Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Tiende

Artikler

Afgift på i princippet en tiendedel (10%) af al produktion. I middelalderen var det kirkens opfattelse, at tiendeafgiften burde fordeles ligeligt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen. Dette system blev dog først gennemført i hele landet på Reformationstiden. Ved reformationen i 1536 overgik bispernes tredjedel af tienden til kongen. I 1903 blev det fastsat ved lov, at tiendebetaling skulle afskaffes ved at betalerne én gang for alle betalte 25 gange den årlige tiende. Dette var først fuldt gennemført i 1918.

Baggrund

Tiendebetaling er omtalt flere steder i Bibelen, idet jøderne i det gamle Israel finansierede deres religiøse institutioner på denne måde. I den kristne kirke blev tiendebetaling oprindelig anset for en frivillig pligt. Med tiden søgte man at indføre udstødelse af kirken (bandlysning) som straf for den, der ikke betalte. Nogenlunde faste og effektive retsregler om tiendebetaling blev dog først indført i kirkens retssystem fra slutningen af 1000-tallet og fremad. Ifølge den første autoritative samling af kirkelige retsregler, Gratians Dekret fra omkring 1140, kunne tienden enten deles i fire dele mellem sognepræst, sognekirke, de fattige og bispen, eller i tre mellem præst, kirke og biskop. Det første system var eller blev gældende i de fleste områder i Europa, mens det andet blev det gældende i bl.a. Danmark.

Udvikling i middelalderen

I Danmark blev kristendommen indført omkring 965. Omkring midten af 1070’erne beklagede krønikeskriveren Adam af Bremen sig over, at gejstligheden opkrævede brugerafgifter af befolkningen i stedet for den faste tiende. Det ser ud til, at kong Knud den Hellige i begyndelsen af 1080’erne forsøgte at indføre tiende, men at dette så var medvirkende til det oprør, som kostede ham livet. Den almindelige opfattelse blandt historikere er, at tienden blev indført kort før, der blev oprettet en ærkebispestol i Danmark i 1103 eller 1104. Den første omtale i bevarede kilder, der viser, at tiende var indført, er fra 1135. Tienden kan betragtes som Danmarks første faste skat.

Fra starten betalte man imidlertid kun tiende til sognekirke og -præst med 1/30 af produktionen til hver. Omkring 1170 lykkedes det for henholdsvis Roskildebispen og Ærkebispen i Lund at få aftalt med befolkningen på henholdsvis Sjælland og i Skåne, Halland og Blekinge, at der fremover også skulle betales 1/30 til bispen, hvorved den fulde tiende var indført i disse områder. Om nogen tiendeandel til de fattige er der aldrig tale i Danmark. I 1188 blev den såkaldte bispetiende også indført i Slesvig Stift i det sydligste Jylland. Tidligere må det antages, at befolkningen har betalt en mindre såkaldt biskopsgave til bispen, således som det fortsat vedblev at være tilfældet i det nordligere Jylland og på Fyn frem til middelalderens slutning. I 1443 blev det ved kongelig dom fastslået, at den fulde bispetiende skulle betales i hele landet, men dette ser ikke ud til at have ændret meget på tingene, idet man atter i 1527 fastslog dette. Ved reformationen i 1536 overtog kongen alle bispernes rettigheder og dermed også retten til bispetienden samt en betydelig indflydelse på den del af tienden, som gik til sognekirkerne. Først herefter synes bispetienden, men nu under navnet kongetiende, at være blevet fuldt gennemført på Fyn og i hele Jylland.

Indførelsen af præste- og kirketiende har været en væsentlig baggrund for oprettelse af nye sogne og det store kirkebyggeri, som stod på i Danmark især i hundredeåret 1150-1250.

I princippet skulle der altså betales tiende af al produktion. I praksis var det mest korn- og kvægavl samt (silde)fiskeri, der blev omfattet af tiendepligten. Af disse betød korntienden langt mest. Sognepræsterne og de kirkeværger, der bestyrede sognekirkerne, kunne i princippet selv gå ud på markerne efter høst og hver for sig fjerne hvert 30. neg. Bisperne havde sværere ved at kontrollere og få opkrævet deres andel, hvorfor det tidligt blev almindeligt at fastsætte et fast mål for denne, som betaltes hvert år uafhængigt af høstudbyttet. Tiende af kvægavlen blev vist normalt kun ydet til præst og kirke.

Tiende efter reformationen 1536

I Christian III’s håndfæstning 1536 blev det fastsat, at adelige ikke skulle betale tiende af den herregård, de selv boede på og stod for dyrkningen af. Dette kom til at gælde for alle godsejere, uanset stand, med Danske Lov fra 1683.

Derudover blev det mere og mere almindeligt at bortforpagte tienderettigheder til højstbydende, der så påtog sig at opkræve og få tærsket kornet. I 1572 blev det fastsat ved lov, at dette skulle ske for alle kirke- og kongetidenders vedkommende. Det var ofte bønderne selv, der forpagtede tiender i fællesskab, og i Danske Lov 1683 blev det fastsat, at lokale bønder skulle have forret til at forpagte kirketienderne, mens lokale godsejere skulle have forret til at forpagte kongetiender. Omkring 1700 solgte kronen de fleste af sine rettigheder til kirke- og kongetiender til lokale godsejere.

Som et led i Landboreformerne fra omkring 1750 og frem begyndte man at interessere sig for at få gjort al tiendebetaling til faste afgifter for at give bønderne en større tilskyndelse til at øge udbyttet af deres brug. Enden på dette blev, at det i 1810 bestemtes, at enhver tiendeyder kunne forlange sin tiendebetaling fastlagt én gang for alle af dertil indrettede kommissioner, og i 1852 blev en sådan ordning obligatorisk for alle.

Efter et forspil, hvor der blev åbnet op for frivillig afskaffelse af tiendebetaling mod betaling af et større engangsbeløb til tiendeejerne/-modtagerne, blev det i 1903 fastlagt ved lov, at al tiendeydelse skulle afskaffes ved, at yderne én gang for alle betalte et beløb, der svarede til 25 gange værdien af den årligt ydede tiende. Selvom der blev oprettet et særligt finansieringsinstitut til at hjælpe med at klare dette, blev de sidste tiendeydelser først afskaffet i 1918.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015