Våbenofringen i Illerup Ådal ca. år 205 e.v.t.

Artikler

Våbenofringer er vidnesbyrd om voldsomme slag i jernalderen i tiden omkring og efter begyndelsen af vor tidsregning. Mange tusinde mænds krigsudstyr blev gennem århundreder ofret til guder i vandfyldte dale, der blev opfattet som hellige i periodens hedenske religion. Dalene fungerede tilsyneladende som en slags naturlige templer, hvor jernalderens mennesker gav guderne de faldne krigeres våben som tak for sejren på slagmarken. En af de største og arkæologisk mest belyste af disse våbenofringer stammer fra Illerup Ådal i Østjylland, hvor en række søer i yngre romersk jernalder fungerede som offersted. Flere gange i løbet af en periode på ca. 200 år ofredes våben og andet udstyr i Illerup Ådal. Pragtfulde romerske sværd og rigt våbenudstyr i guld og sølv med indlagte ædelstene er nogle af de kostbarheder, som arkæologerne har fundet i ådalen, og meget ligger stadig derude. Den største våbenofring i Illerup Ådal er fra ca. år 205 e.v.t., og både i sig selv og sammen med andre ofringer giver den et unikt indblik i jernalderens samfundsforhold.

Våbenofringer i jernalderen

Våbenofringer foregik i hele det område, som i dag udgør Danmark, samt i Sverige og andre steder i Nordeuropa gennem ca. 1000 år, fra ca. år 400 f.v.t. til ca. 600 e.v.t. Alene i tidsrummet 200–475 e.v.t. er der arkæologisk belæg for ca. 30 ofringer i jyske og fynske moser, der alle efter alt at dømme blev udført af lokalbefolkningen i forbindelse med praktisering af deres hedenske religion. Da de fynske og jyske krigere ikke var usårlige, så tabte de formentlig lige så mange gange, som de sejrede – og lægger vi nederlag til sejre, så giver det ca. 60 slag i det fynske og jyske område på ca. 275 år. Dette afspejler et meget krigerisk samfund i yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.v.t.), hvilket understøttes af, at arkæologien ikke har afdækket alle periodens våbenofringer.   

Oversigtskort over lokaliteter i det sydlige Skandinavien, hvor der blev udført våbenofringer i jernalderen. Kort: Lars Foged Thomsen, Moesgaard Museum.

 

Karakteren af de mange våbenofringer spænder fra enkelte våben til store våbensamlinger som det gigantiske fund i Illerup Ådal, hvor der er ofret våben fra en hær på mindst 1000 mand. Mere end 12.000 ødelagte våben og rester af krigernes klædedragt og andet udstyr er fundet i ådalen. Både slaget og ofringsfesten må have været et imponerende skue, og fundet har sammen med andre våbenofringer ændret opfattelsen af jernalderen.

 

Illerup Ådal

Illerup Ådal ligger i det østjyske bakkelandskab lidt syd for Skanderborg. Dalen blev dannet i istiden, og da isen havde trukket sig tilbage, opstod en stor sø, der var op til 15 m dyb. Da man begyndte at ofre i dalen i romersk jernalder, var den store sø blevet til en række mindre søer, som næppe var mere end ca. 3 m dybe. Søerne er i dag groet til og for længst blevet til mose. Kun dalens bugtende å og et vandhul, som er skabt grundet de arkæologiske udgravninger, har i dag åbent vand.

Illerup Ådal som den tager sig ud i dag. Foto: Nils Jepsen.  

 

I jernalderen blev søerne i Illerup Ådal opfattet som hellige af lokalbefolkningen. Det ses bl.a. ved nedsatte måltidsofre i lerkar nær søbredden, der er påvist i forbindelse med de arkæologiske udgravninger. Men også langt større og mere dramatiske våbenofringer blev udført i ådalen. I alt har de arkæologiske udgravninger på stedet påvist fire større våbenofringer i løbet af yngre romersk jernalder. Den første våbenofring, som også er den klart største, er fra ca. år 205 e.v.t., og derefter ofredes våben i søen i ca. år 225, ca. år 375 og på et tidspunkt i 400-tallet.      

 

De arkæologiske udgravninger

Det var da engen i 1950 skulle drænes, så det effektive landbrug kunne få ny jord at dyrke, at jernaldervåbnene begyndte at vælte frem. Da vandet blev pumpet væk, sank den fugtige engjord sammen, og man skulle ikke grave ret dybt, før fundene dukkede frem. Der blev sendt bud til Moesgaard Museum, som foretog en stor udgravning i perioden 1950-1956. Denne første udgravning i Illerup Ådal blev foretaget af P.V. Glob (1911-1985) og Harald Andersen (1917-2005), der snart blev klar over, at de havde fundet endnu en offermose fra jernalderen, og at der var tale om et ganske særligt fund. I perioden 1975-1985 stod Moesgaard Museum bag endnu en udgravningskampagne, der bl.a. var forårsaget af anlæggelsen af motorvej E45. Denne udgravning blev ledet af Jørgen Ilkjær, som siden har været en central skikkelse i forskningen i Illerup-fundet.      

Udgravningen i 1950'erne. På kanten af udgravningsfeltet ses arkæologen Harald Andersen. Foto: Moesgaard Museum.

 

Mere end 50 års forskning har afdækket det enorme puslespil, som våbendelene fra Illerup Ådal udgør. Arbejdets første del bestod af de to store feltarkæologiske undersøgelser på i alt 16 år, og siden har arkæologer analyseret det store fundmateriale, hvorfor fundet fra Illerup i dag er et af de mest velbelyste offerfund, som i dag er en del af Moesgaards Museums faste udstilling. Det store arkæologiske arbejde med fundene fra Illerup har bl.a. klargjort, hvordan hovedparten af våbnene lå smadret og spredt ud over et stort område. Det er eksempelvis også lykkedes for arkæologerne at kortlægge, hvordan de ødelagte våben blev sejlet ud på søen og kastet ned i dybet.

 

En velorganiseret hærstyrke

Vi får aldrig at vide, hvem offerhærens krigere var, men det er et af arkæologiens grundvilkår, da der ikke foreligger skriftlige kilder herom. I stedet kan vi komme meget tæt på, hvordan hæren var organiseret, bl.a. hvilken type krigere, der indgik i den militære struktur. Antallet af krigere i offerhæren kan beregnes ud fra de våben, der er fundet i ådalen, og ved at sammenligne med arkæologiske studier af andre lignende offerfund fra denne del af jernalderen.

Udvalg af våben og andet udstyr fra den store ofring i Illerup Ådal fra ca. 205 e.v.t. Foto: Jørgen Ilkjær, Moesgaard Museum.

Forskellige arkæologiske undersøgelser har gjort det klart, at krigerne i romersk jernalder oftest var udrustet med skjold, kastespyd, lanse, krigskniv og sværd. Ved at studere antallet af disse standardvåben i våbenofringen i Illerup fra ca. år 205 kan man derfor sige noget om hærens størrelse.  Omkring 300 skjoldbuler og dertil træfragmenter fra skjolde kan give det første estimat af hæren, og dertil kommer minimum 430 lanser, 439 spyd og over 200 sværd. Det giver en hærstørrelse på 450-500 mand, hvis man ser på antallet af lanser og spyd i den udgravede del af offersøen. Derfor antager man, at der må have været mindst 1000 mand i den besejrede hær, som blev ofret i Illerup Ådal. Beregningen tager hensyn til, at kun 40 procent af det samlede oprindelige søareal er udgravet.

Størstedelen af hæren var fodfolk eller infanterister, der var udstyret med et standardudstyr bestående af en lanse, et par kastespyd, en kampkniv, måske et sværd og et skjold. En betydelig del af disse lanser, spyd og skjolde var serieproducerede. Nogle af våbentyperne er så ensartet fremstillet, at der må have været en overordnet styring af produktionen. Krigerne fik deres standardvåben udleveret fra ét sted, som sandsynligvis har været administreret af den hersker, som havde kontrol med et territorium af en ukendt størrelse, som han kunne udtrække ressourcer fra.

Blandt fundene er også luksusudgaver af standardvåbnene, udsøgt udsmykket med kunstfærdige beslag i bronze, sølv, guld og ædelstene. Nogle krigere bar endda våbensæt efter romersk forbillede og havde beslag på sværdbælterne fra det romerske militær. På baggrund af de fundne våben og de romerske kilder er det sandsynligt at antage, at ca. fem hærledere har haft kommandoen over en hird med otte officerer og 60 fodfolk. Det vil sige, at den velorganiserede hærstyrke har haft én officer per otte soldater.

Pragtsværd med hæfte af elfenben, guld og sølv fra våbenofringen i Illerup ca. 205 e.v.t. Sværdet er produceret i Romerriget og siden bearbejdet i Skandinavien, sådan at det passede til den lokale elites smag. I hvert fald er der tale om et meget kostbart sværd, som må have tilhørt en af de allerøverste i den ofrede hærs hierarki. Foto: Preben Dehlholm, Moesgaard Museum.

 

Hvor kom hæren fra?

Periodens våben var så standardiserede, at krigerne i det germanske område alle kæmpede med de samme våbentyper. Det er derfor umuligt at sige, hvorfra offerhæren kom, alene på baggrund af våbnene. Derfor må arkæologerne bruge de små personlige genstande til at bestemme oprindelsesstedet. To forgyldte kolbearmringe kunne godt pege mod Sjælland, men der er andre fund, som indikerer, at hærstyrken kom fra andre dele af Skandinavien.

De fleste af krigernes personlige kamme er lavet af elgtak, og de var derfor med stor sandsynlighed blevet fremstillet på den skandinaviske halvø, i Norge langs med Østersøkysten eller i Polen. En enkelt kam havde så stor lighed med en kam fundet i en norsk grav, at det må være den samme kammager, som har fremstillet begge kamme. Mindst en af krigerne kom altså med stor sandsynlighed fra Norge, og sammenholdt med flere andre fund fra våbenofringen ca. år 205 e.v.t. er Norge også et godt bud på, hvorfra mange af krigerne kom. Måske endda hele hærstyrken kom fra Norge til Østjylland for at plyndre eller erobre. En anden mulighed er, at der var tale om krigsbytte hjembragt til Østjylland af en lokal hersker for at blive ofret i den hellige dal ved Illerup.

En af de i alt ca. 140 kamme fra ofringen i Illerup ca. 205 e.v.t. Foto: Preben Dehlholm, Moesgaard Museum.

 

Måske havde nogle af krigerne været i romersk tjeneste. Mange af sværdklingerne var romerske, men omformet med guld og sølvarbejde, så de passede bedre til den germanske stilistiske udtryksform. Romerske sølvmønter fundet på bunden af Illerup Ådal kan komme fra en samlet krigs-skattekiste, som en hærleder har fået af den romerske hær som betaling for at kæmpe for romerne i et stort slag. Pengene kan derefter være brugt til at betale for den krig, som nok udspillede sig i Østjylland ikke langt fra ofringen.

 

Et krigerisk og relativt velorganiseret samfund

De mange våbenofringer fra jernalderen og ikke mindst den store fra Illerup Ådal giver bl.a. indblik i jernalderens religiøse verden, periodens sociale strukturer, veletablerede kontakter til det mægtige Romerrige mod syd og den ganske avancerede måde, som jernalderens hærstyrker i det senere danske område var organiserede på.

Vi ved ikke, hvilken gud krigerne ofrede til i Illerup Ådal, men krigsguden Tyr er et godt bud. I den nordiske mytologi er Tyr en selvstændig gud uden slægtskab med de andre nordiske guder. Han er en krigsgud som Odin og Thor, men han er sandsynligvis en ældre gud end dem. I romersk jernalder bliver krigsguderne de vigtigste guder, fordi konger og høvdinge legitimerede deres magt gennem omfattende religiøse sejrsceremonier efter store slag. Krigen spillede en større og større rolle, og krigerne kæmpede med troen på, at de var gudernes udvalgte, og takkede dem derfor efter en sejr på slagmarken med store gaver på udvalgte hellige steder.

Eksempler på bevidst destruerede våben og andet udstyr, der vidner om rituelle handlinger. Foto: Preben Dehlholm, Moesgaard Museum.

 

Selvom der er mange uafklarede spørgsmål, mht. hvordan våbenofringen i Illerup Ådal fra ca. 205 e.v.t. skal tolkes, afspejler den sammen med de mange andre våbenofringer i søer og moser en situation, hvor forskellige folkeslag anført af en krigerelite, som kommanderede ganske store og avancerede hærstyrker, kæmpede mod hinanden. Givetvis har det senere Danmark været inddelt i en række mindre høvdingedømmer eller kongeriger, som hver især var underlagt en krigerisk elite, der havde kontakter til Romerriget, og som formåede at dominere deres respektive områder og ofte kom i drabelige konflikter med andre områders eliter.  

 

Artiklen er lavet i samarbejde med Moesgaard Museum.

 

 

 

 

 

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Jeanette Varberg
Tidsafgrænsning
200 - 400
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. august 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Ilkjær, Jørgen: Illerup Ådal - archaeology as a magic mirror (2002).

Ilkjær, Jørgen: "Danske krigsbytteofringer", i Jørgensen, Lars, Storgaard, Birger og Thomsen, Lone Gebauer (red.): Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium (2003), s. 44-65.

Jensen, Jørgen: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. (2003).

Varberg, Jeanette: Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid (2014).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jeanette Varberg
Tidsafgrænsning
200 - 400
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. august 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Ilkjær, Jørgen: Illerup Ådal - archaeology as a magic mirror (2002).

Ilkjær, Jørgen: "Danske krigsbytteofringer", i Jørgensen, Lars, Storgaard, Birger og Thomsen, Lone Gebauer (red.): Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium (2003), s. 44-65.

Jensen, Jørgen: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. (2003).

Varberg, Jeanette: Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid (2014).

Udgiver
danmarkshistorien.dk