Oprindelse og udvikling

Danehoffet havde sin oprindelse i møder mellem kongerne og deres mænd, der blev afholdt for at træffe beslutninger om større politiske problemer og afklare konflikter eller retssager mellem de involverede. Møder mellem kongen og hans hird er givetvis blevet holdt langt tilbage i historien. Vi har imidlertid først omtaler af sådanne møder fra omkring midten af 1100-tallet, og da deltager udover herremændene også bisperne, som ligesom herremændene havde aflagt troskabsed til kongerne og dermed var blevet deres mænd.

Omkring midten af 1200-tallet begyndte sådanne møder for alvor at beskæftige sig med lovgivning, ligesom de blev afholdt noget hyppigere. Dermed opstod Danehoffet, som en institution, der i konkurrence og samspil med landstingene, havde en afgørende indflydelse på rigets lovgivning.

I 1282 nåedes et foreløbig højdepunkt for institutionens indflydelse, da landets første håndfæstning blev godtaget på et Danehof af kong Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286). I den bestemtes det, at der skulle holdes Danehof hvert år, hvor bl.a. evt. sager om majestætsforbrydelse skulle afgøres. Den mest berømte sag af den type blev afgjort i 1287, da marsk Stig Andersen (1230-1293) sammen med otte andre blev dømt fredløse for mordet på Erik Klipping.

I Christoffer 2.’s håndfæstning af 1320 fik aristokratiet Danehoffet placeret som landets højeste lovgivende organ og højeste domstol. Dermed blev det udtrykkeligt overordnet den særlige kongelige domstol, kaldet det kongelige retterting. Denne placering beholdt Danehoffet i princippet, så længe det eksisterede. Udover håndfæstningerne kendes der vigtige lovgivningsarbejder vedtaget på Danehoffer i 1250’erne, 1276, 1304, 1354, 1360 og 1377.

De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping den 22. november 1286.
Fra: Wikimedia Commons  

Organisation

Selvom Danehoffer efter 1282 i princippet skulle afholdes hvert år, gik der ofte lang tid mellem deres afholdelse. Det var kongen, der indkaldte, og når han ikke havde behov for at få løst større problemer, var det fristende at lade være, fordi Danehofferne var det naturlige sted at formulere opposition mod kongemagten.

Når de blev afholdt, skete det ofte omkring Skt. Hans i Nyborg, hvor man endnu på slottet fremviser den sal, hvor Danehofferne efter sigende skal være blevet afholdt. De kunne dog også afholdes på andre steder og tider. Beslutningerne blev i praksis truffet af de såkaldte ”Rigets Bedste Mænd”, dvs. bisperne, indenlandske hertuger og grever, rigsembedsmænd og særligt fremtrædende herremænd sammen med kongen. Dog var det formentlig en betingelse for beslutningernes gyldighed, at de fik tilslutning fra de øvrige tilstedeværende på Danehoffet.

Danehoffets ophør

Fra slutningen af Valdemar Atterdags (født ca. 1321, regent 1340-1375) regeringstid fik rigsrådet en fast og fremtrædende placering i landets forvaltning, og da dette bestod af bisperne og landets førende verdslige stormænd, blev det naturligt, at rigsrådet efterhånden overtog Danehoffets opgaver. Det bestod jo af den personkreds, som i praksis traf afgørelserne på Danehofferne. Det sidste Danehof blev afholdt i 1413, da kong Erik af Pommern (født ca. 1382, regent 1396-1439, død 1459) havde brug for at legitimere, at han ved dom prøvede at sikre sig herredømmet over hertugdømmet Slesvig.

Margrete 1. og Erik af Pommern ved Eriks kroning til konge over det samlede Norden. Illustration fra Niels Baches "Nordens Historie" (1881-87). Fra: Wikimedia Commons  

Parlamenter

Ordet ’Danehof’ opstod først omkring midten af 1300-tallet. Indtil da blev disse rigsmøder oftest betegnet med det latinske ord parlamentum, der betyder samtale, forhandling eller møde. Sådanne parlamenter opstod flere steder i Europa i 1200-tallet. Mest kendt er det engelske. Grundlæggende opstod de som en følge af kongedømmets voksende magt, der gjorde det nødvendigt at kommunikere og legitimere beslutninger i en bredere kreds – eller for andre grupper at sætte grænser for kongernes magtudfoldelse.

I Danmark centraliseres magten til at være kongens med- og modspiller på befolkningens vegne med tiden i hovedsagen hos rigsrådet, lejlighedsvis suppleret af stænderforsamlinger. Andre steder, især i England, gik udviklingen i retning af, at flere af samfundets mere velstående grupper blev repræsenterede i parlamentet.

Set i en lidt bredere sammenhæng kan de middelalderlige parlamenter siges at have spillet en væsentlig rolle for fremkomsten af det princip, at repræsentanter for befolkningen i en eller anden udstrækning skulle høres, når vigtige beslutninger blev truffet. Et princip, som kan betragtes som en forløber for det repræsentative demokrati.

Historieskrivning

Den hidtil mest omfattende behandling af Danehoffets historie er skrevet af Anna Hude (1858-1934). Den udkom i 1893 og har titlen ”Danehoffet og dets plads i Danmarks statsforfatning”. Bogen er den første doktordisputats i Danmark, som er skrevet af en kvinde.