Folketingsvalget 1929

Artikler

Valgets udskrivelse:

Valget blev afholdt den 24. april 1929, cirka 2½ år efter at statsminister Thomas Madsen-Mygdals (1876-1943) Venstreregering var tiltrådt i december 1926. Regeringen havde søgt at få styr på den økonomiske krise. Især landbruget, som jo var Venstres vælgermæssige bagland, havde problemer i forhold til priser og afsætning. Regeringens politik gik ud på at skære i de offentlige budgetter og liberalisere erhvervslivets vilkår. Det blev dog ikke regeringens økonomiske politik, der blev anledningen til en af de mere dramatiske valgudskrivelser i den politiske danmarkshistorie. Under finanslovsforhandlingerne i 1929 havde Det Konservative Folkeparti krævet en forøgelse af forsvarsbudgettet. Regeringen ville ikke gå med til de konservative krav, hvorfor den konservative leder, John Christmas Møller (1894-1948), i al hemmelighed opfordrede sine partifæller til ikke at stemme for finansloven. Socialdemokratiet fik nys om dette og besluttede i forventning om et for partiet gunstigt folketingsvalg at gøre det samme. Det Radikale Venstre blev ad bagvejen orienteret om den nye situation, og da partiet ikke ønskede at stå tilbage som tabere sammen med Venstre, ville de heller ikke stemme for finansloven. Da Folketinget gik til afstemning ved finanslovens 3. behandling stemte derfor kun Venstre for, og regeringen blev dermed væltet. Den chokerede statsminister Madsen-Mygdal måtte derfor udskrive folketingsvalg til afholdelse den 24. april 1929.    

Valgets temaer:

Forsvarspolitikken, der havde væltet Venstreregeringen, blev et stort tema under valgkampen. Her var Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre nogenlunde enige, hvorimod Venstre og Det Konservative Folkepartis uenigheder stod i lys lue. Dog var det altoverskyggende tema for valgkampen regeringens sociale og økonomiske politik. Socialdemokratiet gik voldsomt til angreb på regeringens nedskæringer på løn- og socialområdet, som de mente havde ramt arbejderklassen. Partiet sammenlignede nedskæringerne med de skattelettelser, der samtidig blev givet til de rigeste samt erhvervslivet og brugte valgkampen igennem Robin Hood-retorik til at angribe regeringen.

Under indtryk af denne massive kritik fra mange fronter havde Venstre svært ved at vinde ørenlyd. Partiet søgte at begrunde, at det havde ageret ansvarligt i den økonomiske krisesituation, men havde svært ved at hamle op med den socialdemokratiske agitation. Det Konservative Folkeparti blev hele valgkampen igennem beskyldt for at have ødelagt det borgerlige samarbejde ud fra egne interesser. Internt i partiet var der også en stor utilfredshed med Christmas Møllers dispositioner og ledelse. De konservative politikere forsøgte i valgkampen at diskutere den forsvarspolitik, som den havde væltet regeringen på. Det viste sig at være svært, da valgkampen primært handlede om regeringens økonomiske politik, som De Konservative i store træk havde støttet. Det Radikale Venstre stod i en lignende situation, da mange af partiets landbovælgere havde været tilfredse med Venstreregeringens prioriteringer. Dog var mange af de radikale byvælgere enige i den socialdemokratiske kritik af nedskæringerne. Retsforbundet forsøgte at tale til de mange utilfredse og mindre velstillede landbovælgere, der var blevet tilovers i både Venstre og Det Radikale Venstre.

Valgets resultat:

Valget blev en stor sejr for Socialdemokratiet. Agitationen mod Venstreregeringens sociale nedskæringer skaffede dem 8 nye mandater, så de i alt talte 61 medlemmer. Partiet fik 41,8 % af stemmerne, hvilket var det bedste resultat for et enkelt parti siden Venstres store sejr i 1903. Venstre fik for tredje valg i træk præcis 28,3 % af stemmerne, men måtte alligevel aflevere 3 mandater, så de endte med 43 i alt, fordi Socialdemokratiets store fremgang over hele landet gjorde indhug i tillægsmandaterne i Jylland. Det Konservative Folkeparti fik en vælgerlussing og måtte aflevere 6 mandater og endte på i alt 24. Valgnederlaget skulle senere blive årsag til en voldsom fløjkamp i partiet. Det Radikale Venstre, der havde ført en stilfærdig valgkamp, beholdt sine 16 mandater på trods af en mindre vælgertilbagegang. Retsforbundet lykkedes med sin agitation blandt de mindre bønder og funktionærerne i byerne og fik et ekstra mandat til deres nu 3 mand store folketingsgruppe. Slesvigsk Parti beholdt ligeledes deres ene mandat. Kommunisterne fik tilbagegang og blev heller ikke denne gang repræsenteret i Folketinget.

Resultatet betød, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre igen besad flertallet i Folketinget, omend det kun var på 2 mandater. Thorvald Stauning (1873-1942), der havde haft en svær periode som statsminister i den socialdemokratiske mindretalsregering 1924-26, bejlede til Det Radikale Venstre om at danne en flertalsregering. Det lod sig gøre, da De Radikale under indtryk af venstreregeringens politik i de foregående år ikke så et rationale i at samarbejde til højre. Den 30. april 1929 kunne statsminister Thorvald Stauning og den radikale udenrigsminister P. Munch (1870-1948) derfor præsentere Danmarks første flertalsregering siden Venstreregeringerne i begyndelsen af århundredet.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1926 - 1929
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1929-1953 (1977)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

Danmark 1900-1950 Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Det Konservative Folkeparti Det Radikale Venstre Folketing og rigsdag Kernestof dansk demokrati Pelle Mortensen Retsforbundet Socialdemokratiet Thorvald Stauning Venstre

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1926 - 1929
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1929-1953 (1977)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk