Danske dronninger, efter ca. 950

Temaer

Igennem tiderne har kongemagten især været mændenes domæne – i danmarkshistorien har vi kun haft få regerende dronninger. Dronningerollen har dog været af stor betydning for kongehusets magt, anseelse og dynasti. Ægteskaber har beseglet europæiske alliancer, og fødsel af en tronfølger var en meget vigtig begivenhed, der gav dronningen status og betydning.

I dette tema kan du læse om ni danske dronninger, fra middelalderen til i dag. De giver et historisk vue over dronningeroller og -skæbner, der veksler mellem barnebrude og regenter, mellem et apolitisk og tilbagetrukket liv og involvering i voldsomme intriger og kup, og mellem magt og afmagt. 

Temaet indledes med vikingetidsdronningen Thyra Danebod, som først og fremmest kendes, fordi hendes mand, Gorm den Gamle, og hendes søn, Harald Blåtand, nævnte hende på Jelling-stenene. Meget mere ved vi ikke om hende, og beretningerne præges af sagn og myter. Hendes rolle i danmarkshistorien er derfor især farvet af senere tiders tilskreven national symbolik, som der ikke findes belæg for i kilderne.

Margrete Fredkulla var i 1100-tallet et eksempel på, at en kongedatter kunne få en vigtig rolle i etablering af alliancer og territorier. Hun var datter af den svenske konge og blev først gift med den norske konge som led i en fredsslutning. Som enke viedes hun derefter til den danske konge Niels, og alt tyder på, at hun har spillet en meget fremtrædende rolle i kongemagtens udøvelse og rigets forvaltning.

Omkring år 1400 regerede den mest magtfulde danske kvinde i middelalderen, Margrete 1. Som grundlægger af Kalmarunionen blev hun regent i Danmark, Norge og Sverige, fordi hun var datter af den danske konge, enke efter den norske konge og formynder for to umyndige tronfølgere. Margrete 1. er gået over i historien som en af de største regenter i Danmarks historie, og hun var et eksempel på det råderum, en dronning gennem den rette kombination af omstændigheder og personlige evner kunne opnå.

Christian 3.s dronning, Dorothea, var i 1500-tallet en klassisk renæssancedronning. Hun var meget religiøs, og sammen med kongen spillede hun en vigtig rolle i forbindelse med religionsskiftet ved reformationen i 1536. Som mange af samtidens dronninger var hun af tysk fyrsteslægt, og det danske kongehus fik herigennem en betydelig tysk påvirkning.

Sophie Amalie var tysk hertugdatter og landede ved sit ægteskab med Frederik 3. i 1643 midt i dramatiske begivenheder. Hoffet var præget af rivalisering og magtkampe, og kongeparret var især i konflikt med rigsrådet og rigshovmester Corfitz Ulfeldt, hvis hustru Leonora Christina som datter af Christian 4. havde været rigets førstedame. Sophie Amalie og Frederik 3. blev i 1660 Danmarks første enevældige kongepar.

Juliane Marie kom også fra en tysk hertugfamilie og havnede ved sit ægteskab med Frederik 5. i 1752 i et kongehus, der var alt andet end harmonisk. Hendes mand førte et udsvævende liv, og efter hans død i 1766 fik hun som enkedronning en central politisk rolle i det magtrum, der opstod, fordi den nye konge Christian 7. var mentalt ustabil. Hun blev en del af hoffets intriger, der for alvor tog fart med ankomsten af livlægen Struensee og hans affære med dronningen, Caroline Mathilde.

Den engelske prinsesse Caroline Mathilde blev i 1766 som 15-årig gift med Christian 7. – et ægteskab, der var betinget af alliancehensyn. Christian 7. var både som menneske og som regent meget ustabil, og hendes skæbne blev beseglet, da hun indledte affæren med Struensee. Hun blev afsat som dronning, ægteskabet med kongen blev opløst og hun blev afskåret fra kontakt med sine to børn. Hun døde som 23-årig i kurfyrstendømmet Hannover efter at være blevet landsforvist.

Louise kom fra en tysk adelsslægt til et ægteskab med sin halvfætter Christian i 1842. Det var ikke et arrangeret ægteskab, og Christian var ikke tronfølger på det tidspunkt, så hun kom ikke til Danmark som hverken kronprinsesse eller dronning. Det ændrede sig dog, da der ikke var direkte arvinger til tronen. Arveretten landede i Louises slægt, og derfor blev hendes mand kronprins i 1852 og konge i 1863. Christian 9. og Louise opbyggede meget tætte netværk til Europas regenter og fyrster gennem deres børns ægteskaber, og Louise spillede en stor rolle i etableringen af disse alliancer.

Danmarks nuværende regent, Margrethe 2., blev ved sin tronbestigelse i 1972 den første danske dronning, der blev indsat efter kvindelig arvefølge. Det blev muligt ved grundlovsændringen i 1953, men var stadig betinget af, at der ikke var mandlige arvinger. Fuld og lige arvefølge til førstefødte uanset køn blev indført efter en folkeafstemning den 7. juni 2009. Margrethe 1.s regeringstid har budt på store ændringer i kongehusets rolle i samfundet, hvor moderniseringer blandt andet har indebåret større mediebevågenhed og ægteskaber, der ikke længere har funktion af royale/fyrstelige alliancer på kryds og tværs af Europas grænser.

Som dette tema viser, har dronningerollen haft mange udformninger. Nogle dronningers magt og indflydelse har både direkte og indirekte haft stor betydning for historiens forløb, mens andre dronninger har levet et isoleret og tilbagetrukket hofliv. Samtidig afspejler de forskellige dronninger også den rolle, som kongehuset har haft fra vikingetid, over renæssance og enevælde, til det konstitutionelle monarki, som vi har i dag. 

Margrete 1.s gravmæle i Roskilde Domkirke Margrethe 2.

Afbilledet del af Margrete 1.s gravmæle i Roskilde Domkirke, fra Wikimedia Commons og fotografi af Margrethe 2. Fotograf Johannes Jansson - norden.org.