Fra vejrvarsler til vejrudsigten, ca. 1600-1900

Artikler

Meteorologien er læren om vejret. Ordet stammer fra en opfattelse af, at det kommende vejr kunne forudsiges ved at aflæse himmeltegn. Ikke kun sol og vind, skyer og regn, men også fænomener som stjerner, planeter og meteorer. Muligheden for at forudsige vejret har til alle tider været af stor betydning, og i de populære 'bondepraktika' kunne 1700-tallets bønder læse forudsigelser om vejret hen over året. Da indsamling af informationer om vejret blev sat i system og koordineret, kom man tættere på nutidens videnskab, og i 1872 åbnede Danmarks Meteorologiske Institut som en statsinstitution.    

Himmeltegn, stjerner og varsler

Enhver, der arbejder udendørs, har gavn af at kende morgendagens vejr. Det gjaldt de jægere, som gennem årtusinder udgjorde det nuværende danske områdes eneste beboere. Det gjaldt og gælder de bønder, der for ca. 6.000 år siden revolutionerede menneskets levemåde ved at tæmme planter og dyr. Og det gælder i dag en meget mindre, men stadig stor, del af den danske befolkning.

Der er nemlig genkendelige mønstre i vejret, som undertiden gør det muligt at slutte fra vejret nu til vejret i morgen. Den græske naturvidenskabsmand Theofrast (ca. 372-287 f.v.t.), som var elev af Aristoteles (384-322 f.v.t.), samlede vejrvarsler allerede i det 4. århundrede f.v.t. De byggede på Aristoteles idé om, at himmelrummet består af koncentriske sfærer omkring jorden, og at man kunne aflure og forudsige deres indbyrdes bevægelser. Morgentorden om vinteren var eksempelvis tegn på en kommende storm. Og når mellemrummet mellem to af stjernerne i stjernetegnet Krebsen var mørkt, var der regn på vej. Stjerner, planeter, nordlys og meteorer, alle himmelfænomener mente man afspejlede det kommende vejr. Det var derfor, at læren om vejret kom til at hedde 'meteorologi'.

Uranienborg på øen Hven fungerede som et af Tycho Brahes observatorier. Her ses observatoriet afbilledet i bogen Astronomiae instauratae Mechanicae fra 1598. Foto: Wikimedia Commons.

Theofrasts bog fik, som mange andre antikke værker, afgørende indflydelse på forståelsen af naturfænomener langt op i moderne tid. Troen på, at himmeltegn ikke kun afslørede hændelser, der som vejret var forbundet med himlen, var længe stærk. Der var simpelthen ingen forskel på astronomi og astrologi. I den kristne forståelse, der fra middelalderen var dominerende, betragtedes naturvidenskab som et forsøg på at komme Gud nærmere gennem bedre kendskab til hans skaberværk. Og man mente, at det var fuldt af små tegn, som kunne afkodes. Det gav derfor god mening, når Tycho Brahe (1546-1601) i slutningen af 1500-tallet også lagde horoskoper, samtidig med at han fra sit observatorium på Hven forskede i stjerner, planeter og vejr.

Vejrbøger

Hans assistent, Peder Flemløse (1554-1598), udgav samtidig en bog om vejrvarsler, der i store træk byggede på Theofrast. Den indeholdt eksempelvis en forudsigelse om, at ”når der kommer nogle røde skyer op straks efter solens skønne og klare nedgang, da lover de den næstefter følgende nat og dag at være klare”. Sidenhen blev der også udgivet mere folkelige vejrhåndbøger rettet mod bønder. De var ofte oversat fra tysk, og de kom i mange oplag. I 1708 udkom f.eks. en bog med titlen ”Bondepraktika eller Vejrbog, hvor af man kan kende det ganske års stedsevarende løb og vejrlig fra år til år”. Den beskrev bl.a., hvordan man ved at iagttage vejret på bestemte dage kunne forudsige det kommende års udbytte. Hvis f.eks. ”det påskedag lidet regne vil, [så] lidet foder bliver det år til. Men bliver på samme dag smukt vejr, meget smør det år i vente er”.

Også den årlige almanak, som Københavns Universitet siden grundlæggelsen i 1479 var forpligtet til at udgive, indeholdt vejrudsigter. På grundlag af astrologiske beregninger og troen på bestemte mærkedage, som repræsenterede vejret i en længere periode, kunne den derfor f.eks. i 1572 meddele, at de første dage af april ville være præget af nordvestenvind, mens vinden en måned senere ville være slået om i øst-sydøst. Begge dele lyder sandsynligt. Men det siger sig selv, at vejret sjældent fulgte almanakken slavisk; og at det var rent held, når det skete.

Københavns Universitets Almanak fra 1769 havde Rundetårn på forsiden. Almanakken indeholdt bl.a. forudsigelser om vejret, samt observationer af stjerner og planeter fra observatoriet i Rundetårn. Foto: Europeana collections.

Information om vejret

Skrivning er en mere fantastisk teknologi, end vi ofte tænker på. For når man kan skrive, kan man fastholde iagttagelser for eftertiden i en langt mere detaljeret form, end hvis man bare skal huske dem. Da stadig flere bønder gennem 16- og 1700-tallet lærte at skrive, gjorde det dem f.eks. i stand til at sammenligne vejrlig og høstresultater fra år til andet. I Nørre Tulstrup mellem Viborg og Randers gjorde gårdmanden Christen Andersen derfor i 1780’erne næsten dagligt små notater om vejret. Midt i januar 1789 skrev han, at ”det sneede og knøg [føg] mest hele dagen, frøs lidt mindre så i tvende dage”. Og i den nordsjællandske landsby Stavnsholt noterede sognefogeden Lars Nielsen samtidig i sin dagbog, at ”det [blev] noget bedre med frosten end hidtil, stundom frost, stundom tø”. Både Christen og Lars var i øvrigt særlig optagede af vejrets mærkedage kyndelmisse, palmesøndag osv. De kendte tydeligvis deres bondepraktika.

Ideen med at gøre sig notater om vejret var næsten altid forbundet med et ønske om at kunne forudsige det. Om, med præsten Jacob Nicolai Wilses (1735-1801) ord fra 1778, ”af mange års iagttagelser […] med større grad af vished end hidtil spå om tilkommende vejrlig, da man af det forbigangne slutter sig til det tilkommende”. På denne tid var det derfor ikke kun bønder, som førte regnskab over det danske vejr. Det var også et fast element i den borgerlige dannelse, som ikke mindst forudsatte et umætteligt videbegær. Selv den adelige leder af Danske Kancelli i København, Bolle Willum Luxdorph (1716-1788), rådede således i 1770’erne både over et termometer og et barometer for at kunne forholde sig 'videnskabeligt' til vejret.

Vejrudsigter

Op gennem 1800-tallet blev indsamlingen af vejrdata generelt mere systematisk og koordineret. Endnu i 1821 var der godt nok kunder til endnu en ”Bondepraktica, især med hensyn til at forudse vejrligets omvekslinger ved naturlige midler”. Forfatteren Lago Mathias Wedel (1752-1827) begrundede den med, at ”ville den erfarne landmand anvende kun 1/4 time daglig, på at holde en ordentlig dagbog, kunne han siden med nytte og fornøjelse bringe sine erfaringer til temmelig visse slutninger om vejrets omvekslinger”. Og den kunne blandt meget andet fortælle, hvordan iglers bevægelse i et glas forudsagde den kommende dags vejr.

Men den slags folkevidenskab var på vej ud, og i 1872 oprettedes den videnskabelige statsinstitution Danmarks Meteorologiske Institut. Den var bl.a. etableret for at producere vejrudsigter, men langt ind i det 20. århundrede dækkede de kun en enkelt dag ad gangen, og de var i øvrigt temmelig ordfattige. Instituttet forklarede det med, at man ikke med for detaljerede udsigter ville bidrage til at ”kaste den evne overbord, som mangen en landbo og sømand har”.

Præcise målinger og billeder fra satelitter har gjort forudsigelser af vejret langt mere præcise. Satellitbilledet viser decemberorkanen som ramte Nordeuropa den 3. december 1999. Fra Wikimedia Commons. 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Fritzbøger
Tidsafgrænsning
1500 - 1900
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. januar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Fritzbøger, Bo: Vildt vejr, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019)

Rasmussen, Erik A.: Vejret gennem 5000 år. Meteorologiens historie (2010)

Theilgaard, Jesper: Det danske vejr (2006)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Fritzbøger
Tidsafgrænsning
1500 - 1900
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. januar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Fritzbøger, Bo: Vildt vejr, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019)

Rasmussen, Erik A.: Vejret gennem 5000 år. Meteorologiens historie (2010)

Theilgaard, Jesper: Det danske vejr (2006)

Udgiver
danmarkshistorien.dk