Venstresocialisterne: "...foruden 5-øren: faglig politik i socialistisk perspektiv", 1968

Kilder

Kildeintroduktion:

Venstresocialisterne (VS) blev dannet i 1967 på baggrund af uenigheder inden for Socialistisk Folkeparti (SF). Udbryderne ønskede en mere socialistisk linje, end den SF førte sammen med den socialdemokratiske regering i det såkaldte ’røde kabinet’. VS’ fremkomst og politik skal ses i sammenhæng med 1968-oprøret og skabelsen af ’det nye venstre’.
I partiprogrammet ’… foruden 5-øren’ fra maj 1968 henvender VS sig til arbejderklassen og anser sig selv for dennes beskytter og stemme i Folketinget. Partiet er kritiske overfor Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der anklages for at have svigtet arbejderklassen. Endvidere er modstanderen i verdenssammenhæng især den amerikanske imperialisme. 

HVOR KAN ARBEJDER KLASSEN HENTE STØTTE?

Hos staten?
Efter anden verdenskrig har den danske stat gang på gang grebet ind i overenskomstsituationen. Den gjorde det i 1956 ved at ophøje et af arbejderne forkastet mæglingsforslag til lov – til fordel for arbejdsgiverne. – Den gjorde det med helhedsløsningen i 1963, hvor arbejderne ikke engang fik lejlighed til at stemme om overenskomsten. Blot et par eksempler på, at socialdemokratisk ledende regeringer satte arbejdernes frie aktionsret ud af kraft.

Hos LO?
LO har godkendt indgrebet fra statsmagtens side overfor arbejderne. – LO har bundet arbejderne til arbejdsgiverne gennem Hovedaftalen. – LO godkender en statslig forligsmand, som altid fremsætter forslag, der tilgodeser arbejdsgivernes interesser. – LO her godkendt, at det er forbudt at strejke i den periode, overenskomsten løber. – LO godkender den faglige voldgiftsret, som i langt de fleste tilfælde dømmer arbejderne imod.

Hos Socialdemokratiet?
Er det ikke socialdemokratisk ledede regeringer, der har ophøjet mæglingsforslag til lov, lavet helhedsløsning med de radikale, fremsat lovforslag om at æde dyrtidsportioner sammen med SF? – Er det ikke de sammenvoksende tvillinger Socialdemokratiet og LO, som binder arbejdernes frie aktionsret på hænder og fødder?

Og hvad er så resultatet af det velsmurte samarbejde mellem statsmagten, Socialdemokratiet og LO?

-          at arbejderne har mistet deres handle frihed.

-          at lønningerne ikke er fulgt med profitterne.

-          at arbejdsløsheden kan komme når som helst.

-          at de danske virksomheder ejes af en stadig mindre udenlandsk og indenlandsk klike.

-          at dansk produktion stadigvæk drives ud fra profithensyn og ikke ud fra samfundshensyn. 

-          At dansk erhvervsliv er afhængig af de store kapitalinteresser i Vesten, især i USA.

Hvad kan arbejderklassen gøre?

PÅ KORT SIGT
må arbejderne gøre op med fagbevægelsens pampere og genskabe demokratiet i fagbevægelsen
må arbejderne gøre op med Socialdemokratiets og SFs ledere og forlange af dem, at de ikke freder kapitalisterne med nye arbejderfjentlige ”arbejderregeringer”
må arbejderne skaffe sig en Hovedaftale, der genskaber aktionsfriheden overfor arbejdsgiverne

PÅ LANGT SIGT
må arbejderne gøre op med den hellige treenighed staten, LO og Socialdemokratiet
må arbejderne kæmpe for selv at tage magten i samfundet, for selv at overtage statsmagten kun på denne måde kan socialismen indføres.

HVAD BETYDER SOCIALISME FOR ARBEJDERKLASSEN?
Kun under socialismen kan produktionen planlægges udfra arbejdernes interesser og ikke blot til glæde for arbejdesgivere og pampere
Kun under socialismen kan man sikre lige muligheder for alle
Kun under socialismen kan arbejdsløsheden fuldstændig afskaffes
Kun under socialismen får arbejderne det fulde udbytte af deres arbejdsindsats og skal ikke længere poste penge i lommen på arbejdsgiverne
Kun under socialismen kan arbejderne opnå politisk, økonomisk og arbejdsmæssigt demokrati

indkomstfordelingen i danmark

Indkomstfordelingen og demokrati hører nøje sammen. Det er karakteristisk for et udemokratisk og autoritært styre, at der er en meget skæv indkomstfordeling, og at der ikke gøres noget for at rette den op. Modsat må man forlange af et demokratisk samfund, at der ikke findes store grupper af mennesker, det til stadighed holdes på et lavt indkomstniveau, eller hvis sådanne grupper findes, at der så effektivt og målbevist gøres noget for at afhjælpe denne uretfærdighed.
Som situationen er i dag (1965-tal) har 75 % af alle skatteydere under 20.000 kr. (ansat indkomst) om året. Men de 75 % af personerne har kun 50 % af de samlede indkomster. For de høje indtægters vedkommende er forholdet modsat. Her har ca. 3 % af personerne godt 11 % af indkomsterne. Der er altså meget lang igen, før vi har en jævn indkomstfordeling.

Graf over indkomstfordelingen 1965

Hvordan er indkomstfordelingen i Danmark? Søjlerne viser klart, at der stadigvæk eksisterer en meget skæv indkomstfordeling
Men er det ikke blevet bedre i de senere år? Har de sociale ydelser og de højere lønninger ikke med ført en udligning?
Har lønmodtagerne ikke tilkæmpet sig en stigende andel af samfundsproduktet?

Disse spørgsmål må ganske klart besvares benægtende:
Stiller man lønmodtagernes andel af de samlede indkomster overfor den del, der tilfalder kapitalejere og private erhvervsdrivende, viser det sig at denne ”lønandel” ganske vist er steget lidt gennem det sidste tiår, men at der samtidig er blevet flere lønmodtagere og færre selvstændige erhvervsdrivende.

indkomstfordeling i procent 1965indkomstfordeling i procent 1965

Resultatet af udviklingen er derfor blevet, at der ikke har været nogen ændret fordeling af produktionens resultat mellem arbejdskraft og kapital.
Men hvad så med indkomstfordelingen? Herom foreligger der nu en redegørelse fra Det økonomiske Råd (vismændene), hvor man har undersøgt udviklingen i indkomstfordelingen. Resultatet af undersøgelsen er, at indkomstfordelingen ikke er blevet mere jævn, men at der i de senere år snarere er tendens til det modsatte. Der fandt en vis indkomstudjævning sted fra 1939-1949 – dog mest til fordel for mellemindtægter – de laveste løngrupper, dvs. først og fremmest de ufaglærte, fik ingen forbedring. Efter 1950 gik indkomstudjævningen stort set i stå, og der er oven i købet tegn på, at der har været en udvikling mod en større skævhed.
Man skulle egentlig have ventet, at den høje beskæftigelse efter 1958 havde betydet indkomstudjævning, men det har altså ikke været tilfældet. Tilsvarende ændringer i befolkningens erhvervsmæssige fordeling – færre ved landbruget og flere i byerhvervene – have medført en større lighed, fordi lønnen ligger højere i byerne. Men det modsatte har været tilfældet.
Endvidere har en større andel af de gifte kvinder været erhvervsbeskæftigede. Dette skulle også have givet en tendens til en mere ligelig indkomstfordeling, men denne tendens har altså ikke kunne slå igennem – der har også her været for stærke kræfter, der trækker den anden vej.
Der er dog samtidig foregået en vis udligning over de offentlige ydelser – dvs. folkepension, undervisning, sundhedsvæsen m.v. – men heller ikke disse bestræbelser har været tilstrækkelige til at opveje de negative kræfter.

Konklusionen bliver derfor: trods fuld beskæftigelse i en lang periode, trods sociale ydelser, trods flere erhvervsbeskæftigede i byer og trods flere kvinder på arbejdspladserne, har der ikke været nogen jævnere indkomstfordeling. Derimod har der efter alt at dømme været en tendens til øget ulighed.

SOLIDARISK LØNPOLITIK – MYTE ELLER VIRKELIGHED.

Solidarisk lønpolitik nyder jo stadigvæk omtale på en måde, som var det accepteret af alle. Hvordan arter virkeligheden sig egentlig.
Kvinderne har ganske vist i forbindelse med deres større deltagelse i produktionen opnået en forholdsvis forbedret – om end langt fra god – lønmæssig stilling. Men bortset herfra er det jo, når talen er om solidarisk lønpolitik, ganske særligt forholdet mellem faglærte og ikke-faglærte, der interesserer.
Ser man på illustrationen, der dækker perioden efter krigen, er det sådan, at hvor kurven ligger over stregen, er lønforskellen mellem faglærte og ikke-faglærte blevet forholdsmæssigt større- omvendt hvor kurven ligger under stregen.
Man ser da, at det så udpræget er en forøget lønspredning, der er karakteristisk. For perioden 1946-67 som helhed har de ufaglærte – og herunder de lavtlønnede – således ikke kunne hente ind forholdsmæssigt på de faglærte, tværtimod har de tabt terræn.
Den solidariske lønpolitik har derfor alt i alt været en fiasko.

Hvad er forklaringen?
En del af forklaringen må søges deri, at nok har fagbevægelsen som helhed gerne talt om solidarisk lønpolitik, men langt fra alle – for nu at sige det pænt – har virket særlig aktivt for denne sag.

En anden og væsentlig del af forklaringen findes, når man betragter selve lønnens sammensætning af overenskomstmæssige lønstigninger, dyrtidsreguleringer og lønglidning.
Det er over de to første dele, der skal føres solidarisk lønpolitik. Samtidig er det dog i høj grad, når der er tale om socialdemokratiske regeringer. Det er overenskomsterne, som vismændene opstiller lønrammer for. Det er dyrtidsreguleringer, man gruber ind overfor – sidst forsøgte i efteråret endog med LO-ledelsens anbefaling!

At endelig den del af lønnen, lønglidningen, der bestemmes af den frie markedsmekanisme ikke virker solidarisk, undre vel næppe nogen. En kapitalistisk økonomi og solidaritet har aldrig været forenelige størrelser.
At denne beskrevne udviklingen så i øvrigt har fundet sted i en periode med en på papiret stærk fagbevægelse og under almindeligvis socialdemokratisk ledende regeringer burde mane til mere end blot eftertanke.

graf over lønspredningen

VENSTRESOCIALISTERNE OG FAGBEVÆGELSEN

STRUKTURÆNDRIG OG DEMOKRATISERING

VS går ind for en gennemgribende strukturændring og demokratisering af fagbevægelsen bl.a. ved indførelse af direkte medlemsafgørelse

LIGE LØN – SOLIDARISK LØNPOLITIK

VS kræver lige løn for lige arbejde uden hensyn til køn og uddannelse, dette krav understreges yderligere af den kendsgerning, at Danmark internationalt har bundet sig til en aftale herom. I forbindelse hermed må der gennemføres en solidarisk lønpolitik, som forbedrer de lavt-lønnedes stilling.

FULD ERSTATNING VED TAB AF ARBEJDSINDTÆGT

VS kræver, at enhver lønmodtager, der på grund af sygdom eller på anden måde uforskyldt mister sin arbejdsindtægt, får fuld erstatning. Dette vil bl.a. modvirke, at arbejdsløshed bruges som samfundsøkonomisk regulator.

ARBEJDSANVISNING

VS må med den nuværende samfundsstruktur afvise en offentlig arbejdsanvisning.

40-TIMERSUGEN

Tiden er inde til at indførelse af 40-timersugen, og i øvrigt må arbejdstidsforkortelserne ske i takt med den fremadskridende rationalisering og automatisering af samfundet.

LØN OG INFLATION

Det er en kendsgerning, at den tekniske udvikling mod fuldautomationen medfører, at lønnens andel i produktionsomkostningerne får en stadig mindre betydning i moderne industri. Derfor må VS afvise den borgerlige teori om lønnen om hovedkilden til inflation.

LÆRLINGEUDDANNELSEN

VS går ind for, at mesterlæren afskaffes, og at læretiden bedst muligt udnyttes gennem vekselvirkning mellem centralfagskoler og værkstedspraktik. Læretidens længde og uddannelses form, herunder lønforholdene, må tages op til fuldstændig nyvurdering.

OMSKOLING

VS kræver videre, at ønsker der den enkelt vedrørende omskoling efterkommes i langt større udstrækning, end det er tilfældet for øjeblikket, og uden tab af arbejdsindtægt.

FORLIGSMANDSLOV OG ARBEJDSRET

VS vil i folketinget stille forslag om ændring af forligsmandsloven, især tagende sigte på en ændring af sammenkædningsreglerne og afstemningsreglerne ved kompetent forsamling. Og der vil blive stillet forslag om en revision og demokratisering af den helt igennem forældede og uretfærdige arbejdsret.

DEMOKRATI PÅ ARBEJDSPLADSEN

Demokrati på arbejdspladen er uløselig forbundet med økonomiske demokrati (§4 i hovedaftalen skal derfor opsiges). Dette bør dog ikke forhindre, at stat og kommune går i spidsen i denne retning; dette gælder også for kooperationen og fagbevægelsen, for hvilke det brude være en helt naturlig målsætning.

VS plakat til 1. maj.

Nogen vil måske indvende, at ordet imperialisme er en fladtrådt floskel, men lad os lige se på nogle kendsgerninger:

Det er USA, som fører udryddelseskrig i Vietnam.

Det er USA, som har stablet det indonesiske militærdiktatur på benene.

Det er USA, som holder liv i de korrupte regeringer i Taiwan, i Sydkorea, i Thailand og på Philippinerne.

Det er USA, som har forhindret det congolesiske folk i at opnå fuld uafhængighed.

Det er USA, som holder militærdiktaturerne i Sydamerika i live.

Det er USA, som har skabt en ring af militærbaser over hele verden, som har skabt militærpagterne NAT, SEATO og CENTO.

Det er USA, som gang på gang har grebet ind og styret fremskridtsvenlige regeringer – i Guatemala, i Den dominikanske republik, i flere sydamerikanske stater, i Mellemøsten, og som har forsøgt det samme på Cuba

DETTE ER IMPERIALISME!

MEN ER DENNE IMPERIALISME OGSÅ DEN DANSKE ARBEJDERKLASSES MODSTANDER?

Gennem NATO og NATOs nødplan har USA sikret sig, at ethvert forsøg på at slå ind på socialismens vej standses ved voldlige indgreb.

Gennem kapitalinfiltration domineres stadig større dele af dansk erhvervsliv af amerikanske eller amerikansk betalte virksomheder (Esso, Ford, Unilever osv.)

Gennem militært samarbejde i NATO er Danmark spændt for USAs vogn.

MÅLET FOR DANSK ARBEJDERKLASSE MÅ VÆRE AT SIKRE VORT LANDS POLITISKE FRIHED OG UAFHÆNGIGHED.

Danmark må udmeldes af NATO.

Danmark må afvise indtræden i Fællemarkedet.

Danmark må genvinde sin neutralitet.

Danmark må støtte den vietnamesiske befrielsesfronts kampmål.

Danmark må solidarisere sig med antiimperialistiske bevægelser over hele verden, ikke mindst i selve USA.

Solidaritet med de anti-imperialistiske bevægelser i verden vises bedst gennem vor egen kamp for et socialistisk Danmark.

KUN HERVED VIRKLIGGØRES 1. MAJS INTERNATIONALE SIGTE.