Jødernes integration i Danmark: den litterære jødefejde 1813-1817

Artikler

Fra 1813 foregik en intens debat om jødernes stilling i det danske samfund. ’Den litterære jødefejde’ fortsatte i årevis med en syndflod af skrifter og skuespil, der afspejlede tidens vigtigste debat om, hvordan samfundet skulle udvikle sig. Skulle jøder og jødedom tolereres på linje med alle andre borgere, eller skulle Danmark være et lukket og kristent samfund? Debatten om jøderne handlede derfor også om fordomme og integration og om retten til at være dansk. I 1819 eksploderede de antijødiske holdninger i vold og fysiske overfald på jøder og jødiske butikker i København. Jøderne blev integreret i løbet af 1800-tallet, men fordommene hang ved, og diskrimination og forskelsbehandling blev båret med ind i 1900-tallet.  

Det jødiske samfund i Danmark

Omkring år 1800 bestod det jødiske samfund i Danmark af ca. 3000 personer, hvoraf langt de fleste boede i København. Jøderne havde boet afsondret fra den kristne befolkning op gennem 1600- og 1700-tallet, men fra slutningen af 1700-tallet fik de et socialt gennembrud. Mange handelsjøder klarede sig godt og fik del i den økonomiske fremgang. Den usynlige ghettomur var langsomt i gang med at blive nedbrudt, men de fleste jøder var stadig præget af kulturel afsondrethed, fattigdom og streng ortodoksi. Det jødiske samfund var ledet af ortodokse religiøse ledere, som ønskede at afskærme de yngre generationer fra det omgivende kristne samfund.

Men der var også en stærk reformudvikling anført af bl.a. David Amsel Meyer (1755-1813), der var en succesfuld forretningsmand i København med finanshuset Meyer & Trier, og i endnu højere grad af hans nevø Mendel Levin Nathanson (1780-1868), der var partner i finanshuset. Han var bl.a. med i grundlæggelsen af den jødiske skole for drenge i 1805, og i 1810 fulgte oprettelsen af Carolineskolen for jødiske piger, der skulle sikre en bedre uddannelse af den jødiske ungdom.

Et portræt af den unge M.L. Nathanson, da han var ansat hos sin farbror David A. Meyer. Nathanson tiltrådte i 1838 som redaktør på Berlingske Tidende, som han over de følgende 20 år omskabte til en moderne avis. Portrættet hænger i dag på chefredaktørens kontor. Ukendt maler. Foto: Bent Blüdnikow 

David A. Meyer opnåede tætte forbindelser til regeringen og blev en af kongens nærmeste betroede rådgivere i økonomiske spørgsmål. Da Danmark kom i økonomisk uføre under Napoleonskrigene og staten nærmest gik fallit i 1813, var det nærliggende for debattører at skyde skylden på David A. Meyer, på de udenlandske jødiske finanshuse, der havde lånt penge til staten – og på jøderne i al almindelighed.

Antijødiske skrifter

Med finanskatastrofen i 1813 - og anklagen om jødernes andel heri – som et mørkt og truende bagtæppe begyndte i 1813 en bred samfundsdebat, som er blevet kaldt den litterære jødefejde. Debatten handlede i sin essens om, hvorvidt det danske samfund skulle være et tolerant samfund, hvor jødedom blev tolereret og inkluderet, eller om det skulle være et lukket samfund, hvor adgangen til deltagelse i samfundet gik gennem kristendom og kristne værdier, der skulle være de eneste gældende.

Debatten om jøderne kom til Danmark fra Tyskland, da den tyske forfatter Friedrich Buchholz’ (1768-1843) antijødiske skrift Moses und Jesus blev oversat og lettere forkortet af den danske digter Thomas Thaarup (1749-1821), der ellers ikke tidligere havde udtrykt antijødiske holdninger. Både Buchholz og Thaarup mente, at jøderne bedrog andre og aldrig kunne blive gode og nyttige borgere. Ifølge Buchholz var jødernes intention at grundlægge et jødisk verdensherredømme, og i sin introduktion til den danske oversættelse fulgte Thaarup op med denne karakteristik: ”Egennytte, Grumhed, og Ladhed ere Nationens Særkjende fra dens første Oprindelse.” Med andre ord var jødernes negative karaktertræk ikke nye, men gik langt tilbage, og der var intet at gøre. De var dovne og bar falsk vidnesbyrd mod kristne, og de bedrev åger.

I de europæiske lande debatterede man i 1800-tallets begyndelse, om jøderne kunne tåles i en kristen stat. Der udkom også en syndflod af antijødiske værker, og bogen Moses og Jesus fra 1813 var et sådant værk. Det var oversat fra tysk og blev indledningen til den litterære jødefejde, der varede fra 1813 til 1817. Foto: Dansk Jødisk Museum

Den litterære jødefejde

Nu fulgte et væld af skrifter for og imod jøderne, og både kristne og jøder deltog i debatterne, som foldede sig ud i skrifter, aviser og magasiner. Det blev en debat om mange emner og om selve samfundets karakter, og hvor det danske samfund skulle bevæge sig hen. En ung jøde skrev under navnet Davidnathan. Han hed egentlig Nathan David og blev senere kendt under det kristne navn Christian N. David (1793-1874) og blev en indflydelsesrig professor i nationaløkonomi og redaktør af Fædrelandet. Som 20-årig kastede David sig ud i offentlig debat med en opfordring til tolerance og et skarpt svar til Buchholz og Thaarup: ”Had avler Fordom. Vi ere let tilbøielige, til at troe det Onde, som bliver os forebragt, om den, vi hade.”

Mange kristne debattører tog jøderne i forsvar, og blandt dem fandt man forfatteren Jens Baggesen, forfatteren og præsten Steen Steensen Blicher og den unge Grundtvig, der dog også havde skarpe ord om jødernes ”kræmmerånd” og deres ”lumpneste egennytte”. I 1814 fik jøderne formelt nogenlunde ligeberettigelse med kristne borgere, men de blev stadig forskelsbehandlet og holdt under nøje opsyn. Og strømmen af skrifter med antijødiske budskaber fortsatte og blev til en vis grad tolereret af regeringen.

Da M.L. Nathanson i 1816 udgav en biografi over David A. Meyer, var det i høj grad et forsvarsskrift, der imødegik anklagen om, at hans farbror skulle være skyld i den økonomiske krise. Men Nathanson havde også blikket rettet mod bredere debat om jødernes stilling: ”Der gives mennesker, der hellere så os som beklagelige stakler strejfe om i vankundighed med bylter og laser end ved dannelse og kultur fortjene den godes agtelse og bifald. Men netop dette må overbevise Eder om nødvendigheden af at blive ved på den rette vej. Lad den finere pøbel gøre sig så lystig, som den bedst kan, var det end ved gøglespil og flere selvbeskæmmelsers svage våben! Det er jo ikke fra den kant, vi skulle hente mønstre for ægte danskhed”. Hvad Nathanson var ude efter, var at efterlyse ægte danskhed, som han i sine skrifter beskrev som tolerance og åbenhed. Og han fik indirekte pointeret, at man godt kunne være jøde og gå ind for danskhed og blive integreret i samfundet på linje med andre.

Strømmen af pamfletter, skrifter og skuespil varede til 1817, hvor den litterære jødefejde efterhånden stilnede af. Debatten om jødernes stilling tog dog en højst dramatisk og voldelig udvikling to år senere, da plakater med antijødiske paroler begyndte at dukke op i København i september 1819. Smadrede butikker, voldelige overfald på jøder og sammenstød med politi og militær fulgte. Gennem flere dage var København et intenst inferno af vold og ødelæggelse inden ordensmagten fik nogenlunde styr på forholdene. Et af de steder, der gentagne gange blev angrebet af ophidsede folkemængder, var finanshuset Meyer & Trier på Slotsholms Kanal, som Nathanson havde overtaget, og hvor han boede med sin familie.  

Afslutning

Jødefejden betød, at mange konverterede til kristendommen. Det var et chok, at jøder i Danmark blev udsat for fysiske overgreb, selv efter at have fået tildelt visse borgerlige rettigheder i 1814. Ude i Europa gik det meget værre til, og store grupper af jøder i andre europæiske lande blev kristne. Konvertering til kristendommen handlede ikke alene om en billet til samfundet, for den stærke kristne tro var i sig selv attraktiv, og en del jøder blev overbeviste kristne. Alligevel må man se de mange konverteringer som udtryk for, at jøder stadig blev diskrimineret, og skulle man gøre karriere og have succes, så var det bedre at forlade den jødiske tro.

Men jøderne selv havde også en stærk opfattelse af identitet og følte sig ofte bedst tilpas i andre jøders selskab, og der var også en fastholden ved jødisk identitet og tro. 1800-tallet blev en kæmpe succeshistorie for den jødiske befolkningsgruppe og for det danske samfund. Den formelle diskrimination måtte vige, og med Grundloven i 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder.

Da ’ghettoens’ mure var nedbrudt, og jøderne til en vis grad frit kunne blive en del af samfundet, bidrog de til at skabe det moderne danske samfund. De gik ind i lægevidenskab, journalistik, kunst, mæcenvirksomhed af enhver art, finansforhold og meget andet og blev meget vigtigere for samfundsudviklingen, end deres ringe antal egentlig talte for. Man skal dog også huske, at de rige og succesfulde jøder ikke var repræsentative for alle jøder, og at de fleste jøder tilhørte middelklassen eller var fattige.

Udviklingen betød dog også, at den jødiske befolkning svandt ind. Menigheden blev reddet af en stor gruppe østjøder, der fra 1880’erne kom til Vesteuropa og USA, og hvoraf 4.000-5.000 standsede i København for kortere eller længere tid. Det medførte en genopblussen af liv i den jødiske menighed, og skolerne fyldtes med nye unge jøder.

Man kan fortælle mange dramatiske og gysende historier fra jødernes tilværelse i Europa op gennem 1930’erne og krigens tid, men det falder uden for denne artikel. I Danmark er der fortsat et levende jødisk samfund, om end numerisk lille, og det er et af de meget få jødiske samfund i Europa, der undgik udslettelse og har en kontinuerlig historie gennem 400 år.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Bent Blüdnikow
Tidsafgrænsning
1800 - 2019
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Blüdnikow, Bent: Jødefejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Rasmussen, Jens: ”Jødefejden og de beslægtede uroligheder, 1819-20. Indledning til den store scene”. I Kirkehistoriske Samlinger (2010).

Lausten, Martin Schwarz: Oplysning i kirke og synagoge. Forholdet mellem kristne og jøder i den danske oplysningstid 1760-1814 (2002).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bent Blüdnikow
Tidsafgrænsning
1800 - 2019
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Blüdnikow, Bent: Jødefejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Rasmussen, Jens: ”Jødefejden og de beslægtede uroligheder, 1819-20. Indledning til den store scene”. I Kirkehistoriske Samlinger (2010).

Lausten, Martin Schwarz: Oplysning i kirke og synagoge. Forholdet mellem kristne og jøder i den danske oplysningstid 1760-1814 (2002).

Udgiver
danmarkshistorien.dk