Folketingsvalget 1924

Artikler

Valgets udskrivelse:

I kølvandet på 1. verdenskrig opstod en økonomisk krise, der i begyndelsen af 1920'erne var på sit højeste. I Danmark krakkede landets største bank Landmandsbanken i 1922. Under indflydelse af den ustabile økonomiske situation i Europa, især i Tyskland, havde Venstre-regeringen reddet banken ved at lade staten overtage dens likvider og gæld og sætte den under statens administration. Venstres statsminister Niels Neergaard (1854-1936) og hans regering var i strid med støttepartiet Det Konservative Folkeparti om, hvorvidt der under den økonomiske krise skulle satses på Venstres traditionelle liberale frihandelspolitik eller en konservativ og mere protektionistisk kurs, der kunne sikre de danske erhverv. Kronens kurs var under kraftig devaluering, og fra 1922 opstod der mange alvorlige regeringskriser. Stemningen var altså henimod valgperiodens slutning yderst anspændt. Statsminister Niels Neergaard udskrev derfor efter at have fået vedtaget en valutaplan - og et halvt år før tid - folketingsvalg til afholdelse den 11. april 1924.     

Valgets temaer:

Den økonomiske krise dominerede det meste af valgkampen. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre forsøgte ihærdigt at udstille Venstres og De Konservatives relativt store meningsmodsætninger i forhold til den økonomiske politik og krisestyringen. For at mindske den stigende statsgæld ønskede Socialdemokratiet at beskatte de øvre lag i samfundet, blandt andet ved at foreslå en formueafgift på 17 %. Det Radikale Venstre gik til valg på en kritik af forsvarspolitikken, som de ikke længere anså for at have samme vigtighed ud fra en forestilling om, at Folkeforbundet og det internationale samarbejde i fremtiden ville forhindre de fleste krige i at opstå. Denne holdning støttede Socialdemokratiet også. Det Konservative Folkeparti havde i valgkampen svært ved ikke at angribe regeringen på trods af partiernes samarbejde. De konservative mente ikke, at regeringen under krisen havde beskyttet erhvervslivet, men i stedet ført en for liberalistisk og ideologisk økonomisk politik, der havde skadet hele landets økonomiske situation.

Ved valget opstillede to nye partier: Retsforbundet og Landmandspartiet. Retsforbundet var i 1919 blevet stiftet som en dansk politisk platform for georgismen, der ville indføre fuld grundskyld ud fra amerikaneren Henry Georges idé om, at de samfundsskabte værdistigninger på jord skal tilfalde samfundet og ikke individet.  Mange af partiets tilhængere var husmænd, der tidligere havde støttet Det Radikale Venstre, som ved sin stiftelse i 1905 også havde haft fuld grundskyld som programpunkt. Landmandspartiet var stiftet af udbrydere af Venstre, der mente, at partiet havde mistet sit fodfæste i landbruget, hvis forhold det nye parti ønskede at forbedre. Det tidligere Venstresocialistiske Parti var i 1920 blevet medlem af den internationale kommunistiske partisammenslutning Komintern og stillede op som Danmarks Kommunistiske Parti.

Valgets resultat:

Valget blev en stor sejr for Socialdemokratiet, der for første gang opnåede at blive det største parti i forhold til både stemmetal og mandater. 36,6 % af vælgerne satte kryds ud for partiet, hvilket indbragte 55 mandater, en fremgang på 7. Venstre tabte derimod 7 mandater og sad nu på 44. Det Radikale Venstre fik for andet valg i træk en mindre fremgang og gik med 2 mandater frem til sammenlagt 20. Det Konservative Folkeparti, som under valgkampen havde fremført konservative særstandpunkter, vandt 1 mandat og fik således 28 folketingsmandater. Erhvervspartiet, der ved valgene i 1920 havde haft stor succes i hovedstaden og visse provinsbyer, stillede på grund af splittelse kun op i København, hvilket blev en massiv fiasko. Partiet tabte mere end 9 ud af 10 stemmer og røg ud af Folketinget. Slesvigsk Parti genvandt sit mandat i Sønderjylland, hvorimod hverken Danmarks Kommunistiske Parti, Retsforbundet eller Landmandspartiet opnåede repræsentation.

Valgets resultat betød, at flertallet i Folketinget skiftede. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre kunne nu mønstre et flertal på 75 af tingets 148 medlemmer. Modsat det tidligere socialdemokratisk-radikale flertal fra 1913 til 1920 var Socialdemokratiet denne gang markant større end de radikale, hvorfor rollerne også blev byttet rundt. Socialdemokraten Thorvald Stauning (1873-1942) kunne derfor den 23. april 1924 annoncere Danmarks første socialdemokratiske regering. Det var dog en mindretalsregering, hvis parlamentariske grundlag var Det Radikale Venstre. De to partier havde i mange år stået hinanden nær, men dette samarbejde havde mest af alt bestået i modstanden mod de borgerlige partier. Nu skulle der samarbejdes på et socialdemokratisk grundlag, hvilket mange radikale ikke var begejstrede for.

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1920 - 1924
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

1. verdenskrig Danmark 1900-1950 Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Det Konservative Folkeparti Det Radikale Venstre Folketing og rigsdag Kernestof dansk demokrati kommunisme mellemkrigstiden Pelle Mortensen Socialdemokratiet Thorvald Stauning Venstre

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1920 - 1924
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk