Thøger Larsen, 1875-1928

Artikler

Thøger Larsen var en dansk forfatter, hvis værker var typiske for litteraturen i årtierne omkring 1900. Han er især kendt som lyriker og fik sit folkelige gennembrud med sangen ”Danmark, nu blunder den lyse Nat” (1914).

Husmandssøn, landinspektør, redaktør og forfatter

Thøger Larsen Underbjerg blev født den 5. april 1875 i et fattigt husmandshjem i Tørring ved Lemvig. I 1892 tog han præliminæreksamen fra Lemvig Realskole og ville gerne have læst videre. Men faderen døde samme år, og Thøger Larsen måtte ud at tjene. 1892-95 var han huslærer ved Viborg, 1896-1911 landinspektørassistent i Lemvig og fra 1903 til 1922 virkede han som redaktør af Lemvig Dagblad. Herefter helligede han sig sit forfatterskab til sin død i 1928, 53 år gammel.

Limfjordsdigter med udblik

Thøger Larsen boede i Lemvig hele sit liv, og han rejste ikke meget. I det ydre var han således en hjemmefødning. Men efter endt arbejdsdag vendte Thøger Larsen sit blik mod det universelle og fjerne. Nu var det ikke længere Lemvig, men himmelrummet og de åndelige sfærer, der stod i centrum. Nætterne blev brugt på at skue langt ud i universet eller til at fordybe sig i astronomi, religionshistorie, mytologi, sprog og oversættelser - samt på at skrive digte, og det er nok en af forklaringerne på de mange stjerner i Thøger Larsens værk. Stjernen over dem alle var solen, og om denne livgivende ildkugle kredser Thøger Larsens digtning.  

Thøger Larsen debuterede i 1891 med digtet ”Erindringsord til Poesibogen”, som blev trykt i Kristeligt Børneblad. 4 år senere udgav han digtsamlingen Vilde Roser med økonomisk hjælp fra Lemvig Realskoles lærere, som mente, at den unge Thøger Larsen Underbjerg havde talent. Efter 1895 og frem til 1904 spores en voldsom udvikling i Thøger Larsens digtning. Han finder i denne periode sin egen stemme i særegne digte, hvoraf mange siden indgår i den selvstændige og originale samling Jord (1904) – Thøger Larsens egentlige debut. Herefter følger de fleste hovedværker i forfatterskabet: digtsamlingerne Dagene (1905), Det Fjerne (1907), Bakker og Bølger (1912) og Slægternes Træ (1914) samt artikelsamlingen Stjerner og Tid (1914).

Det er nu ikke længere barndommens tro, men naturvidenskaben, Darwin, Brandes, Nietzsche og Johs. V. Jensen, som tegner forfatterskabet. I den forstand er Thøger Larsens digtning typisk for sin tid – overgangen mellem det 19. og 20. århundrede – idet den forener naturvidenskabens resultater og erkendelser med en religiøs og poetisk forståelse af verden. Denne opfattelse kan man kalde vitalisme, og Thøger Larsen er nok den danske digter, som mest konsekvent formåede at fastholde en positiv og frugtbar vitalisme livet og forfatterskabet igennem.

Sommer-sangene

I 1999 blev sangen ”Danmark, nu blunder den lyse Nat” kåret til århundredets sang af Berlingske Tidendes læsere. Teksten er identisk med digtet ”Den danske Sommer” og blev oprindeligt skrevet til Jeppe Aakjærs Jenlefest i 1914. Samme år indgik digtet i samlingen Slægternes Træ, og Oluf Ring satte melodi til i 1922. Med sin poesi griber Thøger Larsen vores fælles oplevelse af midsommeren. Ingen dansk sommer uden ”Byger, som gaar og kommer”. Thøger Larsen er også kendt for teksten til den ligeledes meget udbredte ”Du danske sommer, jeg elsker dig” (1923), som er identisk med digtet ”Sommervise” fra samlingen Vejr og Vinger (1923). Denne tekst fik i 1932 melodi af Otto Mortensen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1875 - 1928
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. november 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Doctor, Jens Aage: De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, (1956).

Nielsen, Erik A.: ”Thøger Larsen”, i Ideologihistorie III, Modernismen i dansk lyrik 1870-1970, (1976).

Stjernfelt, Frederik: ”Thøger Larsen”, i Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, (2002), s. 101-113.

Thyrring Andersen, Lotte: ”Efterskrift og noter”, i Thøger Larsen: Fire digtsamlinger 1904-1912, Danske Klassikere, (1995), s. 165-209.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1875 - 1928
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. november 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Doctor, Jens Aage: De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, (1956).

Nielsen, Erik A.: ”Thøger Larsen”, i Ideologihistorie III, Modernismen i dansk lyrik 1870-1970, (1976).

Stjernfelt, Frederik: ”Thøger Larsen”, i Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, (2002), s. 101-113.

Thyrring Andersen, Lotte: ”Efterskrift og noter”, i Thøger Larsen: Fire digtsamlinger 1904-1912, Danske Klassikere, (1995), s. 165-209.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk