Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

De Vestindiske Øer (Dansk Vestindien)

Artikler

De Vestindiske Øer er betegnelsen for Danmark-Norges besiddelser i Caribien, nemlig de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Øerne var i dansk-norsk besiddelse fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733, indtil de solgtes til USA i 1917. De tre øer var de betydeligste af de danske kolonier i troperne.

Etablering

Midt i 1600-tallet begyndte dansk-norske skibe at sejle på Vestindien, og i 1665-66 blev der gjort et forgæves forsøg på at kolonisere den ubeboede ø, Sankt Thomas. I 1671 dannedes et vestindisk kompagni (fra 1674 det Vestindisk-Guineiske Kompagni), og i 1672 gjorde man under ledelse af Jørgen Iversen Dyppel (1638-1683) som guvernør et nyt, vellykket forsøg på at kolonisere øen. Efter en vanskelig start kom produktionen af sukker efterhånden i gang, og i 1718 tog man trods engelske protester den noget mindre naboø, Sankt Jan, i besiddelse. I 1733 købte man det lidt fjernere beliggende Sankt Croix af franskmændene. Med sine 218 km2 betød erhvervelsen af Sankt Croix næsten en tredobling af arealet af de dansk-norske besiddelser i Vestindien.

På kortet ses de amerikanske Jomfruøer, som Dansk Vestindien kom til at hedde efter salget i 1917.

Handel og økonomisk udvikling indtil 1848

De tre øer udviklede sig meget forskelligt. Jorden på den vulkanske og kuperede Sankt Thomas blev hurtigt udpint af dyrkningen af sukkerrør. I stedet klarede øen sig pga. den fremragende naturhavn, omkring hvilken byen Charlotte Amalie voksede op. Sankt Jan blev opdyrket med tobak, bomuld og sukker; men øen var for lille til at få økonomisk betydning. Størsteparten af den danske sukkerproduktion kom derfor til at foregå på den relativt flade Sankt Croix, som fra starten blev systematisk udstykket i ensartede plantagegrunde. Øen rummede desuden de to byer Christianssted på den nordøstlige kyst og Frederikssted i den vestlige ende af øen.

Efter pres fra plantageejerne overtog kronen øerne fra det Vestindisk-Guineiske Kompagni i 1755. Kronens overtagelse markerede indledningen på en storhedstid, der varede indtil de britiske besættelser i 1801 og 1807-15. I denne periode kulminerede sukkerproduktionen på Sankt Croix, og sukker blev en af de vigtigste handelsvarer i København. Byen Charlotte Amalie profiterede af, at den fra 1764 gradvist blev en frihavn. Udover handel med Danmark-Norge og Europa spillede også handel med de 13 nordamerikanske stater en betydelig rolle. Handelen blomstrede især, når de store europæiske handelsnationer lå i indbyrdes krig.

Efter 1815 fik sukkerproduktionen på Sankt Croix sværere ved at klare sig; dels på grund af udpining af jorden, dels på grund af øget konkurrence. Bedre gik det på Sankt Thomas, hvor Charlotte Amalie forblev en af Caraibiens vigtigste havne. Byen havde i 1830’erne mere end 10.000 indbyggere og var nu den næststørste i kongeriget Danmark.

Befolkning

Det var imidlertid begrænset, hvor ’danske’ de vestindiske øer var. På Sankt Thomas var der – især i den tidlige periode – et betydeligt hollandsk befolkningselement, og på Sankt Croix dominerede briter blandt plantageejerne. Den største befolkningsgruppe var imidlertid slaverne, som bestod af to grupper: busalerne, de nytilkomne fra Afrika, og kreolerne, der var født på øerne. I 1755 var der 14.977 slaver og 1.841 frie indbyggere (hvide og frigivne slaver) på øerne. I 1797 var de tilsvarende tal henholdsvis 32.213 og 4.480.

Slavernes vilkår

De fleste slavers hverdag bestod af hårdt arbejde i sukkerrørsmarkerne, mens andre gjorde tjeneste som håndværkere eller tjenestefolk. Slaverne var i praksis en del af ejerens rørlige formue og havde ingen rettigheder. Slaverne havde få muligheder for at undslippe slavetilværelsen. Det lykkedes for enkelte at købe sig til frihed og opnå status som ’frinegre’. Andre flygtede ud i vildnisset eller til nærliggende øer. En tredje mulighed var egentlige slaveoprør. I 1733 gjorde slaverne på Sankt Jan oprør og overtog kontrollen med øen. Det tog otte måneder og krævede hjælp fra en fransk styrke at nedkæmpe oprøret. I 1759 afsløredes tillige planer om et oprør på St. Croix.

Slavernes frigivelse, 1848

Det mest kendte slaveoprør kom dog i 1848. Selv om Danmark-Norge som den første stat i 1792 (men først med virkning fra 1803) forbød den transatlantiske handel med slaver, blev selve slaveriet opretholdt; også efter briternes ophævelse heraf i 1833. Presset for slavernes frigivelse voksede imidlertid, og i 1847 bestemtes det, at alle børn af slaver fra 1859 skulle fødes frie. Dette hjalp imidlertid ikke, og i juli 1848 undlod generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854) at bekæmpe et begyndende slaveoprør ved Frederikssted på Sankt Croix. I stedet erklærede han uden forudgående konsultation med København slaverne for frie.

Perioden efter 1848

Perioden efter slavernes frigivelse var på St. Croix præget af økonomisk dårlige tider og vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft til sukkerproduktionen. På Sankt Thomas gik det bedre på grund af havnen i Charlotte Amalie, som i årene efter 1900 tiltrak sig opmærksomhed fra H. N. Andersen og Østasiatisk Kompagni.

Sociale og økonomiske frustrationer førte i 1878 til et omfattende oprør blandt landarbejderne på St. Croix. I årene omkring 1. verdenskrig begyndte en organisering af arbejderne under ledelse af David Hamilton Jackson (1884-1946), og i 1916 kom det til omfattende strejker.

Afhændelsen

I perioden efter 1848 blev de vestindiske øer efterhånden et dræn for den danske statskasse, og fra 1860’erne var der overvejelser om at afhænde dem. USA – der nu var øernes altdominerende handelspartner – fremstod som den oplagte køber. I 1902 var en afhændelse til USA meget tæt på, men en afstemning herom endte med stemmelighed i Landstinget, hvorfor forslaget faldt. Under første verdenskrig blev en afhændelse til USA igen aktuel. Med åbningen af Panama-kanalen i 1913 blev havnen i Charlotte Amalie yderligere attraktiv, og amerikanerne ønskede at forhindre, at øerne skulle komme på tyske hænder. Danmark og USA nåede til enighed om betingelserne for et salg i 1916, hvilket blandt andet indebar, at USA anerkendte Danmarks krav på Grønland. Efter en dansk folkeafstemning den 14. december 1916 blev øerne i 1917 solgt til USA for knap 100 millioner kroner (25 millioner dollar). Befolkningen på øerne blev ikke spurgt; men det er sandsynligt, at også de ønskede at bryde forbindelsen til en kolonimagt, der ikke formåede at sikre ordentlige levevilkår og indtægtsmuligheder. Øerne hedder i dag US Virgin Islands.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015