Vor tids forskningsdiskussion: Hvad var Den Sorte Død?

Artikler

Det har i lang tid været en almindeligt udbredt opfattelse, at det var rotterne, der spredte pesten i middelalderens Europa. Senere har man fundet ud af, at pesten blev overført til mennesker via lopper der normalt levede på rotterne. Modstandsteoretikere mener dog, at dette ikke er svaret, da middelalderens Sorte Død ser ud til at have smittet fra menneske til menneske. Forskerne diskuterer stadig, om Den Sorte Død var forårsaget af rotter, lopper eller noget helt tredje.

Siden lægen Alexander Yersin i 1894 opdagede en pestbakterie (Yersinia Pestis) hos både syge rotter og mennesker i Asien, har det været den almindelige opfattelse, at det var rotterne – især den sorte rotte (Rattus Rattus) – der spredte pesten i middelalderens Europa. Senere har man fundet ud af, at pesten blev overført til mennesker via lopper (Pulex Irritans), der normalt levede på rotterne.

Dele af den internationale forskning mener stadig, at middelalderpesten og den moderne pest er én og samme sygdom, og de bygger i særdeleshed denne vurdering på de sygdomsbeskrivelser, der ses i både middelalderkilder og hos de ramte under pestepidemien i Indien i 1896-1918, nemlig bylderne.

I løbet af 1980’erne begyndte der dog så småt at blive stillet spørgsmålstegn ved teorien om rotten som smittebærer. Særligt Graham Twigg (zoolog) og Samuel Cohn (historiker) har kæmpet for at modbevise rotteteorien. De har dog ikke noget samlet bud på, hvad middelalderpesten var, hvis ikke den var forårsaget af Yersinia Pestis. En af modstandsteoretikernes hovedpointer er, at man i de europæiske middelalderkilder aldrig hører om døde rotter, mens man ved angrebene i Asien ser, hvordan angrebene altid starter med en stor mængde døde rotter - folk flygter ligefrem, så snart de opdager de døde rotter.

En anden del af debatten går på, at mange middelalderkilder indikerer, at pesten spredte sig direkte fra menneske til menneske, mens den moderne pest normalt kun overføres direkte fra rotten til mennesket via en loppe. Rotteteoretikerne argumenterer heroverfor, at den moderne pest kan udvikle sig til en lungesygdom, der smitter direkte fra menneske til menneske, selvom det sjældent sker, ligesom andre typer af lopper kan tænkes at sprede sygdommen fra menneske til menneske. Mange af rotteteoretikerne mener, at den moderne pestbakterie er en muteret version af den middelalderlige, og derfor er der kun enkelte lighedstræk tilbage.

Også indikationerne af, at mennesket udviklede en immunitet overfor sygdommen, således at det ved de efterfølgende angreb primært var børn og unge mennesker der blev ramt, har givet anledning til diskussion – der er nemlig ikke noget der tyder på, at befolkninger, der har været ramt af den moderne pest, har udviklet nogen form for resistens. Heroverfor er det et hovedargument, at sygdommen er muteret over de sidste 650 år, og at menneskekroppen også har gennemgået en udvikling, mens modstanderne af rotteteorien ikke mener, at mennesket overhovedet er disponeret for at udvikle immunitet overfor Yersinia Pestis.

Der er fortsat uenighed mellem de to grene af forskningen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Sally Schlosser Schmidt
Tidsafgrænsning
1894 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. marts 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Cohn, Samuel K.: The Black Death Transformed: Disease and culture in early Renaissance Europe (2003)

Twigg, Graham: The Black Death: a biological Reappraisal (1984)

Benedictow, Ole J. The Black Death 1346-1353 – the complete history”(2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Sally Schlosser Schmidt
Tidsafgrænsning
1894 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. marts 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Cohn, Samuel K.: The Black Death Transformed: Disease and culture in early Renaissance Europe (2003)

Twigg, Graham: The Black Death: a biological Reappraisal (1984)

Benedictow, Ole J. The Black Death 1346-1353 – the complete history”(2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk