Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Udlændingelove 1983 - 2002

Artikler

Den første danske udlændingelov trådte i kraft den 8. juni 1983. Lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. Udlændingeloven af 1983 er ofte blevet nævnt som en af de mest liberale udlændingelove i Europa. Visse af lovens tiltag var allerede almen praksis, men udlændingeloven fastslog deres retlige forankring. Derudover udtrykte udlændingeloven også ønsket om Danmark som humanitært foregangsland, og var således både en indenrigspolitisk som en udenrigspolitisk manifestation. Loven er senere blevet revideret og har fået betydelige stramninger, og udlændingepolitikken har været et af de vigtigste emner i dansk indenrigspolitik i de seneste årtier.

Udlændingelovens indhold

Blandt udlændingelovens tiltag var:

  • Såkaldte "de facto" flygtninge fik ret til asyl (§ 7). "De facto" dækker over de flygtninge, der ikke er medregnet i Geneve-konventionen fra 1951, men som af lignende eller tungtvejende grunde ikke bør sendes tilbage til hjemlandet.
  • Familiesammenføring blev et retskrav for de personer, der var tilkendt asyl (§ 9).
  • Asylansøgere kunne opholde sig i Danmark, mens asylansøgningen blev behandlet (§§ 2-4).
  • Afviste asylansøgere kunne anke deres sag i Flygtningenævnet, der oprettedes samtidigt. (§§ 53-58)
  • Udlændinge var sikret mulighed for "spontan" indrejse, det vil sige, at der ikke var krav om hverken pas eller visum i forbindelse med asylansøgning i Danmark (§ 3).

Lovens vedtagelse

I 1982 blev det første udkast til den nye udlændingelov fremført af den borgerlige regering under Poul Schlüter (Firkløverregeringen (C, V, CD, KF)). Forhandlingen af lovforslaget viste, at der trods senere tilslutning ved lovens vedtagelse allerede under behandlingen af lovforslaget var stor skepsis i Venstre og Det Konservative Folkeparti. Udlændingelovens liberale udformning skal derfor formentlig ses som en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det "alternative flertal" (S, R, SF og VS).

Udlændingeloven af 1983 blev vedtaget af Folketinget den 3. juni 1983 og erstattede Fremmedloven af 1875, der ikke havde skelnet mellem forskellige typer af immigranter og derfor ikke havde indeholdt regler om beskyttelse af flygtninge. 155 medlemmer stemte for, mens kun Fremskridtspartiets 12 medlemmer stemte imod lovens vedtagelse. Nødvendigheden af, at opholds-, arbejds- og udvisningssager skulle underlægges mere detaljerede retningslinjer, var allerede fremført i en betænkning i 1979 under den forrige socialdemokratiske regering, blandt andet efter en række omdiskuterede udvisningssager.

Senere ændringer:

Den liberale udlændingelov er fra midten af 1980’erne blevet strammet i en sådan grad, at Danmark siden 2002 er blevet betegnet som et af de mest restriktive lande i Europa hvad angår udlændingelovgivningen. Ændringerne har blandt andet været på disse områder:

I 1980’erne førte en kraftig stigning i antallet af asylansøgere til stramninger, blandt andet blev muligheden for "spontan indrejse" afskaffet, det vil sige at asylansøgere som hovedregel skulle være i besiddelse af enten pas eller visum.

I 1990’erne blev udlændingeloven gentagne gange revideret, og en række lovmæssige og administrative stramninger blev iværksat for at begrænse antallet af asylbevillinger og mulighederne for familiesammenføring. Desuden blev Flygtningenævnet nedskåret, og for asylsøgere og flygtninge blev der indført en starthjælp, der var væsentligt lavere end kontanthjælpen. Stramningerne var resultatet af en generel folkelig modvilje overfor udlændinge og den nye socialdemokratisk-radikale regerings udlændingepolitik. Netop udlændingepolitikken viste sig at være et af de vanskeligste samarbejdsområder for S og R og blandt årsagerne til regeringens endeligt ved regeringsskiftet i 2001.

Fra år 2000 er den vigtigste ændring af udlændingeloven sket i forbindelse med regeringsskiftet i 2001. Med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag vedtog regeringen lov nr. 365 af 6. juni 2002, hvori udlændingeloven blev kraftigt strammet på flere væsentlige punkter. Den restriktive udlændingepolitik afspejlede Venstres og de Konservatives valggrundlag, herunder det såkaldte 100 dages program. Loven blev vedtaget af 59 folketingsmedlemmer (V, K og DF), mens 48 stemte imod. Væsentlige stramninger i denne lov er:

  • "De facto" flygtningebegrebet (§ 7 stk.2) blev afskaffet, og i stedet blev begrebet "beskyttelsesstatus" (B-status) indført. Stramningen betyder, at blandt andet krigsunddragere og republikflygtninge ikke længere bliver tildelt asyl, med mindre de risikerer dødsstraf, tortur eller lignende umenneskelig eller nedværdigende behandling i deres hjemland.
  • Skærpede krav ved familiesammenføring betyder, at begge ægtefæller skal være fyldt 24 år, og den samlede tilknytning skal være størst til Danmark. Derudover skal ægtefællen i Danmark stille med en bankgaranti på 50.000, en passende bolig og må ikke have modtaget offentlig hjælp det seneste år
  • Permanent opholdstilladelse gives kun efter syv års ophold i landet, mod tidligere 3 år.
  • Flygtningenævnet skæres ned til 3 medlemmer, fra 5 medlemmer i 1995 og 7 medlemmer ved Flygtningenævnets oprettelse i 1983. Blandt andet har Flygtningehjælpen ikke længere mulighed for at udpege et medlem til Flygtningenævnet.
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015