Unionsbrevet 1397 om regeringsudøvelsen i Kalmarunionen

Kilder

Kildeintroduktion:

I sommeren 1397 forhandlede en række rigsråder fra de tre nordiske riger om et forfatningsmæssigt grundlag for det, som siden er blevet kendt som Kalmarunionen. Første del af proceduren var kroningen af Erik af Pommern (ca. 1382-1459) som fælles konge for de tre riger, og det deraf følgende kroningsdokument. Anden del var unionsbrevet, som gik nærmere ind på, hvordan regeringsudøvelsen skulle finde sted. Særligt tre ting var vigtige i unionsbrevet:

  • Proceduren for fremtidige kongevalg
  • De forenede rigers forhold til udlandet
  • At sikre freden mellem de tre riger

Hovedindholdet i unionen var, at de tre riger fremover skulle have én fælles konge. Det var således vigtigt at nå frem til en fast procedure omkring kongevalg. Det var blandt andet vigtigt for at komme den usikkerhed til livs, som det havde givet, da Margrete 1. (1353-1412) overtog magten i slutningen af 1380'erne. I forhold til udlandet skulle de tre riger ifølge unionsbrevet optræde som ét rige, dvs. at de skulle være ubrydeligt allierede over for udenlandske fjender og være fælles om aftaler med udenlandske magter. For at sikre, at alle tre rigers interesser blev tilgodeset, skulle kongen altid omgive sig med medlemmer af rigsrådene fra alle tre riger, uanset hvor han opholdt sig. Internt skulle rigerne hver for sig opretholde deres selvstændighed, idet dog fredløshed skulle have gyldighed i alle tre riger, og der skulle fremover altid være fred mellem rigerne.

Unionsbrevets status har været stærkt omdiskuteret i forskningen. Ifølge dette skulle selv behørigt beseglede dokumenter skrevet på pergament udveksles mellem rigerne. Dette skete aldrig, kan vi fastslå med ganske stor sikkerhed. Det bevarede dokument er skrevet på papir og rummer tekstrettelser, så det nærmest ser ud som en kladde. Ikke desto mindre har nogle af de personer, som nævnes til sidst i brevet, sat deres segl på det, og senere, mens Kalmarunionen endnu fungerede, regnedes det for retsligt gyldigt.

Den mest sandsynlige forklaring på, at indiskutabelt retsgyldige dokumenter aldrig blev udstedt, er, at dronning Margrete 1. ikke ønskede dette, da unionsbrevet rummede nogle begrænsninger på kongemagtens udfoldelsesmuligheder. På den anden side rummede det også bestemmelser, som styrkede kongemagten, og det hele var jo tiltrådt af fremtrædende repræsentanter for alle tre riger. Ved selv at beholde det eneste eksemplar af brevet, som fandtes, kunne Margrete således selv bestemme, hvad det skulle bruges til, ligesom der både kunne argumenteres for, at det ikke var gyldigt og for, at det var gyldigt. Der er altså tale om et ganske mærkeligt dokument og ikke noget særligt betryggende grundlag for en evig union mellem rigerne.

Kalmarunionen forstået som et kongefællesskab mellem de tre riger bestod så nogenlunde til 1448, hvorefter den kun fungerede i kortere perioder, indtil Frederik 1. (1471-1533) i 1524 gav afkald på sin ret til den svenske trone.

Det skal være vitterligt for alle, der hører eller ser dette brev, såvel nulevende som fremtidige, at alle disse tre riger Danmark, Sverige og Norge med virkelig endrægtighed og enighed, med kærlighed og god vilje fra rigerne hver især, med højbårne fyrstinde vor nådige frue, dron­ning Margretes råd, indvilligelse og samtykke samt med alle tre rigers gode vilje og fuldstændige samtykke af biskopper og (andre) gejstlige, riddere og væbnere og rigets fuldstændige og menige almue i hvert rige for sig har taget, valgt og modtaget vor højbårne og værdige fyrste, vor nådige herre kong Erik, til en ret herre og konge over alle disse tre riger, og sidenhen nu næstforledne trinitatis søndag[1] i faderens, sønnens og den helligånds navn kronet ham her i Kalmar med alle rigets gode mænds samtykke og råd, både gejstliges og lægmænds, og satte ham i kongelig stol over disse tre kongeriger med den værdighed, som både i gejstlig og verdslig henseende tilkommer en retmæssig kronet konge, til at besidde og være over disse tre kongeriger Danmark, Sverige og Norge; og så blev der her på det fornævnte tidspunkt og sted afholdt, forhandlet og afsluttet en bestandig og ubrydelig enighed, fred og forening med fornævnte vor herre kong Eriks og fornævnte vor frue dronning Margre­tes råd og samtykke og med virkelig enighed og samtykke fra alle rigets rådgivere og mænd i alle tre kongeriger og godkendt på følgende måde:

For det første skal disse tre riger nu have denne konge, som er kong Erik, i hans levetid, og sidenhen skal disse tre riger til evig tid have en konge, og ikke flere, over alle tre riger, således at rigerne aldrig mere adskilles, om Gud det vil. Sidenhen når denne konge er død, skal der over alle tre riger vælges og tages en konge, og ikke flere, og herefter skal det ene rige ikke tage eller vælge en konge, uden at det sker med alle tre rigers behørige indvilgende og enighed. Hvis Gud giver denne konge en søn eller dem, der kommer efter ham, en søn eller flere, da skal én - og ikke flere - vælges og tages til konge over alle tre riger, mens de andre brødre bliver forlenede og betænkte med andet herredømme i rigerne. Og hvis han får døtre, skal man forholde sig med dem, således som loven viser. Og altid en af kongesønnerne - hvis Gud vil, at der findes nogen - skal disse tre riger vælge, og han skal vedblive at være konge, og der skal ikke være flere, således som tidligere sagt. Skulle det ske, at kongen dør barn­løs - hvilket Gud forbyde - da skal rigets rådgivere og mænd efter deres bedste samvittighed vælge og tage en anden, hvem Gud giver dem nåde til, og den de mener, det vil være rigtigst og forstandigst over for Gud og nyttigst for rigerne; og det skal ske med alle tre rigers virkelige enighed, således at ingen sætter sig herimod eller drager andet ind end det, der foran står skrevet. Alle tre kongeriger skal blive og være i enighed og kærlighed, således at det ene ikke skal drage sig bort fra det andet på grund af nogen splid eller adskillelse, men hvad der sker det ene, enten ved krig eller ved udenlandske mænds angreb, det skal gælde dem alle tre, og hvert af dem skal med al troskab og af al magt være det andet behjælpeligt, dog således at hvert rige forbliver ved sin lov og ret, og kon­gen skal forholde sig, som han bør. Fremdeles skal kongen i Danmark sty­re og råde med sit rige over borg og fæstning, over lov og dom, således som der er lov og ret, og kongen har ret til og bør gøre, og ligeledes i Sve­rige og i Norge, efter deres lov og ret, og hvad kongen der har ret til og bør gøre; og ingen lov eller ret skal føres ud af det ene rige og ind i det andet, når den ikke tidligere har været lov og ret der, men kongen og hvert rige skal forblive ved sin egen lov og ret, således som det før er sagt, og hvert bør forblive. Skulle det ske, at et af disse riger - hvilket det end kan være - påføres krig eller kommer ud for våbenmagt, da skal de andre to riger med magt og al troskab, når kongen eller hans embedsmænd på hans vegne pålægger dem, komme det rige til hjælp og forsvar, hvor de bliver tilsagt, enten til lands eller til vands; og hvert rige skal komme og være det andet rige til hjælp, som sig bør uden nogen svig, dog således at hvor et rige eller begge to kommer det ene til hjælp, da skal man i det rige forsyne dem med spise, kost og foder gennem rigets embedsmænd, der skal sørge for deres trang og ernæring og ordne det sådan, at landet og almuen ikke lider skade; men angående deres tjeneste, løn, den ska­de, de lider, eller om de kommer i fængsel eller hvad andet, der kan angå dem, da skal kongen stå til ansvar for dem, og de skal ikke plage eller påklage rigets embedsmænd eller almuen desangående. Når rigerne eller et af dem bliver påført krig af en udenlandsk hær, da skal ingen gri­be til kneb og forsvare sig med, at han ikke er pligtig til nogen tjeneste udover sin egen landegrænse; dette punkt er vi alle gået ind på og har samtykket i, at en af os skal hjælpe og følge den anden ind i det rige, hvor det er nødvendigt, eftersom alle tre riger nu er og skal forblive under en konge og herre og skal blive enige som et rige. Hermed skal al fejde og splid, som indtil nu i lang tid har været rigerne imellem, være fjernet og aldrig mere fremmes eller fremdrages, og det ene rige skal aldrig mere bekrige det andet og ikke fremdrage noget, der kan afstedkomme krig eller uenighed, men alle skal de forblive som et rige under en konge, som tidligere sagt. Hver mand, høj og lav, skal forblive ved lov og ret og lade sig stille tilfreds efter loven og retten og ikke med dødelig fejde eller anden uret eller ved hovmod undertrykke nogen anden eller forurette den, der formår mindre, men alle skal frygte Gud og vor herre kongen, og alle skal rette sig efter hans bud, sådan som det bør sig, og efter de embedsmænd, som han indsætter til på sine vegne at holde dom over dem, der forbryder sig herimod. Bliver nogen i noget rige fredløs, uden fred eller landflygtig i et andet rige for sit retsbrud, så skal han være fredløs i det ene rige lige så vel som i det andet, og ingen skal beskytte ham eller forsvare ham, men der hvor han bliver tiltalt og påkæret[2], skal man lade ham dømme for, hvad han har forbrudt, og sådan som retten fore­skriver. Hvis der på samme måde bliver begyndt eller aftalt forhandlinger eller sager med fremmede herrer eller stæder eller deres sendebud til vor herre kongen, i hvilket rige han da end befinder sig, så har han og hans råd, de som da er til stede hos ham, dog altid nogle fra hvert rige, myn­dighed til, at han og de, der på disse tre rigers vegne kan handle og afgøre, hvad der er gudelig, forstandigst og nyttigst og til vor herre kon­gens og disse tre rigers gavn. Fremdeles skal man gøre og holde disse for­anskrevne punkter og artikler, således som tidligere skrevet, og således forklare og udlægge dem, at det bliver Gud til hæder og vor herre kon­gen og rigerne til gavn, gode og fred, og således at hver lader sig stille til­freds med lov og ret. Skulle det ske, at der var nogen, der ville handle herimod, så skal alle folk i disse riger hjælpe vor herre kongen og de embedsmænd, som han indsætter til med god tro og af al magt at styre og at dømme derover, således som det er rigtigt og tilbørligt. Fremdeles skal vor frue, dronning Margrete, styre og besidde, råde over og beholde uhindret, efter sin vilje med al kongelig ret uden undtagelse, så længe hun lever, alt det, som hendes fader og hendes søn indrømmede og gav hende, mens de var i live og i deres testamente, og yderligere hendes morgengave i Sverige og hvad andet, som Sveriges riges mænd er kom­met overens med hende om og indvilliget i, at hun skal beholde, og frem­deles hendes morgengave i Norge og det, som hendes herre, kong Håkon[3], og hendes søn, kong Oluf[4], der har indrømmet og givet hende, både i deres livstid og i deres testamente, og hun må lade gøre et muligt testamente efter sig, og det skal overholdes, dog således at landene og slottene kommer frit og upåtalt til kongen, når hun dør, med undtagelse af de penge og det gods, som hun muligvis bortskænker ved sit testa­mente, som før nævnt, af dette foromtalte, som både er indrømmet og givet hende, det skal forblive bestandigt og sikkert og overholdes, og hvad hun allerede tidligere har overdraget eller givet eller betalt bort eller forlenet i disse tre kongeriger til Guds hæder og til hendes venner og tjenere, det skal også forblive bestandigt og sikkert, således som det er gjort, og kongen og rigets mænd i disse tre kongeriger skal hjælpe hen­de til at besidde og beholde dette foranskrevne og beskærme og værge det for hende og i god tro beskytte det for hende i hendes livstid, hvis det er nødvendigt, uden nogen som helst svig. Hvis nogen vil forurette hen­de i anledning af disse foranskrevne punkter eller på nogen måde gør hende imod, skade hende eller hindre hende heri, så vil vi i god tro og af al magt være hende behjælpelige med at skaffe hende ret over dem, der gør det; og vi under hende, at hun må tage Gud til hjælp og dem, der vil hjælpe hende med at stå der imod og at værge sig uden dadel. Til yder­ligere sikkerhed for, at disse foranskrevne punkter skal forblive bestandi­ge, sikre og ubrydelige til evig tid med Guds hjælp og i alle henseender og i alle artikler, således som forskrevet står, og at breve skal udstedes på pergament to fra hvert rige, nemlig Danmark, Sverige og Norge, der i alle henseender lyder som foranskrevet og i alle artikler er overensstem­mende hermed, og de skal besegles med vor herre kongens, vor frue dronningens segl og segl tilhørende rigets råd og mænd og købstæderne i hvert af disse tre riger, Danmark, Sverige og Norge, og at alle disse styk­ker er således forhandlede og endt, og at de i alle måder således skal fuld­byrdes og udføres og forblive, som foran står skrevet, da har vi Jakob og Henrik, af Guds nåde ærkebiskopper i Lund og Uppsala, Peder og Knut, af samme nåde biskopper i Roskilde og Linköping, Karl af Tofta, Jens Andersen, Sten Bengtsson, Jens Rud, Ture Bengtsson, Folmer Jakobsen, Eringisl, Peder Nielsen af Ågård og Algot Magnusson, riddere, Arnold, provst i Oslo, Ogmund Bolt, Alf Haraldssøn, og Gaute Erikssøn, riddere, med vor gode vilje ladet vore segl blive hængt under dette brev. Skrevet i Kalmar i det Herrens år 1397 på jomfruen sankt Margretes dag.[5]


Ordforklaringer m.m 

[1] den 17. juni.

[2] Påkæret: anklaget. Påkære betyder at klage eller appellere.

[3] Håkon 6 af Norge (1340-1380).

[4] Oluf, konge af Danmark og Norge (1370-1387).

[5] Dateringen af unionsbrevet er ikke sikker. Det kan være skrevet enten 13. juli eller 20. juli 1397

Om kilden

Dateret
07.1397
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 4, 6. bind: 1396-1398 (1998), nr. 345. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk - oversat til nudansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
07.1397
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 4, 6. bind: 1396-1398 (1998), nr. 345. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk - oversat til nudansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk