[Forespørgsel til forskningsministeren om computerfejl år 2000]

[Forskningsminister Jytte Hildens svar]

[Kim Behnkes indlæg i forhandlingen]

Forespørgsel til forskningsministeren om computerfejl år 2000 [til top]

Af Kim Behnke (FP), Tom Behnke (FP), Aage Brusgaard (FP), Jan Køpke Christensen (FP), Niels Højland (FP), Kirsten Jacobsen (FP) og Annette Just (FP).[1]

"Hvad kan ministeren oplyse om regeringens hidtidige initiativer for at hindre problemer i Danmark som følge af computerfejl år 2000, og hvad agter regeringen at foretage sig i perioden frem til år 2000?"

[...]

Besvarelse [til top]

Forskningsministeren (Jytte Hilden)[2]:

Jeg vil godt starte med at sige tak til hr. Kim Behnke for at rejse denne forespørgsel. Og så kan jeg berolige hr. Kim Behnke: Vi er foran. Vi er såmænd foregangsland, når det gælder regeringsinitiativer, når vi ser på, hvor langt vi er kommet her til lands, og ikke blot på, hvad der er planlagt.

Så vil jeg sige: Luk øjnene, slap af, tænk de dér godt 2 år frem! Vi er netop gået fra 1999 til år 2000, og alting er gået i stå. Elværkerne kan ikke producere elektricitet, varmen forsvinder, fjernsynet virker ikke, bilerne kan ikke starte, elevatorerne er stoppet, fly falder ned, og al edb regner forkert, hvis det overhovedet regner, osv. osv.

Det er ikke skrækscenarier, der mangler, når medierne malende beskriver de mulige konsekvenser af edb-systemernes manglende evne til at klare denne her overgang med 4 nye cifre, deraf 3 nuller.

Ja, korrekt, det er rigtigt. Hvis vi lader stå til, og hvis vi undlader at gøre noget. Men det gør vi ikke, det har vi ikke gjort, og det har vi såmænd heller ikke tænkt os gøre.

Så når jeg alligevel har valgt denne her lidt bombastiske indledning, så er det, fordi jeg har bemærket, at det er skrækscenarierne, der skaber de store overskrifter. Men jeg vil ikke diskutere det problem på den måde, for det løser nemlig ingen problemer. Det giver ingen svar.

Kun et meget omhyggeligt, et meget systematisk arbejde i de enkelte virksomheder, i institutioner osv. kan sikre, at det danske samfund, den velfærd, vi har og gerne vil bevare, kommer helskindet igennem skiftet til år 2000. Og på de mest påtrængende områder er man heldigvis allerede godt i gang, hvis man såmænd ikke allerede er færdig.

I Forskningsministeriet er der arbejdet med år 2000-problemet siden sommeren 1996. Strategien har hele tiden været - og det er den såmænd fortsat - at det er og bliver et ledelsesansvar i den enkelte virksomhed eller organisation at sikre, at år 2000 er vi parat. Forudsætningen for den strategi er imidlertid, at ledelsen er opmærksom på omfanget og på de opgaver, der skal løses.

Forskningsministeriet har allerede på et tidligt tidspunkt drøftet problemerne med IT-brancheforeningen, med edb-leverandørerne, der jo burde være de første til at gøre deres kunder opmærksomme på år 2000-problemet og burde være de første til at tage fat på det. De har bl.a. et hovedansvar. Men jeg må desværre konstatere, at IT-branchen og andre brancher, som berøres af problemet, indtil for nylig har haft en noget afventende holdning til, hvad vi er oppe imod.

Der har simpelt hen været for slappe reaktioner, men det er ved at komme. Pisk og penge er måske vejen frem. Undersøgelser af år 2000-paratheden i private virksomheder og offentlige institutioner tegner det her billede: For de største og mest tungtvejende edb-systemer er man flere steder godt i gang med at give svaret. Men især i mindre virksomheder og institutioner er man langtfra tilstrækkelig opmærksom. Det kan være områder med anden elektronik end edb, hvor man måske oven i købet helt overser problemerne. Det er blevet bekræftet på det internationale år 2000-møde, der blev afholdt her i august måned i København. Det var altså i august måned i København - vi er på forkant med opgaverne - efter invitation fra Forskningsministeriet, efter at vi har set og kan se de samme tendenser i andre lande. Som regeringens IT-minister kan jeg naturligvis ikke sidde den slags overhørig; det ville heller ikke ligne IT-ministeren.

Når de frie markedskræfter tilsyneladende ikke kan klare det alene og selv, så er vi jo nødt til at tage fat på andre løsninger. Så må regeringen tage et initiativ. Regeringen kan ikke leve med, at der er usikkerhed, om væsentlige samfundsfunktioner fungerer den 1. januar år 2000.

Det er også urimeligt, at håndværksmesteren ikke får fornyet sit edb-system, blot fordi der ikke er nogen, der har fortalt ham, at han måske får et problem.

Den 12. september i år fremlagde jeg derfor regeringens år 2000-plan, og lad mig sige det med det samme: Den plan løser i sig selv ikke et eneste år 2000-problem. Det er heller ikke hensigten. Det er stadig væk, og det kan ikke være andet end et ledelsesansvar i den enkelte virksomhed og i den offentlige institution. Planen indeholder 7 initiativer, som i høj grad baserer sig på frivillig, ansvarlig indsats:

Punkt 1: Branche- og erhvervsorganisationerne skal aktiveres i en bred informationsindsats over for deres medlemmer. Hvem er bedre end Håndværksrådet til selv at informere og rådgive håndværksmesteren? De faglige organisationer bør ruste deres medlemmer til at forstå problemet, og det bør naturligvis diskuteres i samarbejdsudvalg, i bestyrelse og for mig gerne på medarbejdernes foranledning. Det var første punkt. Der er nogen, der har et ansvar.

2. punkt er, at erhvervs- og brancheorganisationerne, Forbrugerrådet og mange flere inviteres til at deltage i et år 2000-forum, der skal være det centrale forum for en tværgående indsats over for løsningen her til lands. Jeg har udpeget økonomidirektør på Det Kongelige Teater Mai Buch til at være formand for det forum, og det har hun med glæde sagt ja til.

Punkt 3 er, at der pr. den 1. november etableres et år 2000-sekretariat i Dansk Dataforenings regi, som skal bidrage til en uafhængig informationsformidling. Det er ikke sekretariatet og dets medarbejdere, der skal løse problemet, men de skal pege på, hvor det kan løses, og jeg glæder mig over, at samtlige Folketingets partier i Finansudvalget støttede op om et aktstykke, der bad om 12 mio. kr. til den opgave.

Punkt 4 er, at revisorerne skal vurdere, om virksomhederne er tilstrækkelig opmærksomme på problemet, og jeg ved, at der er løbende forhandlinger mellem Erhvervsministeriet og de revisorforeninger, som vi har her til lands. Revisorernes kan gå ind og være med til at påtegne regnskaber. De er nogle af de mennesker med ekspertise, der er tættest på samtlige virksomheder.

Punkt 5, det er forbrugerne. Vi har brug for en særlig år »2000 parat«-mærkning af alle tele- og elektronikprodukter i handelen samt krav om år 2000-parathed ved alle offentlige indkøb, og det er jo ikke så lidt, skal medvirke til, at nye produkter fungerer fejlfrit også i det næste årtusind.

Punkt 6 er, at der iværksættes en tæt opfølgning af år 2000-status i offentlige virksomheder. I staten vil det ske med hjemmel i en tekstanmærkning til finansloven, som vi vedtager her i december måned. Kort sagt, alle offentlige ledere vil blive - jeg tror, de godt er klar over det - holdt op på deres meget præcise ansvar, og det er lidt vigtigt, da vi jo her til lands har en meget decentral struktur, en meget decentral forvaltning. Jeg har naturligvis også taget kontakt til den kommunale sektor, til Amtsrådsforeningen og til Kommunernes Landsforening, ligesom jeg har skrevet et brev til Folketingets formand. Folketinget skal naturligvis også være parat, så vi kan sige alt det, vi plejer, også efter år 2000.

Det 7. punkt er at for at imødegå en forventet knaphed på kvalificerede medarbejdere, så opfordres større virksomheder til at investere i uddannelse af medarbejdere. Det haster. Det haster, og derfor bør indsatsen også understøttes af alle de mangfoldige ordninger, vi kender i Undervisningsministeriets og Arbejdsministeriets regi, og det understreger også efter min mening det klare behov, der bl.a. er for at få en IT-højskole, gerne på Holmen her i København.

Min konklusion skal være, at det er mit klare indtryk, at regeringens år 2000-plan på mange og på væsentlige områder bidrager til at skabe en høj grad af opmærksomhed, og det vil jeg også gerne kvittere for, det gør denne forespørgsel tillige. Planen bygger på frivillig indsats og på, at ledere har et ansvar, og at institutioner overalt er deres opgave voksen. Men skulle det vise sig, og her kommer så pisken, at ansvaret ikke løftes i tilstrækkeligt omfang, er regeringen parat til at lovgive på en række præcise områder, så vi sikrer forbrugerne og danskerne med bl.a. en år "2000 parat"- mærkning.

Målt med den internationale målestok, og dette her er i sandhed en international sag, er vi såmænd med i front. Vi følger nøje, hvad der sker i Sverige. Jeg ved, min svenske kollega, der har med disse sager at gøre, har været ganske utilfreds med de også lidt slappe reaktioner i Sverige. Vi følger nøje, hvad der sker i Norge, i England, i USA. Det er nogle af de lande, der gør mest for at tackle år 2000-problemet, og vi havde dem som sagt, i alt 16 lande, til møde her i august måned i København.

Regeringens plan bygger på de erfaringer, på vores egne analyser og på vores ønske om at være med til politisk at gøre opmærksom på, at Danmark skal fungere også nytårsmorgen, den første af dem i det nye årtusind. Lad os i fællesskab vende problemet med år 2000-datoer til en konkurrencemæssig fordel for det danske samfund. Vi har beredskabet, vi har viljen, og erfaringer henter vi både her til lands og ude omkring. God fornøjelse til os alle sammen med løsning af en stor opgave.

Forhandling [til top]

Kim Behnke (FP)[3]: 

Tak til ministeren. Der er kommet mange internationale skøn over, hvad det vil koste den samlede verden, ikke hvis det hele bryder sammen, for det er der ingen, der forventer eller håber, men alene at få repareret det gamle udstyr og opgraderet det og få købt nyt udstyr. Det mest forsigtige skøn er, at det vil koste i størrelsesordenen 4000 mia. kr. 

  Danmark plejer at blive udnævnt til at udgøre 1 promille af verden, og det vil sige, at de ressourcer, vi skal forvente der skal bruges på det her område i Danmark, er 
i størrelsesordenen 4 mia. kr. Jeg kan sige, at et af de lande, der har været mest ihærdige med at regne ud, hvad det vil koste dem, er Spanien, som har givet et skøn på mellem 40 og 50 mia. kr. - ikke pesetas. Men uanset hvad vi gør, så kommer det altså til at koste vores samfund nogle ressourcer. Hvis offentlige og private virksomheder køber nyt udstyr, så koster det mange millioner kroner. Hvis der sker opgradering af det gamle udstyr, så koster det også en masse penge, og som en amerikansk analytiker har udtrykt det: Vi får ikke nogen som helst produktivitetsforbedringer, vi får ingen ny teknologi, vi får faktisk kun retten til at komme videre og retten til at overleve. De midler, som skal bruges til enten at undgå problemer år 2000 eller til at rydde op januar år 2000, kan ikke bruges på andre områder. Og det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må bruge pengene på dette. Men da vi i det moderne samfund har sat computerchips i alt fra regulering af trafiklys og biler til fyrtårne og skibe, ja, så er vi altså nødt til at bruge økonomi og kræfter på at opgradere systemerne eller udskifte dem til noget helt nyt. Man kan selvfølgelig godt ærgre sig over, at teknikere og programmører i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne ikke havde mere tillid til deres egne programmer. De troede alle, at programmerne for længst ville være udskiftet inden år 2000, og valgte derfor at spare de berømte to cifre i hukommelserne. Og faktisk helt op til 1986 blev der solgt store maskiner med kun tocifrede årstal. Det er min opfattelse, at regeringen og ministeren tager alt for let på de problemer, vi kan forvente. Det gælder problemerne med mangel på programmører og teknikere, som rent faktisk kan nå at løse opgaverne inden år 2000. Ministeren siger, at man forventer, at virksomhederne skal gå i gang med efteruddannelse af deres medarbejdere, og skulle det vise sig, at de ikke løfter den opgave, så er man parat til lovgivning. Problemet er bare, at vi risikerer at komme for sent. Vi har det ikke ligesom med så mange andre ting, hvor vi kan nedsætte et udvalg, og hvis ikke de når at blive færdige, så kan vi lave en lov om ændring af lov om og sådan noget. Her er det sådan, at der er en dato, der gælder, og hvis først vi har brugt et helt år på at afvente, at virksomhederne reagerer, og må konstatere, at det gjorde de alligevel ikke, så kan vi ikke købe os den tid tilbage. Den er gået. Det gælder faktisk for ganske mange virksomheder, at de overhovedet ikke er klar over det. Der er en stor undersøgelse, der viser, at 40 pct. af de private virksomheder end ikke har overvejet, om de har nogen problemer i den her anledning. Det gælder også store dele af den offentlige sektor, og dér synes jeg ikke, at ministerens besvarelse var særlig imponerende. Den opgørelse, som Jyllands-Posten havde den 25. juni 1997, viser jo, at en lang række af ministerierne overhovedet ikke har styr på tingene. Mest alvorligt er det i Undervisningsministeriet, hvor der, som Jyllands-Posten udtrykker det, reelt intet overblik er over de mulige problemer med år 2000. Det gælder snesevis af universiteter, seminarier osv. osv. Jeg vil ikke på nogen måde deltage i eller oppiske til hysteri. Det er sagen nemlig for vigtig til. Det er ikke en sag, der heller vedrører noget særligt partipolitisk. Det er simpelt hen en problemstilling, som er en national opgave, og derfor efterlyser jeg mere handling og mere tempo fra regeringen. Det er nemlig sådan, at hvert eneste minut tæller, og vi kan ikke bare vedtage en lov om at udsætte datoen. Den kommer under alle omstændigheder. En række af de institutioner og virksomheder, som vi taler om, vil allerede begynde at opleve problemerne fra den 1. januar 1999, fordi deres automatiske bogføring osv. går helt frem til år 2000, som måske så ikke kan lade sig gøre. Når ministeren lægger så meget vægt på ledelsesansvar og en decentral reaktion, så kan jeg selvfølgelig godt forstå det, og det lyder pænt sådan rent retorisk, men det tør vi jo ikke gøre, når det gælder arbejdsmiljø. Vi tør heller ikke gøre det, når det gælder miljøet. Vi tør heller ikke gøre det, når det gælder virksomhedernes regnskaber. Dér overlader vi det ikke til ledelsesansvar. Dér har vi en detaljeret lovgivning. Ja, ikke engang virksomhedernes markedsføring overlader vi til ledelsesansvar. Og for den sags skyld, når virksomhederne skal skrue et nødudgangsskilt op på virksomheden, så betror vi dem ikke evnen til selv at finde ud af at få det skilt sat op. Det er der også regler om. Men her, hvor vi taler om, at år 2000-problemet kan vise sig at give meget store samfundsøkonomiske tab, ja, så overlader vi det til et decentralt ledelsesansvar. Det synes vi er et problem. Hvis ministeren er så overbevist om, at regeringen har styr på situationen, så har jeg et enkelt spørgsmål til ministeren: Er ministeren parat til at opholde sig i et fly nytårsnat mellem år 1999 og år 2000? Hvis ministeren svarer ja, så tror jeg, ministeren er ærlig i sin vurdering af, at der er styr på situationen, men hvis ministeren ikke svarer ja, så har vi et problem.

Ordforklaringer m.m.

[1] FP: Fremskridtspartiet.

[2] Jytte Hilden (1942- ): medlem af folketinget for Socialdemokratiet 1979-1981 og 1984-1998. Kulturminister 1993-1996 og Forskningsminister 1996-1998.

[3] Kim Behnke (1960- ): medlem af folketinget 1987-2001; først for Fremskridtspartiet, siden for Frihed 2000 og som uafhængig. Formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1994-99.