I begyndelsen af 1500-tallet indtog princippet om gerningsfromhed en central plads i den katolske kirkes tro. Ifølge Martin Luther var dette forhold mellem tro og gerninger dog forkert. Luther mente ikke, at mennesket kunne frelse sig selv ved hjælp af gerninger; i stedet for måtte mennesket i troen tage imod, hvad Gud gav. For at dette nye forhold skulle afspejles i gudstjenesten og kirkerummet, ændrede også disse efterhånden karakter: prædiken på nationalsprog kom til at stå i centrum af gudstjenesten og i forlængelse heraf fik prædikestolen en helt central plads i kirkens rum. Og hvor det tidligere udelukkende var de lærde, der havde adgang til de kanoniske tekster på originalsprogene hebræisk, græsk og latin, blev Bibelen nu oversat til nationalsprogene, for at også det jævne folk kunne tilgå dens lære uformidlet. Heraf fulgte desuden et nyt dannelsesideal: alle skulle møde Guds ord igennem præstens forkyndelse og daglig katekismus-undervisning i hjemmet og skolen. Således talte Luther om 'det almene præstedømme' - alle kristne kunne principielt fortolke Guds ord. Hermed blev forholdet mellem præst og menighed redefineret, men samtidig fastholdt Luther, at det var nødvendigt, at nogle personer påtog sig præsteembedet og prædikede for de øvrige.

Også forholdet mellem staten og kirken blev redefineret ved den protestantiske reformation. Hvor det religiøse og det politiske indenfor pavekirken på reformationens tid på mange måde var sammensmeltede, skelnede Luther skarpt mellem det åndelige (religiøse) regimente og det verdslige (politiske) regimente, mens han samtidig så en tæt sammenhæng mellem disse to. I Danmark resulterede dette i, at kirken blev underlagt fyrsten - dermed fik kirken et nationalt islæt, hvorimod den katolske kirke bevarede en international struktur. Forholdet mellem kirke og stat synliggøres yderligere i Luthers 'trestandslære'. Heri ses samfundet som opdelt i tre stænder, familie, kirke og stat. Stænderne havde alle den patriarkalske husstand som ideal: husholdets medlemmer skulle adlyde husfaderen, menighedens medlemmer præsten og samfundets medlemmer fyrsten. Paradoksalt nok lå der i denne patriarkalske og disciplinære samfundsindretning dog også en principiel ligestilling - overfor Gud var alle lige.

Luthers lære var således på mange måder om ikke ny, så i hvert fald en radikal revision af den katolske lære. Også i synet på liv og død, skete en forandring. Idéen om skærsilden som et sted, hvor de døde skulle opholde sig og pines frem mod Dommedag, blev afvist. Og opgøret med gerningsfromheden medførte, at det "almindelige" liv i familien og den daglige opdragelse udgjorde det gode, kristne liv, fremfor den tilbagetrukne klostertilværelse. I reformationens morallære blev mennesket dog betragtet som todelt, og selvom gerninger ikke førte til frelse, skulle 'det ydre menneske' fortsat gøre gode gerninger overfor næsten, mens 'det indre menneske' blot kunne kæmpe mod sin egen egoisme og manglende tro på Gud. Ethvert menneske var således spændt ud imellem godt og ondt. Mennesket var født syndigt, og det var synden, der fik mennesket til at vende sig væk fra Gud. Kun Guds tilgivelse kunne i sidste ende befri mennesket fra den indre ondskab, men mennesket skulle fortsat søge at bekæmpe syndigheden. Bekæmpelsen af det onde viste sig dog ikke blot at være en indre kamp i det enkelte menneske. Reformatorerne påtog sig således selv at bekæmpe falsk teologi og kætterske tanker - indledningsvis blot med ord, men siden også med verdslig straf. Også i Danmark så man efter reformationens indførelse i 1536 kirken som havende mange fjender - Djævelen, katolikker, tyrkere, jøder og hekse er blot et udtog heraf.

Forandringer indfandt sig også indenfor videnskabens og kunstens verden i forlængelse af reformationen. Ifølge Luther skulle kirkens billeder alene bruges til at visualisere og formidle Kristus som Guds ord og ikke føre til en billeddyrkelse, som han mente fandt sted i de katolske kirker. I gudstjenesterne fik musikken en helt central betydning, idet salmesangen blev set som et middel til forkyndelsen og for menighedens tilegnelse af det evangeliske budskab. Og på universitetet blev der gjort op med pavekirkens fortolkningstradition i de lærde studier. I stedet skulle man gå til kilderne, som den enkelte selv ansås som værende i stand til at fortolke - vel og mærke med de rette sprogkundskaber.

Teksterne er skrevet af en forfattergruppe, sammensat af forskere fra forskellige fag og forskningsinstitutioner:

Lektor, ph.d. Bo Kristian Holm, Afdeling for Teologi, Aarhus Universitet, og prof. mso. Anna Vind, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet, har skrevet teksterne om Luther og reformationens ideer.

Lektor, dr. phil. Charlotte Appel, Afdeling for Historie, Aarhus Universitet, og prof., fil.dr. Hanne Sanders, Historiska Institutionen, Lunds Universitet, har skrevet om reformationens historie og det danske samfund.

Museumsinspektør, seniorforsker Hanne Kolind Poulsen, Statens Museum for Kunst, har skrevet teksterne om reformationens billeder. Hun er også hovedforfatter til temaet "Billeder og kunst". Lektor, ph.d. Sven Rune Havsteen, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet, er medforfatter til temaet "Sang og musik".

Nationalmuseet har taget sig af sprogbearbejdning, billedsøgning og opsætning. Charlotte Appel og Bo Kristian Holm har stået for redaktionen.