Vikingetiden, ca. 800-1050

Vikingetogter

Forfatter

Else Roesdahl

Det meste af 800-årene var præget af vikingetogter i udlandet. De var tit nøje forbundet med handel, og det førte til udviklingen af et geografisk vidtspændende netværk af ruter. For Danmarks vedkommende rettede togterne sig især mod England og mod kyster og flodegne på det vesteuropæiske fastland. Arkæologiske fund og nogle få skriftlige oplysninger fortæller, at der også var aktiviteter østpå. Formentlig var mange af disse togter private foretagender eller organiseret af medlemmer af kongefamilien og andre høvdinge, som var fordrevet hjemmefra. Men i alt fald i Frisland og Hamborg var også danske konger aktive. I løbet af 800-årene udviklede togterne sig til massebevægelser, hvor bander og hære overvintrede i udlandet, og i slutningen af 870'erne, da store dele af England var erobret, bosatte hæren sig i Øst- og Midtengland. Formentlig fik de et godt tilskud af indvandrere fra Danmark. Mange stednavne, en stærk påvirkning af det engelske sprog og mange mindesmærker af sten vidner stadig om denne nordiske magtovertagelse og omfordeling af meget jordegods. I store engelske byer som York og Lincoln var den nordiske indflydelse også markant og medførte økonomisk opblomstring.

Andre steder overdrog den tyske eller frankiske konge et område ved mundingen af en stor flod til en dansk høvding, f.eks. den rige by Dorestad ved Rhinen, for at høvdingen og hans krigere skulle hindre andre vikingers overfald. I Normandiet fik det varig betydning, at høvdingen Rollo (som enten var norsk eller dansk) fik overdraget landet ved Seinens nedre løb i 911. Stednavne viser, at mange danskere bosatte sig her, og Rollos efterkommere organiserede og udvidede området til et stærkt selvstændigt hertugdømme, som i 1066 erobrede England og fastholdt magten her.

De store togter i Vesteuropa ebbede ud omkring år 900, men erfaringerne hos dem, som gennem 800-årene var vendt hjem med eller uden gods og guld, må have spillet en stor rolle for nye synsvinkler på mange forhold i hjemlandet bl.a. kongemagten og den hedenske religion.

Vesteuropa som det så ud på samme tid som vikingetogterne, fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)