Kilder
Kildeintroduktion:
I dette digt, udgivet i Arbejdersamariternes Juleblad i Esbjerg i 1942, beskrev forfatteren Poul Sørensen (1906-1973) udfordringerne med at bevare juletraditioner under den tyske besættelse (1940-1945). 2. verdenskrig betød, at der i Danmark opstod stor mangel på importerede varer, som enten blev helt eller delvist erstattet og rationeret. Dette fik stor betydning for måden, hvorpå man kunne fejre en traditionsrig jul, da de fleste elementer i en julefejring blev påvirket af manglen: mad, gaver, pynt, belysning, tøj mv. Butikkerne havde ikke længere samme varelager, pengene var små og stemningen i samfundet var trykket. Mange juleaviser forsøgte trods tristhed, varemangel og krig at fremme julestemningen, julens budskab om fred samt at minde om, at julen trods alt var og ville forblive jul, som det også er Sørensens tema i digtet. Samtidig forholder digtet sig med en ironisk distance og latterliggørelse til de mange opfindsomme erstatningsløsninger, danskerne så sig nødsaget til at tage i brug for at forsøge at opretholde julens traditioner. Trods sin ironi og pessimistiske undertone har Sørensen et meget positivt og humoristisk syn på danskernes tilgang til og udnyttelse af, hvad der var at gøre godt med. Hans endelige budskab med digtet er netop, at julen ikke er defineret af de materialistiske goder, men af dens budskab og værdier, som består selvom traditionerne må ændres og tilpasses.
Arbejdersamariternes Juleblad blev udgivet af Arbejdernes Samariter Forbund (i dag Dansk Folkehjælp), der blev grundlagt i 1907 som en humanitær organisation med tilknytning til arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Deres juleaviser under besættelsen var mere tyskkritiske end andre udgivelser af samme type. Juleaviser var lokale blade, der blev delt ud ved juletid, både før, under og efter besættelsen. Deres hovedformål var at reklamere for butikker, foreninger, arrangementer, sportsklubber mv., men under besættelsen ændrede mange af dem karakter, dels fordi vareudbuddet var begrænset, dels fordi de som små lokale reklametryksager ikke var i fokus for censuren. Derfor kunne kritik af den tyske besættelsesmagt kamufleres ved indforståetheder, satire og ironi.
Her ses digtet i Arbejdersamariternes Juleblad fra 1942
Jul trods alt
Først bæres Risengrøden ind,
den gør jo altid lykke.
Glad ser man alle Bordet rundt
de klæge Byggryn tygge.
De Smaa paa Mandelgaven ser
med vidtopspændte Glugger:
En dejlig Gris af Marcipan…
- - Ja! Smaabørn elsker Sukker!
Og derpaa med den stegte Gaas
Mor op paa Bordet disker;
den er forloren og er fyldt
med.. naa ja, ikke Svesker!
Saa bliver Juletræet tændt
med Dryppen og med Klatning
fra meget snart nedbrændte Lys
af Stearin-Erstatning.
Ak, Julemanden bliver væk!
For vel har Far nok Viljen;
men Dragten blev sy’t om i Fjor
til Gangtøj[1] til Familien.
Af Gaver er der dog et Væld
i vekslende Formater
af prima Efterligninger,
Saa tænder man en fed Cigar,
med Mavebaand forsiret[4],
Og Røgen stiger fin og blaa
op fra Karduspapiret[5].
Enhver af Frugtvin eller Sjus
kan faa, hvad han forlanger.
- Oh, blide Smag af Kogesprit[6]
og opløst Fluefanger!
Snart tygger alle Juleknas.
Og Smaabørn spørger glade:
”Far, hvad var det, Mor talte om,
som kaldtes Chokolade??”
Og selve Julen lister ind…
Det overgaar éns Fatning:
Trods alt, trods alt er Julen JUL
og ikke Spor Erstatning!
Af Poul Sørensen
”Mandfolke Jul”
Klik på billedet eller her for at se en pdf-version af Arbejdersamariternes Juleblad fra 1942