Harald Hén, ca. 1040-1080

Artikler

Harald Hén var konge af Danmark 1074/76-1080. Han blev født omkring 1040 og var den ældste overlevende søn af Svend Estridsen. Det tidligste, vi ved om Harald, er, at han sammen med sin onkel Asbjørn Jarl og sin bror Knud (den Hellige) i 1069 deltog i et af de sidste vikingetogter til England.

Efter Svend Estridsens død i 1074 eller 1076 blev tronfølgen straks et stridspunkt mellem sønnerne. Ifølge Saxo blev Harald valgt af hovedparten af ledingsflådens mandskab ved Isøre ved Isefjordens indløb, mens Knud (den Hellige) gik i landflygtighed i Sverige. Krønikeskriveren Ælnoth angiver, at folket foretrak Harald frem for ”den hæftige Knud”, fordi Harald var den ældste, og på grund af hans mådeholdne optræden.

Haralds regeringstid

Der vides ikke meget konkret om Haralds regeringstid, men meget tyder på, at Knud ikke accepterede ledingsflådens valg af Harald, men derimod gjorde oprør mod ham, hvori han blev støttet af nogle af sine brødre.

Indenrigspolitisk er Harald mest kendt for 'kong Haralds love', som nærmest må have været en stadfæstelse af den gældende sædvaneret. Ifølge Roskildekrøniken skal Harald derudover have tilstået folket at udnytte skovene, som ellers var kongens ejendom. Mens Saxo karakteriserer Harald som en dorsk og uduelig hersker, der gav efter over for folkets ønsker, beretter Ælnoth, at han var ”den af folket elskede lovgiver”.  Hans tilnavn, 'Hén', betyder (en blød) slibesten og skal ifølge en krønike henvise til ”hans velvillige sindelags blødhed”.

Kirkepolitisk fortsatte Harald faderen Svend Estridsens udbygning af kirkeorganisationen. At han var meget interesseret i kirkelige spørgsmål, fremgår af en bevaret korrespondance mellem Rom og Danmark fra disse år. Allerede i 1075 lovede paven således kongen snarligst at oprette et selvstændigt dansk ærkebispedømme, men det blev dog foreløbig ved løftet.

Harald Hén var gift med sin kusine Margrete, der var datter af Asbjørn Jarl. Det lader ikke til, at Harald ved sin død 17. april 1080 efterlod sig nogen børn. Han blev begravet i Dalby Kirke i Skåne.

Harald Hén
Kobberstik af Harald Hén fra perioden ca. 1500-1795. Fra: Det Kgl. Bibliotek 


Læs mere om Harald Hén på denstoredanske.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1040 -1080
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen Aksel E. m. fl.(red,): Danmarks historie bind 1 (1977).

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og Slave (1971).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1040 -1080
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen Aksel E. m. fl.(red,): Danmarks historie bind 1 (1977).

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og Slave (1971).

Udgiver
danmarkshistorien.dk