I foråret 2020 ramte covid-19 pandemien Danmark, og den danske regering tog beslutningen om at lukke store dele af det danske samfund ned i bestræbelserne på at inddæmme smittespredningen. Konsekvenserne har vist, at det er uhyre vanskeligt at ramme en balance mellem at inddæmme sygdommen og opretholde samfundets funktioner. Det er langt fra første gang, at Danmark har været ramt af sygdomsepidemier, og det er heller ikke første gang, at myndighederne har forsøgt at regulere befolkningens adfærd for at slippe helskindet igennem.

Herunder har vi samlet kilder og artikler fra danmarkshistorien.dk, som kan sætte covid-19 situationen i 2020 i et historisk perspektiv.

Pest

Omkring år 1350 kom pesten, Den Sorte Død, til Danmark. Pesten var en dødelig sygdom, der i løbet af to-tre år havde arbejdet sig op igennem Europa fra syd. Pestepidemierne kom i bølger, og flere gange væltede den ind over de danske grænser. I middelalderens kristne opfattelse af verden, mente nogle, at årsagen måtte være Guds straf for menneskets synder. Og selv om det ikke er den forklaring, vi ser til i dag, diskuterer forskere stadig, her 670 år senere, hvad Den Sorte Død var, og hvordan den spredte sig.

Fordi pesten ramte så voldsomt, og fordi man ikke kendte til sygdommen, var det vanskeligt for myndighederne at følge med. Det var fx en umulig opgave at registrere de tusindvis af døde, der flere steder i Europa endte i massegrave på såkaldte pestkirkegårde. Senere begyndte man dog at regulere smittespredningen. Blandt andet i Christian 4.s pestforordning af 15. januar 1625 og i begravelsesforordningen under pesten i 1652 og 1654.

Folk begraver de døde under pestens hærgen i den belgiske by Tournai. Illustration i et samtidigt håndskrift, der i dag befinder sig i Bibliothèque royale de Belgique. Fra Wikimedia Commons.

Kopper

I begyndelsen af 1800-tallet blev Danmark ramt af en række koppeepidemier. Kopper var en meget smitsom infektionssygdom, der resulterede i høj feber og blærer over hele kroppen. Kopper havde hærget i århundreder, og det fik i 1810 Frederik 6. og Danske Kancelli til, sammen med Vaccinationskommissionen, at udarbejde en forordning om koppevaccination for Danmark og Norge. Forordningen kunne ikke tvinge folk til at blive vaccineret, men det var en forudsætning for fx konfirmation, giftermål, skolegang, læreplads og militærtjeneste, at man kunne dokumentere, at man have overvundet en koppesygdom eller gennemgået vaccinationen. Indirekte var der altså tale om tvang.

Kolera

I 1782 udstedtes en forordning om smitsomme sygdommes helbredelse og udbredelse. Forordningen var af mere generel karaktér, hvorfor den kunne tages i anvendelse, når som helst en epidemi fik et truende omfang. Formålet med loven var blandt andet at udstikke retningslinjer for, hvordan man begrænsede smitte – fx forbud mod sammenkomster i smitteramte landsbyer, forsigtighed ved begravelser og evt. indespærring af befængte gårde og landsbyer. Tiltag, som ikke ligger langt fra dem, vi kender i dag.

Denne forordning lå bl.a. til grund for den senere forordning om bekæmpelse af asiatisk kolera i Danmark fra 1831, hvor bestemmelserne dog blev skærpet ganske væsentligt efter at næsten hele Europa i årene 1826-1837 var ramt af en pandemi med asiatisk kolera, som antagelig kostede ca. 1.5 millioner mennesker livet. I læge Erik B. Holsts disputats kan man læse om den usædvanligt hårde koleraepidemi, der ramte Korsør i 1857 og kostede 201 af de ca. 2.200 indbyggere livet.

Vognene med kister står i kø for at komme ind på kirkegården i koleratiden. Sådan illustrere Magnus Petersen (1827-1917) en kirkegårdsscene i 1853. Fra: Det Kongelige bibliotek.

Mæslinger

En anden lægebeskrivelse er Manicus’ beretning om den omfattende mæslingeepidemi, som ramte Færøerne i 1846. Sygdommen kom til Tórshavn d. 28. marts med et skib fra København, og to måneder senere havde epidemien bredt sig til næsten alle de 17 beboede øer. Et af problemerne var, at Færøerne ikke havde været ramt af mæslinger siden 1781, hvilket betød, at kun få var immune. Den manglende flokimmunitet betød, at ca. 6.000 af de 7.782 færinger fik sygdommen i løbet af det halve år, epidemien varede.

Tuberkulose

I årene omkring 1900 var tuberkulose en udbredt og frygtet sygdom i Danmark og det meste af Europa. Selvom dødeligheden var faldende, var sygdommen stadig årsag til hvert syvende dødsfald i Danmark. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at lægerne på baggrund af bakteriologiens gennembrud forstod, hvordan tuberkulose spredte sig. Loven om foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse fra 14. april 1905 satte særligt fokus på vigtigheden af at bekæmpe udbredelsen af sygdommen ved at sætte rammer for, hvordan smittede skulle identificeres og håndteres. Desuden understreges behovet for renlighed og desinfektion.