Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

"Der er et Yndigt Land" af Adam Oehlenschläger, 1819

Kilder

Kildeintroduktion:

Den danske nationalmelodi, "Der er et Yndigt Land", er skrevet af Adam Oehlenschläger (1779-1850) under titlen "Fædrelands-Sang" i 1819. Oplevelsen af økonomisk og moralsk sammenbrud i 1800-tallets første par årtier danner baggrund for nationalromantikken i Danmark, og sangen er et eksempel på den voksende nationale identitetsforståelse i den nationalromantiske digtning. Sangen illustrerer, hvordan beskrivelser af den danske natur, historie og befolkning erstatter tidligere perioders digtning om heltedyder og kongeidealer som f.eks udtrykt i Johannes Ewalds royale nationalmelodi "Kong Christian Stod ved Højen Mast" fra 1779.

Den nye danske nationalstat er således centrum i Oehlenschlägers sang, mens det i Ewalds er den samlende, enevældige konge. Oehlenschläger fik sit gennembrud på den danske litterære scene med ”Guldhornene” (1802), et digt, der også markerer romantikkens gennembrud i dansk litteratur. Centralt for romantikken var kærligheden, historien og naturen samt organismetanken: ideen om, at en større sammenhæng gennemstrømmede hele universet, og at denne sammenhæng især åbenbarede sig for kunstnere, der ikke var styret af fornuft, men af følelser og fantasi.

Oehlenschläger introducerede en ny skrivestil, der flittigt benyttede sig af sansemættede detaljer og en levende og associationsskabende sprogbrug. Oehlenschlägers fædrelandssang er her gengivet i sin originale form med tolv strofer, men sangen er sidenhen kun blevet gengivet med fire strofer. Sangen indledes med et citat af den romerske digter Horats (65 f.v.t. til 8 f.v.t.): ”Denne krog af verden tilsmiler mig frem for alle.”



FÆDRELANDS-SANG.

”Ille terrarum mihi præter omnes Angulus ridet.”

Hor[ats].

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.

Der sad i fordums Tid
De harniskklædte[1] Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.

Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danskes Øer.

Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.

Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken[2] gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.

Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.

Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.

Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis[3] og ei Mimers[4] Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.

Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.

Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik[5] ligner Fredegod[6];
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?

Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.


[1] Harnisk: rustning, brynje.

[2] Snekke: sejlbåd.

[3] Brage: i nordisk mytologi gud for veltalenhed og digtekunst.

[4] Mimer: i nordisk mytologi en jætte, der vogter visdommens brønd.

[5] Fredrik: Frederik 6. (1768-1839; konge 1808-39).

[6] Fredegod: dansk sagnkonge. Ifølge sagnet var hans regeringstid præget af fred.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015