Uddrag af Jørgen Ottesen Rosenkrantz' ligprædiken, 1597

Kilder

Kildeintroduktion:

Jørgen Ottesen Rosenkrantz (1523-1596) var dansk adelsmand, godsejer og rigsrådsmedlem og kom fra den indflydelsesrige adelslægt Rosenkrantz. Biskoppen i Aarhus Jens Gjødesen (1550-1626) forfattede den ligprædiken, som blev holdt ved Jørgen Rosenkrantz begravelse i Hornslet kirke den 20. maj 1596. Et uddrag af hans ligprædiken er gengivet nedenfor.

Jørgen Rosenkrantz påbegyndte sit 33-årige virke i rigsrådet den 9. juni 1563, hvor han blandt andet deltog i de mange fredsmøder under Den nordiske Syvårskrig (1563-1570) og de endelige fredsforhandlinger i Stettin i 1570. Efter Frederik 2.s (født. 1534, regent 1559-1588) død i 1588 indtrådte han sammen med blandt andet kansler Niels Kaas, rigsadmiral Peder Munk og rigshofmester Christoffer Valkendorf i Christian 4.s (født 1577, regent 1588-1648) formynderregering. Niels Kaas fungerede som leder af denne regering, men da han døde i 1594 overtog Jørgen Rosenkrantz embedet og var således Danmarks egentlige leder. Jørgen Rosenkrantz døde den 9. april 1596 på Rosenholm Slot og blev begravet i Hornslet kirke.

I tiden efter reformationen i 1536 blev det almindeligt, at højadelen enten personligt eller med slægtens indblanding sikrede sig, at deres ligprædiken blev udgivet som bog. Dette format gav mulighed for at medbringe ligprædikenerne på ejernes mange rejser mellem hoffet og herregårdene. Bøgerne var relativt små, hvilket betød, at de ikke blot var tænkt som selvforherligende familiefortællinger, men også som fromhedsopbyggende brugslitteratur. Ligprædikenerne var opbygget nogenlunde ens. Først kom en fortale som blev efterfulgt af en prædiken over dagens tekst, ofte fra Det Gamle Testamente, og herefter kom en levnedsbeskrivelse. Denne beskrivelse fortalte om afdødes slægt, opdragelse, eventuelle karriere, kristne levned og forbilledlige død. Til sidst var der i nogle tilfælde personlige bønner og/eller hyldestdigte til den afdøde.

Jørgen Rosenkrantz blev i sin ligprædiken skildret som en retfærdig og medmenneskelig kristen autoritet, der levede op til sine forpligtelser som magthaver. Overordnet var udøvelsen af legitim magt afhængig af, at magthaveren: 1) opretholdte orden i samfundet, også selvom dette betød, at man skulle dømme standsfæller, 2) understøttede socialforsorgen, blandt andet ved at oprette fattiggårde, de såkaldte hospitaler, 3) samt støttede kirken og den rette lutherske tro, eksempelvis ved at sørge for, at der blev prædiket den rette lære i de sogne, som lå under magthaverens herregårde eller len. Retningslinjerne for magtudøvelse havde den danske konge og adel bundet sig til med reformationsrecessen af 30. oktober 1536. Recessen afspejlede i høj grad de krav til autoriteterne, som var fastlagt i tidens grundteologiske tekster, særligt i Luthers store og lille katekismus.

Forsiden til Jørgen Rosenkrantz ligprædiken
Forsiden til Jørgen Rosenkrantz ligprædiken 'Den XC. Dauids Psalme, som kaldis Mose Guds Mands Bøn, Vdlagt oc Forklarit vdi en Lijgpredicken, i Hornslet Kircke paa vor HErris Himmelfaris Dag, som vaar den 20. Maij, Anno 1596. ved Jens Gødissøn S. A. Met en Kaart Beretning om Erlig Velbyrdig Jørgen Rosenkrantzis, Danmarckis Rigis Regerendis Raads Herkomst, Leffnit oc salige Endeligt aff Verden. Micheas 2. Giører eder rede, i maa her fra, I skulle icke bliffue her.' Klik her eller på billedet for at se uddraget af ligprædikenen og ligprædikenen i dens fulde længde her på Early European Books, Det Kgl. Bibliotek. Ligprædikenerne blev udgivet som bog i oktav format og var ca. 15 cm i bredden og 23 cm i længden.


Den Anden

Part aff denne Predicken /

om salige Jørgen Rosenkranzis Byrd[1] /

Leffnit oc Endeligt.

 

Afgangne Erlig oc

Velbyrdig[2] Jørgen Rosenkranz

til Rosenholm

vaar født paa vor HERris Himmelferds

dag der mand skreff 1523

paa Tørning Slaat vdi[3] Synder

Judland / huilcket hans salige Fader

samme tid haffde vdi pant oc

Forlæning aff Kong Christian den

Anden.

Hans Fader vaar Erlig oc Velbyrdige

Otte Holgerssøn Rosenkranz

til Boluer[4].

Hans Moder vaar Erlig oc

Velbyrdig Frue Margrete Gans

Hans Farfader vaar Erlig oc

Velbyrdig Holger Erikssøn til

Boluer.

Hans Farmoder vaar Erlig oc

Velbyrdig Frue Margrete / Herr

Bo Flemmings Daatter.

Hans Morfader vaar Erlig

oc Velbyrdig Herr Jesper Gans /

Friherre til Potzletz[5].

Hans Mormoder Frue Anne

Wolzans Daatter: Widere at opregne

salig Jørgen Rosenkrantzis

Herkomst / er wnødigt / effterdi det

er fast huer aff Adel oc andre vitterlige /

at hand er kommen aff geff[6] oc

gammel Stamme her vdi Rigit / oc

vdi Norge / under Adelen.

Der hand nu vaar paa sit Andit

Aar / kom hand met sine Forældre

oc de andre hans Syskende til

Lybeck / huor der vaar beramt en

venlig Mode for dennom / oc hans

Modmoder og Morsyster. Men

strax de vaare komne did / bleffue

begge hans Forældre bfengde[7] aff

Peste / som da regerede til Lybeck / oc

døde sammested først hans Moder

Fredagen for Michaelis, Dernest

hans Fader / anden Fredag der effter.

Effter hans Forældris Død tog

hans Mormoder / som da tilstede

vaar / hannom met de andre hans

Syskind hiem til sig / oc vaare hos

hende paa det femte Aar. Huor

effter hand strax met de andre hans

Syskind bleff hiemkaldit aff hans

Farbroder salig Herr Holger Rosenkrantz /

oc siden forskickit[8] til sin

Farster / Frue Sophie Herr Arel

Brahes / vdi hues Hus hand bleff

optuctet[9] til hand vaar Ti Aar gammel /

oc holt til Schole i Kiøbenhaffn /

dernest i Malmø oc Yested i

Skaane. Der fra er hand

kommen til Kiøbenhaffns Vniuersitet[10]

at studere / Oc bleff der befalit oc

offuerantuordit[11] tuende[12] merckelige[13]

Mend en effter anden / som vaar

M. Oluff Gyldenmund / oc M.

Jens Sinningius, huilcke siden begge

bleffue Doctores Theologiæ.

Anno 39. effter hand vnder deris

Disciplin haffde forfremmit sig /

oc vaar nu paa sit Sextende Aar /

bleff hand aff sin Broder Holger

Rosenkrantz hiemkaldit / oc aff Venners

raad met Kong: Maiest: forskrifft[14]

til Doctor Pomer oc Philppum

forskickit til Wittenberg / huilcke

antuordede[15] hannom til Tuctemestere[16]

en lærd Mand ved Naffn

M. Ioachimus Vestphalus, som siden

bleff Superintendens[17] til Hamborg /

Oc vaar saa til Wittemberg

paa det femte Aar.

Anno 44. drog hand der fra /

hid ind i Landit / oc holt Hus met

sine Brødre paa fierde Aar. Der

effter drog hand ud aff Landit igen

til Hertug Augustus Bryllup / oc

samme tid kom til Churførst Moriz[18]

vdi Gaarden met fire heste / vaar

met hannom i den Meideborgiske

Belegering[19] / Oc vdi det Slag vdi

Stifft Ferden. Hos samme Churførst

haffuer hand verit vdi stor

Gunst / oc antagen iblant de Serfortroffuede

aff Adel / som skulde

stedse ved Dag oc Nat vare paa

hans Naade. Oc vaar saa der vdi

fire Aar.

Anno 51. Effter hans Brødre

Holger oc Otte Rosenkrantz haffde

giffuit dennom i Ecteskaff[20] / oc intet

endeligt skiffte vaar dennom end

da imellom gangit / hiemkallede de

denne deris salige Broder / Oc effter

hand haffde tagit aff Førsten[21] en

naadig Affsked / oc vaar kommen

ind i Rigit / gaff hand sig aff Venners

raad vdi salig høylofflig[22] Hukommelse

Kong Christian den Tredies

Gaard / huor hand vaar paa

fierde Aar / Oc der effter bleff hand

forlænt met Koldinghus / huilcken

Forlæning hand beholt ind[t]il Kong:

Maiest: døde samme sted.

Vdi det Aar 59. kom salig Jørgen

Rosenkrantz aff Guds Forsiun

vdi Ecteskaff met sin kiere Hustrue

Erlig oc Velbyrdig Frue Dorothe

Lange / som nu bedrøffuit[23] igen leffuer /

oc stod deris Bryllup paa Hønborg[24] /

huilckit hand da haffde vdi

Forlæning / Fastelagens Søndag /

paa huilcken Aars dag vdi nest forleden

Fastelagen hand oc vdi Kolding

er bleffuen siug til Døden.

Deris Ecteskaff velsignede Gud

met try[25] Børn / aff huilcke it / salig

Otte Rosenkrantz er aff Gud henkaldit[26] /

De thu Erlige oc Velbyrdige

Frue Margrete Rosenkrantz /

Velbyrdige Oluff Bildis til Valø

Husfrue / oc Holger Rosenkrantz

effter Guds behagelige Vilie igenleffue[27]

Effter høylofflig ihukommelse

Kong Christians Affgang bleff denne

salige Rigens Mand / aff høylofflig

ihukommelse Kong Frederich

den Anden / befalit oc paalagt

at tiene hans Naadis Frue Moder

Dronning Dorethe / oc fick saa strax

hendis Liffgedinch[28] Dronningborg

vdi Forlæning. Oc der hand nu

haffde tient hendis Naade paa fierde

Aar / befol Kong: Maiest: hand

skulde vere fortenckt[29] vdi / at vere der

effter hans Naadis Raad / huilckit

hand oc maatte beuilge[30] / oc giorde

saa sin Eed på Kiøbenhaffns

Slot / Anno 63.

Fra den Dag indtil hans Affgang

er hand mesten brugt altid vdi

de victigste Sager disse Riger haffuer

verit anrørende / oc mange gonge

verit forordnit at forhandle oc

forlige drabelige oc irrige Trætter[31] /

som disse Riger met de Suenske /

Engelske oc Holsteniske Førster paa

atskillige tider / imellom haffuer verit /

Huilckit paa denne tid stycke

vijs at opregne / vaare alt forlangt[32].

Anno 88. der Gud haffde henkaldit

høylofflig ihukommelse Kong

Frederich / er salig Jørgen Rosenkrantz /

som fast huer vitterligt er /

til forordnet met salige Niels Kaas[33]

Cantzeler / oc met Velbyrdige Peder

Munk / oc Christopher Valkendorp /

at faarestaa disse Rigers

Regering vdi vor Naadige Herre

Prinzis wmyndige[34] Aar / vdi huilcken

høye oc besuerlige[35] Bestilling[36]

hand allene er offuerbleffuen[37] nu

paa Ottende Aar / vdi huilcke Aar

nogle aff de gode Herrer hans metforordnede

ere ved Døden henfaldede /

nogle effter deris Begering

naadigste forloffuit[38].

Her met mange Ord at rose

denne salige Herre / meen jeg icke

at vere nødigt / oc en loffligt / Effterdi

Sandhed behøffuer ickun faa

Ord / Løgn vil smyckis[39] ved mange.

Saa er det fast huer Christen iblant

oss vitterligt / at denne salige Rigens

mand haffuer aff sin formue meent

oc tient sin HERre oc Gud met

tro / oc tenckt paa Josaphat Juda[40]

Kongis Formaning til sine Rigens [2. Chro. 19.]

Mend oc Dommere / der hand sagde:                                                                                               

Seer til huad i giøre / thi i holde

icke Dom for Menniskene / men

for HERren / Oc lader HErrens

fryct vere hos eder.

Guds Ord oc Ordens Tienere

holt hand vdi act og ære / oc vilde

gierne der skulde vere Fred oc enighed

iblant dem som lære skulde / oc

all aarsag til splid oc forargelse vdi

Guds Menighed at affskaffis / oc

derfor offte repeterede dette Vers

aff Psalmen: HERRE / slet oc [Psal. 25.]                                                                                                            

ret beuare mig / thi jeg bier[41] effter

dig.

Sin Herre oc Konge / disligest

sit Fæderne Rige meente hand oc

met all tro / Oc vdi disse sidste Otte

Aar hand vaar vdi Regeringen /

lod sig end bruge offuer sin formue[42].

Simpele oc graasfue[43] Folck forstaa

icke huad for Møye oc Besuering

saadan høy Bestilling giffuer / oc [Syrach 25.]

acte icke huor veylige[44] det lader i

Land / naar de graa Hoffuede ere

vise / oc de gamle ere klaage. [Herod.]

Kongen aff Persen Darius haffde i sit

Rige en aff hans Øffuerster ved

naffn Zopyrus som haffde beuist

hannom en synderlig oc stor Troskaff:

Om denne pleyde hand at

sige saa offte hand siden fick it Gratan

Eble i Haand / at hand begerede

ingen større Rigdom / end at hand

haffde saa mange saadanne Mend

i sit Rige / som det Granat haffde

Korn. Huor met hand gaff tilkiende /

at en Konge kunde ingen bedre

liggendefæ[45] haffue i sit Rige /

end visse oc tro Raad.

Vdi Ecteskaff leffde salig Jørgen

Rosenkranz met sin kiere Husfrue

kierlig oc Christelig vdi 37. Aar

Aar / Lod opføde sine kiere Børn

effter S. Pouels Regel / i Tuct oc [Eph. 6.]

Formaning til HERREN.

Beuiste sig oc mod Kongens

Tienere i Lænit / saa vel som mod

sine egne / icke allene som en Hosbonde

eller Lænsmand, men som en

Fader / huilcket de selff bekiende. Oc

det giorde hand paa det den fattige

Bonde met sin Hustrue oc Børn

kunde bliffue ved / oc icke forarmis

oc vndergaa[46]. Thi det er en stor

fordeel / oc it halff Paradis for en

fattig Tienere oc Bonde / at hand

sidder en mild Hosbond eller Herskaff

vnder Vinge / som vil tencke

1. At det er Menniske hand haffuer

at raade offuer. 2. At hand skal [Agathe.]

raade effter Low oc Ræt. 3. At

hand skal ickun raade stackit[47] / oc

snart giffue en anden rum / som en

aff de gamle lærer.[48]

In summa[49], Endog hand som it

andit Menniske haffde sine fæil oc breck[50] 

skickede hand sig dog aff den

formue Gud gaff hannom / mod

Herre oc Tienere / Leeg oc Lærd / det

beste hand kunde / Vaar dog der

hus Druckenskaff[51] / Hofferdighed[52] / oc

den store forfengelighed vdi Klædedragt /

som Vngdommen aff begge

kiøn / oc vdi alle Stater[53] nu følger /

megit gram[54].

For it halt Aar siden / begynte

hand at fornemme stor Skrøbelighed

i alle sine Lemmer / oc klagede

for sin kiere Hustru / at hand fant

sig saa tung / saa hans Been ilde[55]

vilde bære hannom / huor effter

hand beskickede sig strax til Døden /

Oc effter hand vaar kommen fra

neste Snapsting[56] / fant hand sig megit

amectig / oc mere end hand lod

sig vedgaa / for andre deris skyld /

hand aldelis gick til Seng / daglige

selff at læse for sig oc sine til Bords

effter Gratias baade Middag oc

Afften 2. Vers aff den 90. Dauids

Psalme / som kaldis Mose Guds

Mands Bøn / huilcken ieg oplæste /

at skulle forklaris i denne Lijgfærd[57] /

Oc met huer 2. Vers læste hand

ocsaa Lutheri Vdleggelse oc forklaring

der offuer. Met huilcken hellig

Øffuelse hand mest vilde opuecke

sig selff til idelig[58] at haffue Døden

vdi sicte oc sinde / effterdi same

Psalme merckelige taler om Menniskens

Leffniz skrøbelighed oc kaarthed.

Der hand dis imellom met den

formue oc Styrcke Gud gaff hannom /

vaar reist til Kolding til det

Herre bryllup der stod Fastelagens

Søndag / fant hand sig samme dag

effter hand vaar kommen aff høy

Messe Predicken / megit skrøbelig

aff it hefftigt flud[59] / Oc endog hand

icke for samme skrøbeligheds skyld /

kunde gaa til Bryllupit / fulde hand

dog Brudgommen met Raadit til

Kircken oc fra. Oc om anden Dagen

ledde en aff disse Herrer Bruden /

effter som hand vaar ombedit /

Lod sig oc finde at følge i samme

Bryllups Høytid / sin Herre Prinz

til Kircke oc paa Salen. Vaar oc

huer Dag / der Raadstue holtis / met

de andre Regerendis Raad / tilstede /

dog met stor møye / som paakiende /

i det hand Torsdagen i samme Fastelagens

Vge begierede hans kiere

Hustru oc Søn vilde giøre strax

ferdige / Thi hand vilde hiem oc dø

paa sin Gaard / Oc paa Veyen

som de da fore / talede hand megit

met sin Søn Velbyrdig Holger

Rosenkranz om Menniskens Leffniz

Wselhed[60] oc store skrøbelighed /

om Menniskens Kiødelige tryghed

oc forsømmelse i det som hør til deris

Salighed / met andit mere da

bleff omtalit.

Sidste dag Februarij / som vaar

den Søndag Inuocauit[61], som hand

paa sin Gaard Rosenholm / oc gick

saa strax effter Middag til sengs

aff stor skrøbelighed / saa hand effter

den Dag intet vilde befatte sig

met nogen Verdslig handel / vilde

oc icke høre nogen tale der om / som

paakiende / i det en aff Herrerne vdi

Regeringen sende hannom skrifftlig

nogle ærinde som rørde Rigit paa /

oc begierede / hand vilde see oc samtycke

huad nyttigt kunde vere / huor

paa hand igen lod skrifftlig oc met

faa Ord suare / at hand allerede

haffde befalit Danmarck met alle

sine Bestilliger Gud i vold / Hand

haffde nu it andit Rige at tencke

paa.

Den 9. Martij / oc paa Niende

Dag effter hand vaar kommen at

ligge / begierede hand at vilde tale

met mig / Oc der ieg kom til hannom /

racte hand mig Haanden / oc

begierede ieg vilde sidde hos hannom /

Oc strax begynte hand at sige /

Jeg formercker min HERre

Gud vil kalde mig / Det er nu faffuert[62] /

HERre lad nu din Tienere [Luc. 2.]

fare i fred. Der til bleff suarit:

I vide huorledis / kiere Herre / Dauid

taler om sit Liffs tid met disse [Psalm. 31.]

Ord: HERre ieg haaber paa dig /

oc siger du est min Gud / Min tid

staar i dine Hender. Oc Paulus [Rom. 14.]

siger om allis vort Liff: Ingen aff

oss leffuer for sig selff / oc ingen døer

for sig selff. Aff huilcke Ord wi

mercke / at Gud er ene den som lader

Menniskene dø / oc siger / Kommer

igien i Menniskens Børn: Hand [Psal. 90]

giffuer / hand tager Liffuit naar

hand vil. Derfor ere i met Guds

villie oc vise Raad vel til freds / enten

hand i denne Siuge kalder eder /

eller endnu i nogle Aar / disse Riger

til gode / sparer eder. Huor til hand

suarede: Jeg er Herrens Tienere /

mig skee huad hand vil / Dog mig

tyckis[63] ieg er icke lenger dette Liff

nyttigt / effterdi ieg haffuer en høy

Alder 73. Aar borte / oc finder stor

skrøbelighed / derfor er huile oc Himmerige

mig best. Jeg er mæt aff

dette Liff / oc haffuer hafft stor møye

der vdi. Jeg haffuer lenge lenge tiend

Danmarck baade vdi Fred oc Feyde /

naar det haffuer ladit baade vel

oc ilde. Vdi Greffuens Feyde[64] stod

det ynckelige til her i Lande / der Adelen

vaar reist imod Bønder oc

Borgerskabit / indtil Gud sende den

salige Herre / Hertug Christian som

stillede denne Oprør / oc met Guds

Bistand kom baade Religionen oc

Rigit paa fode igien / der hand bleff

Danmrckis Konge. Den Suenske

Feyde[65] sueckede oc Rigtig megit

paa Ottende Aar / saa der som wi

icke haffde hafft saa Gudfryctig oc

from en Herre oc Konge / salig oc

høylofflig ihukommelse / nest Guds

hielp / da skulde det haffue staait ilde

til her i Rigit paa denne Dag / det

haffuer ieg seet oc merckt som en

gammel Mand. Saa ieg tacker nu

min Gud som mig vil forløse / at ieg

haffuer intet saadant mere at frycte.

Jeg er forskreffuen til Herredag

vdi Kiøbenhaffn til neste Trinitatis,

men ieg haaber at holde Herredag

paa den tid i Himmerige hos den

hellige Trefoldighed oc alle Guds

Engle oc Vdualde[66].

Effter denne tale begynte hand

at bede aff Dauids Psalme: HErre [Psal. 25.]

ieg lengis effter dig / Oc ieg haaber

til dig min Gud / lad mig icke

beskemmis[67]. HERre vijs mig dine

Veye / oc lær mg din Sti.

Wi fornemme huor ilde vore

Anslag[68] lyckis / vden Guds Aand

hielper oc opholder oss / oc huor farligt

det er at forlade sig paa sig selff

eller nogen Menniskelig Vijsdom.

Det er stor vnder værd / at Dauid

som vaar en Mand effter Guds

Hierte / oc saa idelig øffuit baade i

Fare oc fristelse / hørt oc seet saa

mange Guds vredis Exempel imod

Synden / hand da paa sine gamle

Dage / lod sig aff Dieffuelen[69] oc

hans syndige Kiød lockis til / saa [2. Sam. 114]

haardelig at forsee sig imod sin

Gud oc menige Israel. Huad sige

wi om hans Søn Salomon / hues

lige vdi Vijsoom / Verden ingen

tid haffuer hafft / hannom raadde

Faderen Dauid / aff sit fald oc fare

at bliffue vijs / oc icke forbryde sig

imod sin Gud / oc sagde: Salomon [2. Chro. 28]

min Søn / kiend din Faders Gud /

oc tien hannom met gantske Hierte /

søger du effter hannom / da skalt

du finde hannom / forlader du hannom /

da bortkaster hand dig euindelig[70].

Huad skede Salomon i hans

høyeste Vijsdom / lod sig daare[71] oc

drage aff sine Hedenske Hustruer

at forlade HERren / oc tiene Affguder.

AU Verden veed aff den

Vise oc mectige Mand / som hed Cicero[72],

oc vaar Borgemester til

Rom. Paa det sidste i hans Alderdom /

der hand omkom / klagede

hand oc sagde paa sit Maal: ô me

nunquam sapientem, Mand haffuer

actit[73] mig at vere vijs / oc vaar

dog icke[74]. For nogle Aar forleden

haffuer verit en lærd Iurist oc mectig

Politicus vdi en aff Churførsternis[75] [Joachim Situuitz.[76]]

Hoff / hues Raad oc Vijsdom

megit galt der vdi Førstedommit[77] oc

andre steder / oc ved sin Vijsdoom megit

vdrettede iblant store Folck met

loff oc stor lycke / Omsijer der it

Raad hand haffde giffuit / oc rørde

mectige Personer paa / icke vilde

lyckis oc faa fremgang / fortuilede

hand / oc som hand sad oc læsde vdi

Bibelen / oc kand ske lette effter

Trøst / tog hand Liffuit aff sig selff /

Thi effterdi hannom feilde Guds

Aand som giffuer Ordit Liff oc

krafft / fant hand ickun en død Bogstaff /

oc bleff der offuer ynckelige borte.

Der til bleff suarit / Sant er det

gunstige Ven / som i klage / at wi

arme Menniske aff den oprindelige

Synd ere bleffne vdi Skel oc Fornufft

saa forblindede / at wi aff oss

selff / oc vden Guds Aand / intet forstaa /

intet formaa aff det Gud er

tient met. Thi der som hand icke

vnderuiser[78] oss / oc viser oss Veyen

wi skulle vandre / oc ledsager oss

met sit Øye / som Dauid tal / da er [Psal. 32.]

det vde met oss. Effterdi som Salomon

siger / det dødelige Menniskis [Sap. 9.]

Tancker ere tuilactige[79] / oc vore

Anslag[80] ere farlige. Thi det Dødelige

Legome besuarer[81] Siælen / oc

wi ramme[82] det neppelig[83] som er paa

Jorden / oc vnder Haanden.

Derfor pleide salig Luther at sige:

Hedninge i deris Skoler beskriffue

it Menniske / at det er Animal

rationale, det er / nogit som leffuer

oc haffuer Fornufft. Denne

Beskriffuelse kand intet bestaa vdi

Guds sager. Thi der gielder eller

gaffner Menniskens fornufft slet

intet / oc er idel Daarskaff[84] / statua

salis, som en Støtte eller Stock der

intet sandzer. Det see wi i de Exemple

i opregnede saa at vere / oc alle

Historier hellige oc hedenske vidne

det samme / at huilckit Menniske

som følger sin egen Vijsdom / oc

slaer sig fra Gud / far omsijer vild /

oc euig ilde. Derfor haffue wi vel

behoff at bede met Dauid: HERRE [Psal. 25.]

vijs mig dine Veye. Vore

egne Veye ere vrange / Oc endog

huer tycker[85] at hans Vey er reen /

saa giør dog HERren allene Hiertit [Pro. 16.]

vist.

Huor til hand suarede: Jeg maa

det bekiende saa at vere / oc tacke min

Gud som haffuer beuarit mig i disse

mine Vandrings Aar fra farlige

Anslag / oc huor vdi ieg icke haffuer

ramt ret / oc feilit som it andit Menniske /

da Gud forlade mig det for

sin Søns JEsu Christi Fuldkommelighed

oc Hellighed / oc ver mig

Syndere Naadig. Jeg haffuer

læst at den gamle Lærere Bernhardus[86]

skulde haffue sagt / der hand

laa siug til Døden / perdité vixi,

Jeg haffuer ilde leffuit[87]. Skrifftede

hand det / som haffde ført saa strengt

oc helligt it Leffnit / oc hafft saa rijg

en Guds Aand / som kiende paa i

hans Skrifft (dog hand oc haffde

sine feil som it Menniske) huor megit

mere maa ieg arme Syndere

sige / perdité vixi.

Der til bleff suarit: Jeg vil bekiende /

kiere Jørgen / at Menniskens

Anslag ere jo farlige / oc Hiertit vdi [Sap. 9.]

it Menniske er offuer alt en traatzig[88]

oc mistrøstig[89] ting / Huo kand det

begrunde: Saa det Meñiske haffuer [Ierem. 17:]

vel aarsag til at tacke Gud / den

hand frier oc staarbi[90] vdi farlige

Anslag. At i bekiende / at i offte

haffuer feilit som it Menniske / oc

forseet eder imod eders Gud / saa

at i haffue aarsag at sige met den

gamle Fader / perdité vixi, der vdi

giøre i ret. Thi silde kand en Patient

hielpis / som døller[91] sin Siuge[92].

Sant er det Apostelen siger: O wi [Iacob. 3.]

haffue alle brøst i mange maade / oc

mue vel sige / Wi haffue ilde leffuit.

Men her imod vide wi / huad

Gud taler til huer som haffuer sin

Salighed kier: Huorfor vilt du saa [Ezech. 18.]

dø du Israels Hus; Thi ieg haffuer

icke behagelighed til hans Død

som døer / siger den HERRE

HERre / derfor omuender eder / saa

skulle i leffue. Oc den gamle Fader

oc fromme Munck[93] i talede om /

skriffter oc vidner / som i vide / at

effter hand haffde sagt perdité vixi,

siger hand strax / Fateor non sum

dignus ego &c. Det er / ieg bestaar [Viræ Bernh. Lib. 2]

ieg er wuærdig[94] / kand oc icke ved nogen

min Verdskyld[95] naa Himmerige.

Men min HERRE JEsus

Christus haffuer dobbelt ret der til /

Først arffuelig[96] / fordi hand er Guds

sin Faders Søn / Dernest aff verdskyld /

fordi hand met sin Pine haffuer

fortient Himmerige Den første

Ret beholder hand for sig / den

anden skencker hand mig / Hues

skenck ieg holder for min rettighed /

oc der offuer aldrig beskemmis.

I saa maade[97] bør oss altid at sancke[98] /

naar wi skriffte / vor skade oc

Guds Naade sammen / oc komme

frem met Dauid oc sige: Tenck icke [Psal. 79.]

paa vore fremfarne Misgierninger’ /

Forbarme sig snart offuer oss /

frels oss / oc forlad oss vore Synder

for dit Naffns skyld: met flere Ord

aff Skrifften som da bleffue rørde.

Effter ieg nu haffde tagit affsked

oc befalit hannom Gud / begierede

hand / der maatte ske Bøn for hannem

aff Predicke stolen vdi Aarhus /

at Gud vilde styrcke hañom vdi Tro

oc Taalmodighed indtil Enden /

Oc had saa ydermere met Dauid: [Psal. 71.]

HERRE HERre / mit Haab

aff min Vngdom / ieg haffuer forladit

mig paa dig aff Moders Liff /

forlad mig oc icke i min Alderdom /

naar ieg bliffuer (som ieg nu er)

Graahærdit[99]. Der til bleff suarit

aff Propheten / huor Gud siger: Jeg [Psal. 46.]

vil bære eder indtil Alderdommen /

oc indtil i bliffue Graahærdede /

Jeg vil giøre det / ieg vil løffte oc

bære oc frelse.

Der effter den 26. Martÿ, anden  

Dag effter Bededagene besøgte ieg

hannom igien / oc da merckte at

hand haffde ladit sig berætte aff

sin Sogneprest / Onsdagen for

Bededagene / oc vaar bleffuen suagere[100]

end tilforne[101].

Oc der de gode Herrer aff Rigens

Raad som her i Landit tilstede

vaare / Erlige oc Velbyrdige Peder

Munck / Manderup Parsberg /

Jacob Søfeld oc Albret Frijs spurde

hans store skrøbelighed / besøgte

de hannom i samme Dage / for huilcken

Besøgelse oc anden ære hand

venlige tackede dem / oc bad de vilde

findis wbesuerede[102] / paa hans vegne

ydmygelig at tacke hans kiere Herre

Konge for all Kongelig Gunst

oc Godhed / hans Naade haffde

hannom betheec[103] / Oc bad der hos

at Gud vilde giffue hans Maiestet

Naade oc Lycke til at traade[104] i sit Rige /

oc met en Førstelig Aand styrcke

oc opholde hannom / saa hand kunde

elske Gud oc giøre ret i alle sine

Dage.

Der besøgte hannom mange andre

aff Adelen her i Landit / met

huilcke hand icke megit / aff stor

skrøbelighed / gad talit / men met

faa Ord tackede / oc befalede dem

Gud.

Der effter kom hannom i sinde

hans daglige Tienere / huilcke hand

begierede oc vilde vel skulde lønis oc

affleggis[105] / effter huer deris Tieniste.

Gaff oc de Fattige til en euig Almysse

oc Amindelse[106] / nogle Lester

Korn / som beløbe sig i Pendinge

600. Daler / aff hues rente hand

vilde nogle Fattige oc Hussarme

der omkring / skulde Aarlige haffue

hielp oc ophold / andre Christne som

i god formue ere / til it helligt Exempel

oc efftersiun[107].

Der hand nu merckte ieg vaar

komen til Gaarden / begerede hand

ieg vilde komme paa Stuen til hannom.

Oc der ieg spurde huor det

vaar met hannom / suarede hand /

som Gud vil / oc begynte strax at

klage offuer den store Suaghed oc

Phantasie[108] hand følde i sit Hoffuit[109] /

huilckit fortog hannom huad hand

viste aff Guds Ord / Oc sagde

ydermere / Jeg haffuer altid bedit

Gud om en salig tid aff denne

Verden / Men nu finder ieg i mig

aff stor skrøbelighad / ingen 

fyrighed[110] til at bede / mit Hierte kalt /

min tro er skrøbelig / Gud ver mig

Syndere Naadig.

Der til bleff suarit. Saa siger [Efai. 43.]

Gud hos Propheten: Fryct dig icke /

thi ieg frelste dig / du est min. Oc

Gud til S. Pouel: Lad dig nøye [2. Cor. 12.]

met min Naade / Thi min krafft er

mectig i de skrøbelige. Oc Paulus

om sig selff vdi en anden Skrifft: [1. Cor. 15.]

Icke ieg men Guds Naade som er

i mig. Huilcke Skriffter vidne at

Gud vil giøre det meste oc det beste

vdi oss / naar wi ickun bekiende huad

oss fattis / oc bede met den besætte

Søns Fader: Jeg troer / kiere [Marc. 9]

HErre / hielp min Vantro. Thi

det icke staar i nogens Villie eller [Rom. 9.]

løben / men i Guds forbarmelse.

Derfor om vort Hierte fordømmer

oss / da er Gud større end vort Hierte / [1. Ioh. 3.]

oc kiender alle ting. Hid hør it

merckeligt Ord en aff de gamle sagde:

Tantum velis, & Deus [Bafil.]

præoccurret. Begynt ickun at løbe /

strax skal Gud møde dig. Saa verer

trøstige oc tuiler icke / Thi huor

Menniskens formue slipper / der begyndis

Guds hielp / som en lærd Jøde

sagde en gong til sine Landmend. [?hilo.]

Der det vaar talit sagde hand /

nu vel / saa vil ieg der met vere fornøyet /

oc sige met den gamle Caspar

Cruciger[111], som i min tid vaar Professor

til Wittemberg: Min Gud

ieg kalder paa dig i din Søns JEsu

Christi Naffn / oc kommer til dig

met min Tro / er den liden / saa er

den dog Tro.

Huor til bleff suarit: Gud forskød

endnu aldrig en liden Tro / saa

fremt mand traaer effter at ville

haffue en større. I vide huor

venlig oc varlig[112] vor Freljere[113] omgickis

met sine graaffue oc vantro Disciple /

som met it brudit Egg andre

til it Exempel / at de skulle tro / at

Gud icke sønderbryder det knusede [Efai. 42.]

Rør / oc ey udslucker den rygendis

Hør / som Propheten taler. Oc dog

altid der hos bede: O HERRE [Luc. 17]

forøg oss Troen. Saa bær oc Gud

offuer met eder / oc hielper til at bryde

igennom all Phantasie oc Fristelse /

oc siger i met Dauid: Jeg [Psal. 27]

troer dog alligeuel / at ieg skal see

HERRENS gode i de Leffuendis[114]

Land. Der met styrcker

eders Siel / oc siger til hende: Bie[115]

effter HERren / ver trøstig oc wforfærdet /

oc bie effter HERren.

Effter denne samtale som skede met

flere Ord aff Skrifften / befalede

ieg hannom i Guds vold oc Velsignelse.

Skertorsdag Tienisten vaar

vde hos oss i Aarhus / mod Middag /

fick ieg it hastigt bud / at hand vaar

siug til Døden / oc begierede ieg vilde

komme til hannom . Der ieg

kom / fant ieg hannom aldelis foruent

til Døden / Oc effter ieg haffde

trøstit oc styrckit hannom aff Guds

Ord / sagde hand / Jeg vilde haffue

ladit mig berætte denne Dag / men

nu finder ieg mig alt for suag / saa

min sands[116] feil mig / Derfor vil ieg

befale Gud / oc sige met Dauid:

In te Domine speraui, non [Psal. 71.]

confundar in æternum, in iusticia

tua libera me. lesu sili Dauid miserere [Math. 15.]

mei. Domine Iesu suscipe Spiritum

meum. Disse Ord talede [??t. 7:]

hand paa Latine / oc ere saa megit

sagt. HERRE / ieg forlader

mig paa dig / Lad mig aldrig bliffue

beskemmit. O JEsu du Dauids

Søn forbarme dig offuer mig.

HERRE JEsu anamme[117] min

Aand[118]. Der til bleff suarit. Effterdi

kiere Jørgen / i icke finde eder

ved den sands oc styrcke / at i paa

denne tid / som i haffue set eder for /

kunde lade eder berette / saa er Gud

til freds met eder / oc tager Villien

for Verckit[119] / Effterdi i dog for forledne

Bededage brugte det Høyuerdige

Sacramente som it vist Pant /

icke allene paa eders Synders Forladelse /

men ocsaa paa Legomens

Opstandelse oc det euige Liff. Thi

det er smuct en aff de gamle siger /

at HErrens Naduere[120] er it vist vidnisbyrd [Iren.]

om Legomens Opstandelse.  

Effterdi det er wmueligt at vore

Legome som ere deelactige vdi

Guds hellige Legome oc Blod kunde

bliffue i Døden / men skulle opstaa

igen / oc euig leffue / der som

de ellers hensoffue[121] i en sand Bedring /

oc Guds fryct / oc bliffue varactige[122]

ved Troen til enden / i den

indplantelse oc delactighed de haffue

i Christo / Huor om der oc læris

denne Skertorsdag i vore Kircker.

Der det nu vaar ved Midafften

samme dag begerede hand at staa

op oc lade rede vnder sig / huilckit oc

strax skede / Oc der hand igen vaar

kommen i Sengen / begynte hand at

legge Maalit / racte dem alle sin

Haand hos Sengen vaare / oc befalede

dennom Gud / som vaare

hans bedrøffuede kiere Hustrue /

Frue Dorothe / hans kiere Søn

Holger Rosenkrantz / hans kiere

Suoger Oluff Bilde til Vallø /

hans kiere Suogerske Frue Anne

Hans Rostrups / som megit nær oc

omhyggelige tiente hannom i hans

Siugdom / Doctor Iohannes Paludanus

Medicus aff Wiborg / Her

Poul Simonssøn Sogneprest til

Torssager / oc ieg wuerdige.

Oc der hand nu haffde lagt

Maalit / oc begynte at arbeyde til

Døden / bleff hannom intet andit

forholdit / end de samme Ord hand

selff sidst haffde i Munde: JEsu

du Dauids Søn forbarme dig

offuer mig. HERRE JEsu

anamme min Aand / Jeg kommer

til dig / forlad icke mig. Ved

disse Ord saa mand hans Læbe

røris /

lige som hand vilde samtycke

det sagt bleff. Saa laa hand denne

Landfredag Nat stille hen oc drog

indtil om Morgenen ved 7. slet / da

opgaff hand sin Aand / saa hand

haffuer stridet en god Strid / fuldendt

sit Løb / beholt Troen oc en god [2. Tim. 4]

Samuittighed / oc nu vandrer for [Psal. 116.]

HERREN i de Leffuendis

Land / som er vort rette Hiemerige [Psal. 23.]

oc GVds hus / i huilckit wi skulle

bliffue altid oc euindelig / der som wi

leffue oc dø i HERren / Huor til

hielpe oss den hellige Trefoldighed /

Fader Søn oc Hellig Aand

allis vor Gud i Euighed

AMEN.    


Ordforklaringer m.m.

[1] Byrd: en persons slægtsmæssige afstamning.

[2] Velbyrdig: titel som angiver, at personen er af fornem eller adelig slægt. Frem til 1600-tallet blev adelige tituleret velbyrdig og sjældnere velbåren.  

[3] Vdi: udi, som betyder i.

[4] Boluer: Boller gods nær Horsens. 

[5] Potzletz: Putlitz, ligger i det nuværende Nordtyskland i delstaten Brandenburg.

[6] Geff: gæv, som dengang betød æret og velanset. 

[7] Befengde: befængte, som her betyder angrebet eller smittet.

[8] Forskickit: forskikket, som betyder sendt. 

[9] Optuctet: opdraget.

[10] Vniuersitet: universitet.

[11] Offuerantuordit: overantvorde, som betyder at overlevere eller overgive i nogens varetægt.

[12] Tuende: tvende, der betyder to.

[13] Merckelige: mærkelige, som her betyder betydelige eller fremtrædende.

[14] Forskrifft: forskrift, som her betyder skrifteligt vidnesbyrd eller anbefaling.

[15] Antuordede: andvordede, som betyder overgav. 

[16] Tuctemestere: tugtemestere, som betyder en opdrager eller lærer.

[17] Superintendens: superintendent eller superattendent, som betyder biskop.

[18] Churførst Moritz: kurfyrst Moritz af Sachsen (1521-1553).

[19] Belegering: fra det tyske belagerung, som betyder belejring på dansk.

[20] Ecteskaff: ægteskab.

[21] Førsten: fyrsten, således kurfyrst Moritz af Sachsen.

[22] Høylofflig: høglovlig, som betyder priselig eller prisværdig.

[23] Bedrøffuit: bedrøvet eller sorgfyldt.

[24] Hønborg: Hønborg slot beliggende i Elbo Herred ved Fredericia.

[25] Try: tre.

[26] Den ældste dreng Otte Rosenkrantz dør.

[27] Igenleffue: igenleve eller genleve, som betyder, at de stadig levede. 

[28] Liffgedinch: livgeding, som betyder livsophold eller livsvarigt underhold og hentyder til jordegods, som på livstid blev tillagt en ikke-regerende fyrstelig person, som eksempelvis en enkedronning eller enkefyrstinde. Efter Christian 3.s (født 1503, regent 1534-1559) død i 1559 fik Jørgen Rosenkrantz tildelt Dronning Dorethes eller Dorotheas livgeding Dronningsborg i Randers som len.

[29] Fortenckt: fortænkt, som i denne sammenhæng nærmere skal forstås som beredt. Således befalte Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588), at Jørgen Rosenkrantz skulle være bedredt på at blive udnævnt til rigsrådsmedlem, hvis kongen altså ikke ændrede mening inden den nærmeste fremtid, hvilket han heller ikke gjorde.

[30] Beuilge: bevilge, hvilket her betyder imødekom eller indvilligede i. 

[31] Irrige Trætter: vildfarende stridigheder.

[32] Alt forlangt: alt for langvarige.

[33] Niels Kaas: kongens kansler fra 1570, men først egentlig konstitueret fra 1573. Kongens kansler fungerede som leder af det kongelige kancelli.

[34] Efter Frederik 2.s (født 1534, regent 1559-1588) død i 1588 blev Danmark, grundet Christian 4.s unge alder, ledet af en formynderregering i perioden fra 1588 til 1596. Denne bestod i begyndelsen af Jørgen Rosenkrantz, kansler Niels Kaas, rigsadmiral Peder Munk og rigshofmester Christoffer Valkendorf.

[35] Besuerlige: besværlige.

[36] Bestilling: bestilling, som her betyder arbejde eller embede.

[37] Offuerbleffuen: overlevede. Jørgen Rosenkrantz var den eneste af de fire oprindelige rigsrådsmedlemmer, som bevarede sit sæde i formynderregeringen indtil Christian 4.s overtagelse i 1596.

[38] Forloffuit: forlovet, forløvet eller lovet. Ifølge Gjødesens fremstilling, så havde Jørgen Rosenkrantz ikke taget magten i formynderrådet efter Kaas’ død, men var derimod blevet bedt om at overtage positionen efter ham. Rosenkrantz lovede således at lede landet.

[39] Smyckis: smykkes. Der menes formentligt, at man ikke skal overgøre Rosenkrantz. Han var trods alt et dødeligt menneske og ikke Kristus eller noget lignende. Der skulle kun tales om de ting han havde udrettet og ikke overdrive hans livsgerninger med alt for mange overdådige ord.

[40] Josaphat Juda: kong Josafat af Juda. Nævnes i Anden Krønikebog 19-23 i Det Gamle Testamente.

[41] Bier: at vente tålmodigt.

[42] Jørgen Rosenkrantz brugte noget af sin egen formue i regeringsarbejdet.

[43] Graasfue: grådige.

[44] Veylige: betyder muligvis venlige. I dette tilfælde kan der med sætningen menes, at folk ikke forstår det store arbejde, som rigsrådet og især formynderregeringsrådet har gjort: ”og agter ikke hvor venligt / hvor godt det er for lande [altså riger], når de grå hoveder er vise, og de gamle er kloge”.

[45] Liggendefæ: rigdomme.

[46] Jørgen Rosenkrantz hjalp fattige familier, så de ikke skulle gå til grunde.

[47] Stackit: stakket, som betyder kort.

[48] Skitserer her idealbilledet af en øvrighedsperson og hvordan denne burde tænke: (1) Det er mennesker som man råder over (2) Man skal være retfærdig (råde efter lov og ret) (3) Man skal have fokus på lenets lange udvikling og tænke på dets ve og vel.

[49] In summa: i en sum, som betyder alt i alt eller kort sagt.

[50] Breck: bræk, som betyder mangel eller mangler.

[51] Druckenskaff: drukkenskab.

[52] Hofferdighed: hoffærdighed, som betyder hovmodighed.

[53] Stater: stande.

[54] Gram: gram kan betyde djævel, som formentlig her betyder djævelskab. 

[55] Ilde: dårligt.

[56] Snapsting: snapstinget eller snapslandstinget var betegnelsen for det første og fornemste landsting i løbet af året og blev afholdt i Viborg.

[57] Lijgfærd: ligfærd, som er de handlinger som knytter sig til begravelse eller bisættelse af en afdød, og som omfatter ledsagelse af kisten til kirke eller kapel, ceremoni i kirke eller kapel og jordpåkastelse.

[58] Idelig: noget som varer ved eller bliver ved at gentage sig.

[59] Flud: flod. I Kalkars ordbog forklares der, at kold flod er en sygdom.

[60] Wselhed: usselhed.

[61] Inuocauit: invocavit er navnet på den første søndag i fasten.

[62] Faffuert: betyder formenlig forfattet og henviser til det efterfølgende citat: ”HERre lad nu din Tienere fare i fred. [Luc. 2.]”, som er fra Lukasevangeliet, kap. 2., vers 29. Således vil sætningen lyde: ”Jeg mærker min Herre Gud vil kalde mig. Det er nu forfattet: Herre lad nu dine tjenere fare i fred.”

[63] Tyckis: tykkes, som her betyder at synes eller mene.  

[64] Grevens fejde (1534-36): Dansk borgerkrig, som kan betragtes som et opgør mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Dette opgør blev vundet af den militære og økonomiske overklasse, men konflikten blev kompliceret af, at begge parter havde eller fik allierede uden for kongeriget. Resultatet af Grevens Fejde blev reformationen i 1536 og dermed introduktionen af den protestantiske, kongestyrede statskirke, som bestod til demokratiets indførelse i 1849. Derudover kom udgangen på Grevens Fejde til at betyde en konsolidering af adelens meget stærke stilling i samfundet og dermed begyndelsen på den periode, som traditionelt betegnes som adelsvælden (1536-1660).

[65] Suenske Feyde: Han referer her til Den nordiske Syvårskrig (1563-1570), hvor Frederik 2. (født. 1534, regent 1559-1588) forsøgte at erobre Sverige. Krigen kastede Frederik 2.s styre ud i rystelser, ikke mindst forårsaget af en omfattende låntagning til lejetropper. Krigen endte uafgjort med freden i Stettin i 1570, men den efterlod Danmark-Norge som dominerende magt i Østersøområdet.

[66] Vdualde: udvalgte.

[67] Beskimmis: beskæmme, som betyder forhåne eller volde skam.

[68] Anslag: bærende ide eller plan.

[69] Dieffuelen: djævelen.

[70] Euindelig: evindelig, som betyder vedvarende eller for evigt.

[71] Daare: dåre, som her betyder omtåge, betage eller fortrylle.

[72] Marcus Tullius Cicero (106-43 f.v.t.): romersk politiker og kulturformidler. Stort og varieret forfatterskab af taler og oplysende skrifter om filosofi og retorik.

[73] Actit: agtet  betyder enten anset eller regnet.

[74] Forfatterens oversættelse af Ciceros citat ô me nunquam sapientem: man har agtet / anset / regnet mig for at være vis og var det dog ikke. Direkte oversat betyder ô me nunquam sapientem; jeg har aldrig været vis.

[75] Churførsternis: kurfyrsternes. 

[76] Hvem er denne politiker og jurist?

[77] Førstedommit: fyrstendømmet.

[78] Vnderuiser: underviser.

[79] Tuilactige: tvivlagtige.

[80] Anslag: planer.

[81] Besuarer: besvarer, som betyder betynger eller bebyrder.

[82] Ramme: ramme, som formentlig betyder agøre.

[83] Neppelig: næppelig, som betyder knap, næppe eller med nød og næppe. 

[84] Idel daarskaff: idel dårskab, som betyder lutter tåbelighed.

[85] Tycker: synes eller forekomme.

[86] Bernhardus: Bernhard fra Clairvaux (1090-1153): fransk cistercienserabbed; central skikkelse i sin samtids kirkelige og religiøse liv, samt i Cistercienserordenens eksplosive udbredelse.

[87] Forfatteren Franz Posset citerer Bernhard fra Clairvaux således: ”I have been living miserably (perdite vixi) beacuse I have been wasting my time. All I know is that you, O God, will not reject a contrite and humble heart”. Fra s. 227 i bogen Pater Bernhardus – Martin Luther and Bernhard of Clairvaux, Wipf and Stock, Eugene, Oregon, 2018. Citatet kan måske give en ekstra dimension i forståelsen af, hvad Jens Gjødesens forsøgte at formidle med sin reference til Bernhard fra Clairvaux.

[88] Traatzig: trodsig eller genstridig.

[89] Mistrøstig: uden håb og optimisme.

[90] Staarbi: stå bi, betyder at støtte eller hjælpe.

[91] Døller: dølle eller dølge, som betyder, at man skjuler eller hemmelighedsholder noget så det ikke opdages.

[92] Siuge: syge.

[93] Refererer til Bernhard fra Clairvaux.

[94] Wuærdig: uværdig.

[95] Verdskyld: betaling eller gengæld.

[96] Arffuelig: arvelig.

[97] Maade: måde, som her betyder henssende.

[98] Sancke: sanke, som betyder samle eller forene. 

[99] Graahærdit: gråhåret.

[100] Suagere: svagere.

[101] Tilforne: før eller førhen.

[102] Wbesuerede: ubesværet.

[103] Betheec: betee, som betyder, at man lader noget komme til udtryk i handling.

[104] Traade: træde.

[105] Affleggis: betales.

[106] Amindelse: minde.

[107] Efftersiun: eftersyn, forbillede.

[108] Phantasie: fantasi, som i denne sammenhæng betyder drømmeri, spøgeri eller vildvarelse.

[109] Hoffuit: hoved.

[110] Fyrighed: kraft, styrke, energi.

[111] Casper Crusiger (1504-1548): tysk luthersk teolog. Kom i 1521 til Wittenberg, hvor han senere blev slotsprædikant og professor i teologi. Luther inddrog ham i arbejdet med revision af den tyske bibel. I 1539 spillede Cruciger en aktiv rolle ved gennemførelsen af Reformationen i Leipzig. Han efterlod sig en række kommentarer til bibelske skrifter.

[112] Varlig: varsom, forsigtig. 

[113] Freljere: frelser.

[114] Leffuendis: levendes.

[115] Bie: vente.

[116] Sands: sanser, bevidsthed, tanker.

[117] Anamme: modtage.

[118] Forfatterens oversættelse af det latinske citat ovenover.

[119] Verckit: værket.

[120] Naduere: Nadver, aftensmåltid.

[121] Hensoffue: hensove, sove bort.

[122] Varactige: udholdende, standhaftige.

Om kilden

Dateret
1597
Oprindelse
Giødesen, Jens: Den 90. Davids Salme, Moses' Bøn, udlagt i en Ligprædiken [over Jørgen Rosenkrantz], Copenhagen: Vingaard, Mads (1597) - (Early European Books, Det Kongelige Bibliotek)
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Skovgaard Jakobsen, Rasmus: ”Idealer og pligter. Konfessionel iscenesættelse af den danske højadel, 1559-1617”, i: Nina J. Koefoed, Bo K. Holm & Sasja E.M. Stopa, red., Religion som forklaring? Kirke og religion i stat og samfund. Festskrift til Per Ingesman (2018), Aarhus Universitetsforlag, s. 287-306.

Amundsen, Arne Bugge: ”Funeral Sermons and Lutheran Social Practices. An Example from 16th-century Denmark-Norway”, i: Tarald Rasmussen & Jon Øygarden Flæten, red., Preparing for Death, Remembering the Dead, RefoRC Academic Studies 22, Vandenhoeck & Ruprecht (2015), s. 223-240.

Jacobsen, Grethe: ”Danske ligprædikener 1565-1610. Køn, stand og embede i en litterær genrer”, i: Historisk Tidsskrift (2015), nr. 115, hæfte 1, s. 1-35.

Holst, Elisabeth: ”Kvindedyd og kvindedød i danske ligprædikener 1570-1700”, i: Flemming Lundgreen-Nielsen & Hanne Ruus, red., Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur 1550-1700, bd. 1, C.A. Reitzel (1999), s. 281-325.

Nicolaisen, Frits: Rosenholm, Randers Amts Historiske Samfund (1994)

Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede (1969), 6. udg. v. Erik Kjersgaard, bd. 7, Gyldendal, s. 428ff.

Rosenkrantz, Hans: Rosenholm og Rosenkrantzerne - En Monografi udgivet af Hans Rosenkrantz (1924)

Andre transskriberede ligprædikener:

Bricka, C.F. & S.M. Gjellerup: Den Dansk Adel I det 16de og 17de Aarhundrede (1913), bd. 2., Udgivet af Foreningen til udgivelse af Danmarks Adels Aarbog, København (publiceret efter forfatternes død af Anders Thiset).

Bricka, C.F. & S.M. Gjellerup: Den Dansk Adel I det 16de og 17de Aarhundrede (1874-75), bd. 1, Forlaget af Rudolph Klein, København.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1597
Oprindelse
Giødesen, Jens: Den 90. Davids Salme, Moses' Bøn, udlagt i en Ligprædiken [over Jørgen Rosenkrantz], Copenhagen: Vingaard, Mads (1597) - (Early European Books, Det Kongelige Bibliotek)
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Skovgaard Jakobsen, Rasmus: ”Idealer og pligter. Konfessionel iscenesættelse af den danske højadel, 1559-1617”, i: Nina J. Koefoed, Bo K. Holm & Sasja E.M. Stopa, red., Religion som forklaring? Kirke og religion i stat og samfund. Festskrift til Per Ingesman (2018), Aarhus Universitetsforlag, s. 287-306.

Amundsen, Arne Bugge: ”Funeral Sermons and Lutheran Social Practices. An Example from 16th-century Denmark-Norway”, i: Tarald Rasmussen & Jon Øygarden Flæten, red., Preparing for Death, Remembering the Dead, RefoRC Academic Studies 22, Vandenhoeck & Ruprecht (2015), s. 223-240.

Jacobsen, Grethe: ”Danske ligprædikener 1565-1610. Køn, stand og embede i en litterær genrer”, i: Historisk Tidsskrift (2015), nr. 115, hæfte 1, s. 1-35.

Holst, Elisabeth: ”Kvindedyd og kvindedød i danske ligprædikener 1570-1700”, i: Flemming Lundgreen-Nielsen & Hanne Ruus, red., Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur 1550-1700, bd. 1, C.A. Reitzel (1999), s. 281-325.

Nicolaisen, Frits: Rosenholm, Randers Amts Historiske Samfund (1994)

Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede (1969), 6. udg. v. Erik Kjersgaard, bd. 7, Gyldendal, s. 428ff.

Rosenkrantz, Hans: Rosenholm og Rosenkrantzerne - En Monografi udgivet af Hans Rosenkrantz (1924)

Andre transskriberede ligprædikener:

Bricka, C.F. & S.M. Gjellerup: Den Dansk Adel I det 16de og 17de Aarhundrede (1913), bd. 2., Udgivet af Foreningen til udgivelse af Danmarks Adels Aarbog, København (publiceret efter forfatternes død af Anders Thiset).

Bricka, C.F. & S.M. Gjellerup: Den Dansk Adel I det 16de og 17de Aarhundrede (1874-75), bd. 1, Forlaget af Rudolph Klein, København.

Udgiver
danmarkshistorien.dk