Trykkefrihedsdebatten 1834-35

Artikler

Debatten om trykkefrihed i 1830’erne blev frembragt af tidens unge forfatteres ønske om en friere presse. I 1834-35 kulminerede debatten, og den udviklede sig til at blive beskidt og beskyldende. Regeringen statuerede et eksempel med anklagen mod C. N. David, redaktør på Fædrelandet og professor ved Københavns universitet, for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen, men det kunne ikke stoppe forfatterne, der fortsatte kampen for en friere presse.

Grunde til debattens opståen

Trykkefrihedsdebatten tog sin begyndelse i februar 1834, da forfatteren A. P. Liunge i Kjøbenhavnsposten klagede over, at der ingen trykkefrihed var i Danmark.

Baggrunden var den såkaldte Trykkefrihedsforordning af 27.9. 1799, der trods navnet havde indskrænket trykkefriheden. Forordningen af 1799 understregede dog, at der ikke var tale om 'censur', da censuren var blevet afskaffet ved lov i 1770. Nogle år efter Trykkefrihedsforordningen af 1799’s indførelse kom der en række tillæg, som betød, at der foregik en yderligere kontrol med alt, hvad der blev skrevet og trykt i Danmark. Alt skulle gennemlæses, før det kunne publiceres.

Forfatterne som deltog i debatten stammede fra en generation, som havde oplevet revolutioner i udlandet og set Norge få en fri forfatning, og det var blevet klart, at den enevældige styreform ikke nødvendigvis var den eneste rigtige. Forandringer var mulige, og denne generation ønskede dem.

Debatten, som den tog sig ud

Debatten fyldte godt i tidens mange aviser og tidsskrifter. Både, Kjøbenhavnsposten, Dagen, Kjøbenhavns Flyvende Post, Fædrelandet og flere andre bragte artikler af forfattere, der alle havde en mening om de emner, der blev diskuteret. To centrale eksempler på forfattere, der havde forskellige holdninger, var Tage Algreen-Ussing og Balthazar Christensen, begge jurister og politikere. De to repræsenterede hver deres politiske overbevisning. De havde forskellige opfattelser om, hvorvidt lovgivningen var god, og om der var censur i Danmark eller ej. Selvom der ifølge loven ikke var censur, mente flere af debattørerne, at der reelt var censur i Danmark.

Tage Algreen-Ussing hævdede, at der ikke var censur i Danmark, da lovgivningen ikke sagde noget herom. Ifølge lovgivningen var censuren ophævet i 1770, og problemet i Danmark var, at befolkningen ikke var oplyst omkring deres rettigheder og muligheder for at skrive og udgive tekster. Enhver måtte også tænke på, at Danmark var et enevældigt land, og derfor mente Algreen-Ussing, at det var umuligt med en friere lovgivning som i fx England, hvor styreformen var en anden.

Balthazar Christensen mente herimod, at der var censur i Danmark, og at den var omfattende. Hans definition på censur var ikke, om man havde ret til at skrive, for det havde man. Balthazar Christensen mente at censur var, at man ikke kunne få lov at publicere, hvad man ville. Han argumenterede for, at menneskets ånd skulle være fri, og for at den kunne være fri, måtte menneskets tanke være fri. Menneskets tanke blev kun rigtig fri, hvis ordet og dermed trykken var fri.

Tage Algreen-Ussing mente imidlertid, at andre lande måtte være misundelige på Danmark. Netop fordi Danmark var et enevældigt land, var det tydeligt, hvor fri trykkefrihedslovgivningen var. Sammenlignet med andre lande, hvor enevælden herskede, var meget tilladt i Danmark. Algreen-Ussing mente også, at det var nødvendigt med de indskrænkninger, der trods alt var i den danske lovgivning, for hvis ikke de var der, ville der blive skrevet og udgivet alt for meget, der stred imod den 'rette moral'. Balthazar Christensen så denne tolkning af den danske situation som helt forkert. Han mente ikke, at Algreen-Ussing havde forstået trykkefrihedslovgivningen, og han mente på ingen måde, at andre lande burde være misundelige på Danmark.

Anklagen mod C. N. David

I december 1834 kunne Kjøbenhavnsposten meddele at stifteren af skriftet Fædrelandet, C. N. David, blev tiltalt for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen. Fædrelandet og C. N. David var i forvejen kendt for sin 'skrivefrækhed' overfor lovgivningen. I maj 1835 blev han dog frifundet, men tiltalen kom til at koste ham jobbet som professor ved Københavns universitet. Denne sag var betydningsfuld for debatten, fordi dens udfald muligvis var en reaktion fra regeringens side på den adresse, der forinden blev sendt til kongen med ytringen om en gruppe dannede danskeres bekymring over de rygter om en kommende indskrænkning af trykkefriheden , der verserede . C. N. David blev tiltalt inden denne adresse blev sendt, men straffen var måske blevet en anden, hvis ikke adressen havde fundet vej til kongen i mellemtiden. Der var i hvert fald en opfattelse af, at C. N. David var blevet syndebukken, og at hans sag skulle fungere som skræk og advarsel for andre forfattere, der kunne finde på at lade 'skrivefrækheden' løbe af med sig.

Adressen til kongen

I starten af 1835 gik der rygter om, at regeringen planlagde at gennemføre en ny trykkefrihedslovgivning udenom stænderforsamlingerne, der skulle indskrænke trykkefriheden. Rygterne fik en række folk, heriblandt J. F. Schouw, H. N. Clausen og F. C. Sibbern, til at gå sammen og henvende sig direkte til kongen for at undgå denne nye lovgivning, og for at undgå at stænderne ikke blev udelukket. I februar 1835 sendte en stor kreds af borgere en såkaldt adresse til kongen, hvori de gjorde klart, at regeringen skulle overlade det til pressen selv at ”fjerne ukrudtet”, og at en udelukkelse af stændernefra planerne om en ny lovgivning var uhørt. Grupperingen bag adressen voksede, og det endte med, at kongen og regeringen indstillede planerne om en ny lovgivning på grund af det stigende pres fra borgerskabet. Grupperingen blev til Selskabet for Trykkefrihedens Rette Brug, og med dennes oprettelse ebbede de mange diskussioner i diverse danske aviser og tidsskrifter ud. Selskabet overtog kampen, derfor siges det, at trykkefrihedsdebatten endte i februar 1835.