Historieforskning - nu som computerspil

Aarhus Universitets historieportal, danmarkshistorien.dk, lancerer 26. maj Magtens Segl, dansk historieforsknings første computerspil – og det er tilmed gratis.

Aarhus Universitet har vekslet forskningsmidler til middelalderviden og leverer den nu kvit og frit ud til landets computerskærme. Fra 26. maj kan du i adventurespillet Magtens Segl opleve et langt fra mørkt middelalderunivers med gøgleri og eksplosioner på danmarkshistorien.dk.

Spil dig klog

Sammen med hovedpersonen Bea tumler du i Magtens Segl ned i en historisk middelalderstrid i 1458 og ramler ind i fulde munke, der synger folkeviser, plyndrende pirater samt pengegriske og magtbegærlige bisper og adelige.

Magtens Segl, der er produceret i et samarbejde mellem forskere, studerende og professionelle spilfolk, bygger på konkret historisk og arkæologisk viden. Se for eksempel, hvilke tanker der ligger bag lokummer og opsprættede grise i spillet her.

- Vi ville lave noget, som formidler historie på en anden måde, end universitetet plejer at gøre. Vi har fra starten troet på, at der var nogle formidlingsmuligheder i computerspillet. Når du spiller, glemmer du, at du får noget ind i hjernen, forklarer initiativtager og lektor i historie ved Aarhus Universitet, Søren Hein Rasmussen.

Computerspil med refleksion

Men spillet er kun halvdelen af danmarkshistorien.dks nye formidlingssatsning. Sammen med spillet ligger en lang række forskningsbaserede artikler, film, der går bag om spillet, og quizzer, hvor du kan sætte din middelalderviden på prøve.

- Det er ikke nok med et spil. Vi kobler det derfor med noget mere reflekterende, som også er forskningens styrke. Vi sætter fokus på, hvad vi kan forstå via spillet, og hvorfor det er vigtigt for os. Vores kobling på danmarkshistorien.dk er unik, fastslår han.

 

Læs mere om Magtens Segl her:

 

For yderligere information:

Søren Hein Rasmussen, ph.d.
Lektor, initiativtager til Magtens Segl