Temaer
Udbygningen af velfærdsstaten tog for alvor fart fra 1960'erne, men forskellige love allerede fra slutningen af 1800-tallet og frem var med til at bane vej for, at Danmark fik universelle velfærdsydelser.
I dette tema er der samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, der handler om den offentlige socialpolitik i slutningen af 1800-tallet, Kanslergadeforliget i 1933 og velfærdsstaten efter 1945. Der er henvisninger til de relevante periodeafsnit, artikler og en række kilder, der på forskellig vis har fokus på centrale hændelser og lovgivninger vedrørende socialpolitik og velfærdsstat.
Derudover kan du under 'Eksterne links' (til højre) læse aftalen fra 2006 om fremtidens velstand og velfærd.
I 1800-tallet var dansk socialpolitik især baseret på fattighjælp, der indebar, at fattige kunne få støtte, hvis de var ’værdigt trængende’. Det havde dog som konsekvens, at modtagerne af fattighjælp mistede deres stemmeret og ikke måtte gifte sig. Fra midten af 1800-tallet bredte der sig efterhånden en erkendelse af, at private bidrag og fattighjælp i sognene ikke var nok. Med Grundloven i 1849 blev alle danskere sikret ret til offentlig hjælp, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.
Nye love for fattige og gamle samt forsikringsordninger
I 1891 blev Fattigloven revideret, og der blev for første gang givet statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Endnu mere bemærkelsesværdig var dog Lov om Alderdomsunderstøttelse, ligeledes fra 1891, hvor ’værdigt trængende’ over 60 år, der i de sidste 10 år ikke havde modtaget fattighjælp, fik ret til understøttelse uden at miste deres stemmeret. På andre områder var der dog tale om forsikringsordninger, og den enkelte skulle selv bidrage, mens det offentlige ydede tilskud. I 1892 blev der således vedtaget en sygekasselov, hvor borgeren frivilligt kunne melde sig ind og betale kontingent og dermed sikre sig hjælp under sygdom. En anden offentligt støttet forsikringsordning rettet mod arbejdsløshed så dagens lys i 1907 med Arbejdsløshedskasseloven.
Kanslergadeforliget 1933
I 1933 fik man en af danmarkshistoriens mest omtalte politisk-økonomiske aftaler: Kanslergadeforliget. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre indgik et forlig, der især handlede om økonomi på baggrund af den verdensomspændende krise. Men også socialpolitikken var i spil, og en socialreform blev vedtaget. Den var først og fremmest en videreførelse og forenkling af de eksisterende love, som stammede fra årene 1890-1930, og man samlede nu sociallovgivningen i fire hovedlove om hhv. folkeforsikring, arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykkesforsikring og offentlig forsorg. Selv om socialreformen overvejende var en forenkling, og der fortsat blev lagt vægt på forsikringsprincippet, var der på ét punkt tale om et afgørende brud. Man lagde nu vægt på, at borgerens rettigheder ikke skulle indskrænkes, selv om han/hun havde økonomiske problemer (undtaget var alkoholikere, vagabonder og arbejdssky). Den tilgang var med til at bane vejen for dannelsen af den velfærdsstat, der for alvor tog fart efter 2. verdenskrig.
1930’erne havde bragt krise med over 30 % arbejdsløse, og de danske politikere frygtede derfor en øget fattigdom og social uro. Blandt andet derfor blev princippet ’de bredeste skuldre skal bære de største byrder’ bærende i udviklingen af velfærdsstaten. Med Socialdemokratiet som hovedarkitekt blev der opbygget en stat, der aktivt tog del i borgernes liv og udstak garantier for sundhed, social sikkerhed og uddannelse. Udviklingen af velfærdsstaten var i høj grad præget af et lighedsideal – både økonomisk og socialt – og det var en grundlæggende tankegang, at ydelser til borgerne i sidste ende ville komme hele samfundet til gode.
Velfærdsstatens guldalder
I 1940’erne og 1950’erne var der dog ikke tale om en væsentlig udbygning – med folkepensionen i 1956 som den mest markante undtagelse. Med folkepensionen fik alle borgere over 67 år ret til et mindstebeløb uanset formue, tidligere erhvervsaktivitet og indkomst, og Danmark fik hermed den første universelle velfærdsydelse.
Den internationale højkonjunktur slog igennem i Danmark i slutningen af 1950’erne, og fra da af gik det stærkt. 1960’erne blev den danske velfærdsstats guldalder. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet førte til bygning af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, og der blev opført plejehjem, sygehuse og uddannelsesinstitutioner. Reallønnen steg, og det samme gjorde forbruget, der voksede med 75 % i årene 1957-70, og troen på økonomisk fremgang. Derfor bekymrede kun få sig om det stigende skattetryk, der var et resultat af udbygningen af velfærdsstaten. 1970’erne dukkede ganske vist op med oliekrise, udlandsgæld og stigende arbejdsløshed, men stadig var der tale om en markant udbygning af den offentlige sektor, hvilket disse tal vidner om: I 1950 var 8 % af de erhvervsaktive ansat i den offentlige sektor, mens tallet i 1975 var 23,6 %. Det steg yderligere til over 30 % i 1992, og i 2009 var 36 % ansat i det offentlige.
Bistandsloven
I 1976 kom Bistandsloven, og den kaldes ofte kronen på velfærdsstatsværket. Med loven fik hver borger en sagsbehandler, når man søgte hjælp fra det offentlige, og ansvaret for borgernes velbefindende blev i endnu højere grad lagt over til staten. Der var i første omgang tale om et skønsprincip, der i 1987 blev ændret til et retsprincip med faste takster for langt de fleste ydelser.
Under pres
Selv om skiftende regeringer i 1980’erne og 1990’erne fik nedbragt Danmarks betragtelige udlandsgæld, er den danske velfærdsmodel kommet under pres. Der er færre skatteydere til at betale de stigende omkostninger til sygehuse, folkepension, efterløn og pleje. I dag forsørger tre danskere i arbejdsstyrken tre uden for arbejdsmarkedet (arbejdsløse, studerende og efterlønnere/folkepensionister). Prognoser tyder imidlertid på, at om 20 år vil de samme tre erhvervsaktive skulle forsørge fire uden for arbejdsmarkedet.