flere Tilskueres samstemmende Kontrol nøjagtigt 2 Timer 11 Minutter – næsten dobbelt saa længe som noget foregaaende Aar. Regner man, at der gennemsnitlig gik 300 Mand forbi i hvert Minut, var Deltagernes Antal 39,800, hvortil kommer de mange Tusinder, der dels ventede paa Fælleden, dels samledes der i Eftermiddagens Løb. 

I Toget.
Aldrig er Socialdemokratiets Grundlovs-Tog bleven mødt med saa megen Sympati som i Gaar. Selv fra enkelte Bourgeois-Huse[13] i Frederiksborggade, saaledes Nr. 39, kastes der Blomster; alle Vinduer er fyldte af festklædte Damer. Men ude paa Nørrebro former Sympatien sig til en pragtfuld Udsmykning. I Ravnsborg Tvergade Nr. 34 hilses Processionen af det første røde Flag. I Ravnsborggade Nr. 23 kommer der flere, i Nr. 34 ligesaa, i Nr. 41 3 meget store, helt røde Flag: i Nr. 51 fire. I Ravnsborg Tvergade 3 lyser et ”Leve Socialismen" én i Møde, Ravnsborggade 18 er dekoreret med Skjolde; fra Nr. 20 til 21, tværs over Gaden, er hængt en Blomster-Dekoration. Ryesgade Nr. 4 har smykket sig med Dannebrogsfaner; Nr. 30 B er overordenlig smukt dekoreret. ”Staa fast i Kampen” hedder det fra et af Skjoldene. Butikerne paa Hjørnet af Fredensgade er pragtfuldt smykkede. Fra Nr. 38 til 39 er spændt en Æresport. Ogsaa Nr. 42, 47 og 49 er iført Højtidsdragt. Fra Nr. 53 lyser et mægtigt: ”Hjælp de 40,000 Udelukkede!" Fra Nr. 55: ”Leve Socialdemokratiet!" Nr. 59, 60 og 61 er meget smukke. Fra Nr. 66-67 en Æresport med Inskriptionen: ”Folkets Villie den højeste Lov”. I Nr. 70 fremkalder en lille rødklædt Pige i Hjørnevinduet livlige Hurraraab fra Festtoget. Nr. 72, 73, 74 og 75 modtager ligeledes Jubelraab for deres kønne Udsmykning. I Helgesensgade er Nr. 12, 13, 15, 18, 22 og 24 stærkt dekorerede. Fra Nr. 12 til 13 er spændt Blomster-Guirlander. En Regn af Blomster vælder stadig ned over det fremdragende Festtog, Vinduerne er tæt besatte med lysklædte, nydelige unge Piger. Vi har sikkert sprunget adskillige Huse over, der lige saa vel fortjente at nævnes som de ovenstaaende. Overhovedet dannede Ryesgade og Helgesensgade en sammenhængende Blomster- og Flag-Dekoration. Der var mange Steder anvendt megen Flid og Smag paa Udsmykningen.

På Fælleden.
Kl. 6 ¼[14]  drejede den sidste Afdeling i Toget ind paa Fælleden. Der stod som en levende Skov af Mennesker ligefra Leddet ved Helgesensgade op til og langt ind paa Festpladsen. Langsomt, med hyppige Afbrydelser naaede Foreningerne frem, og det kneb til Tider med at skaffe Plads. Gennem den mægtige Æreport med sit Velkommen gik Marschen til de tre Talerstole, som omgjærdedes[15] af Bannerne. I over 3 Timer maatte de først ankomne vente paa Arieregarden[16], men længe før alt var saavidt i Orden, skønnede man, at Fælleden var for lille. Det saa ud, som var hver Fod Jord taget i Brug. I den lange Ventetid spiste Avantgarden[17] til Aften, Familjerne laa rundt om i Græsset, og da Festpladsen var for trang, flyttede man over paa Lammefælled og Øskenfælled. Flere tog til Vibenshus og vendte først tilbage, da Talerne skulde begynde. Det var et broget og interessant Skue, der udfoldede sig her paa vor gamle Festplads, men Stemningen var fortrinlig, Broderskabet, skærpet under den sidste Tids voldsomme Kamp, skærpedes yderligere og lagde sin smukke Stemning over Arbejdets Festplads. Interessen for de Ord, der blev sagt, var ogsaa større end nogensinde før. Ved alle Talerstole samledes vældige Menneskemasser, som med Begejstring applauderede Talerne, særlig hvor der hentydedes til Lock-out'en.

1ste Talerstol.
Hr. A. P. Berg byder Velkommen. Her er straalende Solskin, og trods Kamp og Strid er der ogsaa Solskinshumør. Derfor er der mødt saa mange som ingensinde[18] før. I Dag holder Grundloven 50-Aars-Jubilæum for gamle glemte Løfter. Vi har dog ikke glemt dem, og tror de, der nu vil lægge Arbejderne i Baand, at de kan ødelægge vor Organisation, da har de forregnet sig slemt. Et Leve for Friheden! (Hurra!) Efter Sangen ”For Friheden" talte

J. Jensen.[19]
(Bifald). Der er mange, som nu ønsker os Sultedøden, men vi oplever vel igen at Himlen bliver klar over os. I Ordene ”Grundloven og Friheden" er der en Klang som af tusinde Stumper Harmoni, men der er tillige noget gammelt og halvglemt, noget, som vi engang har hørt og elsket. Der er Klang i Ordene, som i en gammel Folkevise, og dog er vi bleven narret for det, som begejstrede hele den danske Befolkning for 50 Aar siden. Da krævede danske Mænd som en Menneskeret, at de vilde have Lov til at styre deres egen Sag. De vilde have lige Ret for Loven og den videst mulige Frihed. Det er kun 50 Aar siden, at alle begejstrede modtog Kong Frederiks[20] saakaldte ”Frihedsbrev”. Kan vi glæde os over Grundloven nu. (Nej!) Nej, desværre, det er ikke et enigt Folk, som i Dag holder Mindefest for Grundloven. Festdagen oprinder over et Folk, der ikke alene er splittet i forskellige politiske Partier, men som ogsaa er delt i en brutal økonomisk Klassekamp. Jeg siger, at naar Grundloven er saaledes beskaffen, at en lille Klasse Mennesker kan ruinere mange tusinde Mennesker samt disses Koner og Børn, da er denne Grundlov ikke meget bevendt, thi det var ikke det, man ventede skulde blive Lov og Ret i Danmark. Det er en blodig Ironi, thi Grundloven skulde netop være et Grundlag for Loven, saaledes at Klassemodsætningerne udviskedes. Kong Frederik sagde: ”Folkets Kærlighed, min Styrke". Han vilde dermed sige, at Kongemagten kun var berettiget, naar den søgte sin Støtte i Folkets Kærlighed. Har man vedblivende holdt fast ved denne Grundsætning? (Nej!) Nej, det har man ikke. I 1866 lavede man Grundloven om, men Folkethinget beholdt dog den overvejende Indflydelse. Den tog imidlertid Estrup[21], da han gjorde Folkets Repræsentanter til intet. Nej det er ikke i Folkets Kærlighed og Tillid, at Regeringerne nu søger deres Styrke, og for at den Tid skal komme igen, maa vi have brav meget af den Aand, der talte ud af Københavns Borgere, da de i 1848 sagde: ”Driv os ikke til Fortvivlelsens Selvhjælp". Lad os mindes de Mænd og deres Resoluthed og lad os søge at efterligne dem, og det skal da siges, at her paa Nørre Fælled er der i Dag ingen Modløshed (Hør! Hør!). Grundloven skulde skaffe os Lighed. Hvorledes er det med Ligheden i Dag? I Dag fester Højre[22] i Kongens Have, og bringer den Grundlov Fakkel og Ballontog, som de har haanet saa ynkeligt. De Liberale[23] samles i Frederiksberg Have, og vi havde ogsaa ønsket at samles ude under Søndermarkens grønne Bøge, men Bardenfleth[24] sagde Nej. Vi skal samles her paa den nøgne Fælled, hvor kun vort Arbejde og vort medbragte gode Humør gør det hyggeligt for os. Betyder disse mange Tusinder da intet for Samfundet? Jo, kast Blikket ind i Byen eller ud i Landet, og se hvor alt hviler indtil Arbejderne tager fat igen. Murene højnes ikke og Taget rejses ikke, før flittige Arbejderhænder tager fat. Der er lavet Lock-out. Estrup lavede i sin Tid politisk Lock-out hver 1. April. Er det da underligt, at Minister Niels Andersen[25] fra Søholm aber efter sin store Mester og laver økonomisk Lock-out. Det er den moralske Demoralisation, som breder sig, og jeg siger, at d'Hrr. skal tage sig i Agt. De danske Arbejdere roses meget for deres Dygtighed og Besindighed, men nu siges det, at de ikke vil lystre. Vil de da ikke arbejde mere. Jo vist vil de saa, men de vil ikke være Slaver. De vil være medbestemmende om de Forhold hvorunder de skal arbejde. Maaske har en enkelt Mand skejet ud, men det kunde Organisationen have rettet, naar Mestrene havde forlangt det, men det er først bagefter, at de er kommen i Tanker om denne Mangel paa ”Lydighed”. Jeg siger, at Grundloven ikke har skaffet os Frihed, thi saa var ikke saa mange Tusinder smidt paa Gaden. Den har ikke skaffet os Lighed, saa havde de ikke turdet byde os Slavekaar. Den har ikke skabt os retslig Beskyttelse, thi saa havde der ikke været begaaet et saa vilkaarligt Retsbrud. Grundlovens Forudsætninger er brudt. Lad os da skrive en ny Grundlov. Lad os puste Liv i de gamle Idealer, saa at vi kan komme til et nyt Liv i Frihed, Lighed og Broderskab. Der er god Grund for os til at holde Galden flydende. Vi kan gøre det uden at begaa de Dumheder, som vore Modstandere venter af os. Det skal hverken lykkes dem at faa os til at begaa Dumheder eller at sprænge vor Organisation. Vi lover hinanden i Dag, at vi vil holde sammen. Da skaber vi Betingelserne for en ny Grundlov i Frihed, Lighed og Broderskab. Et Leve derfor! (Hurra! J. Jensen leve! Hurra!)

Fabrikant Leerbech[26] bragte en Hilsen fra de Liberales Fest i Enevoldskongens Have[27]. Frisindets Hilsen til Socialdemokratiet. (Bifald.) Tak for det gode Samarbejde. Vi er alle Grundlovens Værnepligtige. Vi skal værne om den Stump Frihed, vi har tilbage, og til dette Arbejde gaar Socialdemokratiet og de Liberale Haand i Haand. I disse Dage har Arbejderne en stærk Følelse af, hvad ubrødeligt[28] Sammenhold vil sige. Lad os holde lige saa ubrødeligt sammen for at værne vor Frihed. Et Leve for et godt Samarbejde mellem de Radikale og Socialdemokratiet. (Hurraraab og Bifald.) Efter Sangen ”For Arbejderne” taler forvalter

Fr. Andersen.[29]
Denne mægtige Forsamling, den største, der endnu har været her paa Fælleden, vil glæde enhver Socialdemokrats Hjærte, thi den er det bedste Bevis for, at vort Parti er i ustandselig Fremgang. Derfor kan vi tage det med forholdsvis Ro, at Arbejdsgiverne farer saa grumt frem imod os. I den fælles Forståelse har vi den bedste Lynafleder for Arbejdsgivernes Tordenkile. Vi har med saa stor Styrke fremmet vor Organisation, at de ikke længere kan splitte os. Det er kun 27 Aar siden, at man kunde splitte vort Fælledmøde med en Haandfuld Husarer[30], og Storborgerne glædede sig allerede over, at nu var Socialismen slaaet ned for bestandig.  Det gik dog ikke, som de havde tænkt, thi Arbejderne tog Lære af Forfølgelsen, og saae i den et Bevis for, at Socialismen var god nok, og at de hurtigst muligt burde slutte sig til den. Man prøvede saa at tie den ihjel, men alt medens man saaledes paa forskællig Vis slog Socialismen ihjel voksede den sig stærkere og stærkere, indtil den nu kan mønstre en Hær som denne. Det er endda kun her i Hovedstaden. Ogsaa ude i Landet kæmper vore Partifæller med lignende Held. Der er snart ikke et Sogn saa lille, uden at det har set Socialismen træde ind af Døren, og lægge Fordringerne[31] om bedre Forsørgelse for de Syge og de Gamle paa Bordet. Vi har alle Steder tvunget Magthaverne til at anerkende vore menneskevenlige Bestræbelser. Ca. 3 Mill. Kroner faar vi nu af Statskassen til de Syge og til Alderdomsforsørgelsen. Er det ikke al Ære værd? (Hør!) Hvor mange Millioner Fagforeningerne har bragt i Arbejdernes Lommer skal jeg ikke komme ind paa, thi derom ved enhver Arbejder Besked (Hør!) I Dag fester Højre i Kongens Have, men naar de under denne Lock-out vil tale om deres noksom bekendte Kærlighed til Middelstanden, da siger jeg, at det er Løgn og forbandet Digt. De faar da heller ikke mere nogen til at tro paa den Løgn, Middelstanden véd, at enhver Tokrone, der havner i Arbejdernes Lommer ogsaa kommer dem tilgode, og at Arbejdernes Ruin ogsaa er Middelstandens (Hør!) Nu spekulerer man paa at irritere os saa stærkt, at vi i Harme og Vrede foretager os ubesindige[32] Skridt, men heller ikke det skal lykkes dem. Vi hader vore Fjender, og vi hader dette Samfund, der er saa fortvivlet uretfærdigt indrettet, men vi véd, at vi kun kan sejre med Besindighed og Ro. Et Leve for Socialismen. (Hurra! Andersen leve! Hurra!)

Forsamlingen istemmer nu ”Socialisternes Marsch", hvorefter A. P. Berg slutter Festens alvorlige Del med nogle indtrængende Ord om Udholdenhed i Kampen, og med et Leve for Arbejdernes Sejr. (Hurra! Berg leve! Hurra!)

2den Talerstol.
Formand for Murerforbundet Henrik Rasmussen[33] bød velkommen. Jeg ved, sagde han, at De vil være mig behjælpelig med at holde god Orden. Dette mægtige Folkestævne er ikke blot en Jubilæumsfest for Grundloven. Det er først og fremmest et Masse-Protestmøde mod General-Lock-out'en (Hør! Hør!). Jeg beder om Tilladelse til at sende de Liberale en Deputation. Leve Friheden! (Rungende Hurraraab). Første Taler var Landsthingsmand

C. C. Andersen:[34]
Det er i Dag 50 Aar siden vi fik en fri Forfatning, og mange Kampe er der siden ført om denne Grundlov. I 1866 sejrede desværre Reaktion, og den har oftest sejret. 20 Aar igennem, under Provisorismen, sad Uretfærdigheden i Højsædet. Men trods alle Kampe og alle Nederlag har Tiden 1849-99 været en Frem- og Opgangstid intellektuelt og økonomisk, og Grundloven en mægtig Løftestang derfor. Vi vilde for saa vidt have haft Grund til i Dag at fejre en Glædesfest. ”Berlingske Tidende” opfordrede i Lørdags alle Partier til at lade Stridighederne fare og skabe en fredlyst Fest! Men dette er umuliggjort ved en Begivenhed, der søger sit Sidestykke i Verdenshistorien. 40,000 Familieforsørgere er gjort brødløse (Fy! Fy!), deres Koner og Børn klager. Ogsaa denne Dag har saaledes Kapitalisterne forbitret os, og det skal slaas fast her, at Hadet og Bitterheden skyldes dem (Bifald). – Grundloven har mange Fejl, det har jeg sagt før og siger det igen. Den tog kun lidet Hensyn til Arbejderne. Den berøvede dem Valgretten, der havde nydt Fattighjælp, og det var i lange Tider Hovedparten. Først Socialdemokratiet har ved sin 28aarige Virksomhed delvis fjærnet denne Mangel, idet nu det store Flertal af Arbejderne har vundet Valgret. Og derved har de skabt sig forholdsvis betydelig Repræsentation i Rigsdagen. Grundlovens § 1 om Regeringsformen, dens § 18 om, at Kongen erklærer Krig osv. er store Fejl; værst er dog 66-Grundlovens privilegerede Landsthings-Valgret! (Hør!) Er der Spor af Mening i, at 1100 Jorddrotter[35] skal veje hele Folket op? (Nej, Nej!) Vort Maal maa være at afskaffe dette Landsthing eller drive det tilbage til en korrigerende Stilling. Landsthinget har afgivet Rygstød for Provisorier[36] og har gjort alle de sociale Love, der kom op til det, slettere. Det ønsker Told paa Mel og Brød (Fy!) En Greve deroppe udtalte i Vinter, at det ikke var hans Formaal at skabe lykkelige og selvstændige Hjem, men at tilvejebringe en solid Arbejdskraft for Landejendomsbesidderne. Ja, Folk, som i Underdanighed kan skrabe Rigdomme sammen til dem! En Grundlov, som skal due, maa opfylde Kravet om Ret til Arbejde; den maa hævde Samfundets Pligt til at skaffe alle Brødet. Arbejdskøberne vil være Herrer, siger de; men vi vil ikke være Slaver (Hør! Hør! Stormende Bifald). Før skal det hele gaa i Stykker! (Ja, Ja!). Vi maa ikke lade os kue, men trofast værne vore Organisationer. Leve en Frihed, der skaber lykkelige Samfundsforhold. (Hurra! Andersen leve! Hurra!). 

Lærer Rasmussen bragte en Hilsen fra den liberale Vælgerforening. Venstre og Socialdemokratiet har i en Menneskealder kæmpet broderligt mod Vold og Løgn. Det er mit faste Haab, at de vil staa sammen til Sejren er vunden. Retten sejrer altid tilsidst. De husker, da Zola[37] rettede sit Anklageskrift mod Militarismen. Han fik en uvurderlig Støtte i Socialdemokraten Jaurés[38], og nu proklameres Rettens Sejr. (Hør!) Arbejderpartiet staar i Dag midt i en rasende Kamp; den er paatvunget det paa den brutaleste Maade, den drejer sig om, hvorvidt Arbejderne skal være Slaver eller frie, medbestemmende Borgere. Jeg tør udtale, at hele Frisindet i Danmark med den største Spænding følger denne Kamp, hvis Udgang vil være af største Betydning for hele vor Frihedsudvikling. Jeg ved, at der inden kort Tid vil fremkomme en Opfordring til de Kæmpende om at lade Striden afgøre ad Rettens Vej. Skulde Arbejdsgiverne ikke være villige hertil, tror jeg paa alle frisindede Mænds Vegne at kunne tilsige Arbejderne den kraftigste Støtte. Jeg vil bede Dem om ét: hold Dem kun til Retten, lad de andre bruge Magten. Retten sejrer dog tilsidst. Et Leve for Rettens Sejr over Magten! (Hurra! Taleren leve! Stærke Hurraraab). Sidste Taler var Folkethingsmand

Borgbjærg:[39]
Det folkelige Selvstyre, der indførtes i 1849, er bleven afskaffet ved Svig og Vold. Men en Paragraf som § 83 om fri og lige Adgang til Erhverv er afskaffet af den kapitalistiske Udvikling. Nu nægter en Haandfuld Fabrikanter 40,000 danske Arbejdere Adgang til Erhværv! De gør det ved et klart Retsbrud, ligesom Estrup berøvede os den sidste Smule Selvstyre ved Grundlovsbrud. De har vanhelliget alle Idealer. Der er Familiefølelsen. De paakaldte den, naar en Arbejder strejkede for bedre at kunne sikre sin Familie Fremtiden; nu bringer de Nød i 40,000 Familier! De paakaldte Fædrelandskærligheden: nu jager de den danske Arbejder, deres Landsmand fra Sted til Sted, fra Land til Land. De kalder sig Patrioter, men er internationale. Det er vi ogsaa og vi kalder os det, men vi bruger vore internationale Forbindelser i det Godes Tjeneste, f. Eks. til Hjælp for vore sønderjyske Landsmænd. De andre bruger deres Internationale til Undertrykkelse af 40,000 Landsmænd! (Fy, Fy). De paakaldte Religion og Kristenkærlighed: nu ses med andre Øjne blot paa den Smule Barmhjærtighed, der bestaar i at skaffe de Udelukkedes Børn Landophold. Thi det mildner Nøden, men Nøden er deres Ven og Forbundsfælle, det er ved dens Hjælp de vil sejre. Jeg mindes det oldnordiske Vers:

Brødre skal bringe
hinanden Bane.
Ulvetid, Sværdtid,
før Verden Ødes.

Men det er Kapitalens Ragnarok, vi lever i; derefter kommer Socialismens ny Jord. De Liberales Ordfører mindedes med Rette Dreyfus[40]. Han er kaldt Aarhundredets største Martyr, men jeg siger dem: Der er en større, det er Proletariatet. Det har lidt og lider under alle Tidens Fremskridt; hver ny teknisk Opfindelse forøger jo Arbejdsløsheden. Men Socialismen skal udfri det fra den Djævleø, hvor det holdes i Fængsel. Arbejderne skal sejre ved den offenlige Menings Højesteretskendelse. – Arbejdsgiverne klager over, at de ikke længere kan holde ud at være Arbejdsgivere. Lad dem da sige sig fra Bestillingen, lad dem blive Socialdemokrater! Under Socialismen skal ingen blive besværet med den Bestilling. (Munterhed.). De er overflødige, og de viser sig nu ikke blot som Snyltedyr, men som ødelæggende Skadedyr. (Hør.) Vi ser, at Frederiksberg og Varde Kommuner nok saa dejligt undværer dem. Et Leve for en Grundlov, der gør Alvor af den gamle Grundlovs § 83: sikrer alle fri og lige Adgang til Erhverv! Leve den internationale Socialisme (Hurra! I Borgbjærg leve! Hurra!).

3dje Talerstol.
Dirigenten R. P. Daugstrup bød Forsamlingen Velkommen med et Leve for Friheden – fri Mænds Ret til at leve og arbejde og nyde Velvære ligesom dem, der kun har tilranet[41] sig disse Goder. Friheden leve! (Hurra).

A. C. Meyer.[42]
Partifæller! For 50 Aar siden ”gav" man Grundloven, hedder det, det vil sige en Konge gav Afkald paa sin Magt til Fordel for Folket, men i Virkeligheden betød dette, at den sociale Udvikling var naaet saa vidt, at Enevælden og Adelen havde udspillet sin Rolle og maatte vige for de nye Samfundslag, der rykkede frem. Thi det er ikke Lovene, der skaber Livet, det er ikke Lovgiverne, der bestemmer Udviklingen, det er Livet, der former og bestemmer Lovene. Dermed vil jeg ikke sige, at Lovene er betydningsløse; men det er dem, som trænger til Reformerne, der skal sørge for, at vi faar dem.

Grundloven var et Udtryk for Borger- og Bondestandens Krav, den var skabt af disse to i Forening med Kongemagten, men der manglede den fjerde Part, Arbejderne, Proletarerne; de maatte selv sørge for at løfte sig op fra Fornedrelsen, fra Fattigdom og Smuds, men for at dette kunde ske, maatte hele den industrielle Udvikling først finde Sted, der maatte opstaa Skorstensgrever, Børsbaroner, denne moderne Penge-Adel, som kommanderer Maskinerne og bestemmer Arbejdsdelingen. Pengenes Herredømme gennemsyrer i vore Dage alt. Guldnøglen lukker op alle Vegne selv til Himmerige, synes det, thi man hører aldrig en Præst nedtordne en Rigmand til Helvede, hvorimod den Fattige ofte vises den Vej. (Munterhed og Bifald) Den Frihed, Grundloven gav os, var den kapitalistiske Frihed, Friheden til al sulte ihjel, til at blive Millionærer eller Proletarer med størst Udsigt til det sidste. Hvad siger Grundloven om Ejendomsretten? At den er ukrænkelig, men er det Kapitalistens eller Arbejderens – nej, Arbejderens Ejendom tænkte man not ikke paa, den gaar i fremmede Lommer. I véd nok hvor. En Tyv er en Mand, hvis Begærlighed efter Næstens Ejendom er saa stor, at han ikke giver sig Tid til at danne et Aktieselskab. (Bravo!) Vi, som er det gamle-Venstres Arvtagere, og som gaar i Spidsen for den moderne demokratiske Udvikling, vi har sat det sociale Spørgsmaal paa Programmet; vi fordrer, at Folket skal være Herre ikke blot over sin politiske, men ogsaa over sin sociale Ejendom. Derfor demonstrerer vi i Dag. En Bande Selvherskere i det økonomiske Liv har udelukket 40,000 Mand fra Arbejdet: det vidner om, at vi endnu lever under det økonomiske Enevælde. Og den Kamp, vi fører, er en Kamp for Arbejdets Frihed, for friere, lykkeligere Tider. Den Frihed, vi vil, er et Middel til at skabe økonomisk Lighed. Og det, vi vil, naar vi kun ved Broderskab, ved vort Sammenhold. Tænk paa Marschen i Dag gennem Byen. I Frederiksborggade var der ingen Blomster, men i Arbejderkvartererne paa Nørrebro modtog man os med Blomster og Smil, og vi følte os mellem vore egne. Ved Sammenhold vinder vi Respekt og Sympati hos andre, og derved naar vi tilsidst at skabe den Arbejdets Grundlov, som skal skrives af Arbejdets Mænd og Kvinder. Den leve! (Stormende Hurraraab oq Leveraab for Taleren.)

Dirigenten meddelte, at der var kommen en Deputation med Hilsen fra de Liberale, hvis Ordfører var 

Overretssagfører Alfred Christensen[43], som begyndte med at sige, at han aldrig nogensinde før havde talt til saa mægtig en Forsamling. For 50 Aar siden fik vi Grundloven, fordi vi havde en god Borger- og Bondestand; for 33 Aar siden sov Borgere og Bønder, da Grundloven blev beklippet[44], men da Reaktionen for 16 Aar siden vilde tage den sidste Rest, var Arbejderne heldigvis vakt og værnede den sammen med de frisindede Borgere. Vi er i Dag samlede i Tusinder i Frederiksberg Have, Arbejderne er samlede i Titusinder paa Fælleden. Et Leve for, at Samarbejdet imellem os maa vare lige saa længe som Friheden er i Fare, saa varer det længe, for Friheden er al Tid i Fare! Leve Samarbejdet i Fremtiden! (Begejstrede Hurraraab.) Dirigenten oplæste de indløbne Telegrammer og gav dernæst Ordet til

Martin Olsen:[45]
Mine Venner! Naar man i vore Dage bygger et Hus, saa er det saaledes, at de, der stabler Sten paa Sten, de kan, naar Huset staar færdigt, gaa om i en anden Gade; de skal ikke bo i Huset med de store Rum, de pragtfulde Pilastre og Forsiringer[46] og den dyre Husleje, de kan faa Lov al bo i snævre mørke Gyder. Eller tænk paa en Herregaard paa Landet. Herremanden lever i Pragt og Overflod, Selskaber, Jagter, Udenlandsrejser – Landarbejderne og Tjenestefolkene kan faa Lov at bo i faldefærdige Rønner[47] og leve af Brød med skrabet Fedt eller med Mønsteds daarligste Margarine[48]. Hvad er Skylden i disse stigende Modsætninger? Det er Privatkapitalismen – det er den, der har skabt de fortvivlede Forhold, hvorunder de lever (Stærke Hør!)

Vi har faaet Næringsfriheden, men det var ikke Dygtighed, det var Pengene, der gjorde Udslaget i Konkurrencen. Kapitalen har givet de Love, som vi andre maa leve under. Og den har befæstet sin Magt ved Forter, Kanoner og Geværer, som den har givet det Udseende af at ofre i Fædrelandets Interesse, men som den i Virkeligheden har taget blodige Renter af – og disse Renter skal Folket, Arbejderne, skaffe. Vi maa paa mangfoldig[e] Maade skatte til Kapitalismen: naar vi drikker et Glas Øl eller en Kop Kaffe, eller naar vi hælder Petroleum paa vor Lampe, det tjener altsammen til Opretholdelse af Kapitalismen, saa snedigt har den indrettet det. En Tyvestreg kan ogsaa være snedig, men den er og bliver et Ran.

Privatkapitalismen har som en Kæmpeedderkop udspundet sit Væv overalt, hvor der er Mulighed for Produktion, og den har spundet Arbejdsbierne ind i dette Væv for at suge Marv og Kraft ud af dem. Men efterhaanden opdager vi Edderkoppens Snedighed og tager vore Forholdsregler imod den. Det økonomiske Liv er som et dybt Vand, hvor Kræfterne rører sig nede paa Bunden. Dernede i Dybet er der bestandig Liv, og der vedbliver at stige Bobler derfra op paa Overfladen: Valgsejre, Strejker, er Vidnesbyrd om dette Liv, og at der er Bevidsthed i de arbejdende Masser, derom vidner denne store Forsamling. Men de, der vejrer Boblerne, gør Forsøg paa at dæmpe dem, og nu fornylig har de opfundet en Frysemaskine i Form af en General-Lock-out, som skal dæmpe Boblerne og lægge et Lag af Is over Vandet. De tror, det er lykkedes dem, men der er stadigt Liv dernede paa Bunden, og det kunde hænde, at Livet tilsidst sprængte det kunstige Islag. Dog vi ønsker jo ikke, det skal komme saavidt, thi det, vi vil, er ikke Hændernes, men Hjærnernes Revolte, en Omvæltning i Bevidsthederne. Derfor gaar ingen organiserede Arbejdere med til at lave Sjov i Gaden (Hør!).

Demoralisationen kommer fra oven, og der lader vi den blive. Arbejdsgiverne har begaaet et Brud paa Overenskomster, et Forræderi. Lad Magten være paa deres Side, Retten er paa vor, og den skal nok skaffe sig Magt tilsidst. Vi kunde vel benytte Midler, som de Herrer Kapitalister kom til at bøje sig for, men jeg siger, som Ploug sagde i 1840[49]: Driv ikke Folket til Fortvivlelsens Selvhjælp. Vi kunde nægte at betale Husleje, vi kunde stoppe Havnearbejdet, lukke for Belysningen osv., men foreløbig lader vi det ikke komme saa vidt, fordi vi ikke holder paa Revolution, paa Evolution, paa Udvikling. Vi føler det Ansvar, vi har, som dem, der maaske snart skal overtage Ledelsen i dette Land. Vi holder os rede som modne, alvorlige Mænd, der véd, hvad vi vil, nemlig erobre den politiske Magt og i Stedet for Privatkapitalismen sætte det samfundsmæssige Arbejde, Socialismen. Et Leve for den Idé, der forener os i fælles Ansvar, Socialismen leve! (Stormende Hurraraab. (Martin Olsen leve!) Efter Afsyngelsen af ”Socialisternes Marsch” sluttede Dirigenten med et Leve for et sejrrigt Udfald af Arbejdernes Kamp mod Lock-out’en.

Om Aftenen.
Talerne er forbi og Familie ved Familie lejrer sig i Græsset i Smaaklynger. Madkurvene kommer frem; man er bevæbnet med en glubende Appetit fra den lange Marsch og tager for sig af Retterne. Restaurationsteltene kan næppe tilfredsstille de mange Menneskers Krav, og allerede tidligt paa Aftenen maa man flere Steder melde: udsolgt hvad Øl angaar. Man har selv bragt Humøret med, det Humør, der er eget for de københavnske Arbejdere, og som Arbejdsgivernes brutale Handlemaade ikke har kunnet gøre det mindste Skaar i. Sangforeninger samler sig rundt omkring i de forskellige Telte, og ud i Natten lyder Strofer af Arbejder- og Frihedssange, baaret frem af kraftige mandige Struber. Kan hænde at en Lirekassemand til Tider bringer Disharmoni ind i Sangen med sit Instrument, han faar ligefuldt – og trods al Lock-out – sin Skærv[50]. Fra den midterste Talerstol forevistes af d'Hrr. H. J. Jensen og O. Petersen en Række meget smukke Lysbilleder. De begyndte med ”Leve Socialismen! og derpaa kom alle Portrætterne af vort Partis Repræsentanter fra Jubilæumsnumret 1896. Ved Mørkets Frembrud tændes de elektriske Buelamper og Festpladsen ligger nu i en magisk Belysning, den hvide skære Lystone mod den grønne Fælled er af ejendommelig Virkning. Saa tager Dansen, der alt tidligere har gaaet lystig i Græsset, fat for Alvor, og endnu et Par Timer fejres Grundlovens Jubilæumsdag af dem, der burde eje Nuet, men hvem Fremtiden sikkert tilhører.

 


Ordforklaringer m.m.

[1] General-Forbrydelse: den storlockout, i arbejderpressen kaldet generallockout, der var iværksat i den meget omfattende arbejdskamp fra maj til september 1899 

[2] Arbejdskøber: nedsættende betegnelse for arbejdsgiver

[3] Voldgift: aftale eller afgørelse af en strid mellem to parter, ofte brugt i arbejdskamp

[4] Fuldtrigget: et fuldtrigget skib har mindst 3 master

[5] Baldakin: et stofsejl spændt ud mellem fire stolper

[6] Marx og Lasalle: Karl Marx (1818-1883) og Ferdinand Lasalle (1825-1864), socialistiske tænkere.

[7] Frygisk hue: En blød tophue som fra Den Franske Revolution og frem blev anvendt til at symbolisere frihed

[8] Publicist: udgiver

[9] Skærf: et bredt stykke stof som bæres enten om maven eller diagonalt fra skulder til hofte

[10] Søfyrbøder: passer fyret på et dampskib 

[11] Garnere: pynte

[12] Flunkende: skinnende, funklende

[13] Bourgeois: borgerlig/borgerskab

[14] Kl. 6 ¼: tidspunktet 18.15

[15] Omgjærde: omgive

[16] Arieregarde: bagtrop

[17] Avantgarde: fortrop

[18] Ingensinde: aldrig nogensinde

[19] Jens Jensen (1859-1928): socialdemokratisk fagforeningsmand og politiker. Medstifter og formand for De samvirkende fagforeninger i København i 1887, og arbejdernes hovedforhandler ved septemberforliget, der afsluttede arbejdskampen 5. september 1899

[20] Kong Frederik: Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863)

[21] J. B. S. Estrup (1825-1913): godsejer, politiker og statsminister (konseilspræsident) for partiet Højre, der i perioden 1885-1894 regerede ved provisoriske love imod til Folketingets flertal

[22] Højre: partiet Højre eksisterede indtil 1915, hvor det blev afløst af De Konservative

[23] De Liberale: fællesbetegnelse om de forskellige partier og fraktioner hos Venstre

[24] Vilhelm Bardenfleth (1850-1933): embedsmand og politiker for partiet Højre. Indenrigsminister 1894-1899

[25] Niels Andersen (1835-1911): jernbaneentreprenør og politiker, medstifter af Arbejdsgiverforeningen 1896. Ejede lystgården Søholm udenfor København

[26] Adolph Leerbeck (1857-1923): fabrikant og politiker. Formand for Radikale Venstre i København 1902-1918 og medlem af Borgerrepræsentationen 1905-1913

[27] Enevoldskongens Have: Kongens Have ved Rosenborg

[28] Ubrødelig: ubrydelig, kan ikke brydes

[29] Frederik Andersen (1862-1936): socialdemokratisk politiker, rådmand og folketingsmedlem. Far til politikeren Alsing Andersen (1893-1962)

[30] En henvisning til Slaget på Fælleden 1872, hvor en socialistisk demonstration blev brudt og de socialistiske ledere arresteret

[31] Fordring: krav eller betingelse

[32] Ubesindig: uovervejet og ufornuftig

[33] Henrik Rasmussen: (ukendt)

[34] Carl Christian Andersen (1849-1932): socialdemokratisk politiker og medlem af Landstinget fra 1890

[35] Jorddrotter: godsejere

[36] Rygstød for Provisorier: støtte til de provisoriske (midlertidige) love under Højre-regeringer 1877-1894

[37] Émilie Zola (1840-1902): fransk forfatter, der i 1898 skrev det åbne brev J'accuse, der blev starten på Dreyfus-affæren

[38] Jean Jaurès (1859-1914): fransk socialist og medlem af den franske nationalforsamling

[39] Frederik Borgbjerg (1866-1936): politiker, redaktør og organisator, fra ca. 1900 blandt de ledende socialdemokrater, der talte for en moderat reformlinje 

[40] Alfred Dreyfus (1859-1935) fransk officer og jøde, der blev uskyldigt dømt for spionage, men senere frikendt i september 1899. Sagen nåede stor berømmelse som 'Dreyfus-affæren'

[41] Tilrane: røve til sig

[42] Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938): dansk socialdemokrat, journalist og medlem af Folketinget 1895-1932

[43] Alfred Christensen (1854-1943): dansk politiker og jurist fra København. Medlem af Folketinget 1895-1920 og 1905 medstifter af Det Radikale Venstre

[44] Beklippet: beskåret

[45] Chritian Martin Olsen (1853-1926): snedker, politiker og fagforeningsleder. Formand for De Samvirkende Fagforbund (LO) 1903-1909, medlem af Folketinget 1901-1918.

[46] Pilastre og Forsiringer: udsmykninger

[47] Rønne: Faldefærdigt mindre hus

[48] Otto Mønsted (1839-1916): skabte Danmarks første margarinefabrik i 1883, der senere fik navnet OMA (Otto Mønsted Aarhus)

[49] Carl Ploug (1813-1894): journalist og politiker og blandt den nationalliberale fløj. Citatet om 'fortvivlelsens selvhjælp' stammer dog fra 1848 og fra det brev til kongen, der rejste krav om en fri forfatning. Teksten tilskrives normalt Orla Lehmann (1810-1870).

[50] Skærv: småmønter 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om kilden

Dateret
06.06.1899
Oprindelse
Social-Demokraten
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. april 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Nygaard, Bertel: Grundloven, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Warring, Anette: Grundlovsfejringer gennem 150 år, 2004

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
06.06.1899
Oprindelse
Social-Demokraten
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. april 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Nygaard, Bertel: Grundloven, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Warring, Anette: Grundlovsfejringer gennem 150 år, 2004

Udgiver
danmarkshistorien.dk