Danmark og EF/EU
I disse dage diskuteres EU's økonomi og Grækenlands i særdeleshed. Økonomi var også en af begrundelserne for at danne EF i 1957. I 1973 trådte Danmark ind i fællesskabet. Nyt tema om Danmark og EF/ EU.
I disse dage diskuteres EU's økonomi og Grækenlands i særdeleshed. Da ”De Seks” lande Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg dannede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951 handlede det også om økonomi. I 1957 blev fællesskabet om Kul og Stål til et Europæisk Økonomisk Fællesskab – EF var grundlagt. Danmark forsøgte sammen med de nordiske lande at etablere et nordisk samarbejde, inden vi i 1973 trådte ind i EF. Siden er mange flere medlemslande, traktater og folkeafstemninger kommet til, og nutidens EU har stor indflydelse på vores hverdag.
Men hvor meget ved du egentlig om Danmarks medlemskab af EU, eller EF, som det jo hed engang? danmarkshistorien.dk giver dig nu et tema om Danmarks historie i EF og EU. Her kan du finde ud af, hvad Maastricht-traktaten egentlig gik ud på, hvorfor danskerne stemte nej til den og du kan se kampagneplakater fra dengang, Danmark stemte ja til fællesskabet i 1972. Du kan læse om den danske modstand mod europæisk union og fællesmarked, og du kan finde ud af, hvad NORDEK og ”Det nationale kompromis” er, samt hvad Winston Churchills tale i 1946 har med nutidens EU at gøre. Og hvad er det nu egentlig, de fire forbehold går ud på? Læs temaet og bliv klogere på Danmark og Europa.