Cimbrertoget

Fra omkring 120 f.v.t. drog cimbrerne (cimbri) med tilslutning fra to andre folkegrupper, ambronerne og teutonerne, hærgende ned igennem Europa, mænd, kvinder og børn. De var efter sigende fordrevet fra deres hjemland af en stormflod og var nu på jagt efter et nyt sted at slå sig ned. I 113 drog de ind i det østlige alpelandskab Noricum, hvor romerne sendte en hær imod dem, som blev slået. Herefter fortsatte de ind i det sydlige Gallien (Sydfrankrig), som kort forinden var blevet gjort til romersk provins, og sendte en anmodning til det romerske senat om at få tildelt et sted at bo. Det blev afslået, og nye romerske hære blev sendt imod dem, men blev slået gang på gang og led et kæmpe nederlag ved Arausio (Orange) i 105.

Situationen var nu blevet kritisk og vanærende for romerne, som imidlertid fik en pause ved, at cimbrerne og teutonerne delte sig. Cimbrerne drog først sydover Pyrenæerne for - uden held - at søge lykken dér og kurede derefter på deres skjolde ned ad Alperne ind i Norditalien, mens teutonerne blev i Gallien. I mellemtiden var den romerske feltherre Gajus Marius vendt sejrrig hjem fra krigen mod kong Jugurtha i Nordafrika. Han fik nu kommandoen i nord, og hans tropper tilføjede teutonerne et afgørende nederlag ved Aquae Sextiae (Aix-en-Provence) i 102 og tilintetgjorde cimbrerne året efter ved Vercellae i Po-sletten. Cimbrertoget var forbi.

Kobberstik med et forsøg på at gengive en cimber, ca. 1550-1795. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Barbarerne fra nord

Da cimbrerne kom fra den anden side af Alperne imod nord, anså romerne dem oprindeligt for at være gallere (keltere), og trusselen fra dem vakte fæle minder frem om den galliske erobring af Rom i 387 f.v.t. Cimbrerne blev derfor opfattet som barbarer og blev tillagt de sædvanlige barbariske skikke. Mest af alt bemærkede man dog mændenes vildskab i kamp, drevet frem af kvindernes tilråb, men også deres mangel på disciplin, og at de ofrede deres fanger levende til guderne. Ifølge de antikke beretninger skyldtes Marius’ sejre netop, at han vænnede sine soldater til tålmodigt at iagttage barbarernes vilde rasen og hånlige udfordringer, indtil han kunne vælge rette tid og sted for udfoldelse af den romerske taktik, der byggede på nøje indøvede bevægelser og stram disciplin.

Cimbrerne beskrives som høje, rødhårede og blåøjede, deres børn som helt lyshårede, og da romerne ca. 50 år efter de her omtalte begivenheder begyndte at skelne imellem gallere og germanere, blev man klar over, at det måtte dreje sig om et germansk folk, der kom fra det nordlige Germanien. Spredte, men usikre oplysninger i kilderne peger konkret på Jylland som oprindelsessted. 

Den danske tradition

I 1622 udkom den kgl. danske historiograf, C.C. Lyschanders sammendrag af Danmarkshistorien (Synopsis Historiarum Danicarum). Første "bog" rummer Skabelsen og Syndefaldet, anden "bog" Syndfloden og oprindelsen til Verdens ældste folk, jøderne, mens tredje "bog" beretter, at nogle af Noahs efterkommere drog imod nord, heriblandt cimbrerne, der slog sig ned i Himmerland år 1850 efter Verdens Skabelse og 193 år efter Syndfloden. Kong Dan og danskerne er deres efterkommere, og da goterne først omtales i fjerde "bog", må det være klart for enhver, at svenskerne – som goternes angivelige efterkommere – ikke, som ellers hævdet, er Nordens ældste folk.

Dette var et vægtigt argument i disse års dansk-svenske stridigheder og krige, men blev indledningen til en årelang dansk tradition om, at cimbrerne ikke bare kom fra Jylland, men fra Himmerland (ud fra et påstået lydligt sammenfald imellem de to ord). Traditionen har manifesteret sig monumentalt i Kimbrerstenen i Rebild Bakker (fra 1924) og statuen af Kimbrertyren i Aalborg (fra 1937) og er litterært kommet stærkest til udtryk i Johannes V. Jensens roman Cimbrernes tog (fra 1922 som led i Den lange Rejse) og senest i Ebbe Kløvedals Fæ og frænde fra 1977.

Kimbrertyren fra 1937 på Vesterbro i Aalborg. Statuen blev udformet af billedhuggeren Anders J. Bundsgaard (1864-1937). Foto: Colourbox