Tycho Brahe døde ikke af en kviksølvsforgiftning
Gennem mere end 400 år har den danske astronom Tycho Brahes død givet anledning til spekulationer og myter. Endnu en af disse kan nu manes til jorden: Brahe døde ikke af kviksølvsforgiftning.
Døde Tycho Brahe af en sprængt blære pga. høflighed ved et stort selskab eller af kviksølvforgiftning, enten pga. selvmedicinering eller som giftdrab? At svaret er nej til det førstnævnte har længe været almindelig anerkendt, men nu kan et dansk forskerhold også skyde hul i sidstnævnte teori.
I 2010 fik et dansk forskerhold, under ledelse af middelalderarkæolog Jens Vellev fra Aarhus Universitet, lov til at grave Tycho Brahes jordiske rester op i Teynkirken i den tjekkiske hovedstad Prag. Deres analyser viser nu, at Brahe ikke døde pga. kviksølvsforgiftning.
Forskerne er dog ikke kommet nærmere en endelig forklaring på, hvad det så var, Tycho Brahe døde af. En muligt forklaring er, at en simpel urinvejsinfektion forårsagede den danske astronoms død. Dette er baseret på fortællinger skrevet af Tycho Brahes assistent, Keppler, men om det rent faktisk er den endelige forklaring er endnu uvist.
Du kan læse mere om Tycho Brahe i denne artikel.