Fattiglovgivningen i Danmark 1660-1849 – fra tiggertegn til grundlovssikret ret

Artikler

Ved indgangen til 1700-tallet levede anslået 5-10 % af den danske befolkning af tiggeri. Det enevældige styre forsøgte at håndtere det omfattende problem med betlere og løsgængere, der var de gængse betegnelser for tiggere, med en fattiglov i 1708, der forbød tiggeri. I stedet skulle de værdigt trængende hjælpes lokalt, et princip, der fortsatte i det næste store fattiglovkompleks i 1802/03. Her blev fattighjælp en ret til de fattige, der var i yderste nød, men samtidig begyndte en udvikling, hvor modtagelse af fattighjælp var forbundet med en række andre rettighedstab.

Den statslige fattigforsorg havde siden reformationen i 1536 fortrinsvis bestået i uddeling af tiggertegn til de børn, gamle og syge, der blev anset for værdigt trængende, og anbringelse af de arbejdsduelige betlere, der blev betragtet som uværdigt trængende, i arbejdshuse. Her var princippet, at de skulle lære at arbejde til gengæld for de daglige fornødenheder. Samtidig havde man taget sig af de mest syge og gamle fattige i de hospitaler, der med reformationen var overdraget fra klostre til staten.

Fattiglovgivningen 1683-1708

Tiggeri i de unge år blev anset som en glidebane til tyveri og en kriminel løbebane senere i livet. I 1683 forsøgte Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) endnu engang at regulere tiggeriet.  Med forordning om Betlere fra 5. maj 1683 blev det slået fast, at kun dem, der ikke kunne arbejde, måtte tigge, og at de skulle udstyres med et tiggertegn i den by eller det sogn, de kom fra. Hvis de tiggede andre steder, end der hvor de var berettiget til det, så mistede de deres ret til at tigge. Der var dog undtagelser. Hvis nogen uforskyldt var kommet i ulykke og f.eks. havde mistet sin ejendom ved en ildebrand eller lignende, så kunne de få udstedt et midlertidigt tiggertegn, så borgere i deres sogn eller by kunne hjælpe dem på fode igen. Tiggeriet var velreguleret og et middel til at organisere social hjælp til dem, man mente behøvede. Samtidig skulle hvert stift etablere manufaktur, hvor de, der gerne ville arbejde, kunne tilbydes at arbejde for livets opretholdelse på offentlige initiativer. Det var en del af opdragelsen til at tjene sit brød lovligt. Andre børne- og manufakturhuse skulle indrettes til dem, der ulovligt tiggede, så de kunne lære et ærligt håndværk. Også børn, hvis forældre brugte dem til at tigge, skulle placeres her, så også de kunne få en ordentlig opdragelse.

I enevældens store lovkompleks, Christian 5.s Danske Lov, også fra 1683, fremgår det, at de fattige og hospitalerne nok var kongens ansvar, men i praksis blev det forvaltet under kirkens administration. Hospitalerne skulle forestås af en gudsfrygtig og barnløs mandlig forstander og have tilknyttet en præst, der kunne støtte de fattige. De fattige på hospitalet var hans arvinger og dermed hans familie, ligesom de fattiges eventuelle ejendele også overgik til hospitalet ved deres død. Men det var ikke enhver fattig, der kunne blive forsørget på hospitalerne. Det var først og fremmest de syge fattige, der skulle hjælpes på fode igen. Når de kunne arbejde, skulle de tilbage i samfundet. Mens de var på hospitalet, måtte de ikke tigge og kun forlade hospitalet med forstanderens tilladelse og helst kun for at gå i kirke. Hvis de drak eller var på tværs, skulle de efter enkelte formaninger bortvises fra hospitalet, så andre mere værdige kunne få glæde af deres plads.  

Samtidig skulle der i hvert sogn bygges et hus til de fattige, der ikke havde noget sted at bo. Uden for huset skulle stå en indsamlingsbøsse, en såkaldt blok eller fattigblok, hvori der kunne lægges almisser. Den tidlige enevældes fattiglov byggede altså videre på principperne fra 15- og 1600-tallet. Værdigt trængende fattige, der ikke kunne arbejde, skulle forsørges lokalt via tiggeri. Tiggeriet skulle så vidt muligt reguleres og organiseres, så det ikke var til gene for ærlige mennesker. Og ikke værdige tiggere skulle bortvises eller tvinges til at arbejde og lære et håndværk i et voksende antal manufakturhuse. 

Pengetavle eller tiggebakke fra Sæby kirke. Skænket af borgmester Christen Lauridsen Ruus til indsamling af penge til de fattige. Motivet stammer fra Jesu lignelse om den fattige Lazarus. Fra National Museet.

Opgøret med tiggeri – fattigloven i 1708

Med Forordning om Betlere fra 24. september 1708 forsøgte enevælden at gøre op med det omfattende tiggeri. De mange løsgængere uden fast tilhørsforhold i en af de husstande, der udgjorde samfundets grundenhed, var problematisk. Man havde søgt at bekæmpe betleri og løsgængere med anbringelse i tugthuse, men uden det store held.

Nu blev tiggeri helt forbudt, så man ikke skulle skelne mellem dem, der måtte tigge, og dem, der ikke måtte. I stedet skulle de værdigt trængende forsørges direkte i de enkelte sogne via frivillige bidrag samlet ind gennem kirken og en fattigskat. Loven beskrev det som en kristen pligt at hjælpe sognets fattige. Fattigkassen blev administreret af den lokale præst, og kirken var central i indsamling, organisering og distribuering af fattighjælpen – og i vurderingen af, hvem der var værdigt trængende. De to bærende principper i 1708-fattigloven, bekæmpelse af tiggeri og lokalt organiseret hjælp gennem kirken, men med en statslig lovgivning som ramme, var kendt fra den fattiglov, den tyske reformator Martin Luther i 1520-21 havde været medvirkende til at implementere i Wittenberg.

De værdigt trængende blev med 1708-loven inddelt i tre grupper: De gamle og syge, der ikke kunne arbejde, de forældreløse børn og endelig dem, der kunne arbejde noget, men ikke nok til at forsørge sig selv og deres familie. Den sidste kategori er bemærkelsesværdig, fordi der egentlig her var tale om i hvert fald delvist arbejdsduelige folk, der måske bare havde for stor en familie til, at de kunne tjene nok til at forsørge den. Dermed åbnede fattigloven fra 1708 både for en moralsk vurdering af, om de, der var i den tredje kategori, gjorde nok for at forsørge sig selv og deres familie, men også for en anerkendelse af den arbejdsduelige som værdigt trængende under særlige omstændigheder.

I praksis blev de fattige ofte forsørget ved omgangsforsørgelse. Princippet var, at den fattige gik fra gård til gård og blev forsørget nogle dage hvert sted. Det var præsten, der organiserede omgangsforsørgelsen og bestemte, hvor længe det enkelte hushold skulle have den fattige boende. Omgangsforsørgelsen var i overensstemmelse med den sociale forpligtelse, der lå i husholdet, til at forsørge børn og tyende; sognets fattige blev en del af husholdets forpligtelse i nogle dage. Forsørgelsesformen er kun kendt i Skandinavien og blev tilsyneladende ikke benyttet i andre europæiske lande. Den blev først forbudt med den nye fattiglov i 1891. Alternativt kunne de fattige blive støttet med mad, tøj og brænde, så de kunne blive boende i deres eget hjem. Gamle og forældreløse børn blev også bortaktioneret til de familier, der ville have dem boende billigst mod til gengæld at kunne have glæde af deres arbejdskraft.

Til gengæld skulle de ikke-værdigt trængende ikke have nogen form for hjælp lokalt eller mulighed for at tigge. De skulle i stedet tvinges til at arbejde som førhen, men nu blev tugt- og forbedringshusene i København suppleret med et på Fyn (Odense) og et i Jylland (Viborg). Samtidig var det blevet enklere at straffe de uværdigt trængende, fordi betleri var gjort helt ulovligt, og der altså ikke skulle skelnes mellem, hvem der havde lov til at tigge og hvem der ikke havde. Loven formanede fattiginspektøren om at holde øje med almissemodtagernes moralske livsførelse og pålagde ham at gribe ind, hvis de drak, kom i klammeri eller havde et løsagtigt sprog. I givet fald skulle de disciplineres, først gennem kristne formaninger og siden, hvis det første ikke virkede, ved fratagelse af almisserne i en periode. Endelig kunne tugthus komme på tale.

 Stik fra 1700-tallet af Tugt- og børnehuset på Christianshavns torv i København. Fra Wikimedia Commons. 

En ny fattigplan 1799 – 1802/03

Den 1. juli 1799 kom der en ny fattiglov for København. Den blev efterfulgt af en ny fattiglov for købstæderne i 1802 og for landkommunerne i 1803. Principperne var de samme i alle tre dele af det nye fattiglovskompleks. Der blev nu oprettet en fast fattigkommission i hvert sogn/kommune, der havde præsten som fast medlem og ofte formand, men også gav plads til de driftigste borgere eller gårdmænd.

Den fattige skulle stadig henvende sig til præsten for at få hjælp. Det var også præsten, der var ansvarlig for den praktiske uddeling af fattighjælpen. Præsten og kirken var dermed stadig en meget central del af fattigforsorgens arbejde. Det enkelte sogn var forpligtet til at hjælpe alle, der havde boet i sognet i tre år uden at have brug for fattighjælp, hvis deres liv eller helbred var truet. Hjælpen havde form af mad, tøj, brænde og pleje i tilfælde af sygdom. Dermed var fattighjælpen endegyldigt flyttet fra at være almisser, man fik lov at tigge om, til at være en ret i den yderste nød. Men det var stadig præsten og bedrestillede medborgere, der skulle vurdere, hvor dyb ens nød var, og om den var dyb nok til, at man kunne få hjælp. Hvor fattigloven i 1708 havde beskrevet fattighjælpen som en kristen pligt, blev det nu fremstillet som et samfundsmæssigt og medborgerligt ansvar.

De fattige blev stadig inddelt i tre kategorier ved henvendelsen til sognepræsten. De gamle og syge, de forældreløse børn og dem, der kunne arbejde noget, men ikke nok. Der var stadig fokus på, at folk skulle arbejde, hvis de kunne, for at modtage hjælp, men også et ønske om at forebygge nød. Når folk henvendte sig til præsten om hjælp, spurgte han dem ud om deres behov, årsagen til deres nød, hvor meget de selv kunne tjene og om mulighederne for, at de kunne blive hjulpet af venner og familie. Selvom der ikke er grund til at tro, at de lokale fattigkommissioner har været meget rundhåndede med, hvem de gav hjælp, følte de alligevel, at udgifterne voksede eksplosivt. Samtidig ramte en dyb økonomisk krise Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, og perioden mellem fattiglovene fra århundredeskiftet og frem til Grundloven i 1849 var præget af stadige indskrænkninger af de fattiges rettigheder.

I 1808 fik fattigkommissionerne retten over de fattiges ejendele. Det betød, at de fattige ikke måtte sælge nogen af deres ejendele, efter de havde modtaget fattighjælp, der ikke var betalt tilbage. Det betød samtidig, at deres ejendele tilfaldt fattigkommissionen og ikke deres arvinger, når de døde. Fattighjælpen blev betragtet som et lån, der skulle betales tilbage, hvis det overhovedet var muligt. I 1824 blev der udstedt forbud mod, at fattighjælpsmodtagere kunne indgå ægteskab uden fattigkommissionens tilladelse. Den lokalt organiserede fattighjælp, hvor den fattige havde ret til hjælp i sit fødesogn, eller der hvor vedkommende havde boet tilstrækkeligt længe uden behov for hjælp, havde hele tiden betydet, at den fattige mistede retten til at bestemme, hvor han eller hun ville bo. Den fattige blev ofte sendt tilbage til det sogn, der havde pligt til forsørgelse. Udviklingen med stramningen af de fattiges rettigheder kulminerede i 1849 med Grundlovens udstedelse. Her blev fattighjælp på den ene side en grundlovssikret ret, idet Grundloven fastsatte, at alle de, der ikke kunne forsørge sig og sine, og hvis forsørgelse ikke påhvilede andre, de havde ret til hjælp. Til gengæld mistede man sin eventuelle valgret og en række andre civile rettigheder, når man modtog fattighjælp og således blev afhængig af det offentlige.

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørn Henrik Petersen: Fra Luther til konkurrencestaten. Syddansk Universitetsforlag, 2016.

Harald Jørgensen: Studier over det statslige fattigvæsens udvikling i Danmark i det 19. Århundrede.

Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet. 1500-1800.

John T. Lauridsen: Fra udstødte til anbragte, 1500-1950.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørn Henrik Petersen: Fra Luther til konkurrencestaten. Syddansk Universitetsforlag, 2016.

Harald Jørgensen: Studier over det statslige fattigvæsens udvikling i Danmark i det 19. Århundrede.

Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet. 1500-1800.

John T. Lauridsen: Fra udstødte til anbragte, 1500-1950.

Udgiver
danmarkshistorien.dk