Uffe Ellemann-Jensens møde med USA's udenrigsminister april 1985

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 19. april 1985 mødtes udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og USA's udenrigsminister George P. Shultz. Referatet fra mødet, der blev sendt som fortroligt telegram til udenrigsministeriet, er gengivet nedenfor. I årene omkring 1985 var den daværende regering under Poul Schlüter (V,K, CD, KRF) presset af et sikkerhedspolitisk flertal uden om regeringen, der påbød denne at føre en tilbageholdende og kritisk politik i forhold til NATOs kernevåbenpolitik, bedre kendt som fodnotepolitikken.

Fodnotepolitikken var blevet udløst af NATO's dobbeltbeslutning fra 1979, som efter det danske regeringsskifte i 1982 blev et centralt stridspunkt i den danske debat. Den borgerlige regering ønskede at bakke op om beslutningen og følge NATO's linje, men det alternative flertal, som bestod af S, SF, VS og R var mere kritiske over for beslutningen. Uffe Ellemann-Jensen var i kraft af sin position som udenrigsminister den, der skulle overbringe de danske forbehold på ministermøderne i NATO og til Danmarks allierede i USA.

Ved mødet med den amerikanske udenrigsminister George P. Shultz drøftedes bl.a. USA's missilskjoldsprogram SDI (Strategic Defence Initiative/'stjernekrigsprogrammet'), den danske indstilling og forbehold over for det militære samarbejde i NATO, samt amerikansk sejlads med atombevæbnede fartøjer i dansk farvand og anløb af danske havne. Referatet er skrevet af souschefen ved den danske ambassade i Washington DC, Ulrik Federspiel, men holdt i jeg-form, da Uffe Ellemann-Jensen skulle kunne bruge det som oplæg i efterfølgende redegørelser.


Uffe Ellemann-Jensen til Europarådsmøde 1983.
Fra European Commission - Audiovisual Service.

 

Desk by 09.00 mandag den 22. april 1985

For direktøren og chefen for 1. departement
I K K E til distribution

Rammefortrolig

Udenrigsministerens samtaler med udenrigsminister Shultz
Den 19. april 1985
AMB’S J. NR. 5. Danmark-USA.


(…) Samværet med udenrigsminister Shultz varede små fire timer. Stemningen var generelt præget af den respekt og anseelse, som skoleskibet Danmark nyder i USA – ikke mindst på baggrund af de fem krigsår, hvor skibet uddannede kadetter til den amerikanske kystbevogtning. Skibets tilstedeværelse understregede således de fælles grundlæggende værdier, som kendetegner det dansk-amerikanske forhold.

Under de egentlige drøftelser med udenrigsminister Shultz (der varede tre kvarter) var stemningen alvorlig. Drøftelserne var koncentreret om NATO og de spørgsmål, der knytter sig hertil – i den aktuelle situation SDI, Geneve-forhandlingerne og de nukleare spørgsmål.
(….) Jeg gjorde i løbet af samtalen grundigt og omhyggeligt rede for Danmarks sikkerhedspolitiske synspunkter, jfr. Folketingets vedtagelser, og opholdt mig ikke mindst ved SDI-spørgsmålet, da jeg ikke tidligere har haft lejlighed til at gøre rede for den danske holdning på dette område overfor amerikanerne.

(….) Shultz lagde herefter ikke skjul på, at det bekymrede og foruroligede ham, at sådanne europæiske lande som Danmark tog den holdning til SDI, som man havde gjort. Han forstod ikke, at mens visse NATO-lande tidligere havde kritiseret USA for at lægge for megen vægt på atomvåben, kritiserede selv samme lande nu USA, fordi man for første gang havde en strategi, der ville kunne indebære større vægt på ikke-nukleare defensive våben og muligvis en fuldstændig afskaffelse af atomvåben. Hertil kom, at Sovjetunionen også længe havde foretaget en sådan forskning i strategiske forsvarsvåben. Hvis Sovjetunionen fortsatte hermed, uden at USA gjorde noget, ville man fra europæisk side til sin tid sikkert kritisere USA for ikke at have taget sine forsvarsforpligtelser alvorligt. I en sådan situation ville det være let for Sovjetunionen at true et land som Danmark. Den amerikanske udenrigsminister henviste til vore erfaringer fra Anden Verdenskrig.

Udenrigsminister Shultz erkendte på mit spørgsmål, at der var en vis usikkerhed forbundet med at skifte fra ét forsvarskoncept til et andet, men han mente, at denne mellemperiode ikke ville være farlig, da den tværtimod ville forøge usikkerheden hos begge parter og dermed forøge afskrækkelsen. Denne forøgede afskrækkelseseffekt ville selvfølgelig også komme Europa til gode.

I mellemperioden måtte man naturligvis ikke tabe terræn på de offensive nukleare våbens område, og det var derfor, at USA havde lagt så stor vægt på MX-missilet og på deployeringen i Europa.(….)

Udenrigsminister Shultz kom herefter ind på det danske afslag overfor at deltage i forskningen vedrørende SDI. Skulle det forstås således, at Danmark troede, at man ville gøre USA en tjeneste, hvis man deltog i forskningen? For i så tilfælde havde man taget fejl. Det var USA, der gjorde Danmark en tjeneste ved at tilbyde kontrakter og teknisk viden. Fremtiden tilhørte de lande, der havde teknologien på deres side. Hvis Danmark ikke ville deltage i den teknologiske udvikling, så måtte man håbe, at Vorherre ville hjælpe os. Udenrigsminister Shultz summerede sin holdning til den danske regerings stilling på SDI-området op som helt uforståelig.

Udenrigsminister Shultz kom herefter ind på spørgsmålet om besøg af amerikanske flådeskibe i allierede havne. USA havde som bekendt den politik, at man hverken ønskede at be- eller afkræfte, om skibene var atombevæbnede. Det foruroligede og bekymrede ham, at allierede lande ikke ville overholde denne politik, og at de ikke ville modtage skibe, der havde atomladning. Hele USA's SDI-strategi gik netop ud på at prøve at undgå, at man i fremtiden fik skibe med atomladninger, men i mellemtiden, måtte man leve med den eksisterende situation. Udenrigsminister Shultz kunne forstå, hvis et land som Japan nægtede atomvåben. Men han kunne her oplyse, at premierminister Nakasone modigt havde accepteret et amerikansk skib med atomladning.

Fra amerikansk side blev det også nævnt, at man havde stærke følelser i spørgsmålet om afslag på visse udgifter i forbindelse med salg af F-16 fly til lande udenfor de europæiske konsortielande (Danmark, Norge, Holland og Belgien). Det var uforståeligt, at rige europæiske lande ikke ville kunne støtte fattigere europæiske NATO-lande. Shultz håbede, at Danmark ville vise sig positiv på dette område.
Jeg udtalte at man kunne sætte spørgsmålstegn ved, om det var klogt for USA at gøre alle disse spørgsmål til problemer.

Hvad specielt angik SDI, var der jo forskellige opfattelser i Europa, og jeg henviste i den forbindelse til Churchills udtalelser i sin tid om afskrækkelsens værdi samt den britiske og tyske udenrigsministers udtalelser. Jeg henviste også til den ret hårde amerikanske holdning på det nylige NPG-møde. Hvis den linie blev fulgt kunne der komme mange fodnoter fra mange lande. Kunne man ikke nedspille teksten lidt og sige, at USA havde informeret sine partnere om forskningen. Og jeg gentog, om man ikke også kunne nedspille selve spørgsmålet om anløb af atomdrevne skibe lidt. En for hårdhændet politik ville kunne gøre [det lettere for] Sovjetunionen at drive kiler ind mellem Europa og USA.

Jeg rejste herefter spørgsmålet om, hvad der ville være bedst for alliancen, en lidt mindre hårdhændet politik og en enig alliance, eller en lidt hårdere tone med en splittet alliance.

Udenrigsminister Shultz kommenterede herefter en række af mine bemærkninger. Han forstod vore problemer. USA havde sine synspunkter, og Danmark havde sine, som man var uenig i. Det var en demokratisk alliance, og derfor måtte USA også være berettiget til at sige åbent, hvordan verden så på Danmark. Når den danske udenrigsminister havde talt om Europa, var dette en forkert fremstilling. Kendsgerningerne var jo, at Danmark ikke blot havde en anden politik i forhold til USA, men også i forhold til de fleste andre europæiske lande. Hvis de europæiske lande tog den holdning, Danmark havde, og som jeg havde gjort rede for, ville der ikke eksistere nogen alliance. USA var uden en alliance kommet til Europas hjælp under Første og Anden Verdenskrig, men man skulle ikke tro, at USA for tredje gang ville komme til undsætning, hvis de europæiske lande førte en politik som Danmark. Man kunne ikke feje problemerne ind under gulvtæppet og følge en linie som den, jeg havde anvist. Man måtte huske på, at også USA havde en offentlighed og en lovgivende magt at tage hensyn til. Hvis USA førte en anden politik end den, man førte, kunne Shultz garantere en vedtagelse af det såkaldte Nunn-amendment. Hvis den opfattelse blev udbredt i kongressen, at Europa ikke støttede USA, kunne han ikke garantere for de amerikanske styrker i Europa.

Hr. Shultz kom herefter lidt mere indgående ind på den politiske situation i kongressen. Man måtte forstå, at hver gang et europæisk land skilte sig ud, blev dette vendt mod præsidenten af dem, der ønskede at gøre indhug i hans politik. Europæerne havde ofte sagt til USA, at det ikke måtte forlade alliancen og Europa. Men tilsvarende var USA berettiget til at sige, at europæiske lande ikke burde forlade alliancen.

Udenrigsminister Shultz var enig i, at alliancen burde stå sammen, men det burde være på et alliance-grundlag og ikke på dansk grundlag. Her Shultz var også lidt gådefuld overfor, at jeg havde henvist til Sir Geoffrey Howe og Hans-Dietrich Genscher. Disse to havde jo en bedre basis for at udtale sig. Vi ville jo hverken have atomvåben eller betale til infrastrukturen.

Hr. Shultz kommenterede direkte min bemærkning om, at jeg syntes, USA tog en for kraftig holdning f.eks. på NPG-mødet. Hr. Shultz understregede, at han ikke ønskede at lægge tryk på Danmark. Han ønskede blot at forklare situationen, så måtte den danske regering drage sine egne konklusioner. Men han havde svært ved at se, hvorledes Danmark kunne forsvare sig selv.

(…) Jeg har selvsagt ikke kunnet referere hele samtalen, men har taget så meget af Shultz’ udtalelser med som muligt. Mine egne har jeg kun refereret mere summarisk. Konklusionen er, at mens udenrigsminister Shultz var uenig i de danske synspunkter, måtte jeg også klart konstatere, at vi på vor side på de nævnte punkter var uenig i den amerikanske politik.

(…) Jeg skal til slut nævne, at jeg inviterede Hr. Shultz til at aflægge besøg i København, således at vi kunne fortsætte dialogen, hvilket den amerikanske udenrigsminister takkede for.

(…) Såvel under samtalerne som i sin bordtale understregede udenrigsminister Shultz den respekt, han havde for udenrigsministeren og for de problemer, han stod i. Han ønskede ikke at presse udenrigsministeren til at gøre ting, han ikke kunne gøre. Udenrigsminister Shultz sluttede sin bordtale således:  ”We salute your clear view of realities and your willingness to stand up to them.”

Intet følger slut slut

Pav/Federspiel nr. 609

Om kilden

Forfatter(e)
Ulrik Federspiel
Dateret
19.04.1985
Oprindelse
Udenrigsministeriets Arkiv 5.D.32.b. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Udenrigsministeriet
Kildetype
Telegram
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Ulrik Federspiel
Dateret
19.04.1985
Oprindelse
Udenrigsministeriets Arkiv 5.D.32.b. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Udenrigsministeriet
Kildetype
Telegram
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk