Den 21. januar

Kl. 10 var jeg hos M^r Anker[1] for at besøge fængslerne. Vi tog vognen og kørte først til det saakaldte Blaataarn,[i] hvor man indsætter alle dem, der hører under Hoffet. Det er en lille firkantet bygning, som ligger nær ved den vestlige indgang til havnen paa et sumpet terræn. Vi traadte ind, og det første vi stødte paa, var de saakaldte "Spanske kapper" (udmærket gengivet af Howard);[ii] det er nogle store tønder af træ med et hul i bunden, hvorigennem delinkventen[2] skal stikke sit hoved. Der bliver saa lagt nogle tunge blylodder ovenpaa, og saaledes bliver han ført igennem byen.

Der blev først aabnet et lille underjordisk fangehul paa ca. 10 fod i kvadrat, og saa lavt, at jeg ikke kunde staa oprejst derinde. Her sad en stakkels svensk dreng paa 18 aar, ovenikøbet med en tung lænke, der var fastgjort til hans fod og til en bjælke i loftet.

"Hvilken forbrydelse er han anklaget for?" spurgte jeg.
"Han har stjaalet et eller andet"
"Og hvorfor denne lænke?"
"Fordi han vilde dræbe sin kammerat, der sad sammen med ham."
"Hvordan er det muligt, M^r Anker?"
"Spørg ham selv."

Og vi kom saa paa det rene med, at kammeraten havde drukket en hel kop the, skønt den var beregnet til dem begge to... Han havde saa truet ham med at ville dræbe ham med en sten, han havde, medens han sov. Den anden blev bange, og det samme blev fangevogteren. Han fremstillede sagen for dommeren paa sin egen maade. og her ser man grunden til, at man nu i halvandet aar har holdt den ulykkelige stakkel i lænker her...

Jeg bad om at faa døren lukket, og vi andre, som blev derinde, kunde næppe skimte dagens lys. Uden ild og uden rude i det hul, hvor igennem lyset kom ind! Man var nødt til at pumpe vandet ud to gange om dagen, for at der ikke skulde blive oversvømmelse. Og det værste er den forpestede luft, man indaander herinde, og som stammer fra to store overdækkede tønder, hvori fangen forretter sin nødtørft og lader sit vand, og den ene var fuld, den anden halvt fuld!

"Hvorfor bliver de ikke tømt oftere", sagde jeg og fik til svar, at de bliver tømt ca. 5-6 gange om aaret. Hvilken djævelsk stank! Men det er ovenikøbet ikke sandt, da det er umuligt, at ét menneske kan fylde en saadan tønde paa kun 2 maaneder.

Sengen var en trækasse, uden madras, uden tæppe eller halm, eller noget som helst, saa jeg begriber ikke, hvordan den ulykkelige knøs har kunnet holde sig i live saa længe.

Stanken var saa uudholdelig, at ingen af vore tjenere vovede at nærme sig. Et par skilling, som jeg gav staklen, tog han imod med grædende taarer. - Ak, arme menneskehed!

Herfra gik vi videre til en anden celle paa første sal, af samme størrelse, maaske lidt højere og med mere lys, og én seng med én halm-madras til tre kvinder, som opholdt sig her. En af dem var ung, og hun var her, fordi hun havde sagt, at hun var Dronning (Caroline) Mathilde; en anden var her, fordi hun var anklaget for at have hjulpet en undvegen. Men hvilken djævelsk stank!

I cellen overfor, som ganske lignede de andre, var der en meget tiltalende ung pige og en gammel kvinde, som var ved at udaande i en kasse uden madras eller andet. Den unge pige fordrev tiden med at strikke strømper, hun havde et interessant og naivt udtryk (de smukkeste øjne, som jeg har set hos nogen kvinde her). Hun fortalte os, at hendes forbrydelse bestod i, at hun havde taget et tørklæde, der var 5 mark værd og solgt det for 3, som var blevet betalt tilbage; hun var blevet dømt til at forblive her i endnu 14 uger.[*]

Jeg sagde til A., at med den luft, der var her, og som ingen af os andre var i stand til at udholde, kunde hun ikke holde sig frisk i to dage til. Og vi forhørte os, om der ikke var noget hospital, hvor fangerne kunde faa lægehjælp, hvortil der blev svaret jo. "Hvorfor sender man saa ikke denne kvinde derhen?" sagde jeg.

I en lignende celle var der 2 ulykkelige kvinder med deres fulde tønder, som stank! Og i en anden lige overfor, som vi fik aabnet trods fangevogterens protest, fandt vi en fange, der var død. Han havde lige udaandet i sin seng, uden at nogen havde rørt ved den ulykkelige. Det er beviset paa, at der hverken er hospital eller medicin til disse arme mennesker... Stakkels Anker, han skælvede af rædsel!

Sluttelig gik vi op paa anden sal, hvor de bedste fængsler findes, og i et rum med en lille jernovn, der varmede det op, traf vi en brændselsadministrator, som havde begaaet uregelmæssigheder i sine regnskaber, men han havde ingen tønder, og der var ruder i vinduet. En anden, en regimentsofficer, var fængslet paa grund af gæld til en jøde; han var i et andet, lignende rum - endelig - med varme og et vindue med ruder i. Disse rum opvarmes paa hans bekostning. Tæt op til dette rum er der et større, som kaldes "Riddersalen", fordi man her anbringer folk af stand, eller fordi det er det bedste sammenlignet med de andre. Her lagde vi mærke til en civilklædt fange, som gik frit omkring, og fangevogteren meddelte os, at det beroede paa hans skøn. Som om det at blive lagt i lænker eller gaa frit omkring var noget der beroede paa hans eget skøn. Jeg spurgte, om det ikke beroede paa dommerens skøn? - Samme fangevogter underrettede os om, at han for hver fange modtog 4 skilling om dagen, og at det var ham, der fordelte rationerne... Hvilke misbrug kan dette ikke føre til! Til slut fordelte jeg nogle skilling til disse arme stakler, der modtog dem med taarer i øjnene, og vi forlod dette infernalske fangehul - med en lugt hængende i vore egne klæder, saa vi maatte væmmes ved os selv.[iii] Arme, ulykkelige mennesker, der er glemt af hele verden! Der var 11 ialt og 1 død.

Derfra gik vi hen til Stadsfængslet,[iv] hvor fangevogteren tillod os at besøge 60 fanger, de fleste af dem er gældsfanger.[**]

De var i rum, som var saa nogenlunde, fordi de selv betaler for det. De, som er fattige, og som er her for mindre tyverier, i to rum, hvor der er hundekoldt og med lidt halm i nogle kasser - ak, hvilken ynk, og hvilken uorden maa der ikke opstaa paa denne maade!... Luften var daarlig, men uendelig meget mindre end i det forrige rum, fordi der er lokummer lige ved siden af, hvor de kan forrette deres nødtørft.

Derpaa saa vi i to lave rum 12 kvinder, der havde det meget daarligt; som senge havde de kun en lille smule halm i nogle kasser af træ, meget daarlig luft og næsten intet lys. Forbrydelsen er nogle smaarapserier. Da jeg tog en rigsdaler frem for at give dem den, kastede de stakler sig for mine fødder, og jeg lagde mærke til en ung pige paa 18 aar, der var mere soigneret end de andre, og som græd meget. Jeg erkyndigede mig om grunden, og de fortalte mig, at for 3 dage siden havde domstolen dømt hende til at faa hovedet hugget af for barnemord... "Aah Gud", sagde jeg til min ledsager, "lad os dog prøve at finde en udvej, om det er muligt!" Jeg bønfaldt denne mand om at trøste hende, og jeg gik derfra fast besluttet paa at tale med alle og enhver, hvis Anker ikke strax vilde tale med Kronprinsen.

Dernæst var vi paa Stokhuset (Stokhauset)[v] eller Inkvisitions-Kammeret. Fangevogteren viste os de piske, hvormed der piskes og de torturinstrumenter af jern, med hvilke den arme anklagede bliver truet til at sige det, som de ønsker, han skal tilstaa. Muren var dækket med blod, udgydt af disse arme ofre for barbariet.[***] Og denne taabe demonstrerede ganske levende for os, hvordan han haandterer pisken &c., som om det var et stort og meget værdifuldt talent. Vi saa dernæst et fangehul, hvor der sad 7 kvinder, til visse meget daarligt og i en slem luft.

Paa galleriet opbevares stadig de infernalske træheste, som man tidligere brugte som torturinstrumenter. Derfor gik vi til de underjordiske fangehuller for mænd, hvor der var 44 fanger i 3 smaa lokaler med den rædselsfuldeste luft og ikke engang halm til at lægge sig paa, kun nogle træbrædder. Den samme stank som i Blaataarn mærkede man her. Nogle ulyksalige jøder, som havde købt stjaalne varer, var dem, der stank værst. Et andet af disse fangehuller var ledigt, og med den smule lys, der trængte ind, skønt det var lukket, saa man, at der kun var et brædt paa gulvet til at sove paa. Denne celle, fortæller vor hjemmelsmand[3] os, benyttes af dem, som ikke kan bringes til at tilstaa med pisken, og her i mørket plages de af onde aander! Vi har dem ofte siddende her i op til 15 uger! Har man nogensinde hørt noget lignende blandt mennesker... Det maa bemærkes, at det var Struensee, der indførte loven om torturens afskaffelse i dette land![vi]

Derefter kom vi igennem nogle store sale, der er meget forsømte og med tung luft; her er der brædder i to rækker, den ene over den anden, hvor tvangsarbejderne, eller slaverne, som de kalder dem her, skal sove; de er dømt til tvangsarbejde for det offentlige i et begrænset tidsrum eller paa livstid; de har hverken madras, halm eller tæppe; noget, der ligner en slags store træbure tjener til at indespærre dem, der har gjort mere end ét flugtforsøg. For tiden er der her 273 mand. Deres klædedragt er uden sammenligning bedre end deres logis. Det er bevis paa, at man tager sig af det, der vender udad, medens det, der ikke kan ses, bliver forsømt.[vii]

Vi gik ogsaa op til kirken, som ligger ovenover disse sovesale, og er meget pænere og finere udsmykket. - Vorherre bevares, alle disse ængstende tanker!

Vi gik ind i fangevogterens bolig for at nedskrive dette memorandum; og jeg glædede mig over den orden og properhed, der herskede hos ham og hans familie. Børnene lærer at læse og skrive, hvilket i nogen maade befriede mig for den uvilje, jeg havde følt overfor denne slavepisker.

(...)

Den 22. januar

Vi vendte tilbage til Stokhuset for at overvære forhøret af nogle fanger. Præsidenten, M^r Pitzler[viii] modtog os med største høflighed og fortalte os, at tyveri er den mest almindelige forbrydelse her i byen, og at den har sin oprindelse i lotteriet, idet 5/6 af tyverierne skyldes, at folk vilde spille i det for at vinde en formue. Før denne skadelige institution blev oprettet, kendtes denne forbrydelse næppe. Hvilken lektion for dem, der sidder i regeringen, dersom de vilde nedlade sig til nu og da at kaste et blik paa folkets sæder og rette deres love derefter! Han sagde os, at denne profession havde naaet den grad af fuldkommenhed, at de havde inddelt den i forskellige grene: nogle stjal kun kister, andre kasseroller; andre tøj &c. Videre fortalte han, at han havde haft en sag med en norsk sølvsmed, som nogle andre forbrydere havde anklaget som forfalsker af pengesedler; af skræk for pisken havde han saa tilstaaet sig skyldig som storforbryder, langt hellere end at blive udsat for pisk, det sorte hul &c. - og han fortalte, hvordan han havde graveret og stukket denne pengeseddel. Da man søgte oplysninger hos de herværende fagmænd, erklærede de, at det var umuligt at gøre det paa den maade. Saaledes at man opdagede, at den saakaldte forbryder ikke engang vidste, hvordan man bar sig ad, og at han kun løj for at undgaa pisken.

(...)

Imidlertid viste Præsidenten mig svøben (zurriago), som er lavet af hampesnore med knuder paa af form som en bodssvøbe, videre haandjern og lænker af jern, hvormed forbryderne lænkes til muren, naar de skal piskes. Han fortale mig, at de modigste soldater, der tager imod stokkeslag uden at kny, hyler under denne pisk. Ikke desto mindre priste han denne form for tortur! Han tilføjede, at han aldrig lod nogen piske, før de var blevet kendt skyldige, og kun for at faa dem til at tilstaa. Paa samme maade med de medskyldige. Denne afstraffelse gentages, indtil de tilstaar.

(...)

Den 23. januar

Sammen med Anker besøgte jeg Forbedringshuset paa Christianshavn[ix]. Det er grundlagt og bygget til dette formaal af Christian VI i aaret 1736. Der er for tiden 297 fanger, heraf 199 kvinder og 98 mænd. Dets direktør Koefoed[x] er en human mand, der modtog os med største høflighed. Han ledsagede os først til nogle smaa rum, der bruges til at raspe[5] farvetræ fra Campeche[xi] i, og hvor der som regel kun sidder én fange. Dagsarbejdet er paa 20 pund raspetræ. For tiden er der 15 af disse fanger. Nogle af dem var allerede ubeskæftigede og uden at have noget at gøre her midt paa dagen. Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke arbejdede, og de svarede, at det var, fordi de ikke fik betaling for overarbejde. Direktøren gav mig ret i, at det var urimeligt, saa meget mere som det aldrig skortede paa købere. Forresten er de ikke daarligt installerede, eftersom bygningen er meget god, af mursten, og opført til dette formaal. Vi besøgte de sale, i hvilke kvinder og nogle unge drenge arbejder med at spinde og karte. Disse rum er store og rummelige med tilstrækkeligt lys; men man sørger ikke for at lufte ud og med renlighed er det saa som saa.

Jeg saa her en smuk og kraftig pige paa 18 aar, med det mest sensuelle udseende, jeg nogensinde har set, vild efter at blive kneppet - og dømt til at være her paa livstid! Fordi hun fik et barn, som hun formodes at have ombragt...[****] Hvilken grusomhed!

Jeg gav dem nogle skilling, som de var meget tilfredse med.

Derefter gik videre til nogle store sale, hvor de arbejdede paa samme maade, og hvor jeg observerede de samme mangler med hensyn til luft og renlighed. Jeg lagde ogsaa mærke til mange kønne børn af begge køn, og man sagde til mig, at de var her, fordi de havde tigget. Men hvorfor blande dem med lastefulde og forbryderiske mennesker? Dertil svarede man mig, at selskabet var saa fordærveligt, at den, der engang kom herind, sikkert vendte tilbage, thi de kom ind som tiggere, og de kom ud som tyve. Dette bidrager ogsaa til det daarlige ry, som huset har af denne grund. Thi om de end skulde vise sig som gode tjenestefolk, saa vilde man atter jage dem bort, saa snart man fik at vide, at de havde været her. Naar de saa er arbejdsløse, forfalder de just til alle laster.

Vi gik op paa anden sal, hvor sovesalene er indrettet, ogsaa i store rum. Der er gode senge med madrasser og tæpper, 2 personer i hver. Vi saa kantinen og de almindelige forraadskamre, aldeles udmærkede til visse, og køkkenet er i god stand. Vi gik op til hospitalet, hvor der var henved 30 patienter, 2 i hver seng. - Luften var temmelig slet. Her traf vi igen den unge pige med de smukke øjne fra Blaataarn, hun var sammen med sin døende medsøster blevet sendt herned, og de takkede mig tusind gange. Havde det ikke været for mig, saa var de døde dér, før deres fængselstid var udløbet.

Vi saa apotheket, der ikke er andet end nogle flasker, som badskæren[7] ordinerer noget af. Gud må vide, hvad de indeholder! Intet er saa penibelt som at spærre folk inde, og de misbrug saadant kan afstedkomme!

Til sidst var vi inde paa direktørens værelse for at udarbejde et memorandum, og vi uddrog af hans bøger denne ekstrakt og følgende oplysninger:

Husets aarlige indtægt: 11.000 Rigsdaler dansk, hvortil kommer det, som fangernes arbejde indbringer, vil være og var i aaret 1786: 4280 Rigsdaler. Der dør i almindelighed ca. 200 om aaret, ud af de 5 eller 600, der indsættes. Et godt thermometer til at vurdere hospitalet og den humanitet, hvormed de behandles.

Bemeldte direktør, M Koefoeds løn: 600 Rigsdaler om aaret, af hvilke han betaler tjenestefolkene, hvilket koster ham 300 eller deromkring. Hans værelser er meget propert holdt og fulde af kobberstik, blandt hvilke jeg for første gang saa et portræt af Struensee, der uden tvivl ser ganske ildevarslende ud, men Anker siger, at det ligner ganske godt. Der var ogsaa et af Dronning (Caroline) Mathilde i et meget daarligt stik.

Alt i alt er dette fængsel et af de bedst indrettede og mest velbyggede, der findes i Europa. Med ganske faa ændringer kunde det blive helt anvendeligt og godt. Direktøren er en human og forstandig mand, som kun skal have de nødvendige instrukser og de tilsvarende ordrer.

(...)

Forfatterens egne noter

[*] Bemærk, at der er tilfælde, hvor en fange har været holdt her i 9 maaneder og er blevet løsladt derefter, fordi han var uskyldig - andre har siddet her over 14 maaneder, ja - endog i 2½ aar, før de fik deres sag for.

[**] Hver har 6 skilling om dagen, som den, der lader dem arrestere, maa betale; de andre kun 4 skilling.

[***] De bliver pisket i adskillige dage, indtil de tilstaar, som man kalder det. Og det stupide menneske fortalte os, at det ikke var noget at tale om hverken den første eller anden gang, men den 3. begynder de at mærke det.

[****] Hun blev ogsaa dømt til at miste hovedet, men fordi der var formildende omstændigheder, blev dommen ændret til livsvarigt fængsel - jeg ved ikke, om det ikke er værre!

Bogens egne noter

[i] Det såkaldte "Blaataarn" mellem Materielgården og Langebro - ikke at forveksle med Leonora Christines fængsel på slottet - var varetægtsarrest for hofbetjente og arrestanter fra Københavns amt. Det officielle navn fra Frederiksholms Arresthus. Hos Jonge op. cit. I, p. 85 findes følgende beskrivelse af det skumle Fængsel: "Blaae Taarn eller Frideriksholms Arrest-Taarn, beliggende for enden af Kallebroe-Quarteerer tæt ved Lange-Broe, er en fiirkantet grundmuret massiv Bygning, indrettet til et Fange-Taarn og er Hof-Statens og Kiøbenhavns-Amts ordentlige Fængsel. Det har arvet sit navn efter det saa kaldte Blaaetaarn, et Arresthus, som i fordum Tid har været paa det gamle Kiøbenhavnske Slot. I dette Fangetaarn logerer vel undertiden nogle Hof-Tienere af det Slags, som kunde have gjort sig uværdige til det bedre Medfart; men egentlig er det et Arrest-Taarn alene for udenbys Misdædere af Kiøbenhavns Amt, hvilke, naar de for begangne grove Forbrydelser sidde paa Livet, blive her i dette Fængsel præparerede til Døden." Se: Carl Bruun, København, p. 220. J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I, 1881, p. 83 ff. ("En mærk og skummel, smudsig graa bygning for enden af Langebro overfor "Dronehuset"). Arrestprotokollerne går ikke længere tilbage end til 1795. Delvis nedrevet 1848; resten lå lige til 1960 i gården bag ved den nu nedrevne ejendom Vestervoldgade 131. Sml. "København Før og Nu" II (1949), p. 256 og p. 282 (tegning af Eckersberg).

[ii] John Howard 1726-1790. Engelsk filantrop, der helligede sit liv til forbedring af fængsler og hospitaler og derfor rejste rundt i Europa for at studere disses indretning. Miranda havde truffet ham på den græske ø Zante (Zakinthos) i maj 1786 og havde sammen med ham foretaget sejladsen til Smyrna (Colombeia IV, p. 346). Miranda havde læst Howards bøger: "The State of the Prisons 1777" og "Appendix to the State of the Prisons in England 1781". (Colombeia V p. 351, 25/7 1785). Samtidig læste han William Coxe's rejsebøger for at orientere sig om de lande, han besøgte. Sml. Fr. Stuckenberg: Fængselsvæsenet i Danmark 1742-1839 (Kbh. 1896). William Coxe: An Account of the Prisons and Hospitals in Russia, Sweden and Denmark. (London 1781), p. 46 ff. Om Blåtårn: "There are six rooms for criminals, and two dungeons: the latter is never made use of (sic)... The Prisoners are never suffered to go out of their rooms; they looked very pale and wretched".

[iii] Howard, der skrev om fængslerne i København 1781, taler ligeledes om den modbydelige luft, der bliver hængende i klæderne bagefter.

[iv] Sml. William Coxe op. cit. Chapter VI: "The City jail, called Slutterie... The prisoners are never put in irons..." Stadens Arresthus i Slutterigade lå på samme sted som senere C.F. Hansens Domhus. Afb. Poul Strømstad, Holbergtidens København (1977), p. 44. Den unge kvinde, som Miranda så her, og som takket være hans indgriben blev reddet fra døden, var en vis Kari Tostensdatter (eller Torsteinsdatter Nyesetter) fra Norge. Hun var af Bergens Laugsting den 10. november 1787 blevet dømt for barnemord til "at miste sin Hals, Hovedet at sættes paa en Stage, og Kroppen at nedgraves paa Retterstedet". Denne dom blev stadfæstet af Højesteret den 17. januar 1788, men ved kongelig skrivelse af 28. marts ændret til tugthus på livstid. Den 30. maj, ligeledes ved kgl. skrivelse, blev dommen yderligere mildnet til "to aars tugthusarbejde". Upubl. dokumenter i Rigsarkivet: Højesterets Voteringsprotokol 1787-1788. Dom no. 337. - Danske Kancelli. Norske Tegnelser 1788, nr. 85 og no. 157. For hjælp ved denne undersøgelse takkes arkivsekretær Tove Møller Hansen.

[v] Stokhuset lå på hjørnet af Østre Voldgade og Stokhusgade, og gik helt tilbage til det 17. århundrede. Ny bygn. mod Stokhusgade opf. 1783. Nedrevet 1937. Straffeanstalt 1741-1851. Sml. Ole Pedersen Kollerød: Min Historie. Udg. af Else Margrethe Ransy. Foren. Danmarks Folkeminder (Kbh. 1987), afb. pp. 248 og 251. Axel Pontoppidan, Omkring Københavns gamle Volde og Stokhuse (Kbh. 1936), p. 43 ff.

[vi] Struensee indførte 1771 en mildnelse af straffebestemmelserne, bl.a. ved at forbyde tortur, men allerede 26/10 1772 genindførtes den skarpe examination. Straffen med stigrem afskaffedes 1791. Den spanske kappe ligeledes (30/6 1786). Træhesten nævnes endnu i plakat af samme dato! William Coxe op. cit. siger om Stokhuset: "I was not suffered to enter these dungeons, but only permitted to look through a lattice or door; they appeared damp and dirty: in one were fourteen prisoners; none were in irons..."

[vii] Howard 1781: "Her saa jeg 143 slaver; de vare afstikkende klædt i en brun trøje med røde ærmer og benklæder af samme to farver." William Coxe, samme år, siger at slaverne var iført grå kofter med røde ærmer samt røde og hvide seler. -Om de saakaldte "fuglebure" i Stokhuset, se Axel Pontoppidan op. cit. p. 106. Det var en 3-kantet celle af træbrædder, hvori fangen blev indsat i 12 eller 24 timer. Man kunde hverken staa oprejst eller ligge ned. Indvendig var "fugleburet" besat med skarpe palisadespidser.

[ix] William Coxe: Account of the Prisons and Hospitals in Russia, Sweden and Denmark... London 1781. p. 46 ff. Chapter VI: On the Punishments for Criminal Offences in Denmark. - Prisons and Hospitals of Copenhagen. 'The prisons of Denmark, like those of Sweden, are in general well regulated...' V. Fromm: Christianshavns Straffeanstalt 1662-1928. Kbh. 1928. - Københavns Skilderi 1781-1787. Ibid. 1803 (om hovedstadens fængsler efter besøg omkr. 1799-1800.

[x] Konferensråd Hans Koefoed var udnævnt til direktør for Børne- og Rasphuset samt Møens Tugthus ved reskript af 4/4 1781. Hof og Statskalenderen 1787: Kgl. Militair Uld-Manufactur. 'Herr Conferenzrath Hans Koefoed als Directeur.'

[xi] Farvetræ = Campechetræ. Fra kyststrækningen langs den sydvestlige del af den mexicanske golf (Yucatan). Sml. Jens Engberg: Den danske guldalder eller oprøret i Tugt-Rasp og Forbedringshuset (Kbh. 1973).

Ordforklaringer m.m.

[1] Carsten Tank Anker (1747-1824): etatsråd, senere konferenceråd. Desuden forretningsmand (jernværksejer i Norge) og politiker.

[2] Delinkventen: den dømte.

[3] Hjemmelsmand: informator.

[viii] Herman Andreas Pitzler: Præsident for Stokhuset. Hof- og Statskalenderen: Assessor i Højesteret. "Herr Justizrath Hermann Andreas Pitzler.

[5] Raspe: bearbejde, slibe.

[6] Rødt hårdttræ fra et område i Mexico.

[7] Badskærer: barber (fungerede dengang også som læge og kirurg).

Strafferedskabet ’den spanske kappe’. Fra: John Howard: "Appendix to the State of the Prisons in England" (1781).