Næsten hele befolkningen boede på landet, hovedsagelig i landsbyer, men der fandtes også enkeltgårde. Landsbyer kunne være indrettet som den fuldt udgravede bebyggelse i Vorbasse i Midtjylland, men der var regionale forskelle. I Vorbasse lå seks-syv gårde omkring en fælles vej eller gade. Alle var omgivet af hegn og havde port mod gaden. Midt på gårdspladsen lå hovedbygningen og tit et par ”grubehuse” (små, halvt nedgravede bygninger, der somme tider var vævestuer), mens andre bygninger lå ud mod hegnet. I nogle gårde kan antallet af opstaldede dyr tælles ud fra båseskillerum. Landsbyen havde ligget på stedet siden omkring år 700, men omkring år 1000 blev den omstruktureret, idet gårdene blev større. Noget senere flyttede den som så mange andre landsbyer for sidste gang og fik sin nuværende placering. Disse flytninger skyldes sandsynligvis især, at korndyrkning generelt vandt stærkt frem på bekostning af kvægavl.

I vikingetiden etableredes de første danske byer. Ligesom landsbyerne var de ”ustabile” og flyttede somme tider til et andet sted i nærheden. Omkring år 700 grundlagdes Ribe som et internationalt sæsonmarked, der fortsatte gennem 800-årene. Håndværkere producerede mange varer bl.a. kamme, perler og spænder, og internationale varer som keramik og kværnsten fra Rhinområdet blev omsat. Mange små sølvmønter, såkaldte sceattas, vidner om, at selv små transaktioner blev betalt med mønter. Men fra 900-årene og indtil anden halvdel af 1000-årene mangler fund fra byen stort set; der må have været en stærk reduktion i aktiviteterne på stedet, indtil man igen tog fat - nu på den anden side af Ribe Å. Hedeby blev grundlagt af kongen som en struktureret by kort efter år 800 og levede videre indtil midten/anden halvdel af 1000-årene, da man flyttede til det nuværende Slesvig. Hedeby blev Nordens største vikingetidsby, og fundene vidner om intens og udstrakt international handel - både med Norge, hele Østersøområdet og Vesteuropa. Århus går vistnok tilbage til 700-årene, men bebyggelsens karakter på den tid er uvis. Alle tre byer er omtalt som sæde for en bisp (utvivlsomt en missionsbisp) i 948, 965 og 988, og alle blev befæstet i vikingetiden. I slutningen af 900-årene kom en ny bølge af bygrundlæggelser med bl.a. Viborg, Roskilde og Lund. Alle havde vigtige centralfunktioner i forhold til konge og kirke og rod i hedenske kult- og magtcentre i nærheden.