Fattighjælp og tab af rettigheder 1849-1933 - fra Grundlov til Socialreform

Artikler

Med Grundloven fra 1849 blev fattighjælp en grundlovssikret rettighed. Samtidig blev det slået fast, at modtagelsen af fattighjælp resulterede i en række ikke nærmere definerede rettighedstab. Fattiglovene fra århundredets begyndelse blev først erstattet af en ny gruppe af fattiglove i starten af 1890’erne. Her blev de første skridt til ophævelse af rettighedstabene taget, mens tabet af valgret ved modtagelse af fattighjælp grundlæggende fortsatte med Grundloven af 1915. Først med Socialreformerne i 1933 blev der for alvor taget et skridt, der gjorde op med rettighedstabet forbundet med modtagelse af offentlig fattighjælp.

Grundloven som udgangspunkt

I perioden op til Grundloven i 1849 havde man indført en række sanktioner i forbindelse med modtagelsen af fattighjælp. Hvis man modtog fattighjælp, skulle man søge om tilladelse til at gifte sig, ligesom man mistede forældremyndigheden og retten til at bestemme, hvor man skulle bo. Rettighedstabet kulminerede i Grundloven, hvor den politiske valgret blev gjort afhængig af, at man ikke havde modtaget fattighjælp, som ikke var betalt tilbage.

Det omfattende rettighedstab blev udgangspunkt for en omfattende diskussion af, hvorvidt fattigdom altid var selvforskyldt. Der kom en voksende forståelse for, at værdigt trængende uforskyldt kunne komme i midlertidig trang og derfor måtte søge hjælp hos fattigvæsnet. Derfor forsøgte man i en række midlertidige fattiglove i 1850’erne f.eks. at hjælpe de soldater og deres familier, som havde fået brug for hjælp i forbindelse med Treårskrigen (1848-1850). Især var det dog den private filantropi, der så det som sit mål at hjælpe fattige enker, forældreløse børn, gamle og til dels de arbejderfamilier, der kom i midlertidig nød pga. hårde vintre, arbejdsløshed og sygdom.

Filantropi

I 1860’erne voksede en omfattende filantropi frem. Private havde altid hjulpet de fattige og givet almisser, ofte gennem kirken. I 1700-tallet begyndte velstillede borgere at oprette legater, som skulle hjælpe fattige i nød, og de første velgørenhedsselskaber så dagens lys i første halvdel af 1800-tallet. En væsentlig del af denne tidlige hjælp var rettet mod middelklassen selv og var til dels et værn mod den evigt lurende fattigdom. Håndværkernes gilder og lav havde været både en forretningsmæssig og en social sikkerhed, men de forsvandt i 1862 med næringsfrihedsloven. Det betød, at der opstod behov for en anden type hjælp, der kunne hjælpe de værdigt trængende uden rettighedstab.

Enevældens fattiglov af 1708 var udtryk for en vis forståelse for, at fattige arbejderfamilier kunne komme i nød, selvom forældrene levede et godt kristent og moralsk liv og arbejdede for at forsørge deres børn. Med det øgede rettighedstab gennem 1800-tallets første halvdel var denne gruppe af fattige kommet under pres. Samtidig betød industrialisering og urbanisering i anden halvdel af 1800-tallet, at fattigdomsproblemerne især i København voksede. Her opstod diskussionerne om og behovet for filantropien.

Filantropien var et redskab for den velstillede middelklasse til at påvirke samfundsudviklingen og opdrage de fattige til at blive gode borgere. Den havde ofte et religiøst, kirkeligt grundlag (men ikke altid), og så det som sit formål både at afværge den værste nød og samtidig opdrage modtagerne til at blive værdige borgere i det spæde demokrati. De, der ikke kunne opdrages til at leve et godt og moralsk liv med det borgerlige hjem og familieliv som ideal, blev overladt til den offentlige fattighjælp og rettighedstab. I de tilfælde forekom rettighedstabet rimeligt i borgerskabets øjne. Samtidig med filantropien og diskussionerne af, hvem der skulle tage sig af de værdigt trængende, så man derfor en kraftig vækst i antallet af fattiggårde. Her skulle den offentlige fattighjælp forsørge de ikke-værdigt trængende under så afskrækkende vilkår og rettighedstab som muligt. Skellet mellem den værdigt og den ikke værdigt trængende fattige og den hjælp, de skulle have, voksede dermed og blev et redskab til at påvirke samfundsudviklingen og opdrage borgerne.

Fattigloven 1891

Den nye fattiglov fra 9. april 1891 videreførte de fleste af de konsekvenser som modtagelsen af fattighjælp havde fået gennem 1800-tallet. Samtidig med at enhver, der ikke kunne forsørge sig selv og sin familie, var berettiget til hjælp, havde modtagelsen af hjælpen en række konsekvenser, hvis hjælpen ikke blev betalt tilbage:

  • Fattighjælpsmodtageren mistede sin valgret og valgbarhed til Rigsdagen og de kommunale råd.
  • Fattigvæsnet havde krav på at få den betalte hjælp modregnet i den fattiges bo ved dennes død.
  • Fattighjælpsmodtageren var underlagt fattigvæsnets kontrol, tilsyn og beslutning om f.eks. forsørgelsesmåde og sted.
  • Hvis en mand havde modtaget fattighjælp ind for de sidste fem år, kunne han kun indgå ægteskab med tilladelse fra fattigvæsnet.

Alligevel var der en vis opblødning i loven fra 1891. Det var den kommune, hvor fattighjælpsansøgeren sidst havde opholdt sig i fem år uden at modtage hjælp, der havde pligt til at betale for forsørgelsen. Men nu fik opholdskommunen pligt til at hjælpe fra ansøgningsøjeblikket, så ansøgeren ikke skulle vente på, at det blev afgjort, hvem der havde pligt til at hjælpe. Samtidig blev det forbudt at bruge omgangsforsørgelse, hvor de fattige på landet var blevet forsørget ved at gå fra gård til gård og bo nogle dage hvert sted. Og det blev forbudt at udlicitere børn og gamle til forsørgelse hos dem, der ville have dem boende billigst mod til gengæld at have gavn af deres arbejdskraft. I stedet skulle de gamle og børnene på specialiserede forsørgelsesanstalter, som var forskellige fra de tvangsarbejdsanstalter, hvor de mere genstridige og umoralske fattige skulle anbringes. Endelig fik de fattige uden bolig krav på, at kommunen hjalp dem til en bolig til en rimelig husleje.

Det vigtigste brud var måske bestemmelsen om, at visse typer af hjælp kunne ydes uden rettighedstab, og at visse grupper af mennesker skulle hjælpes uden rettighedstab. Støtte til begravelse, læge og jordemoder skulle efter 1891-loven ikke føre til rettighedstab. Desuden kunne soldaters familier, familierne til forliste søfolk og sygekassemedlemmer, hvor hjælpen var ophørt, samt visse grupper af kronisk syge modtage hjælp uden tab af rettigheder. Dermed havde man taget det første skridt til at sige, at bestemte grupper i befolkningen kunne modtage offentlig hjælp uden rettighedstab.

Alderdomsunderstøttelsesloven 1891

Samtidig med loven om fattigforsorg fra 9. april 1891 kom Alderdomsunderstøttelsesloven. Den lå i forlængelse af den nye fattiglovs politik med, at bestemte grupper af befolkningen skulle kunne modtage hjælp uden rettighedstab. Et af de vigtigste elementer i 1880’ernes diskussion af, hvordan fattigloven skulle indrettes, havde været et krav om at ældre borgere, der havde ydet til samfundet hele deres liv, kunne modtage hjælp i alderdommen uden ydmygende tab af borgerlige rettigheder. Loven om alderdomsunderstøttelse var et svar på det krav.

Med denne lov blev enhver berettiget til at modtage offentlig understøttelse, når han eller hun fyldte 60 år. Ud over at modtageren skulle have boet i landet i de sidste ti år uden at have modtaget offentlig fattighjælp, så måtte vedkommende ikke være skyld i sin egen trang eller være dømt for en forbrydelse, der blev anset for vanærende. Loven var et brud med tidligere praksis, fordi en gruppe borgere fik adgang til offentlig hjælp uden nogen form for rettighedstab, men også fordi staten betalte ¾ af hjælpen. Hidtil havde fattighjælp alene været kommunernes opgave.

Sygekasseloven 1892

En anden gruppe af fattige, som havde skabt debat, var dem, der røg ud i fattigdom og ikke kunne forsørge deres familie pga. midlertidig sygdom. Hvis familien i øvrigt levede op til de gode borgerlige dyder, betragtede man det som uheldigt for både dem og samfundet, at de røg ud i en nedadgående spiral efter modtagelse af offentlig fattighjælp og tab af rettigheder. Det var den problemstilling man søgte at løse med Sygekasseloven af 12. april 1892. Meget filantropi havde været rettet mod at hjælpe denne gruppe, der nu blev samlet under Sygekasseloven.

I modsætning til alderdomsforsørgelsen blev sygekassen imidlertid ikke en skattebetalt hjælp til alle, der opfyldte nogle bestemte kriterier. Den blev derimod afhængig af, at man selv havde udvist rettidig omhu og meldt sig ind i en sygekasse. På den måde var sygekasserne en afløser af den gensidige sociale sikring, der havde ligget i håndværkslavene indtil næringsfriheden i 1862.

Sygekasser, hvor medlemmerne sluttede sig sammen for at yde gensidig hjælp i tilfælde af sygdom, kunne med loven få offentlig anerkendelse og støtte. Medlemmerne betalte et indmeldelsesgebyr og et medlemskontingent og fik derefter støtte af det offentlige. Til gengæld kunne de opnå en række ydelser som lægehjælp og pengehjælp i tilfælde af sygdom – i en begrænset periode.

Fattighjælp uden rettighedstab

Med fattigloven fra 1891 blev bestemte typer af hjælp givet uden rettighedstab. Princippet med at fritage bestemte typer af hjælp fra fattighjælpens rettighedstab fortsatte ind i det nye århundrede. Det gjaldt bl.a. for folk, der blev ramt af smitsomme sygdomme som f.eks. tuberkulose. I 1907 blev den almindelige fattighjælp suppleret med en hjælpekasse for de værdigt trængende.

Udviklingen, hvor flere og flere grupper fik fattighjælp uden tab af rettigheder, kulminerede med Socialreformen af 1933. Som en del af Kanslergadeforliget i 1933 gennemførte man en omfattende sociallovgivning med en folkeforsikring, arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykkesforsikring og en offentlig forsorg. Store dele af reformen byggede på samme forsikringsprincip som Sygekasseloven fra 1892. Men de principper, fattighjælpen byggede på, ændrede sig grundlæggende. Den offentlige hjælp skulle nu som hovedprincip gives uden rettighedstab. Kun de håbløse tilfælde, f.eks. de åndssvage, blev fortsat anbragt på offentlige institutioner og udsat for tab af rettigheder.

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1849 - 1933
Sidst redigeret
16. december 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Petersen, Jørn Henrik, m.fl.: Dansk Velfærdshistorie, bind 1 og 2 (2010, 2011)

Jørgensen, Harald: Studier over det statslige fattigvæsens udvikling i Danmark i det 19. Århundrede (1940).

Lauridsen, John T.: Fra udstødte til anbragte, 1500-1950 (1996)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1849 - 1933
Sidst redigeret
16. december 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Petersen, Jørn Henrik, m.fl.: Dansk Velfærdshistorie, bind 1 og 2 (2010, 2011)

Jørgensen, Harald: Studier over det statslige fattigvæsens udvikling i Danmark i det 19. Århundrede (1940).

Lauridsen, John T.: Fra udstødte til anbragte, 1500-1950 (1996)

Udgiver
danmarkshistorien.dk