Frihedsrådets pjece "Naar Danmark atter er frit" november 1943

Kilder

Kildeintroduktion:

I november 1943 udsendte det nydannede Frihedsråd pjecen "Naar Danmark atter er frit". Heri fastslog Frihedsrådet, at den forestående fred allerede skulle planlægges under krigen. Formålet med pjecen var ifølge Frihedsrådet at bidrage til et retfærdigt opgør efter krigens afslutning samt sikre, at samfundet hurtigt og sikkert blev genoprettet. Især frygten for selvjustits og tegn herpå i sommeren 1943 var argumenter for pjecens tilblivelse, og selvjustits kunne ifølge Frihedsrådet undgås, hvis befolkningen på forhånd var forsikret om, at de skyldige ville blive straffet.

Overordnet for Frihedsrådets planer for efterkrigstiden var, at demokratiet skulle genindføres, de skyldige drages til ansvar og straffeforanstaltningerne være i overensstemmelse med dansk retsbevidsthed. Ifølge Frihedsrådet skulle der som noget nyt gives mulighed for at dømme efter love med tilbagevirkende kraft. Den maksimale straf skulle stadig være livstid, og Frihedsrådet åbnede på dette tidspunkt dermed ikke op for muligheden for dødsstraf.

Demokratiets uindskrænkede genindførelse krævede ifølge Frihedsrådet blandt andet nyvalg efter krigens afslutning og tilbagekaldelse af de love og særregler, der var blevet indført i krigens løb og forbrød sig mod Grundloven. De skyldige var i pjecen opdelt efter deres erhverv som politikere, embeds- og tjenestemænd, kulturpersonligheder, erhvervsdrivende eller nazister og medløbere.

Frihedsrådet vurderede, at politikerne først og fremmest skulle dømmes i den politiske domstol, det vil sige af vælgerne i stemmeboksene. En særlig parlamentarisk kommission skulle afgøre, om der i visse situationer også var behov for at stille politikerne for en juridisk domstol. Danske nazister og medløbere skulle drages til ansvar gennem domstolene. Frihedsrådets juristudvalg udarbejdede senere et udkast til de straffelovstillæg, der burde vedtages i forbindelse med forræderi og landsskadelig virksomhed. Udkastet omhandlede blandt andet love med tilbagevirkende kraft, men inkluderede også dødsstraf, hvilket ikke var foreslået i pjecen "Naar Danmark atter er frit". Frihedsrådets hovedlinier og juristudvalgets udkast, herunder også dødsstraf, blev grundlagsgivende for retsopgøret.

Indledning.

Foranstaltninger til Demokratiets Genindførelse og Befæstelse.

Foranstaltninger overfor skyldige og medansvarlige.

Lovgivning og Domstole i Overgangstiden.

Om den første Regering efter Besættelsens Ophør.

Oversigt over de af ”Danmarks Frihedsraad” foreslaaede Foranstalt­ninger i den første Efterkrigstid.


 

”Naar Danmark atter er frit”

Hvis vi vil vinde Friheden, maa vi forberede den under Krigen.

Danmarks Frihedsraad fremsætter en Plan for den første Periode efter Besættelsens Ophør.

Vi opfordrer til Afskrift, Mangfoldiggørelse og Udbredelse uden Udeladelser eller Ændringer.

[til top]

Indledning.

Spørgsmaalet om, hvad der skal ske i Danmark, naar Tyskland er besejret og Besættelsen hæves, drøftes med stor Alvor og Interesse i hele det danske Folk. En aaben Debat om dette for vort Land livsvigtige Fremtidsproblem er udelukket under de herskende Forhold, men det er nødvendigt, at man ikke staar uforberedt den Dag, vi selv skal styre vore egne Sager.

For nogle Maaneder siden traadte Repræsentanter for de frie Bevæ­gelser, der indenfor Landets Grænser bekæmper Tyskerne, sammen og dannede DANMARKS FRIHEDSRAAD. Udover det aktuelle Arbejde er det naturligt, at Raadet maatte gaa i Gang med Drøftelser af Ret­ningslinier for Tiden efter Krigen, idet det her gerne vilde samle hele den Indflydelse, det raader over, til en Indsats i Tide. Raadet mener sig forpligtet til at fremlægge Resultatet af sine Overvejelser, fordi det er det eneste autoritative Organ, der for Tiden aabenlyst kan give Ud­tryk for sin Mening, og berettiget til at gøre det, fordi Raadet repræ­senterer den store Del af Befolkningen, der fører en aktiv Kamp mod Besættelsesmagt og Nazisme og derved gør en reel Indsats for Dan­marks Befrielse.

Der vil være almindelig Enighed mellem alle retsindige Danske om, at de Forholdsregler, der bør træffes i direkte Tilslutning til Gen­erhvervelsen af vort Selvstyre, skal opfylde 3 Hovedformaal:

 

1) Demokratiet skal ufortøvet og uindskrænket genindføres, og dets Fremtid sikres.

2) De, der er skyldige i eller medansvarlige for, at vort Selvstyre og vort Retsgrundlag blev krænket under Besættelsen, og de, som har draget personlig Fordel af Landets Ufrihed, bør staa til Ansvar for deres Handlinger.

3) Enhver Straffeforanstaltning, der maatte blive iværksat overfor saadanne Personer, skal være i Overensstemmelse med rodfæstet dansk Retsbevidsthed og gennemføres ad lovlig Vej, saaledes at man undgaar en Selvjustits.

 

1) Det er næppe nødvendigt at begrunde det første af disse Punkter nærmere. Kun en meget lille Del af Befolkningen har sluttet sig til Nazismen og derigennem taget Standpunkt imod Folkeflertallets ud­trykkelige Ønske om Demokratiets Genindførelse og Videreudvikling.

Den Regering, der træder til umiddelbart efter Besættelsens Ophør, faar til Opgave at genindsætte det danske Folk i dets demokratiske Rettigheder, saaledes som det nærmere skal præciseres i næste Afsnit. Et af de nødvendige Skridt i denne Retning vil være at udskrive Valg til en ny Rigsdag. Den Rigsdag, der blev valgt d. 23. Marts 1943, op­fylder ikke Fordringerne til en demokratisk Folkerepræsentation. Den er ikke valgt ved et frit Valg, idet alle, hvis Anskuelser om Landets Kurs afveg væsentligt fra Regeringens, var afskaaret fra eller i høj Grad hæmmet i at give dette Udtryk, foruden at et af Partierne direkte var forbudt. Endelig er de Problemer, som Rigsdagen af Vælgerne har faaet Mandat til at løse, af ganske anden Karakter end de, der ved Krigens Aslutning vil foreligge.

Den første Regering skal udføre de Handlinger, der nødvendigvis maa udføres straks, mens andre Opgaver, der ikke kræver hurtig Indgriben, bør henskydes til efter et demokratisk Valg.

2) Ved Talen om, hvem der er skyldig i eller medansvarlig for Kræn­kelsen af Landets Selvstyre og Retsgrundlag, tænkes ikke paa ”Krigs­forbrydere”, det vil sige Folk, der har forbrudt sig mod de internationale Regler for Krigsførelse og Optræden i besatte Lande (Haagerkonven­tionen etc.). Efter de allierede Nationers Beslutning vil disse blive dømt ved særlige Domstole i de enkelte Lande.

Derimod hersker der en utvivlsom og uomgængelig Vilje i vort Folk til, at Landet selv skal gøre op med de Landsmænd, der har været Ty­skerne behjælpelige med deres Nedbrydning af vort normale Samfunds­liv paa det politiske, retslige og økonomiske Omraade. Det vilde være en Krænkelse af Retsbevidstheden og derfor skadeligt for en sund Fremtid, om de ikke blev draget til Ansvar for deres Gerninger.

Imidlertid raader der megen Uklarhed om, hvor Grænsen for Skyld og Medansvar skal drages, og hvilke Straffeforanstaltninger der skal bringes i Anvendelse. Efter Raadets Mening kan Spørgsmaalet om Skyld og Medansvarlighed rejses overfor følgende Grupper:

I. Medlemmer af Regeringer og Folkerepræsentationer (specielt Rigs­dagen), som ved deres Holdning før og under Besættelsen har medvirket til at bringe Landet under tysk Styre og Tvang.

II. Embeds- og Tjenestemænd, som ved direkte unational Optræden eller ved Slaphed og Eftergivenhed har begunstiget Fjenden.

III. Personer indenfor Presse, Kunst, Undervisningsvirksomhed, Radio og Organisationsliv, som har ydet Besættelsesmagten og Nazismen aandelig Støtte.

IV. Erhvervsdrivende, der har udnyttet Landets Nødstilstand til pri­vat-økonomisk Vinding.

V. Nazister og deres Medløbere, som har ladet sig hverve til fremmed Krigstjeneste, som har samarbejdet med Tyskerne før og efter 9. April, har modtaget Pengeydelser fra tysk Side til antidemo­kratisk Virksomhed, har optraadt som Angivere eller har deltaget i Vold, Trusler og Frihedsberøvelse overfor danske Statsborgere.

3) Medens der for de første 4 Gruppers Vedkommende næppe bestaar nogen større Fare for, at Folket ved Krigsafslutningen skulde tage sig selv til Rette, viser en Række Begivenheder i Sommeren 1943, at Udsig­ten til Selvjustits overfor dem, der falder ind under Gruppe V, er nærliggende. Hvor forstaaelig en saadan Redaktion end maatte være, er den dog i saa høj Grad stridende mod dansk Retsopfattelse, at alle besindige Borgere maa være enige om at søge denne Situation undgaaet.

Men dette kan kun ske, hvis Befolkningen paa Forhaand har Sikker­hed for, at Anklage mod de paagældende vil blive rejst, og at de ufortøvet bliver hindret i at udøve den Terror, de gennem deres nazi­stiske Oplæring er indstillet paa at bringe i Anvendelse, og som ganske utilsløret forberedes af de hvervede Korps.

For at undgaa blodige Revolter og Opgør inden for Landets Grænser, men ogsaa for at sikre Gennemførelsen af de to andre Hovedopgaver, vil det være nødvendigt, at der straks efter Krigsafslutningen paa for­fatningsmæssigt Grundlag skabes et Regeringsorgan, der i Overens­stemmelse med Folkets Ønsker handlekraftigt kan og vil gennemføre de Forholdsregler, der er nødvendige for hurtigt at føre Landet frem til en normal Tilværelse.

Vi skal i det følgende nærmere udforme de Opgaver, der forestaar i den første Tid efter Besættelsens Ophør og begrunde vor Opfattelse af, hvorledes de bør løses. Der vil blive lagt Vægt paa at skelne mellem saadanne Forholdsregler, der af Hensyn til Landets Sikkerhed maa træffes straks, og saadanne, som ikke haster, og som derfor kan under­kastes en regulær demokratisk Behandling af en nyvalgt Rigsdag.

Det er vort Haab gennem dette Arbejde at bidrage til et retfærdigt Opgør med de landsskadelige Kræfter, som Besættelsen har udløst, og til en hurtig og sikker Genoprettelse af vort normale Samfundsliv paa demokratisk Grund.

[til top]

Foranstaltninger til Demokratiets Genindførelse og Befæstelse.

I Tiden fra 9. April 1940 til 28. August 1943 blev der under tysk Pres, men paa vore Regeringers Foranstaltning og med Rigsdagens Tilslutning, gennemført en Lovgivning i vort Land, som var i afgørende Modstrid med dansk Retssædvane og Retsbevidsthed, og som tillige i flere Henseender brød med Grundlovens Aand og Bogstav. Samtidig udfærdigedes en Række Anordninger og Bestemmelser, til Dels i Ly af Rigsdagens Bemyndigelser til Ministeriet, der havde samme Karakter.

Saadanne Undtagelseslove, -anordninger m.v. maa ophæves med øjeblikkelig Virkning, hvilket kan ske ved kongelig Anordning.

Det drejer sig særlig om følgende Love med tilhørende Bestemmelser:

Lov 219, 1.5.1940 om skærpet Straf for visse Overtrædelser af Straffe­loven. Lov 388, 22.7.1940, 536, 22.12.1941, 206, 9.5. 1942, samt Lov 14, 18.1.1941 og 206, 9.5.1942, der alle indeholder Skærpelser og Tilføjelser til den borgerlige Straffelov af 1930. Lov 562, 31.10.1940 om politi­mæssige Bestemmelser vedrørende militære Forhold. Lov 349, 22.8.1941 om Forbud mod kommunistisk Forening og Virksomhed, samt Lov­bestemmelsen om Danmarks Tiltræden af Antikominternpagten. Lov 452, 11.11.1942, Bemyndigelseslov til Opretholdelse af Ro, Orden og Sikkerhed. Lov 362, 19.7.1943 om Aflevering af Skydevaaben og Motor­køretøjer til Politiet.

Men desuden er der paa tysk Paabud indført forskellige Særordninger, derunder specielt en ”frivillig” Pressecensur, som ligeledes straks maa afskaffes.

I Henhold til denne Undtagelseslovgivning, som først og fremmest tjener Besættelsesmagtens Interesser, er talrige danske Statsborgere dømt i Besættelsens Aar. Alle, der af denne Grund ved Krigsafslut­ningen endnu afsoner Straffe i Henhold til disse Love, skal øjeblikkelig sættes paa fri Fod. – Men yderligere maa der skabes Mulighed for at yde fuld Erstatning til enhver, der har lidt Tab ved at blive indsat i Arrest, anklaget eller straffet i Henhold til Undtagelseslovgivningen. Da denne er gennemført af Statens lovlige Myndigheder, vil det være Staten, der er forpligtet til at honorere Erstatningskravene efter Regler, der fastsættes af den nye Rigsdag. Med samme moralske Ret vil enhver Dansker, der efter den 29. August arresteres og straffes for tysk Ret paa Grund af nationale Handlinger have Krav paa Erstatning, der evt. ydes de efterladte, og ogsaa disse Byrder skal bæres af Staten. Yder­ligere kan lignende Betragtninger gøres gældende overfor de Men­nesker, der har sat Liv og Førlighed til under antitysk Kampvirksom­hed inden for Landets Grænser, f. Eks. ved Sabotagehandlinger.

Det er den nye Rigsdag, der skal tage Stilling til Erstatningsspørgs­maalet, men hvor det er paakrævet, maa den første Regering yde en foreløbig Hjælp.

Alle Afskedigelser, der er foretaget under tysk Pres eller paa Grund af national Virksomhed, skal annulleres, saafremt den afskedigede ønsker at genindtræde i sin tidligere Stilling. Lovmæssige Bestemmelser herom kan naturligvis kun træffes for dem, der var ansat af det offentlige, men det maa antages, at saadanne Forholdsregler vil øve en moralsk Indflydelse paa Ledere af private Virksomheder, saa ogsaa de vil føle sig forpligtet til at søge den Uret gjort god, der er forvoldt retsindige og ærlige Danske.

Hvor berettigede Erstatningskrav i Anledning af saadanne Afskedi­gelser ikke kan fyldestgøres paa anden Maade, bør det offentlige træde til.

Frigivelse af politiske Fanger, Erstatningsydelse og Annullering af Afskedigelser er simple Retfærdighedshandlinger overfor dem, der har lidt under den ydre og indre Tvang. At yde Oprejsning er et Led i Demokratiets Genindførelse.

Vender man sig herefter til Spørgsmaalet om Demokratiets Befæ­stelse, vil Muligheden af Forbud mod nazistiske Organisationer og Blade være nærliggende. Efter alt at dømme vil Flertallet af deres Medlem­mer og Medarbejdere falde ind under de Strafregler, der senere skal omtales, men det vil efter Raadets Mening være meget betænkeligt at forbyde nogen politisk Organisation, idet dette er i Strid med Grund­loven. Anderledes stiller Forholdet sig med Hensyn til de nazistiske Korps, der dels uddannes direkte med indenlandsk Virksomhed for øje, dels kan forventes hjemsendt fra Fronterne. Den Mulighed foreligger, at de, naar Besættelsen hæves, vil udøve individuel Terror og forsøge at modsætte sig Genindførelsen af demokratiske og ordnede Tilstande ved Vaabenmagt. Derved frembyder Korpsene en saadan Fare for Statens Sikkerhed, at de ikke alene maa forbydes, men afvæbnes og uskadeliggøres straks efter at Tyskerne har forladt Landet. Medlem­mernes videre Skæbne vil saa afhænge af de Straffeforanstaltninger, der skal fastsættes bl.a. for Deltagelse i fremmed Krigstjeneste for fjendtlig Magt, og som omtales i det følgende Afsnit.

Endelig er det som omtalt den første Regerings Opgave at udskrive Nyvalg til Rigsdagen, saaledes at den yderligere Udbygning af Demo­kratiet ligger i Folkets Haand. Der vil under en offentlig og fri Valg­kamp blive Lejlighed for Partierne til at tage Stilling til de Opgaver, som vi tillægger den nye Rigsdag, samt til andre foreliggende Spørgs­maal, herunder Beskæftigelsesproblemet, som vi iøvrigt ikke her skal komme ind paa.

[til top]

Foranstaltninger overfor skyldige og medansvarlige.

Naar Raadet lægger megen Vægt paa et Opgør med Hensyn til de Forsyndelser, der er begaaet overfor Land og Borgere under Besættel­sens Tvangssituation, skyldes det ikke noget hadsk Ønske om Repre­s[s]alier, men en fast Overbevisning om, at det for Danmarks frie Fremtid er af afgørende Betydning at udskyde de Elementer af Samfundslivet, som har svigtet eller direkte angrebet vort Demokrati og vor Retsorden.

Som anført i Indledningen maa der herunder skelnes mellem 5 Grup­per, hvis Forhold skal behandles særskilt.

 

I. Medlemmer af Regeringer og Folkerepræsentationer (specielt Rigsdag), som ved deres Holdning før og under Besættelsen har medvirket til at bringe Landet under tysk Styre og Tvang.

Raadet anser det for ubetimeligt paa nuværende Tidspunkt at rejse nogen Diskussion om Ansvaret for, at Danmark kapitulerede uden For­søg paa Forsvar den 9. April. De Forhold, der førte til Beslutningen om ikke at gøre Modstand, har deres Grund i hele vor mangeaarige Forsvarspolitik, der var ført med Befolkningens Tilslutning. og det kan derfor ikke være berettiget at rejse nogen almindelig Anklage mod den Regering, som deltog i Beslutningen om Overgivelse. Derimod kan det komme paa Tale at rejse Anklage mod Enkeltpersoner inden for Ministeriet, som har undladt at lade Oplysninger om det forestaaende Angreb gaa videre til andre Ministre og til Rigsdagen og derved har hindret en klar Forhaandsafgørelse af, om vi skulde forsvare os eller ikke.

Det maa blive den nye Regerings Opgave at nedsætte en parlamen­tarisk Kommission i Henhold til Grundlovens § 45, som kan klarlægge Skyldsspørgsmaalene i denne Henseende, hvorefter man maa træffe Beslutning om, hvorvidt der skal rejses Rigsretsanklage.

Under Besættelsen indtil den 28. August 1943 var det 5 danske Rege­ringer og 2 Rigsdagsforsamlinger, der gennemførte Samarbejde med Tyskerne. Der blev i denne Periode foretaget afgørende Indgreb i dansk Retsorden gennem de Love, Anordninger og Bestemmelser, som er anført i foregaaende Afsnit. Og samtidig ydedes der Tyskerne en Række Indrømmelser paa det økonomiske Omraade, som svækkede Landets finansielle Stilling. Befolkningen var afskaaret fra at give sin Mening til Kende overfor den Samarbejds- og Indrømmelsespolitik, som Rege­ring og Rigsdag førte, fordi enhver offentlig Kritik blot blev opfattet som krænkende for tyske Interesser og derfor forbudt, og fordi man ved Valget i Marts 1943 udtrykkeligt meddelte Vælgerne, at de ikke ved Afstemningen skulde eller kunde tage Stilling til Regeringens Politik. Der skal ikke paa dette Sted gøres nærmere Rede for Friheds­raadets Standpunkt til de ledendes Optræden, men det skal kort slaas fast, at Samarbejdsperioden efter Raadets Mening har været til stor Skade for vort Land, fordi det var Danske, der selv nedbrød vor Rets­orden og undergravede vor Økonomi, og fordi det blev Danske, der deltog i Bekæmpelsen af den aktive Modstand mod Besættelsesmagten. Officielt blev Danmark en frivillig Hjælper paa Frontens tyske Side, medens andre besatte Lande aabenlyst satte sig til Modværge. Og det fritager ikke nogen af de styrende for Ansvaret, at de handlede under tysk Tvang, thi baade Rigsdag og Ministerium som Helhed og de enkelte Medlemmer kunde have svaret Nej til tyske Krav og taget de deraf følgende Konsekvenser.

Men det er efter Frihedsraadets Mening det danske Folk, der skal afgøre, om det anser den førte Politik for forsvarlig eller endog berettiget, og om det med Henblik paa Fremtidens Opgaver vil give de Personer sin Tillid, som under Henvisning til ”det mindre Onde” prisgav vore demokratiske Privilegier under Besættelsen. Det Opgør, der bør finde Sted mellem disse Aars Politikere og Befolkningen, er med andre Ord efter Raadets Opfattelse ikke af juridisk, men af politisk Art. Den Ændring af Forholdene, der fandt Sted ved den tyske Magt­overtagelse, vil ikke kunne udviske Indtrykket af, hvad Samarbejds­aarenes Mænd bærer Ansvaret for, og det er ganske nødvendigt for Befæstelsen og Videreførelsen af den demokratiske Linie i Danmarks Fremtid, at der tages en klar Stilling til deres Handlinger. Dette kan ske gennem Valget til den nye Rigsdag efter en forudgaaende offentlig Drøftelse af Besættelsestidens Politik.

Den nye Rigsdag vil faa til Opgave at afgøre, om der skal nedsættes en parlamentarisk Kommission til Undersøgelse af, om Enkeltpersoner inden for Regeringer og Rigsdag i strafværdig Grad har svigtet deres Opgave som Repræsentanter for danske Interesser til Fordel for den fjendtlige Magt. Skulde Kommissionen finde, at dette har været Til­fældet for nogles Vedkommende, vil Rigsretssag kunne rejses mod dem.

 

II. Embeds- og Tjenestemænd, som ved direkte unational Optræden eller ved Slaphed og Eftergivenhed har begunstiget Fjenden.

Et stort Antal af de offentlig ansatte har under Besættelsen udvist en udmærket national Holdning, idet de har søgt at forvalte tyskvenlige Love m.v. paa en saadan Maade, at det mindst muligt kom til at gaa ud over deres Landsmænd. Men enkelte Embeds- og Tjenestemænd baade i Centraladministration, Politi, Domstole og andre Myndigheder har i Tjenesteiver eller direkte Nazisympati hensynsløst udnyttet de foreliggende Muligheder til Skade for danske Interesser og Enkelt­personer. Denne Handlemaade er i Strid med almindelig national Moral og Retsfølelse, og det vil være betænkeligt at lade Folk, der saa tydeligt har afsløret antidemokratiske Tilbøjeligheder, fortsætte deres Embedsgerning under Landets Genrejsning. Det fritager ikke for Ansvar, at der er handlet i formel Overensstemmelse med Undta­gelseslovgivningen eller efter tyske Ordrer, idet den enkelte i samme Grad som andre har haft Mulighed for at lade de paatvungne For­skrifter slumre eller nægte at adlyde Ordre.

Det vil være den første Regerings Opgave at suspendere saadanne offentligt ansatte, hvadenten de er erklærede Nazister eller blot hold­ningsløse Medløbere. Deres Forhold kan da tages op til nærmere Under­søgelse i Henhold til den nye Rigsdags Bestemmelse. De vil ikke kunne drages til Ansvar efter den nugældende Tjenestemandslov, fordi den Situation, Landet kom i i April 1940, ikke var forudset ved Lovens Vedtagelse. Der maa derfor skabes ny Lovhjemmel, hvorefter de kan tiltales. – Vi skal senere i dette Afsnit behandle det almindelige Spørgsmaal om Tiltale efter Love med tilbagevirkende Kraft.

 

III. Personer inden for Presse, Kunst, Undervisningsvirksomhed, Ra­dio og Organisationsliv, som har ydet Besættelsesmagten og Na­zismen aandelig Støtte.

I Ly af den eensidige Ytringsfrihed, som Besættelsesaarene bød Dan­mark, har adskillige Mennesker udfoldet en Paavirkning af Offentlig­heden i nazistisk og tyskvenlig Retning, som ikke kunde finde sin naturlige Modvægt, da det var udelukket at tage til Genmæle. Denne Propaganda tilsigtede at undergrave den nationale Modstandsvilje og den demokratiske Samfundsfølelse, men den prellede af paa Danskernes sunde Instinkter og Dømmekraft. Det kan forudses, at adskillige af de Folk, der mest aabenmundet har taget de øjeblikkelige Magthaveres Parti, vil følge deres Overløbernatur og søge tilbage i Demokratiets Rækker, men der er al Grund til at vente, at de ikke vil formaa at aftvætte det Stempel, de selv har paatrykket sig, og alene den almindelige Paadømmelse af deres Adfærd og Foragt for deres Hold­ningsløshed vil være tilstrækkelig til at hindre dem i at gøre sig offentligt gældende for Fremtiden. Nogen Form for direkte Straffefor­anstaltninger vil derfor i Reglen ikke være paakrævet, undtagen hvor det drejer sig om Tjenestemænd; for deres Vedkommende gælder det, at man ikke med Tryghed kan lade dem deltage i Genopbygningen og Forvaltningen af Demokratiet, hvorfor en lignende Behandling som for de under Gruppe II omtalte Embeds- og Tjenestemænd vil føles retfærdigt.

 

IV. Erhvervsdrivende, der har udnyttet Landets Nødstilstand til pri­vat-økonomisk Vinding.

Betydende Dele af Erhvervslivet har, medens Landet som Helhed forarmedes, taget et stærkt Opsving under Krigen som Følge af Leve­rancer til Tyskland og dets Forbundsfæller. Det drejer sig her om visse Fabrikanter, Aktieselskaber, Entreprenører, Handlende, Landbrugere m.fl., der har udnyttet den foreliggende Situation til at skaffe sig ekstraordinære Indtægter paa det øvrige Samfunds Bekostning. I Mod­sætning til, hvad der var Tilfældet under Verdenskrigen 1914-18, er Krigsindkomsteme nemlig denne Gang ikke fremkommet ved Betaling fra de Lande, der har modtaget Varerne, men ved at Nationalbanken paa det danske Samfunds Vegne har betalt Sælgerne de Købesummer, som Tyskland stadig skylder os.

Det er værd at understrege, at der i hvert Fald ikke før den 29. August [1943] var Tale om nogen egentlig Tvang for Industridrivende, Entre­prenører og Grossister til at producere eller levere Varer til Tyskland, ligesom der for Detailhandel kun var Pligt til Salg af personlige For­nødenheder til Medlemmer af den tyske Værnemagt og paa almindelige Betingelser. Mange har forsøgt at give det Udseende af, at der forelaa en saadan Tvang. Det kan slaas fast, at dette ikke er rigtigt, men Und­skyldninger fremkaldt af daarlig Samvittighed. Det fritager heller ikke for Ansvar, at Leverancerne i adskillige Tilfælde har fundet Sted efter Forhandling med danske Myndigheder. Det kan kun paaføre disse et Medansvar. At en konsekvent national Holdning var mulig, fremgaar deraf, at en Række Erhvervsdrivende faktisk har formaaet at undgaa Leverancer til Tyskland.

Endvidere maa den Indvending afvises, at Krigsleverancerne skulde være dikteret af Ønsket om at opretholde Beskæftigelsen. De Summer, vi har anvendt til de udenlandske Kreditter, har ikke blot ”opretholdt Beskæftigelsen”, men forarmet Landet ved, at vore Beholdninger af Varer og Materialer er unddraget det hjemlige Forbrug og sendt ud af Landet uden Betaling.

De Fortjenester, der er udbetalt af Nationalbanken for Leverancer til Tyskland, er kun kommet en lille Del af Befolkningen til Gavn, og da ingen venter, at Tyskland efter sit Nederlag vil være i Stand til at betale de Beløb, det skylder, vil det ikke alene under Krigen, men ogsaa i Fremtiden, være det samlede danske Samfund, der skal bære Byr­derne ved, at enkelte har lukreret stort. Gennem særlige Skattelove har Staten søgt at reducere Krigsfortjenesterne, men Beskatningen har under Besættelsens Tryk ikke kunnet faa den Karakter af Konfiskation, som maa synes rimelig i Betragtning af, at Fortjenesterne er opnaaet paa Bekostning af den øvrige Befolkning.

I naturlig Overensstemmelse med demokratisk Retsfølelse paa det økonomiske Omraade bør da under Efterkrigstidens frie Forhold uden Hensyn til de Følger, det kan have for den enkelte, foretages en Konfiskation af disse Krigsgevinster til Afdrag paa Nationalbankens tyske Tilgodehavende og saaledes til Formindskelse af det danske Samfunds Tab. Under Valgdebatten maa man drøfte de Retningslinier, der her­under under [sic] skal følges, hvorefter det bliver den nye Rigsdags Opgave at føre Foranstaltningerne ud i Livet.

En Konfiskation af denne Art, der virker som Fordømmelse og Straf, tænkes naturligt ikke vendt mod den almindelige Indtægtsfremgang, der karakteriserer hele Erhverv som Følge af Prisstigninger paa deres Produkter, og som den enkelte uden selv at have tilstræbt det har deltaget i. De Personer, man ønsker at ramme, er dem, der for økono­misk Vindings Skyld ikke har vist tilbørlig Tilbageholdenhed med Hensyn til at stille deres Arbejdskraft og Produktionsanlæg til vore

Fjenders Disposition. At en mere indgribende Skattelovgivning end den nugældende om nødvendigt efter Krigen maa bøde paa de Misforhold mellem forskellige Samfundsklassers økonomiske Stilling, som Krigs­tidens uheldige Indtægtsfordeling har medført, er en anden Sag uden for denne Redegørelses Rammer.

 

V. Nazister og deres Medløbere, som har ladet sig hverve til frem­med Krigstjeneste, som har samarbejdet med Tyskerne før og efter 9. April, har modtaget Pengeydelser fra tysk Side til anti­demokratisk Virksomhed, har optraadt som Angivere eller har deltaget i Vold, Trusler og Frihedsberøvelse overfor danske stats­borgere.

Det er overfor Personer af denne Art, at det vil være nødvendigt at tage øjeblikkelige Forholdsregler, dels for at hindre dem i at skabe Uroligheder, dels for dermed at opfylde Folkets naturlige Krav om retfærdig Straf over Landsforræderne.

Det har for Raadet været en tungtvejende. Begrundelse for over­hovedet at gaa i Lag med den umiddelbare Efterkrigstids Problemer, at det herved kan yde et positivt Bidrag til Afgørelsen af, hvorledes Straffen skal ramme de skyldige af denne Art, og samtidig kan anvise den eneste Udvej for, at Danmark undgaar at styrtes ud i en Periode af individuel Terror og personlige Repressalier, naar Besættelsen hæves. Raadet har i Kraft af sin Sammensætning et meget nøje Kendskab til de Følelser og Forsætter, der besjæler den aktive Del af Befolkningen uanset den politiske Opfattelse iøvrigt, og det er vor faste Overbevis­ning, at talrige Landsmænd forestiller sig et direkte Opgør med For­ræderne, saafremt disse ikke øjeblikkelig drages til Ansvar af Landets Lovlige Myndigheder.

Raadets Overvejelser over, hvorledes dette kan ske, fører os ind paa en nøjere Udredning vedrørende

[til top]

Lovgivning og Domstole i Overgangstiden.

Vor Fremstilling har til Hensigt at foreholde Landets Regeringsmagt ved Krigsafslutningen dens Ansvar for Opretholdelsen af ordnede Til­stande i Landet, og samtidig at vise Befolkningen den værdigste Maade, hvorpaa Opgøret kan finde Sted.

Det første Skridt maa være at uskadeliggøre alle Nazister, Korpsfolk og andre, der mistænkes eller anmeldes for at have øvet Forbrydelser af den i Overskriften nævnte Art. Det næste Skridt vil være at sætte dem under Anklage efter Lov, der tager særlig Sigte paa disse For­brydelser.

Det vil være uomgængelig nødvendigt for visse Forbrydelser at skabe nye Love og for andre at skærpe Straffen i eksisterende Lov­bestemmelser med tilbagevirkende Kraft. Dette strider ikke mod Grund­loven, idet det ved alle Grundlovsforslag siden 1849 bevidst er undladt at indføre Bestemmelser, der hindrer, at en Lov kan gives med tilbage­virkende Kraft, er det Udtryk for, at den enkelte ikke skal være udsat paa unormale Forhold. Naar en Lov normalt ikke maa have tilbage­virkende Kraft, er det Udtryk for, at den enkelte ikke skal være udsat for Vilkaarlighed ved, at efterfølgende Bestemmelser straffer ham for en Handling, som Retsordenen ikke fordømte paa Handlingens Tid, men denne Sætning skal ikke holdes fast med den Følge, at Samfundet kommer til at staa værgeløst overfor dem, der handler forkasteligt, naar Samfundet er i Nød.

Enhver Lovgivning har sin sidste Begrundelse i Retsfølelsen, men den Straffelov, vi havde den 9. April 1940, har ikke udtømmende kunnet afgrænse det strafbares Omraade ogsaa under Forhold, som Loven ikke kunde forudse. Og Lovgivningsmagten var ved Besættelses­magtens Tilstedeværelse hindret i at ændre Straffeloven af 1930 til ogsaa at omfatte de landsforræderiske og antidemokratiske Handlinger, som Besættelsestiden medførte, og som i aller højeste Grad stred mod den almindelige Retsbevidsthed. Det vilde være mere krænkende for denne, om saadanne alment fordømte Gerninger ikke medfører Følger, end om ny Lovhjemmel gives med tilbagevirkende Kraft.

Men det maa paa Forhaand fastslaas, at der ved Idømmelse af Straf ikke kan blive Tale om at gaa uden for de Strafarter, som gældende Straffelov hjemler, med Fængsel paa Livstid som den højeste Straf. Og ligeledes maa det staa fast, at enhver Sag behandles i den lovlige Strafferetsplejes Former, med offentlig Tiltale og med samme Adgang til Forsvar for Domstolen som i enhver anden Sag.

Saadanne Sager, som efter Grundloven og gældende Retsplejelov er Nævningesager, skal afgøres ved Nævningeret. Men efter Raadets Mening kan man ikke lade Sagerne paadømme ved de bestaaende Dom­stole, fordi disse har været medvirkende til at gennemføre de tysk­paatvungne Straffeforanstaltninger, og fordi det maa forudses, at Til­tale vil kunne ramme Dommere og andre af Retsvæsenets Embedsmænd. Det vil derfor være rettest, at der til Behandling af disse Sager oprettes særlige Domstole, hvis juridiske Element bestaar af Personer, som opfylder Lovens Forskrifter for at kunne være Dommere, men at Valget ikke er bundet til de fastansatte Dommeres Kreds.

Det vil være rimeligt, at de her omhandlede Særlove først vedtages af den nye Rigsdag. De, der skal straffes efter disse Love, vil kunne fængsles straks paa Grundlag af deres Overtrædelse af gældende Lov (f. Eks. Straffelovens § 261 om Frihedsberøvelse), og Forundersøgelsen imod dem kan gennemføres, medens den nye Lovgivning forberedes, saa at ingen kommer til at udstaa unødig lang Varetægtsarrest, fordi Domfældelsen maa afvente Lovgivningsmagtens Beslutning om Straf­fens Størrelse.

Efter Frihedsraadets Mening vil der være Brug for følgende Ændrin­ger og Tilføjelser til Straffeloven:

Bestemmelserne om Forbrydelser mod Statens Selvstændighed og Sikkerhed i den borgerlige Straffelovs Kapitel 12 maa revideres og skærpes, saaledes at ingen Straf bliver mindre end Fængsel i 4 Aar. Tyskland vil være at betragte som fjendtlig Magt under hele Besættelsestiden.

Bestemmelserne i Kapitel 25 om Forbrydelser mod Liv og Legeme og i Kapitel 26 om Forbrydelser mod den personlige Frihed maa revi­deres og skærpes saaledes, at ingen Straf bliver mindre end Fængsel i 4 Aar.

Bestemmelserne i Kapitel 27 om Freds- og Æreskrænkelser revideres og skærpes med Henblik paa de Krænkelser af Privatlivets Fred (§ 264) og Forfølgelser paa Grund af Tro og Afstamning (§ 266), der har fundet Sted. Mindste Straf bør være Fængsel i 4 Aar.

§ 128 i Kapitel 140 om Hvervning til fremmed Krigstjeneste ændres saaledes, at det ikke alene gøres strafbart at hverve, men ogsaa at lade sig hverve til fremmed (fjendtlig) Krigstjeneste, med mindste Straf ansat til Fængsel i 4 Aar.

Lov 149, 2.8.1914, om Forbud mod fra dansk Territorium at støtte fremmed Krigsmagt, maa ændres saaledes, at der bliver Fængselsstraf ikke under 4 Aar for Deltagelse i tysk Krigstjeneste, og at Straffen kommer til Anvendelse uanset, at Regeringen ikke har kunnet udstede noget Forbud mod saadan Tjeneste.

Endelig maa der indføres en Bestemmelse om Straf for Angiveri, der af Raadet foreslaas affattet saaledes:

 

”Den, som ved Anmeldelse eller paa anden Maade har medvir­ket til, at nogen er blevet undergivet tysk Politi eller tysk Mili­tærs Magt eller er blevet fængslet eller straffet i Henhold til mid­lertidige Undtagelsesbestemmelser, straffes med Fængsel fra 4 Aar indtil paa Livstid. Har Handlingen medført, at nogen har lidt Skade paa Legeme eller Helbred eller har mistet Livet, kan Straffen ikke blive ringere end for forsætlig Tilføjelse af saa­dan Skade.”

 

Det er Raadets faste Overbevisning, at en øjeblikkelig Fængsling af alle nazistiske Elementer og en hurtig Anklage og Domfældelse efter Regler som de her foreslaaede vil være i fuld Overensstemmelse med Folkets Retsfølelse, og at en energisk Gennemførelse af disse Foran­staltninger, ja, alene Udsigten dertil, vil kunne hindre tøjlesløse og blodige Repressalier uden Lov og Dom.

[til top]

Om den første Regering efter Besættelsens Ophør.

Efter Frihedsraadets Opfattelse er der ved Valget af den første Rege­rings Medlemmer et Hensyn, der maa veje tungere end alle andre. Det skal være Mænd, der nyder Befolkningens fulde Tillid, saa de virkelig med Autoritet kan gennemføre de Opgaver, vi ovenfor har opridset.

Løsningen af disse Opgaver - ikke de Personer, der skal løse den - er det, der i første Række ligger Frihedsraadet og hele Friheds­bevægelsen paa Sinde. Det er ikke i Dag muligt at pege paa de Person­ligheder, som ved Krigens Afslutning vil have gjort sig fortjent til Befolkningens Tillid, og som vil have Evne til med Kraft og Myndig­hed at føre Landet frem til normale, demokratiske Tilstande. Men alle­rede nu kan fremhæves, at det bør være Mænd, der ikke paa nogen Maade er kompromitteret ved deres Optræden under Besættelsestiden.

Den første Regerings Funktionstid vil blive kort, idet den formentlig vil blive afløst efter Rigsdagsvalget, men dens Virksomhed vil blive yderst ansvarsfuld, fordi den falder i en urolig og farlig Overgangstid.

[til top]

Oversigt over de af ”Danmarks Frihedsraad” foreslaaede Foranstalt­ninger i den første Efterkrigstid.

Den nye Regering, som paa forfatningsmæssigt Grundlag udnævnes af Kongen umiddelbart ved Besættelsens Ophør, har følgende Opgaver:

 

1. Øjeblikkelig Fængsling af alle nazistiske Elementer.

2. Forbud mod de hvervede Korps, Afvæbning og Fængsling af deres Medlemmer.

3. Suspension af Embeds- og Tjenestemænd, der har begunstiget Fjenden.

4. Ophævelse af alle Undtagelseslove og Bestemmelser, der er gennem­ført efter tysk Ordre eller Ønske eller i tysk Interesse.

5. Frigivelse af alle politiske og andre Fanger, der er dømt efter Undtagelseslovgivningen for Udøvelse af national Virksomhed.

6. Ophævelse af Afskedigelser indenfor det offentlige, der er foretaget efter tysk Ordre eller Ønske eller i tysk Interesse.

7. Snarlig Udskrivning af frie Valg til Rigsdagen, senest ½ Aar efter at Besættelsen er ophørt.

 

Den derefter valgte Rigsdag og den Regering, der fremgaar heraf, skal foruden de øvrige almindelige Samfundsproblemer, herunder Beskæftigelsesproblemet, tage Stilling til:

1. Nedsættelse af en parlamentarisk Kommission til Undersøgelse af, om Enkeltpersoner indenfor Ministerium og Administration har gjort sig skyldige i strafbare Undladelser og Fortielser af Betydning for Landets Forsvarsforanstaltninger i Dagene omkring 9. April 1940.

2. Nedsættelse af en parlamentarisk Kommission til Undersøgelse af, om Enkeltpersoner indenfor Besættelsestidens Regeringer og Rigs­dagsforsamlinger i strafværdig Grad har svigtet danske Interesser til Fordel for Tyskland.

3. Indførelse af Lovbestemmelser mod Embeds – og Tjenestemænd, som paa Grund af Nazistsympatier eller Eftergivenhed og Slaphed har vist sig uegnede til at deltage i et demokratisk Samfunds Forvaltning.

4. Fastsættelse af Erstatningsregler for Personer, der ifølge deres natio­nale Holdning har lidt økonomisk Tab i Besættelsestiden ved For­følgelser, Afskedigelser eller Fængsling.

5. Fastsættelse af Regler, hvorefter Krigsgevinster kan konfiskeres til Gavn for det danske Samfund.

6. Gennemførelse af en særlig Lovgivning om nazistisk og antidemo­kratisk Virksomhed i Besættelsestiden.

7. Nedsættelse af særlige Domstole til Behandling af Sager i For­hold til 6.

 

DANMARKS FRIHEDSRAAD anmoder Dem om nøje at gennem­tænke den herved fremsatte Plan, og – hvis De er enig deri – udbrede og virke for de fremsatte Synspunkter. En vidtstrakt, omend nødven­digvis stilfærdig Drøftelse vil udøve Indflydelse paa hele Befolkningens og derigennem paa ledende politiske Kredses Stilling, hvilket vil bidrage til at opfylde Raadets Hensigt: En Forberedelse til Tiden efter Besæt­telsens Ophør, saa der saa hurtigt, saa ublodigt og saa gnidningsløst som muligt kan blive normale, frie Tilstande i Danmark.