Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Sydhøjen i Jelling, ca. 970

Artikler

Sydhøjen i Jelling er den største menneskebyggede høj vi kender fra vikingetiden. Sammen med bl.a. Nordhøjen, de to runesten og en enorm palisade af egetræ udgjorde Sydhøjen det store kongelige monumentkompleks i Jelling, som blev anlagt af kongerne Gorm den Gamle (død ca. 958) og især Harald Blåtand (regent ca. 959-987). Fra middelalderen og frem til 1800-tallet troede man, at højen var en kongelig gravhøj. Omfattende arkæologiske undersøgelser i 1800- og 1900-tallet afslørede imidlertid, at Sydhøjen ikke rummede en grav. Højen er altså ikke en gravhøj. Sandsynligvis blev den anlagt for at illustrere kong Harald Blåtands magt. 

Den traditionelle forestilling om en kongelig gravhøj

Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) var meget historieinteresseret, og på hans initiativ blev Sydhøjen undersøgt i sommeren 1861. Omkring 40 år tidligere var der fundet et kongeligt gravkammer i Nordhøjen, og man antog på den baggrund, at der måtte være et lignende i Sydhøjen. Antagelsen var ikke grebet ud af den tomme luft, men affødt af indskrifterne på Gorm den Gamles og Harald Blåtands runesten i Jelling, og fra nogle af Danmarks første historieskrivere, Svend Aggesen og Saxo Grammaticus, som skrev omkring år 1200.  

Forsiden af Gorm den Gamles runesten i Jelling. Stenen er en mindesten over Gorms hustru, dronning Thyra. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

Gorm den Gamles runesten er en mindesten over hans kone, dronning Thyra, og Harald Blåtands runesten er delvist en mindesten over Haralds forældre, kong Gorm og dronning Thyra. Ifølge Saxo og Svend Aggesen var Gorm den Gamle og Thyra gravlagt i højene i Jelling. Eftersom højen syd for Jelling Kirke er den største af de to høje, var det derfor nærliggende at tro, at denne tilhørte kong Gorm, og at den lidt mindre Nordhøj var Thyras. Af denne grund er Nordhøjen også kendt som dronning Thyras høj og Sydhøjen som kong Gorms høj.  

De store udgravninger af Sydhøjen i 1861 og 1941

Det blev arkæologen Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885), der blev sat til at lede udgravningen af Sydhøjen i 1861. Med hjælp fra soldater fra ingeniørkorpset blev der lavet minegange og boringer ind i højen. Frederik 7. fulgte selv ivrigt med i arbejdet. Udgravningen resulterede i flere interessante fund af sten og egetræ, men et gravkammer fandt man ikke. Efter halvanden måneds hårdt slid opgav Worsaae det videre arbejde, og han konkluderede, at trods fundene af sten og tømmer i højen var der ingen spor efter et gravkammer.

Tegneren Jacob Kornerup (1825-1913) lavede en række tegninger af udgravningen i 1861. På denne tegning ses en piberygende kong Frederik 7. i en lænestol på toppen af Sydhøjen. Kongen taler med Worsaae og overser en boring i højen, mens han overværer arbejdet. Tegning: Nationalmuseet.

Forhåbningen om at finde det kongelige gravkammer i Sydhøjen var dog ikke opgivet, og i 1941 indledte Nationalmuseet en omfattende udgravning af højen. En medvirkende årsag til, at udgravningen blev foretaget i netop 1941, var frygten for, at den tyske besættelsesmagt ville udgrave højen og stjæle eventuelle værdier. Lederne af udgravningen var arkæologen og arkitekten Ejnar Dyggve (1887-1961) samt professor Johannes Brøndsted (1890-1965).

Den store udgravning af Sydhøjen i 1941, hvor man gravede sig tværs igennem højen. Foto: Nationalmuseet.

Denne gang blev der ikke gravet minegange eller foretaget boringer. I stedet valgte man at anlægge et stort snit tværs igennem højen og systematisk grave sig ned gennem den. Det var den største og mest ambitiøse udgravning nogensinde foretaget i Danmark. Den daglige arbejdsstyrke bestod af 45 mand, alligevel tog det næsten fire måneder at nå højens bund. Ifølge Ejnar Dyggve blev der fjernet ca. 135.000 trillebøre jord fra højen. Undervejs i udgravningen blev der fundet komplicerede konstruktioner af træ samt en stor opretstående træstolpe i midten af højen, som så ud til at have spillet en rolle under opførelsen. Ligeledes blev der fundet rester af træspader og bærebøre, som havde været anvendt til arbejdet med at lave højen.

Et gravkammer blev der til gengæld ikke fundet, hverken i eller under højen. Ejnar Dyggve konkluderede derfor, at Sydhøjen ikke var opført som gravhøj. Ifølge Dyggve var det derfor mest sandsynligt, at Gorm den Gamle, muligvis sammen med Thyra, blev begravet i gravkammeret i Nordhøjen.

 Spor efter en stensætning under højen

I forbindelse med udgravningerne i 1861 og 1941 blev der på den gamle markoverflade under Sydhøjen påvist flere store kampesten. Ejnar Dyggve opdagede, at disse store sten stod i to rækker inde under højen, rækkerne af sten var dog ikke parallelle, men så ud til at fjerne sig mere og mere fra hinanden i en nordlig retning. Det blev herved klart, at en stor stensætning også havde været en del af det kongelige monumentkompleks i Jelling, men hvilken type, der var tale om, forblev et uafklaret spørgsmål.

På trods af adskillige teorier om stensætningens betydning og udformning kunne man først i 2006, efter nye udgravninger nord for højene, sandsynliggøre, at de påviste sten sandsynligvis var del af et enormt anlæg, der havde form som et skib, og som var 356 meter langt. Denne formodede skibssætning, som er klart den største fra vikingetidens Skandinavien, havde ligget i området inden opførelsen af Sydhøjen, som blev anlagt hen over stenene i skibets sydlige ende.

Sydhøjens opbygning og datering

Især grundet Dyggves udgravning fra 1941 har vi i dag et ret godt billede af, hvorledes højen blev bygget. Før opbygningen af højen begyndte, satte man en stor træstolpe i jorden, som skulle markere højens midte. Højen blev herefter bygget i flere faser.

Trækonstruktion med udformning som et tærtestykke. Dens sandsynlige funktion var som skabelon eller bygningsskelet til hjælp under den videre opbyggelse af højen. Foto: Nationalmuseet.

Først blev der konstrueret en kerne i højen af græs- og lyngtørv rundt om stolpen. Denne højkerne var ca. 3 meter høj og havde en diameter på ca. 50 meter. Oven på kernen blev der på den nordvestlige side opført en trækonstruktion, der fungerede som et bygningsskelet, eller skabelon, når det næste lag tørv skulle lægges. Efter en kortvarig pause, hvor trækonstruktionen blev bygget, opførte man den anden fase af højen. Flere tørv blev lagt på, og højen endte derefter med at være ca. 7 meter høj med en diameter på ca. 60 meter. Efter endnu en pause i byggeriet anlagde man den tredje fase, hvor højen nåede op på 9 meter i højden og med en diameter på 65 meter. Til sidst dækkedes højen af et muldlag, hvorved Sydhøjen fik sin endelige størrelse på 10 meter i højden og 70 meter i diameter. Sydhøjen er altså bygget næsten udelukkende af græs- og lyngtørv. Det anslås, at der er brugt lidt over to millioner tørv til højen.

De dendrokronologiske undersøgelser, dvs. datering ved at tælle årringe i træ, fra Sydhøjen kunne ikke foretages lige så nøjagtigt som dem foretaget af træ i Nordhøjen. Det betød, at man måtte ud i et større detektivarbejde for at regne sig frem til en cirka datering af, hvornår højen blev opført: Vi ved, at Sydhøjen blev lagt oven på de store kampesten fra skibssætningen, altså må højen være yngre end skibssætningen. Vi ved også, at Haralds store runesten står præcis i midten mellem Nordhøjen og Sydhøjen, hvilket sandsynliggør, at Sydhøjen må være lavet i forbindelse med, eller i forlængelse af, at runestenen blev rejst. Dette er nogle af de mellemregninger, der gør, at man i dag tolker byggeriet af Sydhøjen til at være påbegyndt i slutningen af 960'erne eller starten af 970'erne. Det har taget adskillige år, før højen stod færdig. Det er muligt at højen først stod færdig i sin endelige størrelse så sent som i 990, men sluttidspunktet for byggeriet diskuteres stadig i forskningen.

 Sydhøjens relation til de øvrige monumenter

Placeringen af Sydhøjen er ikke tilfældig. Den er en del af det overordnede kompleks, som monumentområdet i Jelling udgør. Sydhøjens midte ligger, ligesom Nordhøjens, på midteraksen i den lidt ældre formodede skibssætning. Haralds store runesten ligger også på denne midterakse og i midtpunktet mellem Nordhøjen og Sydhøjen. 

Forslag til, hvordan monumentkomplekset i Jelling kan have set ud omkring år 970, mens Sydhøjen var under opførelse. De grå bygninger er ikke påvist arkæologisk. Grafik: Gert Gram. Datagrundlag: Peter Jensen, Arkæologisk IT, AU.

Alt sammen viser en sammenhæng i den gradvise opbygning af monumentkomplekset i Jelling, som inddeles i to overordnede byggefaser. Den første fase fra ca. 950 til 965 omfatter den formodede skibssætning, Gorms runesten og Nordhøjen med gravkammeret. Anden byggefase begyndte i den sidste halvdel af 960’erne og fortsatte en årrække frem hvor Sydhøjen, palisaden og Haralds store runesten kom til. Byggerierne i den anden fase var sandsynligvis et led i en transformation af monumentområdet i Jelling fra et hedensk magtsymbol til et kristent. Denne transformation hang sammen med kongens og dermed rigets officielle overgang til kristendommen omkring 965. Sydhøjen tilhører således monumentkompleksets anden byggefase. Hensigten med Sydhøjen var, efter alt at dømme, at demonstrere kongens magt og ikke at gravlægge nogen.

 

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Nationalmuseet.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 24.05.2017